Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Oluf Haraldsen

Oprindelig forfatter KHoer
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Oluf Haraldsen, d. 1141, modkonge. O. var den eneste af Harald Kesjas mange sønner der overlevede Erik Emunes angreb. Fra Skibing vest for Skanderborg hvor kong Erik dræbte Harald undslap O. vistnok forklædt, og 1139 hævdede han kongenavn i Skåne. Under sine krigstog på Sjælland endnu 1139 kæmpede han mod biskop Rike af Roskilde og dræbte ham i Ramløse ved Arresø; Roskildekrøniken kalder ham et uhyre med mange hoveder. Ærkebiskop Eskil kunne ikke dæmme op for O.s magtstilling i Skåne; der sloges mønt i O.s navn i Lund; og Eskil søgte tilflugt hos Erik Lam hvem det omsider lykkedes 1141 at få O. dræbt. – En (formodet) søn Harald med tilnavnet Skrænk (vist i betydningen vanfør) var efter 1182 aktiv i de oprør skåningerne rejste mod Absalon.

Familie

Forældre: Harald Kesja (død 1135) og ukendt hustru. – Halvbror til Bjørn Jernside.

Bibliografi

Anne K. G. Kristensen: Danm.s ældste annalistik, 1969 = Skr. udg. af Det hist. inst. ved Kbh.s univ. III. N. Skyum-Nielsen: Kvinde og slave, 1971.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby: Oluf Haraldsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 30. marts 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295348