Buris

Buris, ca. 1130-ca. 1167, prins. Buris var sønnesøns søn af Sven Estridsen. Hans far havde intrigeret i slægten og var med ved Knud Lavards drab; moderen der nedstammede fra Erik Sejrsæl, havde ikke godt lov på sig, hun rømte fra Henrik Skadelaar og ægtede efter hans død den norske konge Harald Gille; siden giftede hun sig endnu to gange og havde dertil en søn uden for ægteskab. Buris havde således flere halvbrødre og frænder der stod midt i den vilde krig mellem kongsemnerne i Norge. En helbror fandt døden som tronkræver i Sverige.

Buris kæmpede på Valdemars side 1157. Der var imidlertid folk i kongens omgivelser som rådede til, da sejren var vundet, at rydde op blandt kongsemnerne, men Valdemar valgte at knytte de farlige mænd til sig, Erik Lams frillesøn Magnus såvel som Henrik Skadelaars sønner Knud og Buris. Vi ser dem forrest blandt vidner ved kongens breve; Knud bærer titlen hertug, Buris kaldes kongens frænde, og efter Knuds død nævnes han som hertug. 1162 var han med Valdemar i Dôle til møde med kejseren - for at han ikke skulle spinde rænker hjemme, mener Saxo - og i påsken 1163 havde han kongen til gæst på sin gård tillige med to bisper, tre cistercienserabbeder og adskillige stormænd, en statelig skare, forsamlet for at stadfæste Buris' grundlæggelse af et cistercienserkloster i Tvis. Buris deltog også i venderkampene og viste sig tapper, men Valdemar nærede stadig mistro til sin frænde. Åben modstand mødte han da han 1166 for at sikre tronfølgen ville have stormændene til at sværge den lille kongesøn Knud troskab. Buris erklærede, at han ikke så længe Valdemar var i live kunne blive en anden herres mand; siden gav han dog efter, men stillede visse krav- og tiltvang sig udvidelse af sit myndighedsområde. Saxos fremstilling er på dette punkt meget vag. N.å. fik kongen imidlertid at vide at Buris stræbte efter kronen og stod i forræderisk forbindelse med sine norske frænder. Han stævnede Buris for sig og lod ham sætte i sikkerhed på Søborg. Senere lod han ham lægge i lænker. Således beretter Saxo, og de ældre årbøger noterer under 1167 kort og godt: Buris blev fængslet, mens yngre årbøger meddeler, at han blev gildet og blindet - sagtens en begyndende sagndannelse.

Buris' navn blev benyttet, Buris' skæbne, som den formede sig i folkemunde, blev delvis motiv i en vise (Sv. Gundtvig: Danmarks gamle Folkeviser, nr. 126). Her er han ikke den ærgerrige kongeætling, men - efter vicefacon "liden Kirsten"s forfører. Kong Valdemar mishandler i vild harme sin søster, hun dør, Buris lemlæstes og blindes. Liden Kirstens lig bliver ført til Vestervig hvor Buris hver dag i sine lænker går til hendes grav. - En mærkelig dobbeltgrav fra 1100-tallet på Vestervig kirkegård kaldes fra gammel tid Liden Kirstens grav. Dækstenens indskrift, der i 1600-tallet blev tegnet af og gengivet med største forbehold, kunne ikke dengang læses i sammenhæng og er siden yderligere ødelagt. Kun meget dristige tolkere kan tro her at finde støtte for historisk sandhed i folkevisen og kundskab om Buris.