Valdemar 2. Sejr, 24.6.1170-28.3.1241, konge. Valdemars imponerende erobring af Nordalbingien (grevskaberne Holsten og Ratzeburg, byerne Lübeck og Hamburg) var i det væsentlige tilendebragt da han blev konge. Den er resultat af en politik han havde ført som hertug af Slesvig, måske siden tiltrædelsen 1187, men særlig efter kejser Henrik 6.s død 1197 hvor det lykkedes ham at udnytte heldige konjunkturer i tidens forviklede tyske konge- og kejserpolitik til fuldstændig at berøve grev Adolf af Holsten hans magtområde. Efter kroningen i Lund juledag 1202 drog han straks tilbage til Nordtyskland for at tilendebringe ordningen af sine erobringer og det er karakteristisk at han til sine titler som konge af Danmark og hertug af Jylland føjer betegnelsen herre over Nordalbingien (dominus Nordalbingie), en titel han først opgav at føre da han 1214 havde fået en kejserlig accept af sit overherredømme over landene nord for Elben og Elde (og dermed for alvor kunne opfatte det erobrede som en del af sit eget magtområde, også da kejsermagten til sin tid søgte at trække sin godkendelse tilbage).
Valdemar efterfulgte sin barnløse bror Knud 6. på tronen uden på forhånd at være designeret eller hyldet. Dette sammen med den betydelige udvidelse af det danske kongeriges magtsfære, som gennemførtes i hans regeringstid, tillod ham efter kroningen i Lund 1202 (ved den tidligere kongelige kansler, den da nytiltrådte ærkebiskop Anders Sunesen, og velsagtens i forståelse med denne) at gennemføre en selvstændig videre udvikling af den danske kongemagts selvforståelse der blev af største betydning for de næste ca. 200 års regeringsudøvelse. Valdemar understregede, endnu stærkere end sin far, hvorledes kongemagten stod som øverste myndighed i hans kristent opbyggede stat. Dette fandt et (måske outreret) udtryk i den procedure der fulgtes da Valdemars ældste søn af samme navn gjordes til medkonge i faderens levetid og dermed udpegedes til hans efterfølger. 1215 svor "rigets bedste mænd" ham troskabsed ved et møde på Samsø og samme år hyldedes han af folket på Viborg landsting. 1216 toges Valdemar den Unge under særlig pavelig beskyttelse og 1218 kronedes han af kongen selv (der satte diademet på hans hoved) midt i en strålende fyrstelig forsamling i Slesvig med femten biskopper og seks hertuger og grever til stede. Valdemar den Unge var eneste søn i det ægteskab Valdemar indgik 1205 med den böhmiske prinsesse Dagmar der imidlertid døde allerede 1212. Valdemars andet ægteskab, med Berengaria af Portugal, den flanderske greves søster, blev indgået 1214 og dette forhold er sikkert baggrunden for at spørgsmålet om successionen efter Valdemar straks søgtes løst på en endegyldig måde. 1231 døde imidlertid denne medkonge og tronfølger (ved et vådeskud under jagt på Refsnæs), og det blev Berengarias sønner Erik, Abel og Christoffer der i alders rækkefølge succederede. Til kongehusets nøje afstemte familiepolitik hører det at Valdemar den Unge 1229 (otte år efter Berengarias død) var blevet gift med Eleonora af Portugal, der var Berengarias brordatter, og at Valdemars tre efterfølgere til sin tid knyttedes i ægteskabsforbindelse til henholdsvis Sachsen, Holsten og Pommern. To sønner uden for ægteskab, Niels og Knud, gjorde Valdemar til henholdsvis greve af Halland og hertug først af Reval siden af Blekinge. Den førstes ægtefælle var prinsesse af Schwerin, den andens er ukendt hvad angår hendes herkomst.
Valdemar gjorde straks ved sin tronbestigelse sin søstersøn Albrecht af Orlamünde til greve over Holsten og Ratzeburg, mens han placerede sig selv i den tyske konges rettigheder over de vigtigste bispedømmer og ikke mindst over for den rigs-umiddelbare by Lübeck. Det gjaldt for ham fortsat at udnytte de tyske fyrsters brydninger omkring konge- og kejserværdigheden, uden at tabe pavestolens gode vilje. Da pave Innocens 3. 1212 gjorde Henrik 6.s søn Frederik 2. til tyskromersk kejser mod welferen Otto af Braunschweig var Valdemar blandt dem der straks støttede Frederik 2. Valdemar fik til gengæld 1214 dennes afståelse af de kejserlige højhedsrettigheder over landene nord for Elben og Elde (en ret hverken Valdemar selv eller hans nærmeste efterfølgere nogen sinde gav fra sig) og 1215 gjorde kejser Otto angreb på Danmark (støttet af flere tyske fyrster og bl.a. ærkebiskop Valdemar af Bremen, den danske kongeætling), men Valdemar vandt over dem.
