Jørgen

Jørgen, George, 21.4.1653-8.11.1708, prins af Danmark, hertug af Cumberland. Født på Kbh.s slot, død i Kensington, begravet i Westminster Abbey. J. opdroges 1661–65 af hannoveraneren Otto Grote, senere af den soranske professor i historie Christen Lodberg. Denne fulgte også som konfessionarius prinsen på hans udenlandsrejse 1668–70 der under ledelse af J.s hofmester Chr. Günther v. d. Osten gik til Holland, de spanske Nederlande, Frankrig, England og Italien. Efter sin fars testamente fik J. ved Frederik III's død Vordingborg amt på livstid, hovedgårdene Beldringe og Lekkende, en livrente på 30.000 dir. årlig og en sum på 300.000 dir. Hertil kom Jungshoved som af Christoffer Parsberg gaves i mageskifte for Frydendal. 1671–73 opførtes i Vordingborg "Prins Jørgens slot", et jagtslot i italiensk stil. For de 300.000 dir. fik J. 1681 en fordring på hertug Christian Albrecht af Gottorp som gav ham pant i Femern; 1683 satte Christian V med magt broderen i besiddelse af denne ø, men måtte tilbagegive den ved forliget i Altona 1689, i hvilket England og generalstaterne forpligtede sig til at betale J. hans pengefordring. 1672–73 studerede J. krigskunst ved de franske og tyske hære og besøgte sine i Sachsen og Pfalz gifte søstre. Efter hans hjemkomst arbejdede Peder Griffenfeld på at skaffe ham den polske trone efter kong Michael Wisnowieckis død (okt. 1673). Hans valg til Polens konge som støttedes af en del af landets adel og gejstlighed og af Østrig, modvirkedes imidlertid af Frankrig og strandede bl.a. på at han afslog at "changere sin Religion". J. deltog i slaget ved Landskrona 14.7.1677. Okt. s.å. var han sammen med kongen nær ved at sætte livet til ved overfarten fra Pommern til Sjælland. Efter fredsslutningen 1679 sluttede Danmark sig til Frankrig, og det var Ludvig XIV som 1683 fik ham gift med hertug Jakob af Yorks yngste datter, efter at et påtænkt ægteskab mellem J. og en prinsesse fra Celle var opgivet. Forbindelsen vandt bifald blandt toryerne og hos Englands katolikker, som håbede på, at J. ville slutte sig til sin papistiske svigerfars religion, mens whiggerne så på ham med mistillid som fransk protegé og prins fra det enevældigt styrede Danmark. Man frygtede også, at hans danske hofstat med overkæmmeren C. S. v. Plessen i spidsen skulle øve politisk indflydelse i England og tvang ham til at hjemsende den. Prinseparret lod sig efterhånden helt beherske af John Churchill, den senere hertug af Mariborough, og hans hustru Sarah, og efter Vilhelm af Oraniens landing i England fulgte det Churchills eksempel og svigtede Jakob II skønt den danske gesandt Fredrik Gersdorff stred for at fastholde J. ved svigerfaderen. Som løn for sin tilslutning til revolutionen blev J. 1689 hertug af Cumberland, earl af Kendal og baron af Ockingham. I øvrigt var forholdet ikke det bedste mellem det nye kongepar og J. og hans hustru som stadig lod sig lede af Mariborough. Da Anne blev dronning 1702 søgte hun at få J. udstyret med kongenavn; det mislykkedes, men han udnævntes til generalissimus over de britiske stridskræfter og Lord High Admiral, embeder han dog blot beklædte af navn.

J. var i sit nye fædreland ikke anset for at være noget lys. "I have tried Prince George sober, and 1 have tried him drunk", sagde Karl II, "and, drunk or sober, there is nothing in him". Også mindre kloge ånder fandt sig berettigede til at se med ringeagt på "Est-il possible?" der efter J.s stående udbrud blev hans øgenavn i hofkredse. Herimod indvender biskop Gilbert Burnet, hvem han vandt ved sit milde og bramfri væsen og sin pletfri vandel, at han "vidste meget mere, end han vel forstod at udtrykke; for han talte fremmede Sprog daarligt og kejtet". Burnet nævner også hans interesse for naturvidenskab og teknik der bl.a. fik ham til at give betydelige pengemidler til udgivelsen af John Flamsteeds astronomiske arbejder. Men han var ingen videnskabelig ånd, så lidt som han var en politisk. Hans stærkeste interesser var mad, vin og heste. Med årene blev han fed, astmatisk og vattersottig. Skønt Anne var ivrig anglikansk og J. stadig holdt fast ved lutherdommen, var ægteskabet sjældent harmonisk. Til at binde ægtefællerne sammen bidrog også den fælles sorg over, at alle deres mange børn døde som små. Det blev ikke J.s lod at grunde et oldenborgsk dynasti i England.