Ludvig Holstein (1815-1892, lensgreve)

Ludvig Holstein, Ludvig Henrik Carl Herman Holstein, 18.7.1815-28.4.1892, lensgreve, konseilspræsident. Født på Holsteinborg, død i Kbh., begravet i Holsteinborg. H. gik i skole i Mecklenburg, videreuddannede sig i Berlin og tog studentereksamen i Kbh. 1836. Efter faderens død s.å. overtog H. grevskabet Holsteinborg og videreførte sine forfædres humane og fremskridtsvenlige godsadministration.

Han bidrog til forbedring af landarbejdernes kår, og på hans initiativ dannedes husholdningsforeninger og 1870 Holsteinborg og omegns brugsforening og den af faderen oprettede sparekasse udvidedes. H. var landmand med liv og sjæl, og den lille og livfulde mand drev Holsteinborg frem til et mønsterlandbrug. Han lagde især vægt på en forbedret mejeridrift og var en kyndig hesteopdrætter. For dansk landbrug fik H. betydning både ved sin drift af godset og som organisationsleder. Han var formand for Sorø amts landøkonomiske selskab 1867–81, præsident i landhusholdningsselskabet 1866–81 og en årrække formand for Sjællands hingsteskuer og for stutterikommissionen. 1872 var han præsident for industri- og landbrugsudstillingen i Kbh. og 1861, 1866, 1869 og 1878 for landmandsforsamlingerne hvor han myndigt fremførte landbrugets ønsker. Han tog alle disse hverv meget alvorligt, sparede ikke sig selv og havde gode evner som leder. Han optrådte nøje afpasset efter situationen, var grandseigneur blandt ligemænd og jævn og ligetil blandt bønder og kunne udjævne modsætninger og forene uensartede elementer i samarbejde. – H. var en årrække sognerådsformand og medlem af Sorø amtsråd og valgtes 1847 til Roskilde stænder. Han deltog foråret 1848 i behandlingen af valgreglerne til den grundlovgivende rigsforsamling, men var betænkelig ved den almindelige valgret og blev foråret 1849 medstifter af Den patriotiske forening der hævdede at grundlovsforslagets rigsdagsordning ville "undergrave Monarkiets Grundvold og bringe Staten i en mellem Despoti og Anarki svævende Tilstand". Som medstifter af grundejerforeningen 1850 ville H. forsvare godsejernes ejendomsret mod rigsdagsfiertallets sympati for tvungen afløsning af fæsteforholdet. Han var på det tidspunkt og da han 1856 valgtes til medlem af fællesforfatningens rigsråd helstatstilhænger, men svingede over mod ejderstat og skandinavisme og stemte 1863 for novemberforfatningen. 1865 valgtes han til rigsrådets folketing og 1866 tillige til rigsdagens folketing i Skelskørkredsen hvor han besejrede venstre ved den popularitet han nød på egnen og ved sin energiske deltagelse i vælgermøder, hvad hans standsfæller så på med mishag. Det anstod sig ikke en greve at tale fra en arbejdsvogn for en forsamling bønder i en krohave. I sine første rigsdagsår beskæftigede H. sig især med landbolovgivning, men var også en skarp kritiker af hærloven 1867 og de tanker om revanche over for Preussen som lå bag den og navnlig trivedes hos de nationalliberale.

H. havde under forfatningskampen 1866 støttet grev C. E. Frijs og J. B. S. Estrup, og da flere havde afslået at danne regering efter ministeriet Frijs' afgang 1870 anbefalede Frijs sluttelig Christian IX at henvende sig til H. der påtog sig opgaven. Han havde fra sit landbrugsfaglige arbejde visse berøringspunkter med venstre og ville gerne have optaget J. A. Hansen (1806–77) i sin regering. Det ville ikke alene være en imødekommenhed over for venstre, men også en understregning af det samarbejde mellem små og store bønder som J. A. Hansen havde været aktiv for fem år tidligere, men hverken Frijs eller Estrup billigede det. De foretrak de nationalliberale, og H. henvendte sig da til A. F. Krieger der krævede at C. C. Hall og C. E. Fenger kom med. H.s ministerium fik derved en stærkere repræsentation for de nationalliberale end H. onskede og blev indledningen til den sammensmeltning af godsejere og nationalliberale som blev provisorietidens højre. Et par måneder efter ministeriets dannelse udbrød den fransktyske krig. Ministeriet var uenig om neutraliteten. H. og udenrigsminister Otto Rosenørn-Lehn støttede Christian IXs neutralitetsvilje medens de nationalliberale hældede mod alliance med Frankrig, og Krieger der havde bidraget afgørende til ministeriets sammensætning søgte at mægle. Neutralitetserklæringen fik en udformning der lod en senere indgriben i krigen åben. Uenigheden fortsatte imidlertid, og i ministermødet 3.8. sagde H. at Frankrig i hvert fald burde have vundet en sejr ved Rhinen inden det sendte et landgangskorps til Danmark, og at han anså erhvervelsen af Nordslesvig mod Preussens vilje som meget betænkelig. Han tilbod at gå af, men det vedtoges at afvente udfaldet af grev Frijs' forhandling med den franske udsending hertugen af Cadore. De tyske sejre førte dog hurtigt til opgivelse af enhver tanke om alliance med Frankrig. Selv om de nationalliberale her som i 1864 undervurderede Preussen blev det dog mere og mere dem der prægede ministeriet. De var endnu godsejerne overlegne parlamentarisk og intellektuelt og ville have indseende med hvad konseilspræsidenten sagde, hvorfor H. oftest fremsatte forud nedskrevne og godkendte udtalelser. H. kom i stigende modsætning til venstre der efter alliancen mellem nationalliberale og godsejere dannede det forenede venstre og rejste krav om folketingsparlamentarisme som H. var en afgjort modstander af. Han søgte dog 1873 at få Kbh.s landbefæstning, som var en udfordring over for venstre, udskudt af ministeriets hærlovsforslag, men forgæves. Da venstre s.å. nægtede ministeriet finansloven svarede han med udskrivning af folketingsvalg og tilføjede venstre et lille nederlag, men selv om venstre opgav tanken om finanslovnægtelse blev hans forhold til folketinget dårligere, og da han heller ikke havde egentlig støtte i landstinget indgav han 14.7.1874 ministeriets demission efter at Krieger forinden havde demissioneret i utilfredshed med H.s svage stilling i landstinget. H. opgav dog ikke sit politiske virke. Han blev slået af venstre i Skelskørkredsen 1876, men generobrede den 1879, tabte den 1881 og vandt den igen 1887. Han havde bevaret sin gamle popularitet i kredsen, men opgav sit mandat p.gr.a. sygdom 1890. H. havde været nært knyttet til hoffet og benådedes med elefantordenen ved sin afgang som konseilspræsident. 1876 blev han overkammerherre, men hans andet ægteskab vakte anstød, og 1881 måtte han opgive sin stilling ved hoffet. – Hofjægermester 1840. Kammerherre 1851. Overkammerherre 1876–81.