Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederik, prins

Oprindelige forfattere HPC og AxHei
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Frederik, prins, Friedrich Emil August, 23.8.1800-4.7.1865, prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg (Nør). Født i Kbh, død i Beiruth, begravet i Krusendorf k. F. blev opdraget på Augustenborg sammen med den ældre bror, Chr. August, og de to fulgte hinanden tæt under barndommens og ungdommens uddannelse og rejser. 1817-20 foretog de en stor uddannelses- og studierejse til Tyskland, Italien og Frankrig der for begge blev af grundlæggende betydning. F. fulgte ikke broderen til England, men besøgte landet nogle år senere og modtog der blivende indtryk. I anlæg og temperament var de to brødre yderst forskellige, og tidvis gav gensidig jalousi anledning til sammenstød. Men de tidlige års fællesskab sikrede dog sammen med deres stærke familiefølelse og enighed om slægtens politiske mål et betydeligt sammenhold mellem dem.

F. havde ikke broderens anlæg for den kølige, politiske overvejelse. Han var en udadvendt handlingens mand, ofte hidsigt opfarende med kraftige følelsesudbrud der dog hurtigt lagde sig igen. Hans åbenmundede åbenhjertighed skabte ham vanskeligheder, men var samtidig med til at give ham den popularitet han tidvis nød. Det var utvivlsomt broderens politiske sans og stædighed der bar den augustenborgske politik, men F.s raske optræden ved mange lejligheder fik ham til i manges bevidsthed at fremtræde som den egentlige augustenborgske figur. Hans lette sind og tvangfri optræden reflekterede tydeligt moderen hvis erklærede yndling han var. Det mærkedes da hun 1832 mod Chr. Augusts ønske hjalp F. med at købe godset Nør i Krusendorf sogn på sydsiden af Eckernförde fjord. 1838 blev det fideikommis, men det er først 1864, året før sin død, at F. af den østrigske kejser udnævntes til fyrste af Nør, og således formelt blev prins af Nør. Men både sam- og eftertiden kender ham bedst under dette navn.

Studier i Göttingen og Heidelberg fuldendte F.s uddannelse, og han interesserede sig for tidens politik samt for engelsk og fransk liberalisme, uden at han dog tilsyneladende kunne finde sin rette livsbane. Efterhånden fandt han ind på militærvejen, og efter 1824 at have gennemgået eksercerskolen ved hestgarden i Kbh. blev han 1825 eskadronchef ved kyradsérregimentet i Slesvig. 1830 avancerede han til regimentschef og 1839 til generalmajor, stadig med garnison i Slesvig by hvor han og hans familie kom til at trives særdeles godt. Ved siden af sin militære gerning som han gik op i med liv og sjæl interesserede han sig som broderen for hesteavl og hestevæddeløb, og han skrev en afhandling om forædlede hestes brugbarhed ved kavalleriet. -De to brødres tætte fællesskab viste sig også i deres valg af ægtefælle. 1829 ægtede F. broderens svigerinde der fra den tidligste ungdom havde stået for ham som "the most perfect being of the world". Hun blev ham en trofast hustru der som ingen anden forstod og loyalt fulgte ham gennem vanskelighederne i forhold til kongehuset og den danske opinion. I det hele taget spillede hjemmet og børnene, Frederik og Louise, en vigtig rolle for F., og efter købet af Nør satte han ind på at forbedre godset og gøre det til en smuk bolig for familien.

Annonce

Med vågen interesse deltog F. i det politiske liv der begyndte at spire frem o. 1830. Han betegnede sig nu som streng royalist og som soldaten der kendte sin pligt, var blandt de første der indberettede til kongen om Lornsen-bevægelsen, og kritiserede senere regeringens optræden som alt for svag. Da stænderinstitutionen trådte ud i livet lod han sig vælge som deputeret for Eckernförde, og uden at nå frem blandt de ledende gjorde han sig hurtigt gældende. Han hørte ligesom broderen til forsamlingens konservative fløj, men gjorde sig tillige bemærket som en mand af afgjort slesvigholstensk tænkemåde og som en absolut modstander af alle bestræbelser til bedste for det danske sprog i Nordslesvig. Det var navnlig dette der førte til at man i kongeriget med vågen kritik fulgte enhver af hans udtalelser, en kritik der særlig kom til orde da han i marts 1842 udnævntes til statholder og kommanderende general for begge hertugdømmer. Forgæves havde kongen anmodet den hidtidige statholder, Frederik VIs svoger, Frederik af Hessen, om at blive, og en nedlæggelse af stillingen der var uden reel betydning ville utvivlsomt blive udskreget som et angreb på hertugdømmernes nedarvede fællesskab, og burde derfor undgås. Men stod kongen over for en nybesættelse af posten var F. unægtelig blandt dem der i første linje måtte komme i betragtning. År i forvejen havde han da også skrevet til svogeren, grev Christian Danneskiold-Samsøe (1800-86): "Går alt efter ret og billighed, så må jeg blive kommanderende general i hertugdømmerne efter prins Frederik", og nu meldte han sig som ansøger til posten ikke blot som kommanderende general, men også som statholder. Ligesom den afgående statholder var han svoger til den regerende konge, og i modsætning til Christian VIIIs hessiske slægtninge havde han personlig tilknytning til hertugdømmerne til hvilke også hans hele militære karriere havde været henlagt. Han var en anset officer der netop i de dage havde afgivet betænkning om det af regeringen udarbejdede forslag til en ny hærordning, og som medlem af stænderforsamlingen havde han i det store og hele hørt til hvad man betegnede som den "besindige" del. Afgjort betænkelighed måtte kongen derimod nære med hensyn til den opmærksomhed som prinsen havde henledt på sig ved sin deltagelse i kampen mod det danske sprog i Nordslesvig, men på den anden side havde kongen altid stået i det bedste personlige forhold til sin svoger og vidste at hans ved lejlighed noget stærke udtalelser som regel ikke skulle tages alt for højtideligt. Det måtte under disse forhold være afgørende at de forud fik talt ud om tingene, og kongen kaldte derfor F. til Kbh., gjorde rede for sit syn på forholdet mellem kongeriget og hertugdømmerne og betonede hvor nødvendigt det var at statholderen altid var i nøje overensstemmelse med regeringen, hvortil prinsen svarede at han vidste det var hans pligt at "handle ganske i regeringens ånd" og erklærede at ville tage sin afsked hvis han ikke mere følte sig i stand hertil. Der er næppe grund til at betvivle at F. gik ind til sit nye embede med ærlig vilje til at holde det givne løfte. Men samtalen, der var præget af gensidig tillid og en vis optimisme, var ikke tilstrækkelig udtømmende, navnlig ikke m.h.t. arvespørgsmålet som man fra begge sider var enig om at betragte som ikke-aktuelt. Kongen udtalte at han ville virke hen til "at løse det på en fredelig måde", og at deres fælles bestræbelser måtte gå ud på at Slesvig ikke skiltes fra Danmark. På denne baggrund opfordrede F. kort efter broderen til at tage ophold i København og der vinde danskerne for sig og for den augustenborgske løsning på monarkiets problemer. F. mente at øjeblikket var gunstigt, og at der eksisterede et augustenborgsk parti i hovedstaden.

Hertugen, der selv havde ønsket statholderposten for at bruge tilbuddet om den i sit politiske spil, var stærkt irriteret over at broderen havde søgt den bag hans ryg, og bebrejdede ham at han ikke havde benyttet lejligheden til at få garantier i arvesagen. Christian August ønskede ikke at slå sig ned i København, og han vurderede situationen ganske anderledes end F. Senere lagde F. ikke skjul på at hertugen efter hans opfattelse 1842 forspildte en chance for det augustenborgske hus. Hertugen gik ikke videre end til at søge en samtale med kongen for at få klarhed over hvordan han stillede sig til de augustenborgske tanker om en ændring af kongelovens arvefølge for at bevare monarkiet. En sådan løsning lå helt uden for kongens tanker, og samtalen bekræftede dels hertugen i hans bedømmelse af situationen, dels tydeliggjorde den at F. havde forregnet sig og bragt sig selv i en vanskelig stilling hvor han ikke ville få den indflydelse på kongen han forestillede sig.

Allerede samme efterår lykkedes det hertugen at samle alle slesvigholstenske afskygninger til én front, og inden stænderforsamlingens slutning var det nov. 1842 kommet til det store opgør mellem dansk og tysk der reelt gjorde F.s stilling som statholder uholdbar. Selve udnævnelsen havde bidraget til at uddybe modsætningen, modtaget som den var med stærk kritik i kongeriget, mens man fra slesvigholstensk side helt tog den til indtægt for sig og fejrede F.s indflytning på Gottorp med fakkeltog. Selv for en mindre påvirkelig natur kunne det være vanskeligt under sådanne forhold at gå mod strømmen, for F. var det en umulighed. Nu var han den første inden for den kreds han altid havde tilhørt, og hvis politiske meninger han delte, og de høje embeder, den magt og glans de forlenede ham med var ham en stadig kilde til tilfredsstillelse og styrkede hans selvfølelse. Mere og mere følte han sig som den til hvem alle så op, og som i kraft af sin almindeligt anerkendte ærlighed og retsindighed havde hele folket bag sig og derfor også som den der over for kongen stod som hertugdømmernes selvskrevne talsmand. Han forsømte ingen lejlighed til at fremhæve disse på kongerigets bekostning som det sted hvor der overalt var ro og orden, hvor befolkningens troskab var urokkelig, og hvor kongen, om han selv ville, kunne have den bedste støtte mod de københavnske liberale.

Under disse omstændigheder kneb det for F. at opretholde loyaliteten over for kongen. Han overdramatiserede situationen i Slesvig for derved at bremse kongens støtte til den danske bevægelse, og han holdt sig i nær kontakt med broderens politik. Navnlig deltog han aktivt i hertugens henvendelser til de udenlandske magter. Han betragtede sig selv som et stykke af en verdensmand, mens han anså broderen for hæmmet af livet i de små omgivelser på Als. April 1842 opfordrede han forgæves hertugen til at tage til zarens sølvbryllup, og han ivrede 1844 for at udnytte forbindelsen via kong Leopold af Belgien til hofferne i Paris og London. 1845 var han med til at slå alarm i Hannover og Berlin da rygter gik om en ny russisk-hessisk ægteskabsforbindelse, og han rejste samme år hemmeligt med broderen til Hannover for at rådslå med Ernst August.

Da kongen 8. juli 1846 udstedte det åbne brev om arvefølgen var F.s reaktion tøvende som et udtryk for at han næppe selv kunne vurdere den situation han befandt sig i. Umiddelbart før havde han – lidt overflødigt – foreholdt Heinrich Reventlow-Criminil det ufornuftige i en sådan erklæring, og da den forelå bebudede han sin afsked. Men allerede dagen efter havde han, bl. a. under påvirkning af Nicolaus Falck, opgivet selv at demonstrere mod brevet. Han havde straks rådet broderen til at afholde sig fra en demonstration og i stedet vise at han tænkte på den danske arvefølge og ikke på en adskillelse af hertugdømmerne fra Danmark. Da hertugen efter moden overvejelse valgte at protestere fandt F. protesten for skarp og nægtede at slutte sig til den. Først da kongen på Føhr havde afkrævet ham en skriftlig anerkendelse af det åbne brevs opfattelse af arvefølgen indgav han 13.8.1846 sin afskedsbegæring.

I statholdertiden havde F. veget sin plads i stænderne, og da han 1847 søgte nyvalg lykkedes det de liberale, bl. a. Wilh. Beseler, at hindre hans valg. Det lagde grunden til det heftige fjendskab mellem F. og Beseler, og hertugen bebrejdede broderen at han skabte splid i "partiet". Samme år var F. i Berlin hvor han efter sit eget udsagn forvissede sig om at den preussiske konge støttede de augustenborgske arvekrav.

Ved Christian VIIIs død 20.1.1848 og udstedelsen af forfatningsreskriptet af 28.1. holdt F. sig som broderen afventende, og han deltog ikke i Rendsborgmødet d. 18.3. I et brev til Frederik VII tilbød han sig 20.3.1848 som statholder i spidsen for et administrationskollegium, sammensat af alle afskygninger i den slesvig-holstenske bevægelse. Kollegiet skulle tilvejebringe en slesvig-holstensk forfatning og hindre et brud med kongeriget. Forslaget var nøje forbundet med hertugens rejse til Berlin som F. havde billiget. Selv forblev han på Nør indtil han om eftermiddagen den 23. fik meddelelse om martsministeriets dannelse. Så måtte han af sted, og da han først var i Kiel hvor man fra alle sider søgte hans medvirken varede det ikke længe inden den letfængelige og selvbevidste mand lod sig rive med af bevægelsen. Han trådte ind i den provisoriske regering, og allerede samme aften traf han forberedelse til det kup der skulle foretages næste morgen ved overrumplingen af Rendsborg. Den dag blev vendepunktet i hans liv, og forgæves var alle senere anstrengelser for at retfærdiggøre det skete som en handling der ved at skabe den fuldbragte kendsgerning måtte gøre Danmark mere villigt til forhandling og derved åbne vejen for en venskabelig løsning.

Resultatet blev et andet, og F. stilledes nu over for en meget stor opgave som øverste chef for det slesvig-holstenske hærvæsen hvor så godt som enhver organisation skulle skabes fra ny, et arbejde der vanskeliggjordes af at langt den overvejende del af officerskorpset var gået mod nord. Allerede slaget ved Bov bragte den første kritik af F.s militære ledelse. Den gentoges senere under stadige rivninger inden for den provisoriske regering indtil det endelig kom til åbent brud ved den preussiske general E. v. Bonins ansættelse, en udnævnelse der skete på en for F. så krænkende måde at han 7.9.1848 begærede sin afsked. Han lod sig kort efter vælge til medlem af landsforsamlingen, men nedlagde igen mandatet efter en konflikt med Beseler og Fr. Reventlow(-Preetz) og kritiserede på det skarpeste forsamlingens virksomhed. 1850 tog han med sin familie på et længere kurophold til Tyskland, og da han udelukkedes fra den under 10.5.1851 udstedte amnesti var han for bestandig afskåret fra at vende tilbage til sine godser som man i øvrigt fra dansk side havde ladet urørt mens hertugens var konfiskerede. Dybt ramtes han også ved gehejmearkivar C. F. Wegeners udgivelse af den på Augustenborg beslaglagte korrespondance, og forgæves rettede han i jan. 1850 en henvendelse til dronning Victoria om at få sagen forelagt for en engelsk kommission ligesom han s.å. ønskede den indanket for en æresret af tyske fyrster. I begyndelsen af 1852 flyttede prinsen til England hvor sønnen studerede i Cambridge og hurtigt havde fået indpas i de bedste engelske kredse og forbindelser som snart skulle blive til nytte, bl. a. med lord G. G. Aberdeen. I febr. 1853 erfarede F. nemlig ordlyden af den hertugelige akt af 30.12.1852, og den bragte ham i fyr og flamme. Han protesterede over for den engelske regering mod Londontraktaten og over for den danske konge og rigsdag imod at broderens afkald skulle være bindende også for ham og hans familie. Uden svar fra nogen side lykkedes det ham at fremkalde interpellationer såvel i under- som i overhus, og da også dette blev resultatløst søgte han sluttelig, men forgæves, audiens hos dronning Victoria.

Efter sagens uheldige udfald opgav han boligen i London og tog, efter et kurophold i Sydtyskland, fra efteråret 1854 blivende ophold i Frankrig. Også her fik han gode forbindelser og blev modtaget af kejser Napoleon ved hvis mellemkomst han 29.11.1855 fik det fideikommissariske bånd på sine godser hævet. På grund af hustruens sygdom, en mangeårig gigtlidelse, var det et meget stille liv der levedes, og da han i sept. 1858 mistede hende der havde været det samlende midtpunkt i den lille familiekreds blev tomheden så meget større for den evigt rastløse mand der stærkt led under den uvirksomhed han var henvist til. Heller ikke i politisk henseende havde han lejlighed til at gøre sig gældende. Han afgav i sept. 1857 et memorandum til den østrigske gesandt i Paris med forslag til en nyordning af den danske helstat, besørgede en fransk udgave af et af broderens agitationsskrifter og fik en vis indflydelse på nevøens beslutning om at gøre sine arvekrav gældende. Langt vigtigere var dog bearbejdelsen af de optegnelser fra årene 1848-50 som han udgav i Zürich 1861 for nu selv at forsvare sig mod alle beskyldninger, en bog der ikke er uden interesse. Den har sin værdi som kilde når den benyttes med forsigtighed, men sin største betydning har den ved det indtryk den giver af forfatterens personlighed.

Ved begivenhederne 1863-64 grebes F. som sønnen siger "af politisk feber", men der var ingen der havde brug for ham mere, og det andet ægteskab som han til børnenes fortvivlelse indgik i efteråret 1864 gav ham snart andet at tænke på. Det var også nu han af kejseren af Østrig opnåede udnævnelse til fyrste af Nør. S.å. døde han pludselig i Beiruth under en rejse til Ægypten og Palæstina. Da sønnen 1866 – efter 17 års udlændighed – var vendt tilbage til Nør lod han forældrene bisætte ved hinandens side i Krusendorf kirke. – Sønnen Frederik Christian Carl August, født 16.11.1830, død 25.12.1881, gjorde 1848 tjeneste i den slesvig-holstenske hær men rejste n.å. til Australien. Efter studieophold i Cambridge, London og Paris fra 1851 rejste han 1864 til Indien. Hans geografiske og historiske studier resulterede bl.a. i bogen Kaiser Akbar, ein Versuch über die Geschichte Indiens im 16. Jahrh. I–II, 1880-81 (II udg. af hans enke), og universitetet i Kiel kreerede ham 1878 til dr. phil. På grund af et borgerligt ægteskab antog han 12.4.1870 titlen "Greve af Nør".

Familie

Forældre: hertug Frederik Christian af Augustenborg (1765-1814) og Louise Augusta (1771-1843). Gift 1. gang 17.9.1829 på Augustenborg med komtesse Henriette Dånneskiold-Samsøe, født 9.5.1806 på Gisselfeld, død 15.9.1858 i Paris, d. af lensgreve Conrad D.-S. (1774-1823) og Johanne H. V. Kaas (1776-1843). Gift 2. gang 3.11.1864 med Marie Esther Lee, født 3.10.1837 i New York, død 4.7.1914 i Hannover (gift 2. gang 1873 med preussisk generalfeltmarskal grev Alfred Heinrich Karl Ludwig v. Waldersee, (1832-1904), d. af rentier David L. – Bror til Caroline Amalie og Christian August (1798-1869).

Ikonografi

Malet som barn med søskende af Hans Hansen (Fr.borg). Tegnet som barn (sst.). Buste af Thorvaldsen, 1819 (Thorvaldsens mus.). Miniature (Rosenborg). Maleri (Gisselfeld). Afbildet på fremstillinger af salvingen 1840 af S. Schack, 1843 (Stinus.) og af J. V. Gertner (Rosenborg). Tegn. af sidstnævnte 1844 (Fr.borg), anvendt 1848 som forlæg for satirisk træsnit af Flinch og et lign. litografi. Tegn. af Carl Hartmann (Fr.borg) og på flere af sammes tegn. fra det augustenborgske hof 1845-46 (sst.). Litografi af E. Fortling efter mal. af Carl Rahl, 1845; herefter træsnit af F. med fuldskæg. Afbildet på flere litografier af de provisoriske regeringer af bl.a. Koch og Heuer. Satirisk træsnit af W. Bigandt og satirisk mal. af Anthon Angelo samt på flere satiriske blade om begivenhederne 1848 og et enkelt efter krigens slutning. Tegn. (Fr.borg). Mal. af M. Duckett, 1863 (Gottorp).

Bibliografi

C. F. Wegener: Om hertugen af Augustenborgs forhold til det holstenske oprør, 1849 = Antislesv.-holstenske fragmenter XI. Samme: Actmæssige bidrag til Danm.s hist. i det 19. årh., 1851 – Antislesv.-holstenske fragmenter XV-XVI. [Joh. Gust. Droysen og K. Samwer:] Die Herzogthümer Schleswig-Holstein und das Königreich Dänemark, Hamburg 1850 (da. udg. s.å.). Aufzeichnungen des Prinzen Fr. zu Schlesw.-Holst. aus den Jahren 1848 bis 1850, Zürich 1861. Friedrich August, Graf von Noer: Briefe und Aufzeichnungen, udg. Carmen v. Noer, Nördlingen 1886. Augustenborgske breve til J. G. Adler og P. Hjort, ved Axel Heils i Danske mag. 6.r.IV, 1925 4-139. – A. D. Jørgensen: Hist. afhandl. III, 1898 254f 263 331-39 368f. Joh. H. Gebauer: Christian August, Stuttgart 1910. Samme: Herzog Fr. VIII, Stuttgart 1912. – Brevveksl, først og fremmest med Chr. August i Primkenauarkiv, Schlesw.-Holst. Landesarchiv, Slesvig. Erich Graber: Das herzogl. schlesw.-holst. Hausarchiv zu Primkenau in Schlesien i Codex diplomaticus Silesiae XXXI, Breslau 1925 115 120f. Breve i de Danneskiold-Samsøeske privatarkiver på Brattingsborg.

Referér til denne tekst ved at skrive:
H.P. Clausen, Axel Heils: Frederik, prins i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289658