Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vilhelmine

Oprindelig forfatter PEng
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Vilhelmine, Vilhelmine (Wilhelmine) Marie, 18.1.1808-30.5.1891, prinsesse. Født i Kiel, død på Glücksborg, begravet sst. V.s forlovelse med prins Frederik blev deklareret 28.5.1826 og vakte almindelig glæde fordi der derved skabtes en forbindelse mellem kongehusets to linjer. Også vielsen 1828 gav anledning til store glædesdemonstrationer, men for de indviede blev det hurtigt klart at ægteskabet var ulykkeligt. V. var retsindig og elskelig, men uden åndelige interesser af videre horisont og ikke nogen stærk personlighed. Hun manglede fuldkommen evne til at fængsle og beherske den lunefulde og degenererede prins Frederik, og hans robuste væsen blev hende en rædsel. V.s forældre blev mere og mere bekymrede over hendes skæbne, og det var en befrielse da det, især ved Conrad Rantzaus mellemkomst, 1834 kom til en faktisk opløsning af det barnløse ægteskab og 4.9.1837 til formelig skilsmisse. N.å. indgik V. nyt ægteskab. Hertugparret residerede i Kiel, senere på Louisenlund og på Glücksborg. Hertug Carls deltagelse i krigen 1848 på slesvigholstenernes side gjorde en tid V.s forhold til det danske kongehus vanskeligt, og hun og hendes ægtefælle opholdt sig nogle år i Dresden, men 1852 skete en forsoning og V. stod i resten af sit liv sine kbh.ske slægtninge nær. – Wilhelminestiftelsen, opkaldt efter V., grundedes 1828 i anledning af hendes første vielse; af dens midler uddeler regenten årlig fire brudeudstyrslegater til døtre af kgl. embedsmænd og seks portioner til håndværkeres etablering.

Familie

Forældre: kong Frederik VI (1768-1839) og Marie af Hessen-Kassel (1767-1852). Gift 1. gang 1.11.1828 i Kbh. (Slotsk.) med prins Frederik (VII), født 6.10.1808 på Amalienborg (Slotsk.), død 15.11.1863 på Glücksborg slot, s. af Christian VIII (1786-1848) og Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin (1784-1840). Ægteskabet opløst 1837. Gift 2. gang 19.5.1838 på Amalienborg (Slotsk.) med hertug Carl af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, født 30.9.1813 på Gottorp, død 24.10.1878 på Glücksborg, s. af hertug Vilhelm af S.-H.-S.-G. (1785-1831) og Louise Caroline (1789-1867). – Søster til Caroline (1793-1881).

Ikonografi

Malet med familie som silhouet af W. Weitlandt, 1811 (Fr.borg). Malet som barn af H. Hansen (sst.). Afbildet med familie på akvarel af J. H. Senn ca. 1815 (Rosenborg), efter denne akvarel af G. L. Lahde, stik og træsnit af H. P. Hansen 1888. Træsnit af samme af sejlads i Frbg. have med V. M. Silhouet i familiegruppe af J. C. Weitlandt, 1817. Mal. af C. W. Eckersberg, 1819 (St.mus.), forarbejde til familiegruppe af samme, 1821 (Rosenborg), hertil tegnet forarbejde. Buste af Bertel Thorvaldsen, 1820 (Thorvaldsens mus.; Sølyst; Glücksborg slot), litograferet 1851. Stik. Mal. af C. A. Jensen, 1825 (Fr.borg). Mal. af samme ca. s.å. Mal. af Eckersberg, 1826. Litografi af W. Heuer, 1826, efter dette litografi af B. Bendixen og af J. F. Fritz, 1828. Buste af Thorvaldsen, 1828 (Thorvaldsens mus.), litograferet 1851. Tegn. af Constantin Hansen, 1826, forslag til medalje (Fr.borg). Medalje af H. Conradsen, 1828. Stik af O. Bagge, 1828. Litografi af J. F. Møller, 1828. Buste af G. Borup, 1829. Litografi af J. F. Fritz, 1829, gentagelse 1830. Mal. af L. Aumont, 1831 (Rosenborg). Buste af H. V. Bissen, 1837. Tegn. formentlig af D. Monies (Kgl.bibl.), efter denne litografi af E. Fortling, 1842, og stik af A. Hansen, 1843. Litografi efter forlæg af G. C. C. Raedel. Litografi. Relief af A. Jacobsen (Rosenborg). Tegn. af Erling Eckersberg. Foto.

Annonce

Bibliografi

Vor fortid I, 1917 75-86 (breve). – Peter Rørdam, udg. H. F. Rørdam I, 1891 163 166f 172 196f 202; II, 1892 77 88f 93f 121 f; III, 1895 567. Statsminister Conrad greve Rantzau-Breitenburgs erindr., udg. L. Bobé, 1900. Bo Bramsen: Huset Glücksborg I, 1975.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Engelstoft: Vilhelmine i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299018