A. W. Hauch

A. W. Hauch, Adam Wilhelm Hauch, 26.9.1755-26.2.1838, overhofmarskal, fysiker. Født i Kbh. (Garn.), død sst., begravet sst. (Holmens k. kapel). H. var fra barndommen bestemt til den militære løbebane. Allerede som femårig udnævntes han til fændrik ved norske livregiments ryttere, 1763 blev han sekondløjtnant og 1765 premierløjtnant. Efter at være blevet student 1771, privat dimitteret, tiltrådte han som aktivt tjenende ved sit regiment der på det tidspunkt lå i Itzehoe. 1775 forflyttedes han til livgarden til hest og udnævntes til ritmester 1777. N.å. fik han kongens tilladelse til midlertidig at gå i preussisk krigstjeneste, og han deltog med hæder i den lidet betydelige bayerske arvefølgekrig. I slutningen af 1779 vendte han tilbage til Danmark, tiltrådte på ny posten som ritmester ved hestgarden og fik 1782 majors rang, blev 1783 staldmester. 1784 udnævntes han til sekondmajor ved garden, men afskedigedes 1786 fra militæretaten efter eget ønske. Når han 1786 bad kongen om afsked og således brat afbrød en strålende militær karriere der uden tvivl ville have ført ham frem til de øverste poster var grunden den, at han følte et stærkt kald til videnskabelig syssel. Han havde fået en fortrinlig opdragelse af udmærkede privatlærere; de havde vakt hans interesse for naturvidenskaberne, navnlig fysik og kemi, og den tid han kunne ofre fra de militære idrætter blev anvendt på fortsat studium. 1788 foretog H. en stor udenlandsrejse der førte ham gennem Tyskland, Polen, Holland, Frankrig og England. Overalt gjorde han bekendtskaber med fremragende naturvidenskabsmænd, og navnlig fik den franske kemiker A. L. Lavoisier stor indflydelse på ham. H. sluttede sig til den kreds af forskere der gennem forsøg ville bygge det nye kemiske system op. Efter hjemkomsten fortsatte han sine kemiske undersøgelser der navnlig drejede sig om vandets sammensætning, et emne hvorom der herskede megen strid. Ved omhyggeligt udførte forsøg påviste han det überettigede i flere af de indvendinger der var rettet mod Lavoisiers teorier. Han har endvidere skrevet et par afhandlinger om tordenvejr; den ene af dem har betydning ved de oplysninger den indeholder om de hyppige tordenvejr om vinteren i det vestlige Norge. I flere år holdt han forelæsning over fysiske og kemiske emner, og 1794 udsendte han tobindsværket Begyndelses-Grunde til Natur-Læren (2. udg. 1799) som blev oversat til svensk og tysk. I et klart sprog og en elementær form behandlede han heri de vigtigste afsnit af naturlæren. Med årene havde han anlagt sig en stor og fortrinlig samling af instrumenter der 1827 skænkedes af Frederik VI til Sorø akademi. H. begyndte 1836 at udgive en beskrivelse af sine fysiske apparater efter en meget omfattende plan, Det physiske Cabinet, rigt udstyret med kobberstik. Dette arbejde forelå ufuldendt ved hans død. Flere af hans afhandlinger blev trykt i Videnskabernes Selskabs Skrifter. Han blev medlem af selskabet 1791 og dets præsident 1831.

Sysselsættelsen med videnskabelige problemer blev kun en forbigående episode i H.s liv. Tidligt kaldtes han til betydelige administrative poster, og med tiden trak disse så mange forretninger med sig at de ganske enkelt kvalte det videnskabelige arbejde. Allerede 1789 havde han modtaget udnævnelse til chef for staldetaten, og s.å. blev han medlen af direktionen for veterinærskolen og stutteriet. I disse stillinger arbejdede han energisk på hesteavlens fremme og havde desuden interesse for forbedring af trækdyrtyperne. 1794 sluttede sig til de allerede erhvervede stillinger posten som hofmarskal, og hermed fulgte hele den økonomiske administration af de midler der medgik til hoffets fornødenheder. Ved et enevældigt hof var denne stilling naturligvis forbundet med visse vanskeligheder, men det lykkedes H. ved en fast og sikker optræden at bringe system og orden i det vidtløftige maskineri som et enevældigt hof er. H. krævede punktlighed og orden af alle sine undergivne; havde han givet en ordre, skulle den absolut følges, og han tålte ikke modsigelse eller smøleri. Den samme karakter har hans administration af Det kgl. teater som han ledede 1794–98 og 1801–11. Også på teatret skulle der herske orden og disciplin, og helst skulle det kaste et mindre overskud af sig. Det siger sig selv at et levende og bevægeligt kunstnersamfund som et teater nu engang er, under en chef der havde liden eller ingen sans for skuespilkunstens betydning og først og fremmest lod sig lede af økonomiske hensyn, i denne periode havde ringe muligheder for liv og kunstnerisk fornyelse. På alt blev der sparet og knebet, såvel på dekorationer som på dragter. Kun nødigt så H. at man antog nye nationale stykker, langt bedre var det at sætte oversættelser af udenlandske skuespil på plakaten hvis tiltrækningskraft på publikum i forvejen var prøvet i praksis. Mellem direktør og skuespillere kom det derfor til utallige rivninger; misfornøjelse vakte også H.s intime forhold til Mette Marie Astrup. Alligevel ville tilfældet at H.s lederår ikke blev betydningsløse; i dem indførtes bl.a. Mozarts Don Juan og Oehlenschlägers tragedier med Hakon Jarl. Med stor lettelse opgav H. 1811 teatret, men bevarede stillingen som chef for kapellet til sin død.

Også på de forskellige kgl. samlinger fik H. indflydelse. 1802 blev han chef for kunstkammeret, og 1803 for mønt- og medaillesamlingen, 1829 for Det kgl. bibl. På hans initiativ dannedes der af de forskellige kongelige samlinger et billedgalleri hvortil publikum fik adgang, og allerede 1812 foreslog H. at der oprettedes et historisk portrætgalleri på Fr.borg. Endelig er også samlingerne på Rosenborg og Tøjhuset ordnede og afgrænsede på H.s initiativ. H. sad som medlem af en mængde kommissioner og selskaber af hvilke de vigtigste var kommissionen ang. de i Danmark værende oldsagers bevaring, bestyrelsen for Samfundet til den danske litteraturs fremme og for Selskabet til moralsk fordærvede personers forbedring. Han var endvidere en meget ivrig frimurer. Med megen iver gik han op i ordenens filantropiske arbejder, og navnlig interesserede han sig for blindesagen der især støttedes af den såkaldte "Kædeorden", af hvilken H. var medlem. Endelig kan det nævnes at H. 1829–30 tog initiativet til oprettelsen af Bespisningsanstalten for trængende i Kjøbenhavn. 1798 var H. blevet udnævnt til overhofmarskal, og han modtog i årene efter århundredskiftet utallige tegn på kongens velvilje. 1814 blev han ordensmarskal (indtil 1831) og ledsagede s.å. Frederik VI til Wien, 1824 fik han rang med gehejmestatsministre og blev 1831 vicekansler ved ordenskapitlet. Æresdoktor ved Kbh.s universitet 1821. – Kammerjunker 1776. Kammerherre 1782. Overkammerherre 1828.