I de første tyve år af sin regeringstid var Valdemar til stadighed med hæren i Nordtyskland med det formål at sikre sit magtområde uden at være nødt til at udvide det. 1205 havde han gjort et fremstød mod Pommern og 1210 ved et nyt togt underlagt sig Pommerellen, med pavelig støtte som forberedelse til at bruge Valdemar i et stort missionsfremstød i den østlige del af Østersøegnene. Dette kulminerede 1219 i erobringen af Estland hvorved Valdemar blev hertug af Estland, og en del af de erobrede områder lagdes ind under sværdridderne (den kristne ridderorden der 1237 gik op i den tyske orden Mariaridderne). Valdemar besad nu forskellige former for overhøjhed over et område der gik fra Holsten i vest til Estland i øst, en hel bræmme af landskaber og fyrstendømmer der udgjorde et bolværk mod tysk ekspansion mod Danmark.
Men 1223 gik det galt. Natten til 7.5.1223 fangedes Valdemar og hans søn Valdemar den Unge under en jagt på Lyø af grev Henrik af Schwerin, under påskud af et mellemværende om ejendomsdispositionerne i forbindelse med prinsesse Oda af Schwerins ægteskab med grev Niels, men i virkeligheden en aktion der havde støtte i en koalition af tyske fyrster som havde kejser Frederik 2.s tilslutning. De mecklenburgske og pommerske vasaller faldt fra Valdemar og Nordalbingien gik tabt, selv om Albrecht af Orlamünde tappert forsvarede besiddelsen på Valdemars vegne. 25.12.1225 kom Valdemar fri af fangenskabet mod en stor løsesum (if. traktaten skulle det være i alt 45.000 mark sølv, og den tilvejebragtes under store danske ofre, den nylig afdøde dronnings guldsmykker undtagen kronen indgik deri). 19.4.1226 løslodes Valdemar den Unge.
Valdemars umiddelbare reaktion var et stort forsøg på i et enkelt fremstød at vinde alt det tabte tilbage, eller det meste deraf. Det mislykkedes med hans nederlag i slaget ved Bornhøved i juli 1227 og kongen opgav ethvert videre forsøg. Han koncentrerede sig i den sidste del af sin regeringstid om magtens konsolidering indadtil. Alt var heller ikke tabt; først og fremmest var det lykkedes Valdemar at modsætte sig det stadig tilbagevendende krav om at tage riget i len af kejseren. Og pavens sympati for Danmark var ikke sat over styr.
Den stærke kraft bag kongens indenrigspolitik var det harmoniske samarbejde med kirkens ledere, blandt dem den lærde ærkebiskop Anders Sunesen indtil dennes død 1228. Anders Sunesens parafrase på latin af Skånske lov er et udtryk for det højt kvalificerede juridisk-videnskabelige arbejde der med kongens billigelse foregik for at indpasse det nedarvede danske retssystem i tidens civiliserede europæiske juridiske normer. Den af kongen selv i hans sidste leveår højtideligt udstedte Jyske lov er et vidnesbyrd om samme aktivitet, nedskriften i tidssvarende form og under hensyn til samtidens livsvilkår af retsregler der enten var eller opfattedes som nedarvede fra ældre generationers danske retsliv på tinge. Intet under at den senere middelalder henviser til ældre danske retstilstande med betegnelsen "Kong Valdemars Love" uden at gøre det helt klart om der foruden Valdemar 2. tillige tænkes på Valdemar 1. Valdemar synes tillige at have gennemført omfattende administrative reformer dels af finansvæsenet, dels af rigets forsvar. Forholdet mellem lokalforvaltningen og centralstyret synes at være blevet lagt i faste rammer (bryderne på kongsgårdene, fogederne på de kongelige borge over for marsk, drost, eventuelt gældker, kansler og kammermester), selv om mange enkeltheder i forvaltningens opbygning og i skattesystemets indretning er gådefulde. Især ledingssystemet synes at være blevet reorganiseret således som det bl.a. fremgår af den såkaldte Kong Valdemars jordebog. Denne er et middelalderligt blandingshåndskrift (nu i det danske rigsarkiv) som er udarbejdet i Sorø kloster omkring 1300 men indeholdende afskrifter af autentiske optegnelser fra den kongelige finansforvaltning under Valdemars regeringstid. Dens såkaldte hovedstykke stammer fra 1231. Sammenholdt med Jyske lovs ledingsbestemmelser giver jordebogen et interessant indblik i ledingsvæsenets indretning i perioden, men som helhed vidner jordebogen om den kvalitet den danske centraladministration havde nået i Valdemars regeringstid. En kvalitet der svarer til tidens europæiske standard og til Valdemarernes ideologi om det teokratiske kongedømme der kulminerede under Valdemar for at gå en krisetid i møde under hans efterfølgere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.