Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Valdemar

Oprindelig forfatter PEng

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Valdemar, 27.10.1858-14.1.1939, prins. Valdemar fik sin uddannelse i marinen, var allerede 1873 på togt med fregatten Sjælland, ledsagede 1874 sin far til Island på fregatten Jylland, blev 1875 elev på søofficersskolen og 1877 kadet, 1879 sekondløjtnant, 1880 premierløjtnant, 1889 kaptajn, 1898 kommandør, 1905 kontreadmiral, udtrådte 1911 af aktiv tjeneste og blev 1918 admiral. Han havde en række udkommandoer og var 1907-11 chef for den flydende defension på Københavns red. Sit betydningsfuldeste togt foretog han 1899-1900 som chef på Valkyrien til Østasien, dets mål var at vise Danmarks flag og skaffe landet handelsmæssige fordele hvilket også lykkedes. 1911-12 gjorde Valdemar en rejse til Østasien med et af Østasiatisk Kompagnis skibe.

Han levede i øvrigt et lykkeligt og stilfærdigt familieliv i Det gule palæ og på Bernstorff; hjemmet var stærkt præget af hans begavede hustru. Valdemar blev 1886 efter Alexander af Bulgariens abdikation af sobranjen valgt til dennes efterfølger men Christian 9. afslog på sønnens vegne at modtage valget. Ved Landmandsbankens krak 1923 blev Valdemar omtrent ruineret og han mistede derved muligheden for at sørge økonomisk for sine børn.

Sønnen Erik Christian Frederik Alexander, født 8.11.1890, død 11.9.1950, uddannedes ved landbruget og ejede 1917-23 Kokkedal i Vendsyssel; han var derefter farmer i Canada hvor han giftede sig. 1928 vendte han tilbage til Danmark og 1931 købte han Bjergbygård ved Mørkøv. R.E. 1908. DM. 1908.

Også sønnen Viggo Christian Adolph Georg, født 25.12.1893, død 4.1.1970, der tjente ved garderhusarregimentet 1917-38 giftede sig i Amerika, men boede i øvrigt hele sit liv i Danmark. R.E. 1911. DM. s.å.

Familie

Valdemar blev født på Bernstorff (Slotsk.), døde i København og blev begravet i Roskilde domkirke.

Forældre: senere kong Christian 9. (1818-1906) og Louise af Hessen-Kassel (1817-98). Gift 20.10.1885 i Paris med Marie af Orleans, født 13.1.1865 i Ham ved Richmond, død 4.12.1909 i Kbh., d. af hertug Robert Philippe Louis Eugéne af Chartres (1840-1910) og prinsesse Françoise Marie Amelie af Orleans (1844-1925). – Far til Axel, Margrethe (født 1895) og Aage (1887-1940). Bror til Alexandra, Dagmar (1847-1928), Frederik 8., Georg 1. og Thyra.

Udnævnelser

R.E. 1863. DM. s.å. S. Kmd. 1900.

Annonce

Ikonografi

Mal. af E. Jerichau Baumann, 1860 (Det kgl. løsørefideikommis). Træsnit efter foto fra 1863. To tegn. af A. Schiøtt, 1863 (Fr.borg) til mal. af samme udst. 1866. Træsnit af bl.a. H. P. Hansen 1864 og 1867. Litografi 1867. Afbildet på træsnit efter mal. af J. Exner, 1869. Mal. af E. Jerichau Baumann (Sanderumgård). Træsnit 1871, af H. P. Hansen, 1874, på gruppe ved V.s konfirmation s.å. Mal. af Hans Canon, 1877 (Rosenborg). Afbildet på tegn. fra Thyras bryllup af K. Gamborg, 1878 (Fr.borg). Træsnit 1881 og 1882. Afbildet på træsnit af H. P. Hansen 1885, 1888 og af V.s bryllup efter tegn. af E. Tilly. Afbildet på skitse 1883 (Fr.borg) og mal. 1883-86 (Chr.borg) af kongefamilien af L. Tuxen. Afbildet på træsnit af A. Bork efter K. Gamborg, 1886. Afbildet på flere træsnit og litografier af begivenheder o.l. ved hoffet i 1870erne og 1880erne. Buste af F. C. Stramboe. Afbildet på H. Brasens mal., 1892, fra kongejagt (Fr.borg), på L. Tuxens mal. 1893 af kongefamiliens besøg på Ny Carlsberg (Carlsberg mus.) og ved juletræ på tegn. af F. Henningsen, 1893. Træsnit af H. P. Hansen 1893 og 1895. Afbildet på Tuxens mal. af Nikolaj IIs bryllup 1894 og af dronning Victorias jubilæum 1897. Afbildet på tegn. af Frederik (IX)s dåb 1899 af K. Gamborg (Fr.borg). Malet skitse 1900 (sst.) og mal. 1901 af Otto Bache (Store Nordiske). Afbildet på mal. fra børnehjælpsdag af E. Henningsen, 1904, efter dette farvelitografi. Afbildet på P. Fischers mal. af stortingsdeputationen hos Chr. IX, 1905 (Varde mus. 1905, slottet i Oslo 1906, Fr.borg 1907). Tegn. af Nanna Levisohn, 1910 (Kgl. bibl.). Afbildet på tegn. af Gerda Ploug Sarp, 1915 (Fr.borg). Mal. af P. Mønsted, 1931. Foto.

Bibliografi

Kongernes onkel. Prins Valdemars erindr., ved H. R. Madol, 1938. Die grosse Politik der europåischen Kabinette 1871-1914 V, Berlin 1922 88. Documents diplomatiques francais, udg. Comm. de publ. des documents relatifs aux origines de la guerre de 1914 l.sér.VI, Paris 1934 295 349. – Arthur M. Hyde: A diplomatic history of Bulgaria 1870-86, Urbana 1928 = Univ. of Illinois studies in the social sciences XVI,3 97 116. Nationaltid. 27.10.1938 og 15.1.1939. Bo Bramsen: Huset Glücks-borgisærll, 1975 210-47.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Engelstoft: Valdemar i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298897