Abel, d. 2.4.1279, kongesøn. Død i Svendborg, begravet sst. (Gråbrødrenes k.). A. var medudsteder af brevet af 12.5.1260 hvorved dronning Mechtilde og hendes sønner pantsatte landet mellem Slien og Ejderen til de holstenske grever, først og fremmest til gengæld for deres løskøbelse af hertug Valdemar Abelsen 1253. A.s besiddelser har omfattet Svendborg der efter hans død synes at være beslaglagt af Erik Klipping men 1287 tilhørte A.s nevø hertug Valdemar Eriksen. Rudkøbing som 1296 lød under Erik Eriksen (Langben), synes også at have været blandt A.s besiddelser, men hvilken rolle han har spillet i kongeslægtens indre stridigheder under Christoffer I og Erik Klipping kendes ikke. A.s datter Margrete indtrådte i cisterciensernonneklosteret Zarrentin i Mecklenburg der var grundlagt af hendes mødrene slægt. Som abbedisse her stiftede hun 1317 en sjælemesse for sine forældre. Stridigheder om hendes arvegods efter faderen, hvori hun repræsenteredes af sin mødrene slægt, endte med at det ved køb, forlig og dom tilfaldt Erik Menved.

Familie

Forældre: kong Abel (ca. 1218–52) og dronning Mechtilde (død 1288). Gift Mechtilde, d. af grev Gunzelin III af Schwerin (død 1274) og Margrete.

Bibliografi

Ellen Jørgensen: Annales danici, 1920 120f. 209. Mecklenburg. Urkundenbuch III, 1865 37 57 (= Diplomatarium dan. 2.r. III nr. 18 og 49); VI, 1870 282 429 (= Diplomatarium dan. 2.r. VII nr. 472 og VIII nr. 88).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig