Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Otto

Oprindelig forfatter KHoer
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Otto, levede 1334, prins. Efter Christoffer IIs endelige nederlag til holstenerne 1331 og hans død i begyndelsen af 1332 var O. i en arvemæssig førsteposition idet en ældre bror Erik var død kort forinden. Med støtte af huset Wittelsbach (markgrev Ludvig af Brandenburg, kejser Ludvig af Bayerns søn der siden 1324 havde været gift med Christoffers datter Margrete) optrådte O. 1333 som dansk tronkræver, eller det var snarest huset Wittelsbach selv der via hans person gjorde sin indflydelse gældende i nordisk politik. Ludvig af Brandenburgs (store) medgift med Margrete var aldrig blevet betalt, og wittelsbacherne kunne ikke lade dette krav gå i glemmebogen mens de holstenske grever forvaltede den danske kongemagt som pant (og dermed i nogen grad tog sig opfyldt de krav de havde at gøre gældende).

O. førte titel af "danskernes junker, hertug af Estland og Lolland"; sit kvarter havde han i Sakskøbing på Lolland; valg til konge opnåede han ikke, og han led et knusende nederlag til holstenerne på Taphede 6.10.1334 hvorved han faldt i holstensk fangenskab. Som en forberedelse til dette forsøg på at vinde tronen skal det sikkert ses at han 6.10.1333 havde overladt markgreven af Brandenburg hertugdømmet Estland til dækning af den aldrig betalte medgift (påberåbende sig samtykke også af sin mindreårige bror junker Valdemar) samt 17.12.s.å. overladt efterkommerne af markgrev Ludvig og markgrevinde Margrete arveret til Danmarks krone ifald han selv og junker Valdemar døde uden arvinger. Kejser Ludvig af Bayerns interesse i det danske kongehus overførtes nu til junker Valdemar, og 1340 kronedes bestræbelserne med held idet Valdemar (Atterdag) opnåede anerkendelse som dansk konge, med wittelsbachsk støtte i ryggen, men bundet af store forpligtelser over for de holstenske grever. Junker O. kom fri af fængslet, men fraskrev sig krav på den danske krone. Under de forhandlinger der førte til salget 1346 af Estland til Den tyske orden, så det estniske ridderskab på et tidspunkt en chance i at hævde at Estland i henhold til estnisk arveret rettelig tilkom junker O. som den ældste levende af Christoffers sønner. Enden blev at det som et moment i den komplicerede salgstransaktion kom til at indgå at O. indtrådte i Den tyske orden og medførte Estland som sjælegave (hvortil knyttedes betalingen af de pengesummer der i øvrigt var transaktionens hovedsag). Junker O.s tilværelse i ordenens tjeneste kendes ikke, og han kan være død kort efter sin indtræden.

Familie

Forældre: kong Christoffer II (1276-1332) og Euphemia (ca. 1285-1330). - Bror til Erik (ca. 1307-32), Margrete (død 1340) og Valdemar Atterdag.

Annonce

Bibliografi

C. A. Christensen i Hist. t. 11. r. V, 1957-59 381-428. Sven Tägil: Valdemar Atterdag och Europa, Lund 1962 = Bibliotheca hist. Lundensis IX. Kai Hørby i Danm.s hist. II, 1980.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby: Otto i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295392