Sven 2. Estridsen, ca. 1020-28.4.1074(76?), konge. Begravet i Roskilde domk. Da Hardeknud i 1042 var død uden arvinger overtog den norske kong Magnus tronen i Danmark, men imod ham rejste Knud den Stores søstersøn S. sit krav på landet. Det lykkedes ham ikke inden Magnus' død i 1047 at sikre sig herredømmet, men af tidens mønter fremgår at han i perioder var i stand til at fordrive Magnus fra dele af riget, særlig Skåne. Efter Magnus' død synes S at have vundet anerkendelse i resten af riget, men han måtte endnu i mange år værge sig mod Harald Hårderåde der gjorde krav på arven efter Magnus. S. fremstilles som den bestandige taber i disse kampe, men betydningen af hans nederlag bør ikke overdrives; de hindrede ikke hans faktiske udøvelse af kongemagten indadtil og udadtil, og et påstået tolvårigt eksil i Sverige er usandsynligt. En afsluttende kamp mod Harald stod ved Nisåen i 1062, og kort efter sluttedes en varig fred hvorved hver beholdt sit rige. I 1069 stottede S. sin bror Asbjørn i et forsøg på at erobre England, men det er uvist om han personlig deltog. Asbjørn skal have ladet sig købe bort af Vilhelm Erobreren og derfor være dømt fredløs af S. – S.s dronning Gunhild var oldebarn af hans mormor, Sven Tveskægs dronning Gunhild, i hendes første ægteskab med den svenske konge Erik Sejrsæl. De var således beslægtede i fjerde led, og et sådant ægteskab var efter kirkens opfattelse blodskam. Ærkebiskop Adalbert af Hamburg-Bremen, hvorunder den danske kirke og dens anliggender sorterede, krævede det derfor opløst og gennemtvang med pavens hjælp en skilsmisse. Ifølge Adam af Bremen der havde nær kontakt med kongen var S. stærkt misfornøjet hermed, og det kan overraske at kirken, der havde stærkt brug for kongens velvilje for at blive etableret i Danmark, ville risikere samarbejdet med ham for denne sags skyld, men neiop Leo IX (1049–54) var en ivrig reformpave, og han forbød på samme tid hertug Vilhelm af Normandiet at gifte sig med sin udkårne Matilda. Vilhelm ignorerede forbudet. Efter skilsmissen tog S. ingen ny dronning, men havde en række skiftende friller der blev mødre til hans mange sønner og døtre. En af dem, Thora, havde forud været gift med Harald Hårderåde (med hvem hun blev mor til Magnus og Olav Kyrre, der efterfulgte ham som samkonger. Hun tilhørte Arnmødlingeætten, en af de to mest betydningsfulde slægter i Norge). Kirken måtte erkende at dens indsats til moralens fremme var en betinget succes.

Da man efter nordisk ret ikke skelnede mellem ægte og uægtefødte arvinger kunne alle S.s sønner gøre krav på tronen efter ham. Allerede i erkendelse af sit eget arvekravs svaghed havde S. søgt kirkelig legitimation af sin magt idet han søgte at fremstille sig selv som Harald Blåtands efterfølger og at få denne helgenkåret – Harald, der jo havde kristnet danerne – og for at sikre arvefølgen efter sin død sendte han en af sine sønner til Rom så paven kunne salve og indvi ham til konge. Denne fremgangsmåde var allerede benyttet i flere europæiske lande. Den udvalgte døde imidlertid undervejs, og i stedet fulgte S.s sønner hinanden på tronen efter alder. Flere kilder beretter at S. havde truffet denne ordning med dem, og det er næppe berettiget at betragte disse beretninger som blot efterrationalisering.

Der foreligger kun et meget sparsomt kildemateriale til S.s regering. Han begyndte som vikingehøvding og måtte erobre sit rige i konkurrence med andre, og han sluttede som hersker over en stat han kunne give i arv til sine sønner, men vi kan ikke følge hans udvikling og den måde hvorpå han skaffede sig greb om landet og udviklede dets administration. Kun på to områder, nemlig kirkeorganisation og møntvæsen, har vi nogen viden. Da S. tiltrådte riget var det delt i tre stifter som lå under ærkestiftet Hamburg-Bremen, men allerede med pave Leo IX diskuteredes oprettelse af et selvstændigt dansk ærkesæde. Forhandlingerne endte resultatløst ligesom nye forhandlinger i slutningen af S.s tid. Omkr. 1060 reorganiseredes stifterne idet Ribe opfeltes i fire, Odense genopstod, og Skåne udskiltes fra Roskilde som to stifter der dog snart sloges sammen under Lund. Initiativet til denne udvikling var tydeligt kongens eget, han ledede den med et klart blik for den gamle forbindelse mellem imperialisme og mission og arbejdede for at skabe en uafhængig dansk kirke med direkte forbindelser til Rom. Ærkebisp Adalbert var en periode rigsforstander og således i lige så høj grad imperiets som kirkens repræsentant. Også det danske møntvæsen søgte S. at reformere, men det er næppe lykkedes ham at gennemføre et monopolmøntsystem fuldt ud. Hans mønter viser påvirkning fra mange sider, den tidligere dominerende angelsaksiske indflydelse suppleres med mønter med byzantinske træk og med en række mønter hvor møntmesterens navn skrives med runer. I god overensstemmelse med S.s kirkepolitik rummer mange af hans mønter kristen propaganda. – I tilgift til sine politiske evner havde S. en boglig uddannelse der efter Gregor VII's udsagn udmærkede ham fremfor andre fyrster. Hans lærdom anerkendes også af andre kilder, han har været en kvalificeret modpart i forhandlingerne med pave og ærkebisp. S. begravedes i Roskilde domkirke, og en undersøgelse af hans jordiske rester har vist at han var kraftig og usædvanlig høj og sandsynligvis har haft en haltende gang. Hans dødsdag mindedes ved domkapitlet i Lund d. 28.4., men dødsåret er omstridt. Der kan anføres gode, men ikke afgørende grunde for såvel 1074 der angives hos Ælnoth, og 1076 der bygger på den angelsaksiske krønike, på den islandske overlevering og på breve fra Gregor VII til S. af 25.1. og 17.4.1075. – Af kongens mange illegitime børn nævnes desuden sønnerne Benedict (død 1086) om hvem intet andet vides med sikkerhed end at han blev dræbt sammen med broderen Knud i Odense Albani kirke, – Bjørn (død ca. 1100), dræbt i Nordalbingien, iflg. Saxo af en bonde, – og Ubbe (levede1104) der efter Saxos udsagn virkelig valgtes før Niels 1104 men selv undslog sig. – En datter Sigrid nævnes hos Saxo og Helmold. Hun var gift med obodritterfyrsten Gotskalk, og hendes søn Henrik (død 1127, se Knud Lavard, død 1131) gjorde arvekrav gældende mod Danmark. – En nevø, Asmund (død 1065), blev iflg. Harald Hårderådes saga dræbt ved Slien af Hakon Iversen.

Familie

Forældre: Ulf Jarl (død ca. 1026) og Estrid (-1020-). Gift Gunhild, død tidligst 1060, d. af Sven Jarl Haakonsen (død 1016) og Holmfrid Olofsdatter. – Far til Erik Ejegod, Harald Hen, Knud den Hellige, Niels (død 1134), Oluf Hunger og Sven (død 1104). Bror til Asbjørn.

Ikonografi

Kalkmal. fra 1500-årene, senere flere gange ændrede (Roskilde domk.). Fantasiportr. i tegn. fra omkr. 1600 (Kgl. bibl.), stik fra 1600-tallet og træsnit 1648. Fremstillet på historiemal. af W. Marstrand ca. 1832 (St.mus.), af Anker Lund og af Vilh. Pacht (begge udst. 1869), litografier efter P. Klæstrup og af L. Lehmann samt træsnit efter Th. Wegener. Profilrekonstruktion af hovedet efter skeletdele udført af F. C. C. Hansen, 1914.

Bibliografi

Kilder. Two ol the Saxon chronicles parallel, udg. Charles Plummer I–II, Oxford 1892–99. Adam Bremensis Gesta Hammaburgensis ecclesiæ pontificum, 3. udg. ved Bernh. Schmeidler, Hannover, Lpz. 1917 (da. udg.: De hamburgske ærkebispers hist., ved Carsten L. Henrichsen, 1930 (fot. optr. 1968)). Diplomatarium Danicum I–II, 1963–75 (jfr. Danm.s riges breve I–II. 1975). Lit. Fr. C. C. Hansen: De ældste kongegrave og bispe-grave i Roskilde domkirke, 1914 12–19. Bernh. Schmeidler: Hamburg Bremen und Nordost-Europa vom 9. bis 11. Jahrh., Lpz. 1918 288–312. Erik Arup i Scandia IV, Sth. 1931 55–101 (optr. i forf.s Saml. afhandl, og anm. II, 1977 297–343). Aksel E. Christensen i Hist. t. 12.r.II, 1966–67 31–53. Samme i Danm.s hist. I, 1977 218–37. Kirsten Bendixen: Danm.s mønt, [1967] 23–26. Wolfgang Seegrün: Das Papsttum und Skandinavien, Neumunster 1967 = Quellen und Forsch. zur Gesch. Schlesw.-Holst.s LI 65–97. Erich Hoffmann: Königserhebung und Thronfolgeordnung in Danemark, Berlin 1976 = Beiträge zur Gesch. und Quellenkunde des Mittelalters V 23–26. Studies in Northem coinages of the eleventh centurv, udg. C. J. Becker, 1981 = Videns. selsk. Hist.-filos skr. IX,4 119–74.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig