Adam Gottlob Moltke, 10 el. 11.11..1710-25.9.1792, lensgreve, overhofmarskal, godsejer. Født på Walkendorf, Mecklenburg, død på Bregentved, begravet i kapellet ved Karise k. M. blev tolv år gammel page hos kronprins Christian (VI) og før tronskiftet 1730 kammerpage hos dennes søn, den kommende kronprins Frederik (V), hvem han livet igennem kom til at stå nærmere end nogen anden person. Han fik således ingen uddannelse udover hofmandens, om nogen studie- eller dannelsesrejse blev der ikke tale. Selv hævder han at det var hans ønske at blive farbroderen Caspar Gottlob Moltkes efterfølger som amtmand over Møn, og at han allerede havde erhvervet sig et løfte herom, da Christian VI overdrog ham opsynet med kronprinsen ved 1743 at gøre ham til dennes hofmarskal og n.å. overkæmmerer, hvorved han blev leder af prinsens hofstat og økonomi. Der blev ikke lagt skjul på at han fremfor alt skulle værne om prinsens moral og holde de altid beredvillige fristere på afstand; en opgave der nok kunne give ham hænderne fulde. Om den ikke lykkedes så medførte i hvert fald M.s faderlige omsorg, formaninger og revselse at prinsen, hvis behov for ruelse var lige så stærkt som hans trang til udskejelser, knyttedes til ham i et livslangt afhængighedsforhold. Det ligger nær at antage at prinsen hos M. fandt den varme og hengivenhed han måtte savne hos forældrene, og der er ingen tvivl om at M. på sin side værnede om sin protegé med en ubrydelig loyalitet.

Straks efter Frederiks Vs tronbestigelse 1746 blev M. (13.9.) udnævnt til overhofmarskal, n.å. blev han gehejmeråd og kongen forærede ham godset Bregentved der 31.3.1750, sammen med godser M. havde købt til, blev ophøjet til grevskab. Som kongens fortrolige rådgiver i alle spørgsmål indtog han en stilling hvis betydning gik langt ud over hvad hans hofembede indebar, som "favorit" havde han til enhver tid kongens øre – og for kongen, hvis sagkundskab var ringe, og hvis arbejdsevne ikke oversteg det middelmådige, var det af betydning at sagerne blev ham forelagt af en person han kunne have blind tillid til fremfor af ministre, der kunne mistænkes for at ville fremme egne sager før de tænkte på kongens fordel. – Allerede straks efter tronbestigelsen overrakte M. efter opfordring kongen en plan for regeringens førelse der viser at kongen anså ham for rådgiver i alle spørgsmål. Planen afslører ingen originale politiske tanker, men viser M. som en forsigtig, konservativ traditionalist. Han advarer mod voldsomme og pludselige reformer, "Intet er skadeligere for en stat end idelige forandringer", men han har blik for at kongen især skal advares mod militære rådgivere, da militæret i kongens første år var hans vigtigste saglige interesse. Landbruget var på denne tid endnu i økonomisk krise og ramt af den store kvægpestepidemi, og M. anbefalede støtte til godsejerne, samt tilskyndelse til tekniske og driftsmæssige forbedringer.

I tyve år var M. rigernes betydeligste person. Efterhånden som kongen selv blev ude af stand til at træffe selvstændige afgørelser voksede M.s betydning. Men samtidig blev han i det skjulte overordentlig forhadt, og mens han søgte at støtte kongen moralsk og gjorde sit yderste for at holde de voldsomste udslag af hans depravation inden for slottets mure, opfattedes han udadtil ganske med urette som den der forledte den svage, men populære monark. – Også ministrene var modstandere af "favorit-styret", der skød et mellemled ind mellem dem selv og kongen; fra 1749 da førsteministeren J. S. Schulin blev for svag til at fungere skulle alle depecher forelægges M., en ordning også den nye udenrigsminister J. H. E. Bernstorff måtte affinde sig med. Da kongen 1760 på grund af et brækket ben var ude af stand til at holde konseil måtte alle sager refereres for M. 1763 blev han endelig optaget i konseilet, men han udbad sig tilladelse til ikke at give møde; i rådet ville han sagligt ikke kunne stå sig mod de egentlige fagministre, over for kongen havde han lettere spil.

Der er indicier for at M. på et enkelt punkt søgte at føre udenrigspolitik bag Bernstorffs ryg. Han havde fra begyndelsen en særlig interesse i forholdet til Rusland, og det er muligt at han, som hævdet af Erik Arup, stod bag eventyreren Magnus Beringskjolds sendelse til St. Petersborg 1760 der endte i fiasko. At Bernstorff især kunne føle M.s indblanding som belastende kan der ikke være tvivl om, ligesom han måtte opfatte favoritrollen som regeringssystemet fremmed. Men det kom ikke til noget brud. De var enige om det vigtige punkt at konseilstyret burde opretholdes og styrkes, og på en række punkter, politiske, økonomiske og – ikke mindst – kulturpolitiske stemte de overens. M. var ikke nogen stor statsmand, Bernstorff var ham langt overlegen i intelligens, erfaring og politisk klogskab, men han indlagde sig stor fortjeneste som rådgiver på andre områder. Ligesom Bernstorff var han grebet af tanken om at kongens og landets ære krævede at der blev øvet en indsats fra statens side for at fremme kultur, kunst og videnskab; og var det måske ofte andre der fik ideerne, så var det M. der overbeviste kongen om at de skulle gennemføres. Allerede i sin plan for Frederik Vs regering beklager han at universitetets professorer ikke gør mere nytte til trods for de store indkomster, og han medvirkede til at der indkaldtes udenlandske forskere for at råde bod herpå, som fx fysikeren C. G. Kratzenstein, botanikeren G. C. Oeder og konkyliologen F. M. Regenfuss. Som de fleste fornemme folk havde M. sin egen private naturalsamling (mineraler og konkylier), ved siden af Otto Thotts hovedstadens betydeligste. Da universitetet negligerede naturvidenskaberne tog M. initiativet til Natural- og Husholdnings-Cabinettet der fik plads på Charlottenborg og 1772 blev overdraget universitetet. Selv var han cabinettets præses og der blev ansat to professorer. For byens sundheds- og fattigvæsen interesserede han sig ligeledes, også på sundhedsvæsenets område søgte regeringen at skabe noget uden for universitetet. Desuden gav han den nødvendige støtte til universitetets prokansler Erik Pontoppidan da denne opfordrede offentligheden til at deltage i en debat om ophjælpning af landets økonomiske tilstand. Resultatet blev værket Oeconomisk Magazin I-VII 1757-63. Blandt de betydeligste foretagender M. må regnes som en af initiativtagerne til er rejsningen af Frederiksstaden 1754ff. Han fik kongen til at bifalde den store bebyggelsesplan, og sørgede for at bygherrerne fik lempelige vilkår, og sammen med arkitekten Nicolai Eigtved, der havde opført den nye hovedbygning på Bregentved, overvågede M. nøje at de æstetiske forskrifter blev fulgt. Selv opførte han et af de fire Amalienborgpalæer og lod det indrette til det fornemste og rigest udstyrede privatpalæ i landet.

Som landmand var M. ivrig for en bedre udnyttelse af landbrugsarealerne og en udvidelse af arealerne gennem dræning og nyrydning. På landsplan affødte det ideen om at indforskrive tyske kolonister til opdyrkning af den jyske hede (kartoffeltyskerne), et initiativ der dog ikke gav de forventede resultater. På sine egne godser lod han indføre det holstenske kobbelbrug, søgte at anspore bønderne til at anvende bedre metoder og bedre udsæd og ophævede det traditionelle driftsfællesskab. I sin egenskab af præses for den første landbokommission 1757 virkede han ligeledes for fællesskabets ophævelse, hvorimod han ikke havde blik for nødvendigheden af en ændring af bøndernes sociale og retslige stilling. Skønt han kunne være fristet af økonomiske grunde kom M. aldrig til at forestå et fagligt departement, han var fra 1762 medlem af overskattedirektionen og sad i spidsen for styrelsen af Frederiks hospital ligesom han var præses i de to store handelskompagnier, det vestindisk-guineiske og det asiatiske. Men hans magt var helt og holdent knyttet til Frederik Vs person. Og han vidste det. Til sin overraskelse blev han straks efter kongens død konfirmeret i sine stillinger af den unge Christian VII og betroet at ordne den afdøde konges begravelse. Men det skulle ikke vare længe før fjenderne kom ham til livs. Den unge konge brød sig ikke om faderens favorit som han ikke uvittigt beskrev som "oben Fuchs, unten Storck", men var ikke i stand til uden hjælp at foretage en afskedigelse. Jalousi mellem rådgiverne lagde dog hurtigt tingene til rette. M. havde haft den vigtige opgave at bestyre kongens private kasse, partikulærkassen. Ved tronskiftet så Bernstorff en udvej for at skaffe sin brorsøn A. P. Bernstorff denne post, mens Christian VII's tidligere hofmester Ditlev Reventlow, der var uhyre kritisk overfor M.s økonomiske dispositioner, ligeledes mente sig berettiget. Afgørende blev imidlertid at M. fik kongens øjeblikkelige favorit, prins Carl af Hessen imod sig ved at modsætte sig dennes plan om at ægte kongens yndlingssøster Louise. I juli fik han afsked uden pension og trak sig i unåde tilbage til Bregentved. Han blev dog i maj 1767 indbudt til at overvære kongens salving, og blev n.å. atter optaget i konseilet, rimeligvis under indflydelse af Caspar von Saldern, der virkede som russisk forhandler ved drøftelserne om mageskifte. Han fik ligeledes sin stilling i overskattedirektionen igen og fik sæde i den 1767 nedsatte landvæsens-kommission (fra 15.4.1768 generallandvæsenskollegiet) der gennemførte landbolovene af 1769. Nogen drivende kraft heri har han dog næppe været.

