Niels (konge)

Niels, d. 25.6.1134, konge. Død i Slesvig. N. var den yngste af Sven Estridsens mange sønner og den sidste af de fem der var konger 1074-1134. Han har navn – i samtiden kun Nicolaus – efter den græske helgen Nicolaus af Myra, og da navnet først fandt udbredelse efter overførslen af helgenens ben til Bari 1087, har han vel som sine brødre og forgængere oprindelig haft et gammeldansk navn. N. omtales tidligst 1086 da han ifølge sen tradition (Saxo) afløste sin bror Oluf som gidsel hos greven af Flandern, da Oluf valgtes til konge efter Knud den Hellige. Selv valgtes N. til konge 1104 efter broderen Erik Ejegod der året før var død på Cypern. Valget fandt sted på et stormandsmøde ved Isøre hvor han blev foretrukket fremfor en ældre bror og med tilsidesættelse af Eriks søn Harald Kesja der var regent i faderens fravær. Som konge fulgte N. sine brødres kirkevenlige og samfundsreformatoriske politik. I nært samarbejde med ærkebiskop Asser videreførte han Eriks omsorg for den ældre bror Knuds helgenkult i Odense hvis kirke fik gaver og udvidede privilegier; også andre kirker begunstigedes, og sin helgenbiografi over kong Knud dedicerede angelsakseren Ælnoth til N. i en højstemt fortale. Som broderen Erik ledede N. også den danske kirke med personlig kontakt til paven der nok sendte ham formanende breve, men samtidig fremstillede dansk kirkepolitik som et mønster for andre, bl.a. i et brev til den polske ærkebiskop. I verdslig henseende fortsatte N. bestræbelserne for at højne kongestyret som samfundsmagt. Hans privilegiebreve tilkendegiver en stigende myndighed over rigets hær- og retsvæsen og afslører en kraftig kongelig regalepolitik. Ved at indskrænke sin hird som personligt følge og i stedet placere desto flere hirdmænd som kongelige embedsmænd rundt om i landsdelene gjordes kongemagten til en konstant og stabiliserende faktor overalt, også i tiden mellem de periodevise besøg under den kongelige rundrejse fra bygd til bygd. I tiden frem til 1130 gennemførte N. sammen med ærkebiskop Asser en udpræget fredspolitik der besegledes med fyrsteægteskaber, der specielt tilskrives dronningen Margrete Fredkulla, og som i hvert fald omfattede hendes svenske slægtninge samt sønnen Magnus der ægtede en polsk kongedatter. Kun i forhold til obotritterne herskede der ufred; en række vendiske indfald synes oftest inspireret af den obotrittiske knes Henrik, en dattersøn af Sven Estridsen, der var opdraget i Danmark og stillede uopfyldte krav om mødrenearv. Som værn mod indfaldene i Sønderjylland indsatte N. en grænsejarl Elav, og da han svigtede i sit hverv, siden brorsønnen Knud Lavard som hertug. Knud skabte hurtigt grænsefred, og efter at Henrik og hans sønner var døde, opnåede han som knes herredømmet over det slaviske Wagrien, dog ikke for det danske rige, men som vasal af den tyske kong Lothar. Efter at konkordatet i Worms 1122 havde afsluttet investiturstriden mellem paven og den tyske konge, rejste ærkebiskoppen i Hamburg krav om at den danske kirke skulle tilbageføres til ham. Dertil føjedes en voksende rivalitet mellem N.s søn Magnus og hertug Knud der endte med Magnus' sammensværgelse og det svigefulde drab på Knud Lavard 7.1.1131. Dermed var freden brudt indadtil som udadtil, og venskabet mellem konge og ærkebiskop vendtes snart til fjendskab og åben kamp.

Da N. stillede sig solidarisk med sønnen og afviste Assers mægling, vendte de sjællandske stormænd, især Hvideslægten, sig truende mod kongen, Knuds bror Erik Emune rejste oprørsfanen og modtog valg som modkonge, mens kong Lothar krævede hævn eller bod for sin dræbte vasal. N. og Magnus, der vist i faderens alderdom var den faktiske styrer, kunne i de første år besejre Eriks anfald, men med Lothar, der med en hær var rykket frem til Dannevirke, måtte de slutte et ydmygende forlig med betaling af en stor erstatning. Da kong Lothar imidlertid 1133 vendte tilbage fra sin kejserkroning i Rom, var kravene om tysk overhøjhed over rige og kirke så truende, at Magnus fulgte kejserens stævning og på rigsmødet i Halberstadt i påsken 1134 på rigets vegne aflagde ed til ham og lod sig kongekrone af ham. Den kongelige kapitulation fik Asser, hvis ærkesæde samtidig skulle lægges ind under Hamburg, til at bryde sit livslange samarbejde med kongen. Han sluttede sig nu til Erik Emune, og i det blodige slag ved Fodevig (eller Hammer) besejrede de den kongelige hær 2. pinsedag 1134. Mens Magnus og de fleste af rigets biskopper faldt i slaget, reddede N. livet ved flugt. Han slap over til Jylland, og på Urnehoved ting sluttede Eriks bror Harald Kesja sig til ham mod at blive medkonge. N. fortsatte derfra til Slesvig hvor han trods advarsler drog ind i byen, hvis borgere som deres patron Knud Lavards hævnere dræbte ham 25.6. – tre uger efter nederlaget ved Fodevig. Derefter anerkendtes Erik Emune som enekonge.