Sven 3. Grathe

Sven 3. Grathe, d. 23.10.1157, konge. Død på Grathe hede, begravet sst. S. fik kongenavn 1146 ved Erik Lams tilbagetræden fra kongeværdigheden, men i åben konflikt med kong Niels' linje af kongeslægten, repræsenteret ved Knud Magnussen, kong Niels' sønnesøn der valgtes til konge i Jylland, mens S. måtte nøjes med Sjælland og Skåne. Reelt stræbte imidlertid begge efter enekongedømmet. Historieskrivningen fra århundredets slutning (især Sven Aggesen og Saxo) er i fremstillingen af borgerkrigens begivenheder stærkt farvet af hvad der blev dens endelige udgang, nemlig at Valdemar, Knud Lavards søn, gik af med sejren på bekostning af begge sine ældre slægtninge. Oprindelig havde fætrene S. og Valdemar stået sammen; de var nærmere beslægtet med hinanden end med Knud, idet de havde en fælles stamfar i Erik Ejegod; 1146 foretog S. og Valdemar skrinlæggelsen af Knud Lavards ben og fortsatte dermed de bestræbelser på dennes helgenkåring som allerede Erik Emune havde indledt. Hensigten var at skaffe Danmark den kongelige helgen der (i modsætning til Knud den Hellige) særlig kunne helliggøre deres, dvs. Erik Ejegods, linje af kongeslægten. Skrinlæggelsen foregik under heftig protest af ærkebiskop Eskil til hvem S. åbenbart befandt sig i et gådefuldt eller omskifteligt forhold; en tid synes S. at have holdt ærkebispen fangen, efter sigende i Lunde domkirkes tårn, men i det mindste 1147 har Eskil været drivkraften bag et fælles korstog mod venderne af begge de to konger, og ligeledes i sin tidlige regeringstid synes S. at have støttet ærkebiskop Eskils klosterstiftelse i Esrum, på hvis godsbesiddelser der for en del hvilede kongelig ret, hvilken ret S. gav afkald på. En eventuel forståelse mellem S. og Eskil finder muligvis sin forklaring ved den tilnærmelse der åbenbart foregik omkring 1150 mellem kong Knud Magnussen og ærkebiskop Hartwig af Hamburg-Bremen, hvad der givetvis indebar en fare for Lundesædets selvstændighed. Men forholdet er ikke klart.

Derimod står det fast at S. efter en række sejre over Knud (slaget ved Slangerup 1147 og slaget ved Tåstrup 1150, samt et felttog i Holsten hvor Knud havde fundet støtte) tog det skridt at lade sin kongemagt autorisere af den tyske kejsermagt. På en rigsdag i Merseburg 1152 hvor både S. og Knud var til stede har kejser Frederik Barbarossa tildelt S. det danske kongerige som et tysk len, tilsyneladende alene med den forpligtelse at forsørge Knud og Valdemar passende af riget (Valdemar havde vistnok allerede fået tilkendt hertugdømmet Slesvig, sin fars gamle embede, og S. synes at have anerkendt en ret for Knud til Sjælland). Ikke des mindre tvang de politiske realiteter kort efter S. til at gå i landflygtighed og samle kræfter i Tyskland. På dette tidspunkt tog Valdemar det betydningsfulde skridt at knytte sig slægtsmæssigt til Knuds gren af slægter, idet han trolovedes med dennes halvsøster. Herved bragte han S.s stilling som første repræsentant for Erik Ejegods linje til fald, og 1154 tog de to svogre Knud og Valdemar samtidig kongenavn. S. vendte tilbage 1157 med støtte af Henrik Løve af Sachsen (der tidligere havde hjulpet Knud), og stormændene i Danmark mæglede nu det forlig at S. skulle have Skåne, Knud Sjælland og Valdemar nu Jylland. Ved et gilde i Roskilde 9.8.1157 der skulle besegle dette forlig lod S. sine mænd angribe sine to medkonger hvorved Knud dræbtes mens Valdemar såret kunne flygte. 23.10.s.å. kom det til et afgørende slag mellem S. og Valdemar på Grathe hede syd for Viborg hvor Valdemar sejrede og S. dræbtes under flugten.