Vilhelm (prins)

Vilhelm, Frederik Vilhelm Paul Leopold, Friderich Wilhelm Paul Leopold, 4.1.1785-17.2.1831, prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck, senere hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, officer. Født på slottet Lindenau ved Braunsberg, Østpreussen, død på Gottorp slot, begravet i Slesvig domk. Tretten år gammel indtrådte V. i ridderakademiet i byen Brandenburg, forblev her fire år og studerede derpå to år ved universitetet i Leipzig. Den danske krone havde visse forpligtelser over for hans slægt der havde vedligeholdt forbindelse med sit oprindelige hjemland, og da prinsen med glæde efterkom et ønske af faderen om at gå i dansk tjeneste blev han 29.4.1803, endnu mens han studerede i Leipzig, udnævnt til ritmester à la suite i hæren. Under et besøg i Berlin n.å. stod han i begreb med at træde i preussisk tjeneste, men kronprins Frederik VI tilkendegav ham at han ønskede at prinsen afsluttede sine studier i Tyskland efteråret 1804 hvorefter både far og søn overværede efterårsmanøvrerne ved Kbh. Efter endnu en kort tid at have stået à la suite blev han som sekondritmester ansat ved livregiment dragoner i Holsten hvor han indtil 1807 med et særligt lille kommando deltog i bevogtningen af sydgrænsen og gentagne gange viste særdeles gode militære anlæg. Det næste par år havde han lejlighed til under general Johann v. Ewald at sætte sig ind i stabstjenesten og jan. 1809 udnævntes han til major og overkvartermester i generalkvartermesterstaben og var udpeget til at føre en brigade i den på Sjælland opstillede hær til den planlagte overgang til Skåne. Da dette faldt bort blev han adjungeret overkvartermester J. T. Wegener i v. Ewalds stab ved reservekorpset i Holsten, og maj s.å. deltog han i erobringen af Stralsund. Sammen med v. Ewald kom han i kvarter på Louisenlund hos landgrev Carl af Hessen-Kassel og blev s.å. forlovet med dennes datter. Han blev nu ansat i svigerfaderens stab, og ægteparret tilbragte et par fredelige år dels på Louisenlund, dels på Gottorp slot. 1811 fik han det delikate hverv at overbringe en henstilling fra kongen til "greven af Gottorp", den afsatte Gustav IV Adolf, om ikke at tage ophold i monarkiet.

Som mange andre officerer indså prinsen at alliancen med Frankrig i længden ville føre til ulykke, og kongens forsøg forår 1813 på at nærme sig England havde hans fulde sympati, og i samarbejde med Wegener der under v. Ewalds dødelige sygdom havde kommandoen førte han venskabelige forhandlinger med de russiske tropper i Hamburg samtidig med at han underrettede den franske overkommando syd for Elben om at ville støtte russerne hvis de blev angrebet af franskmændene. Men skarpt afvist af England skiftede kongen hurtigt politik, og da Wegener ikke tilstrækkelig effektivt efterkom en ordre om at forholde sig strengt neutral pådrog han sig kongens vrede og blev sat fra kommandoen, mens prinsen måtte træde tilbage som stabschef. Trykket af de i politisk og militær henseende "kaotiske" tilstande på dette tidspunkt var prinsen helst trådt ud af hæren, men lod sig overtale til atter at træde ind i svigerfaderens stab og udførte forskellige hverv under krigens sidste afsnit. Skønt han havde stærk sympati for det norske folk under dettes kamp for selvstændighed, ønskede han dog ikke at efterkomme Christian Frederiks (Christian VIIIs) gentagne opfordringer om at komme til denne i Norge. – 1813 var prinsen blevet oberstløjtnant, s.å. overkomplet, n.å. virkelig generalkvartermesterløjtnant, blev 1815 kar. oberst og – efter indtrængende indstilling fra officerskorpset i oldenburgske infanteriregiment – kommandør for dette med garnison i Rendsborg.

Efter i Brünn at have søgt at overbevise zar Alexander af Rusland om at kong Frederik nøje afholdt sig fra at øve indflydelse på forholdene i Norge sluttede han sig til kongen under Wienerkongressen i sept. 1814-maj 1815 og skrev herfra en række meget interessante breve til svigerfaderen om forhandlingerne med træffende karakteristikker af ledende personligheder der. 1816 fik han obersts anciennitet, 1818 blev han generalmajor, 1828 virkelig oberst og regimentschef. Skønt hans regiment lå i Rendsborg havde han med familie fast bolig på Gottorp slot med lange ophold hos svigerfaderen på Louisenlund. Efter kongens ønske påtog han sig 1826 det besværlige hverv at ledsage prins Frederik (VII) på dennes studierejse til Geneve. Ved faderens død 1816 arvede han titlen hertug af Holsten-Beck og fik 1825 skænket slottet Glücksborg med titel af hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg efter den 1779 uddøde linje af dette navn. Han døde efter kun få dages sygdom. – V. var en stille mand, "en sjælden mand og en sjælden prins", kun lidet kendt uden for den nærmeste kreds; men efterretningen om hans død blev alligevel vidt omkring modtaget med dyb sorg og deltagelse og det er blevet udtalt at han som eventuel kommanderende general i hertugdømmerne, ved sin indsigt i de stedlige forhold og sin personligheds moralske indflydelse var den eneste der havde mulighed for at udjævne de stærke politiske modsætninger og de deraf følgende ulykker. Skønt tysk født og opdraget omfattede han med megen interesse dansk sprog og åndsliv. Han havde en klar opfattelse af de nye ideer og tanker i tiden, af nødvendigheden af nye styrelsesformer samt af at nationernes skæbne ikke mere kunne afgøres ensidigt ved beslutninger fra oven. – En tredje søn, Frederik, født 23.10.1814, død 27.11.1885, blev dansk officer og ritmester ved de lette dragoner men sluttede sig 1848 til den slesvig-holstenske hær. Han blev afskediget fra den danske hær, men fik 1858 tilladelse til at bære dansk uniform. 1878 blev han hertug af Glücksborg, R.E. 1843.