Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Magnus

Oprindelig forfatter JOLR
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Magnus, Magnus Henriksen, d. .1161, svensk modkonge. Død ved Örebro. M. havde efter sin mor arvet betydelige godser i det vestlige Sverige, og her synes han at have opholdt sig mens han ikke vides at have taget del i tronstridighederne i Danmark. M. havde arvet sin fars voldsomhed og magtsyge, og støttet på sine svenske godser og sin mors byrd som kong Stenkils sønnedatter higede han efter den svenske krone. Om man kan tro Saxo var det M. som købte kong Sverkers hestesvend til at myrde sin herre (1156), og skønt han ikke blev støttet fra Danmark fik han vistnok efter Sverkers død en del af Sverige i sin magt. Dernæst overfaldt han kong Erik Jedvarsen i Østre Aros, det nuværende Uppsala, dræbte ham (1160) og gav dermed Sverige dets folkehelgen. M. gjorde nu sin bror Reginald til jarl og herskede som konge. Hans stilling syntes ret stærk, fordi kong Inge i Norge var hans svoger. Men Inge faldt i slaget ved Oslo (febr. 1161), og deres fælles halvbror Orm måtte flygte til M. s.å. var det til ende med dennes herredømme: Karl Sverkersen rejste svenskerne og fældede M. og Reginald ved Örebro.

Familie

Forældre: Henrik Skadelaar (død 1134) og Ingerid Ragnvaldsdatter, -1150-. Gift Brigida (gift 1 . gang med Västgötajarlen Karl Sunesen, gift 3. gang med den svenske jarl Birger Brosa af Folkungeætten, død 1202), d. af den norske konge Harald Gille (ca. 1103-36). - Bror til Buris og Knud (død 1162).

Bibliografi

Niels Skyum-Nielsen: Kvinde og slave, 1971.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Olrik: Magnus i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294028