Carl (landgreve)

Carl, 19.12.1744-17.8.1836, landgreve af Hessen-Kassel, generalfeltmarskal. Født i Kassel, død på Louisenlund, begravet i Slesvig domk. Ti år gammel blev C. sammen med sine to brødre Vilhelm og Frederik fjernet fra hjemmet pga. faderens overgang til den katolske tro og sat under morfaderen Georg II af Englands beskyttelse, men på grund af syvårskrigen blev de 1756 sendt til hoffet i Kbh. og der opdraget sammen med onkelen Frederik Vs børn. Vilhelm der skulle arve kurfyrstetitlen og hertugdømmet blev straks udset som ægtefælle for prinsesse Vilhelmine, og allerede 1764 forlod de Kbh. mens C. forblev som medlem af kongefamilien, knyttede sig til kronprins Christian (VII) og deltog i hans ofte ondartede drengestreger. I sine kortfattede – og sent affattede – erindringer fortier han helt barndommens oplevelser, og han har næppe helt været det dydsmønster han vil give det udseende af. Den velvilje Christian VII viste ham i begyndelsen tyder på at han i ham så en staldbror. På den anden side er der ikke grund til at fæste lid til påstandene om at han skulle have udøvet en stærkt negativ indflydelse på kongen. Her var det andre, og mere inferiøre personer der førte an.

Allerede som 14-årig blev han bestemt for en militær kariere, blev kar. oberst, 1760 chef for Falsterske regiment og 1766 chef for artilleriet, en stilling den 22-årige ikke havde faglige eller personlige forudsætninger for at bestride, men ved sin side fik han den hessiske general Wilhelm v. Huth. Ved tronskiftet samme år, der bragte stor uro i hoffets og regeringens personkreds, men stærkest mærkedes i de øverste militære organer, kom C. til at spille en fremtrædende rolle, men mindre som agerende end som en der blev brugt. Han blev udnævnt til generalløjtnant og kommandant over fodgarden. Ved general-krigsdirektoriets omdannelse og Claude Louis de Saint-Germains tilbagetræden blev C. præses i det nydannede Vort høje krigsråd og udnævntes til statholder og vicekonge i Norge, og – som det højeste bevis på kongens nåde – formælet med hans yndlingssøster "Louison", prinsesse Louise. C. har næppe selv kunnet gennemskue de intriger i hvilke han blev brugt, og det er heller ikke muligt nu i detaljer at følge magtspillet omkring den personligt viljeløse konge. Men det er klart at han ved dette ægteskab kom til at modarbejde J.H.E. Bernstorffs politik, og det er muligt at en indflydelse fra enkedronning Juliane Marie kan spores. Imidlertid ændredes balancen hurtigt, og C. og hustruen måtte 1767 forlade hoffet og returnere til Hessen. Kongen bar dog næppe personligt nag eftersom han det følgende år under sin store udenlandsrejse insisterede på at ændre rute, forlod sit følge og kørte den store omvej over Hanau for at besøge ægteparret. C. udnævntes til statholder i hertugdømmerne med sæde på Gottorp. 1772 var han en kort tid bosat i Kristiania som overgeneral over den norske hær, og 1788 ledede han et troppekorps i det korte felttog mod Sverige uden at indlægge sig nogen hæder i militær eller administrativ henseende. Derefter udnævntes han til præses i generalitets- og kommissariatskollegiet, men hans militære og politiske indflydelse var betydningsløs. Som privatbolig for sig og sin gemalinde opførte og indrettede han det lille landsted Louisenlund i Slesvig, stedet var en gave fra Christian VII til søsteren og blev rammen om et harmonisk familieliv og om landgrevens miniaturehof. C.s måske betydeligste indsats var af kulturel art, hans understøttelse af landsdelens teater- og musikliv. Teatret i Slesvig, fra 1781 hans eget hofteater, førte han frem til en position som et af de bedste blandt tysksprogede teatre, med gode teaterselskaber, sangere, musikere, og kvalificeret repertoire, man spillede fx Lessing, Goethe, Voltaire og Shakespeare. Uden for sæsonerne turnerede teatret i provinsen. 1792-98, teatrets mest strålende periode, var lederen Frederik Ahlefeldt, der især lagde vægt på kostumernes og dekorationernes pragt. Til teatrets historie hører den to måneder lange fest der afholdtes på Gottorp til ære for ægteskabet mellem C.s datter Marie Sophie Frederikke og hendes fætter kronprins Frederik (VI). Musikdirektør var komponisten F. A. Berwald. Teatret fik en effektfuld afslutning 1807, med C. i rollen som en humorforladt tyran. Under en operaprøve ændrede en vittig tenor teksten i en arie, idet han -da heltinden spilledes af hans kone – i stedet for "Sie ist eine Göttin" sang "Sie ist meine Gattin". C. forlangte prøven taget om på stedet, sangeren meldte sig syg, og da C. derpå til aftenens premiere lod tenoren bringe til teatret af soldater, sang denne højt og klangfuldt den forkerte tekst til publikums endeløse begejstring. Så standsedes teatret. Den dybere årsag var dog finansiel.

Som svigerfar til den danske regent yndede C. rollen som politisk rådgiver, men hans reaktionære synspunkter harmonerede dårligt med regeringens, og et forsøg på, bag dens ryg, 1806 at skabe forståelse mellem Danmark og England i den spændte politiske situation vakte harme også hos kronprinsen. Under julirevolutionens dønninger udfoldede C. en hektisk aktivitet for at få kronprinsen til at slå frihedsrøret i hertugdømmerne ned (se Uwe Jens Lornsen) med hård hånd, og det voldte regeringen besvær at overtyde regenten om at rådene var slette. – I sine sidste år kom C. som ledende frimurer under indflydelse af udenlandske afdelinger der hældede til spiritismen, men beretningerne om hans åbenbaringer fik kun forbigående indvirkning på svigersønnen. – En søn, Christian, født 14.8.1776, død 14.11.1814, fik oberstpatent 1787, generalmajors 1790 og blev 1801 kommandant i Slesvig by. 1808 fik han til opgave at dæmpe uroen blandt de spanske tropper på Sjælland. 1809 blev han kommanderende general på Fyn og 1812 general af kavaleriet men kort efter forlod han aktiv tjeneste på grund af sindssyge. Bl. R. 1803. – Generalfeltmarskal 1814. – R.E. 1766. S.Kmd. 1817.