Ved Struensees overtagelse af styret i efteråret 1770 endte M.s politiske løbebane. Ved konseilets ophævelse 10.12.1770 blev han afskediget, påny uden pension. Da Magnus Beringskjold n.å. opsøgte ham for at få ham med i en sammensværgelse mod Struensee fik han her, som hos Bernstorff, afslag. Til deltagelse i kupforsøg var M. for meget legitimist. Efter at det russiske mageskifte, som M. gennem mange år havde været en fortaler for, 1773 var blevet gennemført tildelte regeringen ham en pension på 4000 rdl. årligt.

M. efterlod sig nogle på tysk affattede "mindeskrifter" der foruden den førnævnte plan for Frederik Vs regering bl.a. indeholder en kronologisk fortegnelse over begivenheder i denne konges regeringstid og en kort levnedsbeskrivelse af ham selv. Skrifterne tjener mere til oplysning om forfatterens personlighed end om de forhold der skildres. Der er fejl og udeladelser som næppe kan skyldes dårlig hukommelse alene. Mest interessant er 34 små "håndbreve" fra Frederik V til M., der på en naiv og rørende måde belyser forholdet mellem den forsumpede konge og hans faste, aldrig svigtende holdepunkt i livet. – Med sine to hustruer fik M. en stor børneflok som han ivrigt søgte at anbringe i statens tjeneste, men om ingen af dem kan det vist siges at de kun klarede sig ved protektion. Bjærgsomhed var en naturlig side af hans væsen, selv var han med sin herrnhutisk farvede pietisme ikke i tvivl om at de økonomiske fordele der tilfaldt ham var styret af Guds hånd og belønning for hans pligttroskab. Men så han end stærkt på egen fordel og blev endog særdeles velhavende er der næppe, tiden taget i betragtning, grund til at tale om udbytning af statskassen eller urimelig udnyttelse af stillingen. Efter hans fald fik favoritsystemet under Christian VII en meget farligere karakter. Som leder af hoffets store maskineri, som kongens vejleder og bestyrer af den kgl. kasse var han rigelig sin løn værd. Det var ikke M.s fejl, men kongens, at favoritstyret udviklede sig. – M. købte 1747 Turebyholm, 1750 Juellinge og 1751 Alslev og Tryggevælde der indgik i grevskabet Bregentved. Desuden ejede han på Fyn Glorup og Rygård, i Jylland Lindenborg, Høgholm, Dronninglund og Dronninggård som han sammen med Gammelgård på Lolland og Nygård på Møn solgte til Heinrich Schimmelmann. I Slesvig ejede han Nør, i Holsten Tesdorph. – Kammerjunker 1735. Gehejmeråd 1747. Lensgreve 1750.

Familie

Forældre: oberstløjtnant Joachim M. (1662-1730) og Magdalene Sophie v. Cothmann (1681-1752). Gift 1. gang 9.9.1735 på Ulriksholm med Christiane Frederikke Brügmann, født 26.5.1712 på Ulriksholm, død 28.2.1760 i Kbh. (Holmens), d. af oberst Godske Hans B. (1677-1736, gift 2. gang 1722 med Dorothea Hedevig Krag, 1701-28) og Margarethe Vilhelmine Hausmann (1686-1717). Gift 2. gang 9.9.1760 på Fredensborg (Slotsk.) med Sophie Hedevig Raben, født 8.10.1733 i Kbh. (Slotsk.), død 8.7.1802 på Glorup, d. af stiftamtmand, gehejmeråd Frederik R. (1693-1773) og Birthe v. Plessen (1707-86). – Far til Adam Gottlob Ferdinand M., Carl Emil M., Caspar M., Joachim Godske M., Ludvig M. (1745-1824), Otto Joachim M. og Gebhard Moltke-Hvitfeldt.

