Hans, prins, 26.7.1583-8.10.1602, prins. Født på Haderslevhus, død i Moskva, bisat i den tyske kirke sst., 1637 ført til Roskilde domk. H. fik sin brors tidligere lærer Hans Mikkelsen til opdrager. 1597 drog han, ledsaget af kongens sekretær Jens Sparre, til universitetet i Strasbourg, og i de følgende år ledsagede han Christian IV på flere af dennes rejser bl.a. til Ditmarsken (1598) og til Norge (1601). S.å. blev han væragtig og drog ud på en større rejse til Tyskland, Frankrig og de spanske Nederlande hvor han for at uddanne sig som feltherre trådte i spansk tjeneste og som fører for et regiment ryttere deltog i belejringen af Ostende, men vendte snart tilbage til Danmark. Hertil var i efteråret 1601 ankommet et gesandtskab fra den russiske zar Boris Fjódorovitsj Godunóv med et forslag om et ægteskab mellem dennes eneste datter Xenia og H. Kongen ønskede ikke at afgøre sagen skønt han derved både kunne vente russisk støtte mod Sverige og undgå en ny deling af den kgl. del af hertugdømmerne, men overlod afgørelsen til H. Denne rådførte sig med sin mor, og 10.12.1601 udstedte han på Nykøbing slot en erklæring hvori han bad kongen virke for ægteskabet. 20.12.s.å. undertegnedes ægteskabstraktaten hvorefter H. bl.a. skulle have overdraget fyrstendømmet Tver og en medgift på 400.000 gylden. Denne traktat blev, dog med nogle ændringer, ratificeret af zaren 11.4.1602. 1.8. sluttede H. en overenskomst med kongen hvorved denne lovede at betale udgifterne til rejsen og yderligere 60.000 rdl., mod at H. gav afkald på al ret til nogen del af hertugdømmerne. Næste dag afsejlede H. med en eskadre på otte skibe, ledsaget af rigsråderne Axel Gyldenstierne, Axel Brahe og Christen Holck samt et stort følge. 10.8. ankom han til Narva og efter en besværlig rejse 19.9. til Moskva. Han modtoges med store æresbevisninger af zaren, men tidspunktet for brylluppet var ikke blevet fastsat da han 15.10. blev syg og kort efter døde.

Familie

Forældre: Frederik II (1534-88) og Sophie af Mecklenburg (1557-1631). – Bror til Anna (1574-1619), Augusta, Christian IV, Elisabeth (1573-1626), Hedevig (1581-1641) og Ulrik (1578-1624).

Bibliografi

Samlung zur danischen Gesch., udg. J. H. Schlegel I, 1, 1771 165-174. Hist. caiender, udg. L. Engelstoft og J. Møller I, 1814 73-175 (A. Gyldenstiernes dagbog fra Moskva). Danske mag. 4.r.IV, 1878 14. Danm. – Norges traktater 1523-1750, udg. L. Laursen III, 1916. – Sven Ulric Palme: Sverige och Danm. 1596-1611, Uppsala 1942.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig