Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Henrik Holck

Oprindelig forfatter LTand
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Henrik Holck, 18.4.1599-8.9.1633, rigsgreve, kejserlig feltmarskal. Født på Kronborg, død i Troschenreut i Vogtland, begravet i Herrested k. H.s mor var af en gammel, rig og anset slægt. I denne havde middelalderlige, ridderlige og krigeriske idealer overlevet i usædvanlig grad i en tid hvor adelen mere og mere udviklede sig til at blive en embeds-, hof- og godsejerstand. I sin første barndom blev han opdraget af sin mormor, Birgitte Skave på Eskilstrup, og her var "hans meste leg ... af Holger Danskes Krønike og kæmpeviserne". Efter skolegang på Herlufsholm blev H. sendt til udlandet hvor han 1615–17 studerede i Strasbourg, Heidelberg og Basel, og derfra rejste han 1617 til Sedan. Her tog hertugen af Bouillon sig faderligt af ham. Denne bys reformerte akademi var da samlingspunkt for mange lutherske og reformerte adelsjunkere, der her forberedte sig på at stride for den evangeliske union i den ventede religionskrig. I 1618 tog han videre til Paris hvor han blev undervist i matematik og i befæstnings- og ridekunst. I Italien (Padua 1619, Rom 1619–20, Siena 1620) opsøgte han de mest berømte fægteskoler og rejste derfra over Frankrig og England tilbage til Danmark hvor han 1620 på faderens bud blev ansat i kancelliet. Det skete meget mod H.s vilje. Den moderne embedsmandsbane kedede H. der drømte om at vinde krigerære på trediveårskrigens slagmarker. Han hengav sig derfor til druk og svir. For at få ham ud af den livsførelse gav faderen ham i 1621 lov til at deltage i det schauenburgske felttog hvor det imidlertid ikke kom til egentlige krigshandlinger. Desuden søgte familien at få ham til at falde til ro ved at vælge en hustru til ham; men romantisk som han var ville han ikke gå ind på et fornuftsægteskab, men valgte selv sin udkårne, Hilleborg Krafse. Indlevet i kæmpeviserne drømte han om natten på sit bejlertogt til jomfruen på Egholm at "der i stedet for hende blev givet ham et blottet sværd, dermed at drage af gårde og komme siden igen". Og drømmen gik i opfyldelse. Hilleborg og hendes familie gav ham sit ja, men først 1628 blev de gift, og forinden fik han sin trang til krigerlivet opfyldt.

Allerede 1622 fik han nemlig orlov fra kancelliet og kom i tjeneste hos den lige så romantiske hertug Christian af Halberstadt. Han fulgte denne på det vovelige felttog til Pfalz og på tilbagetoget til Nederlandene. Han var med i kampen mod Tilly ved Hochst, trådte sammen med "der tolle Halberstadter" i Mauritz af Oranjes tjeneste og bidrog til sejren ved Fleurus over spanierne. Efter hertug Christians katastrofale nederlag ved Stadtlohn i juli 1623 kom H. hjem igen og blev hofjunker 1623–25. Men stadig rev det i ham efter krigerlivet, og under den alvorlige dansksvenske krise i foråret 1624 lod Christian IV ham da også antage ritmestre i Nordtyskland.

H. hørte uden tvivl til de få danske adelige der i 1625 hilste den danske konges krigsbeslutning med glæde; han hvervede som ritmester i Johan Ernst af Weimars regiment et kompagni, deltog i årets felttog og fik 1626 selv kommando over et regiment som under general W. H. Baudissin udmærkede sig ved at erobre flere fæstninger i Schlesien. Da Wallenstein rykkede frem nødtes danskerne til retræte og blev i august 1627 indhentet ved Bernstein. H. skal have været den eneste danske fører der længe holdt stand. Uheldigt nok mistede han et øje, blev fanget af kroater og interneret i Prag. Han måtte betale 4000 dir. for løsgivelsen, og da han kom tilbage til det krigshærgede Danmark sendte Christian IV ham med hjælpetropper til undsætning for Stralsund som Wallensteins tropper belejrede. Han ledede dygtigt stadens forsvar til belejringen blev ophævet 3.8.1628, og i okt. overleverede han Stralsund til svenskerne. Midt under belejringen fik han tid til at rejse hjem og holde bryllup med Hilleborg på Egholm i juni.