Udnævnelser

Hv.R. 1745. L'union parfaite 1747. Bl.R. 1752.

Ikonografi

Malet som hvid ridder af C. G. Pilo (Fr.borg), måske forarbejde til mal. ca. 1750 (Bregentved), kopi efter dette af M. som blå ridder (Schackenborg) og lignende stik af G. W. Baurenfeind; efter dette litografi. Flere tegn. af M. i ordensdragt af Pilo (kobberstiksaml.), forarbejder til stik af O. H. de Lode, 1753, efter tegn. af Pilo; efter dette stengravure 1856 og stik. Emaljeminiature af H. J. Schrader, 1757. Buste (?) af Chr. Seest s.å. Buste af J.-F.-J. Saly, 1757 (kunstakad.; Wedellsborg), i bronze 1771 (Glorup; Bregentved; Marienborg på Møn). Fajancebuste formentlig af J. H. Hännel (Bregentved; Rosenborg; Kunstindustrimus.; Fr.borg). Medalje af M. G. Arbien efter tegn. af Saly, 1757, efter denne kame og lille relief (begge Fr.borg) samt stik. Mal. af L. Tocqué 1758-59. Vævet portr. af C. V. Foltmar, 1759. Mal. i Pilotype (Arreskov; GI. Estrup) og lignende min. (Fr.borg). Min. af C. Høyer, 1760 (Fr.borg). Mal. af Pilo s.å. (sst.), gentagelser (Bregentved; Espe (?)). Min. af C. Høyer ca. 1761-62. Relief af J. Wiedewelt, 1763 (Karise k.), efter dette porcelænsrelief (Fr.borg) og stik af Marie L. A. Boizot ca. 1793. Min. på porcelæn af J. Gylding, 1763 (Rosenborg). Medalje af D. J. Adzer efter tegn. af Wiedewelt, 1765. Mal. af P. Als, 1766 (Glorup; Lystrup; Espe,; Kbh.s univ.), efter dette varianter i replik og kopi af bl.a. Hans Hansen (Rosenborg). Min. af C. Høyer, 1769 (Fr.borg). Relief af Wiedewelt, 1776 (Corselitze; Juellinge; Kunstindustrimus.), stukket af T. Kleve, 1778. Min af Høyer udst. 1778. Mal. af Jens Juel, 1780 (Glorup, Bregentved). Afbildet på historiemal. af A. C. Rude ca. 1780 (Fredensborg) og på J. H. W. Haffners tegn. af et selskab hos kongen, 1781 (Rosenborg). Relief af P. C. Tengfager, 1781 (Kunstindustrimus.). Buste af Hartman Beeken (Glorup). Relief af L. Grossi (Fr.borg).

Bibliografi

Kilder. Hist. t. 4.r.II, 1870-72 131-331 (A. G. M.s mindeskr.); IV, 1873-74 43-64 (A. G. M.s plan for Fr. Vs regering). Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé lll-IX, 1896-1922 (slægt i VIII, 1917 93-113). Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis I-III, 1904-13 (breve i II, 1907 341-89). Inkvisitionskommissionen af 20. jan. 1772, udg. Holger Hansen I-V, 1927–41 (brevveksl, i IV, 1936 515-18). Udv. breve, betænkn. og optegn, af J. O. Schack-Rathlous ark., udg. Th. Thaulow og J. O. Bro-Jørgensen, 1936. Lit. P. Vedel: Den ældre grev Bernstorffs ministerium, 1882. L. Koch i Museum, 1890 485-515. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720-1814 III-V, 1897-1906. Aage Friis: Bernstorfferne og Danm. I–II. 1903-19. Erik Arup i Hist. t. 8.r.IV, 1912-13 3-19. Aage Friis sst. 9.r.I, 1918-20 317-54. Erik Arup sst. II, 1921-23 78-125. Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm I–11. 1915-30. Hans Jensen i Årbog for hist. samf. for Sorø amt VI, 1917 95-109. Samme: Dansk jordpolitik I–II. 1936-45 (reproudg. 1975). Torben Wolff m.fl. i Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj XIII, 1979 fl.st. Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig