Valdemar 3. Eriksen

Valdemar 3. Eriksen, ca. 1315-1364, hertug (Valdemar V) af Sønderjylland og konge af Danmark. V. arvede hertugdømmet Sønderjylland ved sin fars død 1325 og tiltrådte dermed et territorium der havde udviklet sig temmelig selvstændigt i forhold til kongeriget og Holsten. Formynderskabet over den tiårige dreng tiltog grev Gerhard III af Holsten sig, og denne fik derved en dominerende indflydelse på V.s senere skæbne. Som et led i oprøret mod Christoffer II blev V. den 7.6.1326 på Viborg landsting gjort til konge af Danmark. Til gengæld måtte han afstå Sønderjylland til sin formynder der modtog forlening herpå 15.8. samtidig med at han forblev dansk rigsforstander. Formelt blev V. 1330 igen sønderjysk hertug efter Christoffer II's genindsættelse som konge, men grev Gerhard var hans formynder indtil 1336 og synes også fortsat at have været bestemmende i deres indbyrdes forhold. En traktat af 11.2.1340 overlod Gerhards pant i Nørrejylland til V. som til gengæld måtte afstå sit hertugdømme til greven. V. blev også efter grevens død med traktaten af 23.6.1340 virkelig panteherre i Nørrejylland, og først da Valdemar Atterdag i løbet af 1340'erne indløste det fra ham fik han midler til at genvinde sit hertugdømme fra grev Gerhards sønner. Den sydlige halvdel (Gottorp len) blev han dog aldrig i stand til at indløse, sikkert bl.a. fordi han for sin søster Helvig måtte udrede en stor medgift til kongen.

V.s forhold til de holstenske grever var i 1340'erne ikke godt – en tid var han ligefrem deres fange på Nyborg slot – og politisk lagde han sig op ad den danske konge, men i 1350'erne, da Valdemar Atterdag havde vundet i styrke, var V. at finde blandt kongens modstandere. V. deltog i udsoningen med kongen 1360 i Kalundborg sammen med sin søn hertug Henrik. Traktaten ("Landefreden") antastede ikke hertugmagtens beføjelser i Sønderjylland, men virkeligheden var en anden. V.s regeringsperiode blev på grund af hans politiske og økonomiske svaghed en gennembrudsperiode for tyskhedens fremtrængen i hertugdømmet: 1326 afstod han landet mellem Slien og Ejderen, det pantsatte Gottorp len blev ikke indløst, og krongods og indkomster afhændedes i en jævn strøm til den indvandrende holstenske adel.