Annonce

Resten af kejserkrigen anvendte Christian IV ham til mindre operationer, og efter krigen tjente han en tid med et par regimenter i Nederlandene. I vinteren 1629–30 trådte han i skriftlig forbindelse med Wallenstein, og marts 1630 fik han kejserligt patent til hvervning af et regiment på 3000 mand fodfolk. Dermed havde han nået et stort mål, at komme til at tjene under selve Wallenstein som han vedblev at stå i nært forhold til, også efter at denne i okt. 1630 var blevet tvunget ud af overkommandoen. Før han forlod Danmark købte han for penge han havde lånt kongen under krigen Ravnholt gods på Fyn hvis styrelse han overlod fru Hilleborg. Under sin gamle fjende Tilly deltog han nu i erobringen af Magdeburg 1631; men med Gustav Adolfs opdukken i Tyskland fulgte nu en række nederlag for de katolske tropper. Da svenskerne ved Wolmirstedt overfaldt et korps flygtede de fleste kejserlige regimenter, men H. med sit regiment veg først efter lang, "næsten utrolig" modstand og tilføjede svenskerne store tab. I sept. kom han med den ligistiskkejserlige hær til Sachsen og viste her sin fremragende evne i belejringskunsten ved indtagelsen af Leipzig. Sidst på året deltog han i togter i Franken og Bøhmen. Efter Tillys død fik Wallenstein atter overkommandoen, og i det følgende halvandet år udviklede H. sig til en af tidens mest fremragende hærførere. Allerede i febr. 1632 udnævntes han til generalvagtmester og blev chef for et korps. Hermed erobrede han fæstningerne Eger og Elbogen og banede derved vej for Wallenstein så denne kunne gå imod Gustav Adolf ved Nürnberg. Efter af Wallenstein at være blevet udnævnt til feltmarskalløjtnant foretog han i aug. det siden så berygtede togt til Sachsen hvor han anvendte den brændte jords taktik. Denne slog fejl idet hærens systematiske hærgen ikke fik sachserne under Arnim til den håbede rømning af Schlesien. Af den grund erobrede H. i slutningen af okt. og begyndelsen af nov. stæderne i det vestlige Sachsen og fik atter Leipzig til at kapitulere.

Kurfyrsten af Sachsen kaldte nu Gustav Adolf til hjælp mod det efterhånden berygtede "holckske rytteri"; og så fulgte slaget ved Lützen. H. formerede Wallensteins tropper i slagorden og fuldførte opstillingen ved fakkelskær midt om natten. Selv kommanderede han den venstre fløj med Gustav Adolf direkte over for sig, mens Wallenstein tog sig af højrefløjen. Kongen faldt, og H. blev såret; men mens Wallensteins fløj veg blev H.s stående til det sidste. Og bagefter dækkede han dygtigt tilbagetoget. I vinteren 1632–33 opholdt han sig i Prag sammen med Wallenstein og fik feltmarskalpatentet for sin indsats. Han kom nu til at tilhøre selve inderkredsen omkring Wallenstein og plejede vistnok som den eneste fortrolig omgang med ham. Wallenstein holdt af denne dansker med den stejle og standhaftige karakter og med det til dumdristighed grænsende mod der ikke blot gjaldt på slagmarken. H. turde sige sin mening ligeud hvad Wallenstein respekterede, og H. kunne "få det med ham, som han vil". Han blev chef for arsenalet og præsiderede som "Capo der Reiterjustiz" ved den pragerkrigsret der dømte de for forsømmelighed ved Lutzenslaget anklagede kejserlige officerer. I foråret 1633 blev han ophøjet til rigsgreve og fik løfte om nogle godser i Bøhmen. Hertil kom at Christian IV der anvendte ham i diplomatiske forhandlinger både med kejseren og Wallenstein, udnævnte ham til lensmand på Møn. I øvrigt dækkede H. dette forår de kejserlige arvelande mod et forventet fransk angreb under devisen: jo flere fjender, jo større ære. Da Wallenstein i sommeren 1633 startede fredsforhandlinger med svenskerne og sachserne gav han H. ordre til at besætte Sachsen for at fremtvinge en afgørelse. Det lykkedes i løbet af en uge, og Leipzig måtte for tredje gang på to år overgive sig til H. der dermed holdt sin sidste "leipzigermesse". Under den følgende våbenstilstand lod Wallenstein H. forhandle i Gera med Bernhard af Weimar og flere fjendtlige generaler; men her blev han smittet af pest. Selv troede H., der efterhånden med sin stejle ligefremhed havde erhvervet sig mange fjender, at han var blevet forgiftet. Kort tid efter døde han i Vogtland til stor sorg for Wallenstein der til kejseren indberettede at dennes hus dermed havde mistet en "højst forstandig, tapper" soldat. Ved sin død slap H. måske for at blive revet med i sin velynders fald, selv om det er tvivlsomt om han fuldt ud kendte omfanget af Wallensteins vidtløftige planer. Denne varetog i øvrigt omhyggeligt arvingernes økonomiske interesser mod indgreb fra flere sider, men godserne i Bøhmen fik disse dog ikke. Et helt år måtte Christian IV forhandle med kurfyrsten af Sachsen for at få lov til at føre H.s lig til Danmark hvor det blev højtideligt bisat i Frue kirke i Kbh.

Ikke mindst i demokratiets barn- og ungdomstid har historikerne haft travlt med enten at anklage H. for grusomhed som hærfører over for den menige befolkning og for kadaverdisciplin eller med at forsvare ham mod anklagerne herfor, idet hans loyalitet over for hans overordnede og betænksomhed for den menige soldats vel er blevet rost. Bedømmes han på sin egen tids præmisser er der imidlertid næppe grund til at tro at han lå langt fra de idealer han fik indpodet i barn- og ungdommen. Han ønskede at vinde krigerære for sig selv, sin slægt, sin stand; og for så vidt dette overordnede mål ikke kom i konflikt med andre mål, som varetagelsen af hensynet til den rette tro, til fædrelandets interesser og i krigsførelsen til de lavere stænders og den menige soldat og befolkningens tarv søgte han også at leve op til disse andre mål. Kom konflikten derimod, som det ofte skete, valgte han æren om end det ind imellem pinte ham. Men derved adskilte han sig ikke væsentligt fra de militære ledere af sin egen stand der endnu havde bevaret en ældre tids standsideal. Til gengæld var han svær at overgå når det gjaldt om at leve op hertil. Han førte sine tropper med største dygtighed og energi, var en glimrende taktiker og strateg; god til at få de forskellige våbenarter til at samarbejde; lynsnar i opfattelsen på kamppladserne; svær at besejre trods talmæssig underlegenhed; fremragende som administrator og organisator; en af Danmarks største feltherrer.

Familie

Forældre: Ditlev H. til Rønhave m.m. (1556–1633) og Margrethe Krabbe (1577–1656). Gift 22.6.1628 på Egholm (Horns herred) med Hilleborg Krafse, død 1661 før 13.4. (gift 2. gang 1641 med Frantz Pogwisch, ca. 1612–53), d. af Christopher K. til Egholm (død mellem 3.10.1617 og 4.9.1620) og Dorte Banner (død efter 8.6.1657). – Far til Christian Christoffer H. Bror til Anne H.

Ikonografi

Mal., formentlig af P. Isaacsz (forhen Stensgård). Mal. af Karel v. Mander (Rosendal), efter dette træsnit af H. P. Hansen, 1894, samt kopi af G. Vermehren, 1908. Maleri (forhen Stensgård). Nogle tyske stik. -Mindesmærke af J. Wiedewelt, 1783, ved Jægerspris.

Bibliografi

Kilder Saml. zur dänischen Gesch., udg. J. H. Schlegel II, 1, 1774 133 148–58 (Charles Ogier). Briefe und Akten zur Gesch. Wallensteins, udg. H. Hallwich I–IV, Wien 1912–13 = Fontes rerum austriacarum LXIII-LXVI.

Lit. Fr. J. J. v. Reilly: Skizzirte Biographien der berühmtesten Feldherren Österreichs, Wien 1813. Ernst Heinrich Zober: Gesch. der Belagerung Stralsunds 1628, Stralsund 1828. Gust. Mittendorff i Archiv des hist. Vereins für Niedersachsen, N. F. Hannover 1845 1–120. C. A. Schweigerd: Österreichs Helden und Heerführer 1, Lpz. 1852. E. Herzog i Mittheilungen von dem Freiberger Alterthumsverein XIV, Freiberg 1877 1351– 58. S. M. Gjellerup i Hist. t. 5.r.IV, 1883–84 620–80. J. C. W. Hirsch i Museum, 1894 I 213–41. J. Krebs i Hist. Vierteljahrschr. III, Lpz. 1900 321–78. A. Larsen [Liljefalk]: Kejserkrigen, 1901. H. Hallwich: Fünf Bücher Geschichte Wallensteins II–III. Lpz. 1910. Georg v. Alten: Handbuch für Heer und Flotte IV; Berlin 1912. Imre Pekár: Wallenstein 1630–34 I–II. Berlin 1937. Fritz Redlich: The German military enterpriser and his work force I, Wiesbaden 1964 = Vierteljahrschr. für Sozial- und Wirtschaftsgesch. Beih. XLVII. Leo Tandrup: Svensk agent ved sundet, 1971 422 533. Papirer'i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leo Tandrup: Henrik Holck i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291388