Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Valdemar 1. den Store

Oprindelig forfatter KHoer

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Valdemar 1. den Store, 14.1.1131-12.5.1182, konge. Valdemar opfostredes hos faderens ven den sjællandske høvding Asser Rig og knyttedes nært til dennes to sønner Esbern Snare og Absalon. Den kreds af sjællandske stormænd som nu kaldes Hvideslægten – Skjalm (Hvide)s efterslægt – stod i borgerkrigens første tid klart på Sven Grathes parti og støttede dermed Erik Ejegods linje af kongeslægten (den hvortil også Valdemar hørte) imod kong Niels' linje der repræsenteredes af modkongen Knud Magnussen (søn af Magnus (Nielsen), Knud Lavards drabsmand).

1146 var kong Sven og Valdemar sammen om at foretage skrinlæggelsen af Knud Lavards ben, mod ærkebiskop Eskils protest, men i fortsættelse af de skridt til helgenkåring af Knud Lavard som allerede Erik Emune havde taget. Det kan nu ikke længere afgøres om det var Valdemars dygtighed eller Hvideslægtens interessepolitik (eller begge dele) der medførte at Sven Grathe tabte sin position som fornemste repræsentant for denne linje af kongeslægten. Da han 1152 havde taget sit kongerige i len af den tyske kejser og forpligtet sig til at forsørge både Knud og Valdemar med dele af riget – Valdemar var formentlig allerede gjort til hertug af Slesvig (faderens gamle embede) – tog Valdemar det opsigtsvækkende skridt at knytte sig slægtsmæssigt til Knud, idet han trolovedes med dennes halvsøster.

Sven måtte snart drage til Tyskland for at søge støtte og 1154 tog Knud og Valdemar kongenavn samtidig. Da Sven med tysk støtte vendte tilbage 1157 mæglede stormændene et forlig hvorefter riget skulle tredeles, Knud have Sjælland, Sven Skåne og Valdemar Jylland; men det kom snart til den afgørende konfrontation, til Valdemars fordel. Ved et forligsmøde og påfølgende gilde i Roskilde 9.8.1157 lod Sven sine mænd angribe sine to medkonger; Knud dræbtes og Valdemar flygtede, lettere såret, og 23.10.1157 mødtes de to tilbageblevne konger på Grathe hede syd for Viborg hvor Valdemar sejrede og Sven dræbtes under flugten. Kilderne til disse begivenheder stammer alle fra tiden efter Valdemars opnåelse af enekongedømmet og ingen af dem tillader indblik i, hvilke midler han anvendte til fremme af sine formål. Hvideslægtens ubetingede støtte synes han imidlertid til stadighed at have haft.

Annonce

Valdemars første betydningsfulde handling efter opnåelsen af enekongedømmet (monarchia) var at skaffe Absalon Roskilde bispestol da den blev vakant 1158. Saxos berømte fremstilling af denne begivenhed lader ingen tvivl mulig om kongens afgørende indflydelse på dette bispeskifte, selv om Saxo påstår at Valdemar ikke har lagt utilbørligt pres på dem der fra gammel tid sad med retten til at vælge biskoppen. Formentlig skal skildringen forstås som et (blandt flere) forsøg hos Saxo på at få skildringen af tidens kirkelige praksis i Danmark til at stemme med moderne internationale begreber om ret og uret i kirkens forhold til verdslig autoritet. Forsøget på at fremstille dansk kirkepolitik i dette lys har givetvis været billiget af Absalon og svarer måske også til hvorledes Valdemar selv ønskede sin kirkelige politik forstået. Det gjaldt om at forene den danske konges (vidtgående) myndighed over kirkens liv med de verserende, såkaldte gregorianske ideer om kirkens frihed (libertas ecclesiae).

Det lykkedes for Valdemar i de tidlige regeringsår at føre en forsigtig politik i den strid mellem kejseren og pavemagten der opstod ved Hadrian 4.s død 1159 hvor kardinal Roland succederede som Alexander 3., men mødtes af en kejserlig modpave, Victor 4. Kong Valdemar havde intet andet at gøre end at anerkende den kejserlige pave (kirkemøderne i Pavia og Lodi 1160 og 1161) og han tog 1162 ligesom i sin tid Sven Grathe sit rige i forlening af den tyske kejser, men snart efter lykkedes det ham alligevel at nærme sig til Alexander 3.s parti. Efter Victor 4.s død 1164 var der intet der kunne hindre Valdemar i at søge forståelse med de kirkelige reformbevægelser i Europa skønt den hjemlige virkelighed på kirkens område under Valdemars autoritet adskilte sig væsentligt fra hvad disse reformbevægelser ønskede at gøre gældende i kristenheden som helhed.

Der er ingen tvivl om Absalons store indflydelse på den nyordning riget kom til at undergå i Valdemars regeringstid efter europæisk, især fransk, model i hofholdning og administration (især kirkebyggeriet og kancellipraksis er gode eksempler herpå), og ingen dansk var på dette tidspunkt bedre rustet dertil end Absalon. I denne henseende forelå hele tiden elementer til konflikt med ærkebiskop Eskil der da også i to perioder gik i landflygtighed og dermed fralagde sig ansvaret for det liv under kongens overherredømme som den danske kirke førte. I den udstrækning fx kongens hærtogter mod de hedenske vender opfattedes internationalt som missionsforetagender, kunne kongen undvære den udtrykkelige accept til alle kirkepolitikkens elementer fra de hjemlige kirkefyrsters side, og det har sikkert været Valdemars politik på denne måde at lægge spørgsmålet om kirkens frihed under en kristen fyrstes ledelse op på et højere plan end det der angik lægmænds indflydelse på besættelsen af de kirkelige embeder og på varetagelsen af de kirkelige forvaltningsopgaver.

Valdemars kongedømme mødtes i de første år af en kraftig indenlandsk opposition, selv om alle de officielle fremstillinger skjuler situationens alvor. Både Erik Lams søn Magnus (Eriksen) og Henrik Skadelårs søn Buris gjorde oprør mod Valdemar; det samme gjorde ærkebiskop Eskils to dattersønner Carl og Knud der dels tilhørte Trundslægten (Thrugotslægten), dels nedstammede fra Knud den Hellige. Valdemar har med al sin magt slået disse opstande ned hurtigst muligt. Overleveringen fra Valdemars nære eftertid (den lange tekst på gravpladen i Ringsted, sammenfaldende med Sven Aggesens Danmarkshistorie) fremhæver tre bedrifter, nemlig at han som den første undertvang og omvendte rygboerne, at han forstærkede Danevirke med en teglstensmur og at han opførte borgen på Sprogø. Denne sidstnævnte kan have haft en særlig betydning i forsvaret mod vendernes angreb og omtalen kan opfattes som en henvisning til det rigsomfattende borgbyggeri Valdemar satte i gang (Tårnborg, Vordingborg, Nyborg, Søborg, Helsingborg o.fl.).

Vendertogene i 1160'erne kulminerede med Arkonas indtagelse vistnok 15.6.1169. De var kristne missions- og erobringstogter efter vest- og centraleuropæisk forbillede, og de foregik til en vis grad i forståelse med sachserhertugen Henrik Løve. De skabte for Danmark en politisk magtsfære i østersøområdet der afstak betydningsfulde retningslinjer for senere danske regenters udenrigspolitik. I teglstensmuren på Danevirke ser vi et udtryk for Valdemars sikring af riget mod den tyske kejsermagt og mod Henrik Løve. At Valdemar var blevet kejserens vasal fik aldrig dybtgående indflydelse på hans politik.

Sin søn Knud den Sjette havde Valdemar tidligt ladet sine krigere hylde og det var et af kongens vigtigste mål at gøre kongemagten af Guds nåde arvelig i hans slægt, et formål der ganske vist aldrig fuldt opnåedes. En stor fremgang for den kongelige dynastipolitik var imidlertid den dobbelte kirkefest i Ringsted 25.6.1170 hvor Knud Lavard helgenkåredes og Knud den Sjette kronedes og salvedes til konge. Begivenheden markerer tillige afslutningen på den åbne strid mellem Valdemar og ærkebiskop Eskil der endog 1177 accepterede at Absalon efterfulgte ham i ærkebispedømmet selv om valget af Eskils brorsøn Asser var fuldt forberedt. Valdemar opbyggede en effektiv administration der bl.a. hvilede på borgene og kongsgårdene rundt om i riget, og han reformerede ledingsvæsenet. Befolkningens skatteevne synes (at dømme efter sparsomme oplysninger) at have været betydelig og det er rimeligt at forestille sig Valdemars regeringstid som en økonomisk opgangstid hvor folketallet steg og udenrigshandelen udvikledes.

Valdemar havde forud for sit ægteskab med Sophie sønnen Christoffer, 1150-73, hvis mor var den frille ved navn Tove, om hvem der intet vides ud over frilleforholdet, men om hvem der senere digtedes i folkeviserne; 1500-tallets og 1600-tallets tradition knyttede fejlagtigt Tove til Valdemar Atterdag.

En datter Helene, død 1233, blev 1202 gift med Henrik Løves søn Vilhelm (den Tykke) og blev hertuginde af Lüneburg. Hendes søn Otto støttede Valdemar Sejr og blev fanget sammen med denne 1227.

En anden datter Sophie, –1181–, blev 1181 gift i Slesvig med grev Sigfred 3. af Orlamunde i Thüringen og blev i dette ægteskab mor til Albert af Orlamünde og Nordalbingien.

Familie

Forældre: Knud Lavard (død 1131) og Ingeborg (-1130-). Gift 1157 med Sophie, født ca. 1141, død 5.5.1198 (gift 1. gang med Ludvig III, landgreve i Thüringen), d. af fyrst Volodar af Novgorod (død ca. 1141) og Richiza (født ca. 1104/08). – Far til Ingeborg (ca. 1175-1237), Knud den Sjette, Richiza (død 1220) og Valdemar Sejr. Bror til Kirsten.

Valdemar døde i Vordingborg og er begravet i Ringsted Skt. Bendts kirke.

Ikonografi

Kalkmal. ca. 1200 (Slaglille k.) og fra beg. af 1300-tallet (Ringsted Skt. Bendts k.). Relief formentlig forestillende Valdemar (Slesvig domk.). Fantasiportr. i stik o.l. fra 1600-tallet. Fremstillet på tegn. af J. L. Lund, 1831, rejsen til Frederik Barbarossa (kobberstik-saml.), på mal. af P. Raadsig udst. 1840 (St.mus.), på mal. af Emil Andersen, 1843, på mal af L. Jessen udst. 1863, Valdemar på Viborg ting, på mal. af Robert Bojesen, Valdemar og Tove, udst. 1874, på mal. af F. L. Storch, Valdemar og Saxo, på tegn. af O. Bache, blodbadet i Roskilde, samt på træsnit formentlig efter Th. Wegener. Statue af Th. Stein, 1887 (folketinget, hidrørende fra Fr.borg). Afbildet af mal. af L. Tuxen, 1894 (Fr.borg), på mal. af A. Slott-Møller, 1894, Valdemar og Tove, og på mal. af samme udst. 1928: Et enkelt hjem bar så tit et land. Afbildet på mal. af E. Hofman Bang, 1918. Statue af Johannes Bjerg, 1937 (Ringsted).

- Tegn. af forsvunden gravsten i Ringsted (Fr.borg).

Bibliografi

Hal Koch: Danm.s kirke i den begyndende højmiddelalder I–II, 1936. Aksel E. Christensen: Kongemagt og aristokrati, 1945 (fot. optr. 1976). Samme i Danm.s hist. I, 1977 328-55. John Danstrup i Festskr. til Erik Arup, 1946 67-87. Jørgen Qvistgaard Hansen i Middelalderstudier, tilegnede Aksel E. Christensen, 1966 57-76. Samme i Hist. t. 12.r.III, 1968-69 369-430. Anne K. G. Kristensen sst. 431-52. Samme: Danm.s ældste annalistik, 1969. N. Skyum-Nielsen: Kvinde og slave, 1971. Jarl Gallen i Hist. t. for Finland, 1976 273-88.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby: Valdemar 1. den Store i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. april 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298898