Johan Sigismund Schulin, 18.8.1694-13.4.1750, lensgreve, 1694–1750, udenrigsminister. Født i Prichsenstadt i Bayern, død i Kbh. (Petri), begravet i Petri k. Efter universitetsstudier i Jena, Helmstedt og Leiden fik S. stilling som hofmester hos de unge, løsslupne markgrever af Brandenburg-Bayreuth-Kulmbach, brødre til den danske kronprinsesse Sophie Magdalene. Allerede i denne vanskelige stilling tiltrak han sig kronprins Christians opmærksomhed, og efter sin hustrus død fulgte han den ældste af markgreverne til Danmark hvor han fik personlig forbindelse med kronprinseparret. Kort efter at Christian VI var kommet på tronen oktober 1730, udnævnte han S. til medlem af direktionen for generalpostamtet. Stillingens indhold var mere politisk end hvad man i dag forstår ved et postmesterembede, da den indebar at han skulle kontrollere posten til og fra dem der kunne anses for statens (kongens) fjender, og staternes postkontorer var i samtiden centre for den diplomatiske spionage. Samtidig blev S. etatsråd. 6.4.1731 blev han optaget i den danske adel. 1733 blev han sekretær i tyske kancelli. S.s indflydelse var langt større end hans embede, fordi Christian VI brugte ham til at kontrollere regeringen indefra. 1735 blev S. oversekretær i tyske kancelli, dvs. øverste embedsmand for hertugdømmerne og udenrigsminister. Samme år blev han medlem af overdirektoriet for det nyoprettede generallandets-økonomi- og kommercekollegium (handels- og industriministerium), 1736 blev han overdirektør i den nyoprettede kurantbank. 1737 fik han sæde i konseillet med titel af assessor, og sidst i 1738 blev S. gehejmeråd. Han må betragtes som regeringens egentlige leder, og hans stilling blev ikke rokket ved Christian VIs død. I sine sidste år høstede han nogle af sine største udenrigspolitiske triumfer, og han blev lensgreve 1750. Kort tid efter døde han efter en meget kortvarig sygdom.

Udgangspunktet for S.s indflydelse var hans nære og personlige forhold til kongefamilien. Han bevarede et godt forhold til både dronningen og hendes mor, der stod bag ham i håbet om gennem ham at få større indflydelse end hun havde hos den gamle regering. Christian VI kom hurtigt til at nære mistillid til sin første regerings deflations- og godsejervenlige politik og fra 1735 gennemførte en ny regering en merkantilistisk politik der sigtede på at styrke staten både internationalt og i det dansk-norske samfund. S. blev den centrale personlighed i den ny politik. Men samtidig med sin betydningsfulde stilling var han stadig dronningens rådgiver når hun skulle antage tjenestefolk, skrive formaningsbreve til sin yngste bror, og når hun skulle have orden på sin anstrengte økonomi. Han forstod også at behandle kongen med den ærbødighed og fasthed der betød, at Christian VI bevarede en fuldstændig tillid til ham. I udenrigspolitiske sager kunne Christian VI blive meget opfarende, når han følte sin kongelige ære gået for nær eller staten truet. S. talte så ikke kongen direkte imod, men sørgede for at sagerne blev udskudt, så at hans egne fornuftsargumenter kunne falde tungt. Inden for udenrigstjenesten styrkede han sin position ved efterhånden at udskifte de diplomater der hyppigst skrev direkte til kongen med folk der skyldte ham deres karriere. Han bevarede et godt forhold til de andre regeringsmedlemmer ved at sørge for, at kongen afkrævede dem betænkninger om væsentlige udenrigspolitiske beslutninger, selvom S. i realiteten havde truffet beslutningerne forinden. Christian VI var stadig den formelle beslutningstager, men S. veg ikke tilbage for på egen hånd at indlede en politik der kunne føre til krig og først bagefter informere kongen der dog altid accepterede. S. skabte sig sin magtposition ved aldrig at udfordre, altid forsigtigt tage de nødvendige personlige hensyn og stort set opnå gunstige resultater.

S.s udenrigspolitik bestod i en sikkerhedspolitik og en handels- og neutralitetspolitik. Sammen med de metoder han anvendte blev hans politik normgivende for Danmark-Norges udenrigspolitik i resten af århundredet. Derfor kan det være berettiget at tale om "det schulinske system". Først Frederik VI afveg fra det og brød afgørende med det 1812. Bag S.s sikkerhedspolitik lå forestillingen om en magtbalance som han enten ønskede at forbedre ved at vinde udvidelser eller at bevare ved at hindre at andre stater ekspanderede. Når han ikke kunne hindre andres ekspansion prøvede han at bevare magtbalancen ved at skaffe kompensationer for Danmark-Norge. Således var S.s magtbalancebegreb ikke principielt fredeligt, men mådeholdent dynamisk, da det sigtede på ændringer inden for det internationale systems rammer. S. lagde i sin sikkerhedspolitik især vægt på, hvilke stormagter der kunne og ville øve indflydelse i det nordtyske bisystem der bestod af Prøjsen, Hannover og Danmark-Norge, og i det nordiske bisystem der bestod af Sverige-Finland, Rusland og Danmark-Norge. S. tillagde det nordtyske bisystem afgørende betydning for statens sikkerhed. Dernæst var det vigtigt, om England kunne sende en flåde ind i Østersøen. Når der var sikkerhed fra disse to kanter, ønskede han at vinde fordele i det nordiske bisystem. Den gottorpske hertugslægt krævede stadig deres tidligere del af Slesvig tilbage, og deres fjendskab blev fra 1742 en stærk hæmsko for S.s politik.

De usikre politiske konjunkturer var et stort problem. S. løste det ved at føre et dobbeltdiplomati på både hemmeligt og officielt plan, således at han bevarede tilknytningen til modstående magtblokke. S. brugte direkte pres på andre stater for at vinde fordele, men foretrak at skabe pressionssystemer for at andre stater kunne anlægge det pres som Danmark-Norge alene var for svagt til at gøre effektivt. Særlig succes havde han med et dobbeltpressionssystem som medførte, at de to fjendtlige blokke i europæisk politik begge antog sig Danmark-Norges sag. Ud over "rene" diplomatiske midler anvendte S. store summer på bestikkelse, efterretning og spionage. Hæren og særlig flåden blev meget styrket fra begyndelsen af 1730erne, og fra starten af 1740erne ville flåden kunne holde en forenet svensk-russisk flåde stangen. S. brugte forsvaret som diplomatisk pressionsmiddel og til at øge statens prestige i international politik. I midten af 1730erne havde Danmark-Norge stormagtsgarantier for Slesvig og forsvarsalliancer med England, Rusland og Sverige. Freden syntes sikret, men Ruslands indflydelse voksede. Samtidig kom det revanchistiske "hatteparti" til magten i Sverige. 1739 var S. enig med Sverige i, at Rusland var for mægtigt, og at magtbalancen i Norden burde ændres til Sveriges og Danmark-Norges fordel. Officielt videreførte S. forsvarsalliancen med England, men hemmeligt nåede han til enighed med Frankrig og Sverige om senere at indgå en triplealliance med det formål at Sverige og Danmark-Norge skulle angribe Rusland. Danmark-Norges løn skulle være Bohus len og udsigt til en genoprettelse af den gamle nordiske union under det danske kongehus, eller i hvert fald sikkerhed mod, at den gottorpske hertug blev svensk tronfølger. Men den nye situation under den østrigske arvefølgekrig (1740–48) gav Sverige mulighed for alene at angribe Rusland. 1742 blev Sverige besejret, og under den efterfølgende våbenhvile holdt Rusland Finland besat. Første led i angrebsforbundet mod Rusland skulle være en fransk/dansk-norsk forsvarsalliance. Den blev hemmeligt underskrevet 1740 og trådte i kraft 1742, men da sigtede den på grund af de ændrede forhold kun på at opretholde Danmark-Norges neutralitet. I den østrigske arvefølgekrig havde Prøjsen erobret Schlesien. Derfor havde S. prøvet at få Frankrigs støtte til store udvidelser i Nordtyskland som kompensation. Da det mislykkedes accepterede S. med traktaten den mere ugunstige magtbalance i Nordtyskland, og alliancen med Frankrig sigtede nu kun på at holde Danmark-Norge uden for krigen og give det sikkerhed. Det havde det brug for, da den gottorpske hertug samme år blev russisk tronfølger og en anden gottorper, Adolf Frederik, blev kandidat til den svenske tronfølge. Dette var en alvorlig fare for monarkiet på grund af gottorpernes krav på Slesvig. Ved massiv bestikkelse havde S. dannet et parti i Sverige der gik ind for den danske kronprins Frederik som svensk tronfølger, og S. tilbød Sverige hjælp til at generobre Finland. Bondestanden valgte virkelig kronprins Frederik som tronfølger, men de øvrige stænder foretrak dog Adolf Frederik, da Rusland til gengæld gav Sverige Finland tilbage. S. prøvede med militære trusler at få Adolf Frederik til at afstå sine krav på Slesvig, men det mislykkedes da Rusland gav Sverige sin støtte. S. afværgede dog, at Christian VI gennemførte sit ønske om en præventiv krig. Det farlige og tætte forhold mellem Sverige og Rusland kølnedes hurtigt, og 1746 lykkedes det S. at slutte forbund med både Rusland og Frankrig og dermed knytte Danmark-Norge til de to modstående blokke i Europa. Isolationen var brudt og den akutte fare afværget. 1748–49 lancerede Rusland den såkaldte "nordiske krise", hvis formål var at rive Finland løs fra Sverige. S. brugte krisen til at få begge magtblokke til at lægge pres på Sverige, så at Adolf Frederik måtte give afkald på sine krav på Slesvig. Statens sikkerhedspolitiske problem med Slesvig så ud til at være løst på længere sigt, da man ikke troede at den gottorpske tronfølger i Rusland kunne få arvinger. 1749 fornyede S. alliancerne med Frankrig og Sverige. Efter disse diplomatiske triumfer døde S. 1750. Årsagen til S.s sejre lå i, at begge magtblokke havde brug for Danmark-Norge i deres nordiske politik, mens den uheldige udvikling i Nordtyskland skyldtes, at den dominerende franske koalition her havde mere brug for Prøjsen end for Danmark-Norge.

S.s handels- og neutralitetspolitik hang både sammen med sikkerhedspolitikken og regeringens bredere merkantilistiske politik. S. lod en flådeeskadre krydse i Nordsøen og opbringe hamburgske skibe, indtil byen indrømmede danske penge ligeret med de hamburgske og ophævede deres bank. For at beskytte den spæde danske "industri" indførte regeringen et beskyttelsestoldsystem i slutningen af 1730erne. Det vendte sig især mod importen fra England der derfor lagde pres på S. for at få ham til at opgive det. Men den sikkerhedspolitiske uafhængighed af England gjorde det lettere for S. at modstå presset. Sideløbende med de fransk-danske allianceforhandlinger 1739–42 forhandledes en handelstraktat der blev underskrevet 1742. Ved at koble handelsforhandlingerne på de sikkerhedspolitiske og på Danmark-Norges neutralitet i den østrigske arvefølgekrig fik S. gennemført en vidtrækkende mestbegunstigelsesklausul og sine neutralitetsregler: Frit skib giver fri ladning, en snæver kontrabandedefinition der tillod eksport af monarkiets vigtigste eksport, fødevarerne, og endelig at de krigsførendes havne kunne besejles af dansk-norske handelsskibe, medmindre havnene var effektivt blokerede. Disse søretsregler prøvede Danmark-Norge forgæves at få England til at acceptere resten af århundredet, bl.a. ved hjælp af de berømte "væbnede neutralitetsforbund". I 1740erne afsluttede S. endvidere handelstraktater med en del Middelhavslande, og han udvidede konsulatstjenesten betydeligt. Således udnyttede han krigssituationen til at skabe gode ekspansionsmuligheder for den dansk-norske handel. Godserne fik dermed fordel af prisstigningen og de gode afsætningsmuligheder under den østrigske arvefølgekrig, mens handelsflåden voksede. Hvor meget er ikke undersøgt. De økonomiske konjunkturer var vendt fra ca. 1735, og monarkiet kom ind i den langsomme økonomiske fremgang der var forudsætningen for det økonomiske og reformmæssige gennembrud fra midten af 1780erne. Før sin død 1750 ønskede S. at trække sig tilbage fra udenrigsministerposten, og han anbefalede ambassadøren i Paris, J. H. E. Bernstorff, som sin efterfølger. Bernstorff havde siden først i 1730erne været dansk-norsk diplomat, og han var fortrolig med "det schulinske system" som han førte videre i sin udenrigsministertid. Som løn for sin indsats fik S. 1739 godset Frederiksdal af Christian VI. I 1740erne lod S. N. Eigtved opføre Frederiksdal slot. Frederik V optog S. i lensgrevestanden, men S. døde så kort tid efter, at han ikke nåede at købe det til titlen knyttede gods. S. efterlod sig en arv der i forhold til hans stilling og indflydelse var beskeden. S. nåede ikke sine magtbalancepolitiske hovedmål, men måtte affinde sig med udviklingen, ikke fordi han ikke prøvede at påvirke den, men fordi den lå uden for Danmark-Norges indflydelsesevne. Derimod lykkedes det for S. at opnå en tilsyneladende løsning på datidens slesvigske problem og opnå en høj grad af sikkerhed gennem sin dobbeltdiplomatiske alliancepolitik. På trods af hans og særlig Christian VIs pietisme blev udenrigspolitikken ført uden hensyn til moralske normer. Christian VIs undskyldning for den direkte løgn eller aftalernes tvetydighed var hensynet til statens vel. – Etatsråd 1730. Gehejmeråd 1738. Lensgreve 1750.

Familie

Forældre: præst i Prichsenstadt, senere i Rosstall, Senior Ernst Georg S. (1658–1731) og Susanne Euphrosyne Baumgärtner (1670–1738). Gift 1. gang ca. 1725 med Anna Susanne Euphrosyne v. der Venne, født ca. 1700, tca. 1728, d. af markgrevelig brandenburg-bayreuth-kulmbachsk råd Mauritius Hieronimus v.d.V. og Rosemunda Maria v. Handel til Poppenreuth og Rehau. Gift 2. gang 19.11.1732 i Kbh. (Nie.) med Catharina Maria v. Møsting, født 23.10.1714 i Kbh. (Nie), død 2.6.1770 på Frederiksdal (Petri), d. af hofchef, oberst Alexander Frederik v.M. (1680–1737) og Christine Elisabeth Knuth (1675–1738, gift 1. gang 1695 med amtmand, etatsråd Knud Juel til Tåsinge, 1665–1709).

Udnævnelser

Hv. R. 1736. L'union parfaite 1739. Bl. R. 1747.

Ikonografi

Malet som hvid ridder (forhen Tølløse). Mal. af Andreas Møller, 1741 (Juelsberg), kopi af A. Brunniche (Valdemars slot). Mal. af C. G. Pilo (Fr.borg), efter dette værkstedskopier o.l. (Frederiksdal; Wotersen; Hverringe); litografi 1868 og træsnit af H. P. Hansen, 1873. Malet knæstykke. Mal. af Hans Hansen (forhen Fr.borg).

Bibliografi

Jens Møller: Mnemosyne III, 1832 XLIV-CCLIII (Chr. VIs breve til S.). – Nye saml. til den da. hist., udg. R. Nyerup og P. F. Suhm I, 1792 322–30. L. Koch: Kong Chr. VIs hist., 1886. H. L. Møller: Kong Chr. VI og grev Kristian Ernst af Stolberg-Wernigerode, 1889. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720–1814 II-III,1, 1894–97. Chr. Elling: Slotte og herregårde i barok og rokoko, 1928. Walfrid Holst: C. G. Tessin under rese-, riksdagsmanna- och de tidigare beskickningsåren, Lund 1931. L. Bobé i Danske slotte og herregårde, red. Aage Roussell, 2. udg. II, 1964 349–52. Sys Hartmann: 50 palæer og landsteder, 1976. Walter Boss i Hist. t. 13.r.V, 1978 23f 26 28–52. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig