Agnes (prinsesse)

Agnes, 1249-25.9.1295, kongedatter. Agnes var den yngste af Erik Plovpennings døtre og ca. ét år gammel da faderen blev dræbt. Hun opholdt sig vel den første tid hos sin mor, dronning Jutta, men da denne ægtede borggreven af Magdeburg forblev Agnes i Danmark og voksede op ved sin farbroder kong Christoffers hof. Ved hans bratte død 1259 måtte enkedronning Margrete Sambiria søge at klare en række politiske vanskeligheder, bl.a. Erik Plovpennings døtres arv. For de to yngste, Jutta og Agnes, forelå ingen ægteskabsaftaler. Et ægteskab mellem Agnes og rigets formynder hertug Albrecht af Braunschweig synes at have været overvejet.

1263 blev den fjortenårige prinsesse i sortebrødrenes kirke i Roskilde modtaget som novice. Planen var at grundlægge et kloster, og man valgte en af de ordener der midt i 1200-tallet var i stærk udvikling. Rundt omkring i landene stiftede fornemme kvinder nonneklostre, således også i Danmark, hvor grevinde Ingerd få år tidligere havde grundlagt Skt. Clara kloster i Roskilde. Da ærkebispen og hans parti nærede franciskanske sympatier måtte hoffet af politiske grunde satse på dominikanerne. Efter indhentet pavelig tilladelse kunne klostret grundlægges, og ved en højtidelighed i Roskilde febr. 1264 aflagde Agnes kyskhedsløfte og lod sit lange hår klippe.

Senere på året meddelte Agnes generalkapitlet i Paris at hun stillede det nye kloster under dominikanerordenens beskyttelse og anmodede om at få stillet nogle kyndige ordenssøstre til rådighed. Brevet slutter: "I dette kloster lover jeg at tjene Gud alle mine levedage i ordenens dragt og med lydighed mod ordenen."

Således kom det nu ikke til at gå. Oprindelig var formentlig kun Agnes bestemt for klostertilværelsen, men da klosteret var kommet godt i gang, økonomisk sikret af hendes arvegods, traf hoffet den skæbnesvangre beslutning også at anbringe søsteren Jutta der. Hun afløste senere Agnes som priorinde, men havde for megen uro i blodet til at kunne affinde sig med et liv i kontemplation. Resultatet blev at begge søstre 1271 forlod klostret for ikke mere at vende tilbage. Kort før sin død 1282 erklærede enkedronning Margrete i et brev fra Rostock at hun intet ansvar havde for prinsessernes handlinger, og at de fuldstændig frivilligt havde taget sløret.

Agnes' skæbne de første 15 år efter sin tilbagevenden til verden er ukendt, men sine sidste år synes hun at have tilbragt på Sjælland i god forståelse med både gejstlige og verdslige myndigheder. 1286 skænkede hun gods i Hesselby til Sorø kloster og 1288 gods i Bukkerup til Clara kloster. Hun sikrede gaverne ved at lade dem skøde på landstinget efter først personligt at have foretaget skødning ved Skt. Magnus' alter i Roskilde domkirke i biskop Ingvars nærværelse. Agnete klosters protester var indtil videre resultatløse.

Efter Agnes' død kom klostret yderligere ud for overgreb fra hendes slægtninge. Ved Hindsgavlforliget 1295 blev striden om arven efter prinsesserne afgjort, og Erik Menved tilbagegav Agnete kloster en betydelig godsmængde, men først ca. 20 år senere opgav Juttas og Agnes' arvinger endeligt deres godskrav.

Agnes' mest varige betydning blev at hendes klosterstiftelse var indviet til hendes navnehelgen, den romerske jomfrumartyr som også blev værnehelgen for det senere kloster på Gavnø. Fra kongeslægten bredte navnet Agnes sig til de øvrige stænder og bevaredes som et ikke ualmindeligt pigenavn lige til forrige generation.