Magnus den Gode

Magnus den Gode, ca. 1024-25.10.1047, norsk og dansk konge. Død på sit skib i Danmark, begravet i Nidaros domk. Den norske konge M. Olavsson udfylder traditionelt femåret 1042-47 i den danske kongerække under navnet Magnus den Gode, skønt det ikke er sikkert han har haft anden adkomst til dansk kongeværdighed end erobrerens ret. Sin barndom tilbragte M. mest hos sin frænde kong Jaroslav af Novgorod, fra 1028 da faderen tog ham med sig under flugten fra Norge indtil 1034, da norske stormænd hentede ham og hyldede ham som konge ved frigørelsen fra det danske herredømme. 1042 blev M. også konge i Danmark, næppe som følge af et forlig, som de to unge konger M. og Hardeknud ifølge en yngre tradition (bl.a. Roskilde-krøniken) havde aftale om, at den længstlevende skulle arve den andens rige. Dog hævder samtidige norrøne skjaldekvad, at jyderne trods erobringen modtog M. "med glæde", og Adam af Bremen fremholder tilsvarende, at M. blev elsket af danerne for "sin retfærdigheds skyld". Adams ros skyldes snarest M.s også af skjaldene så lovpriste kamp mod venderne, især hans navnkundige sejr over Ratibors sønner på Lyrskov hede (ved Hedeby) 1043 der efterfulgtes af forhandlinger med ærkebiskop Bescelin Alebrand af Hamburg-Bremen hos bisp Rudolf af Slesvig. M. sad dog ikke roligt ved magten, men måtte stadig kæmpe hårdt med Knud den Stores søstersøn Sven Estridsen der vist allerede som Hardeknuds jarl, siden i hvert fald for selv at blive dansk konge søgte at fordrive M. fra Danmark. M. forblev dog den overlegne, mens Sven, ofte besejret, bl.a. i et dramatisk beskrevet søslag ved Helgenæs, måtte flygte til Sverige og vist en enkelt gang måtte sværge M. troskab som hans jarl. 1045 krævede M.s farbror, Harald Hårderåde, der var vendt hjem fra sin stilling som varægerfører i Byzans, del i den norske kongemagt. Et forbund med Sven blev kortvarigt, idet M. ved et forlig med Harald gik ind på at dele riget med ham, hvorefter de i fællesskab kæmpede mod Sven der i mellemtiden havde taget kongenavn, i det mindste for Skåne. Norrøne skjalde udmaler hvorledes der stadig udbødes norske flåder til blodig kamp i de danske landsdele, så det er vanskeligt at vurdere hvor varigt og effektivt M.s danske herredomme har været. Dog godtgør møntfund, at M. har overtaget Knud den Stores og Hardeknuds møntmestre og slået mønt i de danske byer, også i Lund. Fra sidste togt stammer en Odensemønt med såvel M.s som Haralds navne. Kong M. døde 1047 ombord på sit skib i Danmark, ikke i kamp, men af sygdom. Saxos beretning, at et fald med hesten ved Alsted blev hans bane, beror på et uhjemlet sagn.