Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Wilhelm Sponneck, f. 1815

Oprindelig forfatter Rerup
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Wilhelm Sponneck, f. 1815, Wilhelm Carl Eppingen Sponneck, 16.2.1815-29.2.1888, rigsgreve. Født i Ringkøbing, død i Hellerup, begravet i Gentofte. S. blev student 1832 fra Sorø og cand.jur. 1836 hvorefter han 1838 blev auskultant (bisidder) i generaltoldkammerkollegiet endnu mens han var på studierejse til Frankrig og Tyskland. På grundlag af optegnelser han gjorde på rejsen udgav han 1840 tobindsværket Om Toldvæsen i Almindelighed og det danske Toldvæsen i Særdeleshed der indeholder grundtankerne for det meste af hvad S. siden udrettede for dansk toldvæsen. Værket er præget af økonomisk liberalisme, S. finder økonomisk frihed mere påkrævet end politisk. Den bestående toldbeskyttelse bør dog afvikles gradvis og over længere tid, toldvæsenet bør forenkles og moderniseres tilbunds, den nødvendige told lægges på masseforbrugsvarer som er luksusprægede (kaffe, brændevin og sukker), konsumtionen bør afskaffes. S. avancerede meget hurtigt ad embedsstigen, men selv om der blev skumlet om at den unge greve var søn af en høj embedsmand og 1841 ægtede en datter af sin øverste chef- Frederik Lowzow var 1831–43 direktør i kollegiet – kan der ikke næres tvivl om at S, var effektiv og fremragende dygtig, blandt underordnede mere frygtet end afholdt. Han blev 1840 konstitueret sekretær for toldkammerkollegiet, senere s.å. kommitteret i generaltoldkammeret, 1843 deputeret i samme kollegium og chef for dets 1. sektion der omfattede kongerigets toldvæsen. Han forberedte meget energisk regeringens toldlovforslag 1846 der førte til en moderat aftrapning af beskyttelsen, og blev tilforordnet den kgl. kommissarius ved stænderforsamlingerne i Roskilde og Viborg som regeringens ordfører i denne sag. Med lederen af hertugdømmernes toldvæsen Karl Francke arbejdede S. i disse år på en samlet nyordning af toldforvaltningsreglerne og på en – fra S.s side -meget pragmatisk fortsættelse af de toldenheds-bestræbelser som var indledt med toldloven af 1838.

Med forfatnings- og forvaltningsomvæltningerne i 1848 åbnede der sig nye muligheder for S. der var reformivrig og ambitiøs, men ingenlunde demokrat. Som sin nærmeste overordnede, C. A. Bluhme, og som Francke, tilhørte S. den konservativ-helstatslige Fønixklub der forsøgte at modarbejde de nationalliberales Ejderpolitik. Da C. E. Bardenfleth efter Casinomødet 20.3. fik opfordring til at danne et nyt ministerium henvendte han sig til D. G. Monrad og tillige til S. og Francke, men forhandlingerne førte ikke til noget resultat. S. var imidlertid stadig blandt dem hvis navn lå i luften. Han blev regeringens kommissarius ved de to sidste stænderforsamlinger der bl.a. havde valgloven til den grundlovgivende rigsforsamling til drøftelse og blev oktober 1848 kongevalgt medlem af rigsforsamlingen. Allerede 16.11. s.å. indtrådte S. dog som finansminister i novemberministeriet og beholdt denne stilling i de påfølgende mere og mere konservative ministerier indtil 12.12.1854. S. indlagde sig overordentlige fortjenester af finansstyrelsen. Han foretog en grundlæggende omordning af enevældens finansvæsen og tilpassede det til det konstitutionelle system. Inden udgangen af 1848 blev et samlet statsbogholderi oprettet. Efter junigrundlovens stadfæstelse blev det første finanslovforslag udarbejdet og i samarbejde med rigsdagen – og især med A. F. Tscherning – blev der i de følgende år udviklet en bæredygtig form såvel for finansloven som for dens behandling i folkerepræsentationen. S., der som 35-årig storkorsridder havde valgt ordet "Fremad" som devise, bekæmpede energisk reformuvillige embedsmænds modstand mod de konstitutionelle krav – det gjaldt især for de militære ministerier – og stillede sig foreløbig på det standpunkt at enhver regering var afhængig af folkerepræsentationens tillid, et standpunkt der også var velegnet til at placere finansministeriet i en nøgleposition i forhold til de øvrige ministerier. I forbindelse med krigsskattelovgivningen 1848–51 indførte S. midlertidigt en indkomst- og formueskat som han forgæves forsøgte at gøre permanent, han gennemførte 1851 pensionsloven for embedsmænd og forberedte en række lønningslove for etaterne så det demoraliserende sportelsystem kunne blive afløst af faste lønninger. Han afskaffede tallotteriet, indførte frimærkesystemet (1851) og fik vedtaget anlægget af den første telegraflinje.

En vægtig indsats ydede S. endvidere på skatte- og toldområdet hvor han dels samarbejdede en række forældede skatter i en ensartet land- og ligningsskat, dels foretog en storstilet omlægning af afgifts- og toldsystemet hvorved bl.a. portkonsumtionen bortfaldt, formalingsafgiften på korn blev afskaffet og brændevinsafgiften blev forenklet. Disse omlægninger stod i forbindelse med at S. 1850 med en ganske vist foreløbig toldgrænse ved Ejderen havde kunnet gennemføre toldenheden mellem Danmark og Slesvig efter sit forslag fra 1846. Herunder fik han også et tæt samarbejde med F. Tillisch, bl.a. gennem oprettelsen af et meget anvendeligt, militært organiseret gendarmerikorps der indtil videre blev placeret i Sydslesvig til håndhævelse af de nye toldbestemmelser og til hævdelse af den nye toldgrænse. Toldenheden, som nødvendiggjorde de omfattende omlægninger af afgifter og skatter i rigets delområder, blev 1854 udvidet til også at omfatte Holsten. S. arbejdede desuden – men resultatløst – på at få Lauenburg og Lübeck ind under toldenheden og nærede endog planer om en toldunion mellem helstaten og Hamborg. I novemberministeriet spillede S. tillige en udenrigspolitisk rolle. Han havde nuanceret sit helstatsstandpunkt, nærmede sig Ejdertanken og -mere lunkent – tanken om Slesvigs deling hvad der bragte ham i en midterposition mellem ministeriets to moderat liberale medlemmer, H. N. Clausen og J. N. Madvig, og dets højre fløj. I august 1850 fremlagde S. støttet af Clausen en plan for monarkiets nyordning der indebar en noget tættere forbindelse mellem Danmark og Slesvig end mellem disse rigsdele og Holsten samt Lauenburg. Planen forudså forudgående drøftelser i en notabelforsamling bestående af ansete repræsentanter for rigsdelene. Da udenrigsministeren og dele af ministeriet tvivlede på planens gennemførlighed blev S. jan.-feb. 1851 sendt til Wien og Berlin for at forhandle med de tyske stormagters udenrigsministre der ligesom en fremtrædende russisk diplomat viste positiv interesse for notabelprojektet som først nogle måneder senere stødte på de tyske magters modstand. S. fik i øvrigt under disse forhandlinger et stærkt indtryk af den mistillid hvormed den genetablerede konservatisme i udlandet så på de danske nationalliberale og deres indflydelse i dansk politik. Da Ejderpolitikken også i notabelprojektets afsvækkede form viste sig uigennemførlig gled S. tilbage til sit konservativ-helstatslige standpunkt. I ministerierne Bluhme og Ørsted blev han en energisk fortaler for den restaurerede helstat. Dennes forfatningsproblem i forbindelse med toldenhedens udstrækning til Holsten førte ministeriet Bluhme og S. ud i en skarp konflikt med de nationalliberale. Under ministeriet Ørsted begyndte også det taktiske samarbejde som S. i de første rigsdagssamlinger havde plejet med bondevennerne at smuldre, og S., der nu befandt sig på dette meget konservative ministeriums højrefløj, blev efterhånden tilhænger af at forfatningsspørgsmålet måtte løses gennem et enevældigt påbud. Maj 1853 udstedte han den første provisoriske finanslov, og efter hans udkast blev den oktroierede forfatning af 26.7.1854 til, et stykke enevælde både i tilblivelse og i konstruktion. Ved forhandlingerne i det foreløbige rigsråd september 1854 var S. regeringens kommissarius. Da ministeriet Ørsted blev afløst af ministeriet Bang-Scheele var S. på den ene side det gamle regimes mest hadede mand. Rigsretssagen 1855–56 mod alle ministeriets medlemmer for uhjemlede rustninger i forbindelse med Krimkrigen tænktes en overgang indskrænket til ham og de to militære ministre. På den anden side var S. som finans- og forvaltningsreformekspert så anset at hans politiske modstander C. G. Andræ udnævnte ham til generaltolddirektør. S. vendte ikke mere tilbage som politisk forgrundsfigur, men hans navn var gentagne gange fremme under de følgende års ministerkriser. Han gik for at være en af den ultrakonservative fløjs mest handlekraftige personer der ved et tronskifte kunne tænkes at tage magten og begå statskup. 1859 udgav han pjecen Den holstenske Stænderforsamling og Forfatningssagen hvori han støttede de holstenske krav om selvstændighed inden for helstaten og erklærede "Absolutismen i Fællessagerne for et nødvendigt og naturligt Provisorium". Så sent som i 1863 benyttede C. C. Hall endnu S. som skræmmebillede. S. beholdt stillingen som generaltolddirektør til juni 1863 og stod således med skiftende titler i spidsen for det danske toldvæsen i 20 år. Ved siden af administrationen og den fortsatte, ofte hårdhændede, men sikkert nødvendige reformvirksomhed inden for etaten blev det i de følgende år S.s hovedopgaver at medvirke ved løsningen af sundtoldsagen (1857) og udarbejdelsen af en ny toldlov for monarkiet. Loven blev forhalet af helstatens samarbejdsvanskeligheder og vedtoges først i 1863. Den fulgte i alt væsentligt S.s hovedtanker og gjaldt indtil 1908. En moderat toldbeskyttelse bibeholdtes, tarifferne var enkle og praktiske. Frihandelsmand i den forstand at han troede på en opblomstring af erhvervslivet hvis toldskrankerne faldt var S. ikke selv om han blev æresmedlem af den engelske Cobden-klub. Lovens hovedsigte var ikke hensynet til erhvervslivet, men at skaffe staten sikre indtægter. På dette punkt "kom S.s tarif til at fejre triumfer: de mådeholdne, men indbringende afgifter på varer som tømmer, kul, petroleum, sukker og tobak blev en af hovedforudsætningerne for Estrups politik" (Kjeld Winding). September 1863 rejste S. til Grækenland sammen med den 18-årige prins Vilhelm der var valgt til græsk konge (Georg 1.). Han skulle bistå ham som politisk rådgiver i fem år. Mens den unge konge hurtigt fandt sig til rette under de uvante forhold stødte den selvsikre S. allerede under rejsen på vanskeligheder og forlod Grækenland med udgangen af 1865. Det er muligt at han ville have forsøgt at danne regering sidst i 1863 hvis han havde været i Danmark. A. F. Krieger noterede i sin dagbog da budskabet om Frederik VII's død nåede København: "O Sponneck! H vi havde du ei Taalmodighed eet Aar endnu." Da S. under grundlovsstriden vendte tilbage bragtes hans navn igen på bane i mulige regeringskombinationer. August 1866 tilbød C. E. Frijs ham forgæves krigsministeriet og stillede ham konsejlspræsidiet i udsigt. Et år senere tilkaldte Christian IX under en konflikt med ministeriet S. der lovede at danne regering uden at det kom dertil. Fra 1867–69 repræsenterede S. Ålborgkredsen i folketinget, i sin finansminister-tid havde han 1849–53 repræsenteret Ribekredsen. Han søgte ikke genvalg 1869 og afslog senere at lade sig opstille af højre. Han var svagelig i sine sidste år, men misbilligede både provisorierne og Københavns befæstning. Uden for politik havde S. vigtige hverv. 1866 blev han medlem af og 1871 formand for kontrolkomiteen for de sjællandske jernbaner, og 1868 blev han Nationalbankens direktør og indtrådte i bestyrelsen for Det store nordiske Telegrafselskab. Disse stillinger opgav han da han 1873 blev direktør for den nystiftede Handelsbank, hvad han vedblev at være til sin død. Derimod beholdt han formandsposten i Forsikringsselskabet Danmarks bestyrelsesråd som han havde overtaget 1870. 1872 var han formand for møntkommissionen. Som ejer af Heslegård i Hellerup var han 1868–80 medlem af Kbh.s amtsråd hvor han øvede stor indflydelse. I en årrække var han formand for Gentofte sogneråd.

Annonce

Familie

Forældre: herredsfoged, senere stiftamtmand, rigsgreve Wilhelm S. (1787–1874) og Susanne C. Trojel (1791–1880). Gift 17.6.1841 i Kbh. (Frue) med Annette Sigfride Lowzow, født 4.6.1818 i Kbh. (Petri), død 28.5.1883 i Hellerup, d. af stiftamtmand, senere justitiarius i højesteret, gehejme-konferensråd Frederik L. (1788–1869, gift 1. gang 1813 med Juliane Marie Bech, 1788–1813, gift 3. gang 1829 med Marie Charlotte Sophie v. Blücher, 1804–94) og Elisabeth Ide Mariane Brockenhuus (1797–1827). – Far til Wilhelm S. (1842–1921).

Udnævnelser

Kammerjunker 1837. Kammerherre 1846. Gehejmekonferensråd 1863. – R. 1843. DM. 1854. K. 1848. S.K. 1850.

Ikonografi

Akvarel 1826. Karikaturtegn. (Fr.borg). Tegn. af J. V. Gertner, 1850 (sst.), efter denne litografi af C. Steckmest samt 1851 og 1852 og stik af A. Hansen, 1851; typen anvendt på J. Thorsøes litograferede mindeblad for grundlovens underskrivelse. Buste af H. V. Bissen, 1851 (St. mus.), i marmor 1852. Fremstillet på tre satiriske litografier 1852 efter tegn. af P. C. Skovgaard (en på Fr.borg). Litografisk karikatur bl.a. ca. 1854. Afbildet på Constantin Hansens mal. 1860–64 af den grundlovgivende rigsforsamling 1848 (Fr.borg) og på forarbejde dertil (folketinget). Mal. 1863. Træsnit 1863, litografi s.å. efter tegn. af A. Dorph. Engelsk træsnit 1863. Afbildet på et par litografiske mindeblade for 1849-grundlovens underskrivelse. Mal. af P. S. Krøyer, 1886, efter dette træsnit 1888, skitse af Krøyer (St. mus.) og kopi af D. Hvidt, 1942 (Fr.borg). Træsnit af C. Pauli, 1888. Foto.

Bibliografi

Danske mag. 6.r.IV, 1925–28 fl.st. – III. tid. 30.8.1863. [P. Hansen] sst. 11.3.1888. O. Müller i Hist. t. 3.r.VI, 1867–69 135–97. H. N. Clausen: Optegn, om mit levneds og min tids hist., 1877 382f 391 406. J. N. Madvig: Livserindr., 1887 146f 184f 196f 347 362 365–71. M. H. Rosenørn: Løsrevne blade af livsminder, 1888 73. J. A. Walter i Tidsskr. for toldvæsen VI, 1888 107–10. F. Jørgensen sst. XXVI, 1899 121–29. Emil Elberling i Nationaløkonomisk t. XXVI, 1888 153–71. C. St. A. Bille i Danmark, udg. Journalistforen. III, 1889 30–46. N. Neergaard: Under junigrundloven I-II, 1892–1916 (reproudg. 1973). [A. E.] Bonnevie i Månedsskr. for toldvæsen II, 1908 62–68 80–87 96–103. Poul Andræ: Gehejmekonferensråd C. G. Andræ III, 1911 255. Gehejmerådinde Andræs politiske dagbøger, udg. samme I-III, 1914–20. Fr. Bajer: Nordens, særlig Danm.s neutralitet under Krimkrigen, 1914. A. F. Krieger: Dagbøger I-VIII, 1920–43. Alb. Olsen: Studier over den da. finanslov, 1930. C. G. Andræ: Taler i udv. ved Fl. Dahl I-II, 1933–34. Tormod Jørgensen: A. F. Tscherning, 1938. Povl Bagge i J. N. Madvig, udg. Vidensk. selsk. I, 1955 78–96. Erik Møller: Helstatens fald I-II, 1958 (reproudg. 1974). Kj. Winding: Frihandelsproblemet i Danm., 1959. De danske ministerier 1848–1901, ved Sv. Thorsen, 1967. Jens Engberg: Det slesv. spørgsmål, 1968 (anm. af Povl Bagge i Hist. t. 12.r.IV, 1969–70 603–11).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lorenz Rerup: Wilhelm Sponneck, f. 1815 i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297703