• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Aage

Oprindelig forfatter cbech
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Aage, Aage Christian Alexander Robert, 10.6.1887-29.2.1940, prins, greve af Rosenborg, officer. Født i Det gule palæ i Kbh. (Slotsk.), død i Taza, Marokko, begravet i Casablanca. Efter rekrutskole ved livgarden 1907 blev Aa. elev i hærens officersskole, afgik som sekondløjtnant marts 1909 og ansattes ved livgarden hvor han blev premierløjtnant okt. s.å. Med Christian Xs tilladelse fulgte han den græske hærs hovedkvarter i krigen mellem Grækenland og Bulgarien 1913. Uden at have indhentet kongens og familiens tilladelse giftede han sig i Rom. Ægteskabet blev accepteret, men som den første af brødrene måtte Aa. ombytte titlen prins med titlen greve af Rosenborg. Jan. 1914 trådte han uden for nummer, men meldte sig straks til tjeneste ved første verdenskrigs udbrud. Efter et kursus ved generalstaben i generalstabstjeneste og troppeføring 1918-19 udnævntes han til kaptajn i livgarden. Ved Landmandsbankens sammenbrud 1922 mistede han, som faderen, næsten hele sin formue, og efter i jan. 1923 at have fået sin udnævnelse til kaptajn i den franske fremmedlegion tog han sin afsked fra dansk krigstjeneste i juni s.å. og stilledes à la suite i hæren. Om sin tjeneste i Marokko udgav han 1927 A royal adventurer (dansk oversættelse: Tre Aars Kampe i Fremmedlegionen) der giver en førstehånds beretning om livet i legionen i krig. Han blev dekoreret for tapperhed.

Familie

Forældre: prins Valdemar (1858-1939) og prinsesse Marie af Orleans (1865-1909). Greve af Rosenborg 1914. Gift 17.1.1914 ved Torino med contessa Mathilde Emilie Francisca Maria Calvi di Bergolo, født 17.9.1885 i Buenos Aires, død 16.10.1949 i Kbh. (Skt. Ansgar), d. af greve Giorgio Carlo C. di B. (1852-1924), senere italiensk gesandt i Kbh., og baronesse Anna Guidobono Cavalchini Roero San Severino (1862-1930). – Bror til Axel og Margrethe (født 1895).

Udnævnelser

R.E. 1905. DM. s.å.

Annonce

Ikonografi

Afbildet som barn på gruppebillede af Otto Haslund (Amalienborg). Mal. af Hans Henningsen og af Edv. Saltoft. Foto.

Bibliografi

Tre års kampe i fremmedlegionen, 1927 (erindr.). – Politiken 2.3.1940. Nationaltid. s.d. Bo Bramsen: Huset Glücksborg II, 1975 240f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bech: Aage i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299713