Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Knud 4. den Hellige

Oprindelig forfatter AEChr

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Knud 4. den Hellige, d. 10.7.1086, konge. Knud fremstilles som en i sin ungdom udpræget krigersk kongesøn. Han deltog sammen med broderen Harald (Hen) i farbroderen Asbjørns Englandstogt 1069 og var selv 1075 leder af et nyt togt hvor han erobrede og hærgede York; begge togter var dog ret resultatløse. Større fremgang skal han have haft på togter til det fjerneste Østersøområde hvor han ifølge den islandske skjald Kalv Manasons lovkvæde skal have besejret ti konger. Efter faderens død 1074 konkurrerede han med broderen Harald om kongemagten, men på et møde ved Isøre foretrak stormændene den fredelige Harald, og Knud og flere brødre drog i landflygtighed – eller med helgenbiografiens udtryk "gik af vejen for sin broders vrede". Pave Gregor formanede den norske konge Olav Kyrre til ikke at støtte de oprørske kongebrødre og kong Harald til at forlige sig med dem. Efter Haralds død 1080 opnåede Knud at blive dansk konge, muligvis støttet på sin hærmagt.

Om Knuds korte kongestyre er det vanskeligt at opnå sikker kundskab, fordi alle kendsgerninger enten er indpasset i helgenbiografiens skema eller omstillet til et idealiseret kongespejl for Valdemarerne af Saxo, og først ved indtrængende kildeanalyser af M.Cl. Gertz (1907) og Curt Weibull (1915) fik man øje for disse beretningers fundamentale misvisning. Sikkert er det dog, at Knuds kraftige hævdelse af kongemagten eller voldsregimerne (Roskildekrøniken) tidligt fremkaldte misfornøjelse i folket hos høje og lave. Blandt mange angivne motiver til det oprør der endte med hans død er det ikke muligt at udpege de sikre årsager. Helgenbiografierne nævner hans strenge kirkelovgivning, herunder krav om tiende, mens Roskildekrøniken anfører indførelse af skat (nefgiald), Knytlingesagaen kongeligt gæsteri (redskud) og udnyttelse af skove, ødemark og andet ejerløst der var kongeligt regale, mens Saxo hertil føjer en sikkert medvirkende årsag til det fatale oprør: den selvrådige hævdelse af ledingspligten.

Trods al usikkerhed i Knuds politik kan der dog fastlægges visse hovedlinjer. Forgængernes forhandlinger med pavestolen om oprettelse af et dansk eller nordisk ærkesæde holdt op; i stedet synes Knud – vist i samarbejde med biskop Richwald i Lund – at have arbejdet ihærdigt for at skabe en dansk nationalkirke. Han støttede kirkerne med rige gaver, således Odense, Viborg, Roskilde, men især Lund hvor han grundlagde en ny domkirke som han 1085 skænkede over 50 bol jordegods og tildelte store privilegier: ret til at oppebære rets- og ledingsbøder og frihed for redskud. Takket være gavebrevet til Lundekirken, vor ældste bevarede kongebrevstekst, kan man til dels bestemme hans kongemagt og funktioner. Hans ret til leding, fredkøb og andre bøder og afgifter viser ham som leder af rigets hærvæsen og som fredens og rettens vogter. Som modtager af købstadskat fremtræder han som byherre, og hans ret til redskud viser, hvorledes han modtog gæsteri (beværtning) fra lokalområderne, hvad der bekræfter beretningernes vidnesbyrd om hans stadige omrejsen fra kongsgård til kongsgård til varetagelse af de kongelige hverv og til kontrol af de stedlige bryder og ombudsmænd der i hans fravær varetog samfundsfunktioner til opretholdelse af fred, lov og ret samt orden.

Annonce

Konflikten mellem folket og denne hårde vikingekonge og samfundsfornyer kulminerede, da Knud ville gøre et diplomatisk nøje planlagt Englandstogt for at befri det for Vilhelm Erobreren til samlingsmærke for det misfornøjede folk og stævnede ledingsudbud fra hele riget til Limfjorden. Da mange var udeblevet, og Knud begyndte at inddrive ledingsbøder, startede et oprør i Vendsyssel der med fortsat tilløb tvang Knud til at flygte ned gennem Jylland til Slesvig og videre til Fyn og Odense hvor han søgte tilflugt først i kongsgården, siden i Skt. Albans kirke. Her dræbtes han sammen med sin bror Benedikt og 17 hirdmænd hvis navne, danske og fremmede, optegnedes på den Tabula der tidligt nedlagdes ved hans jordiske rester.

Ved Odensekirkens engelske klerke agiteredes der tidligt for at gøre Knuds død til et martyrium og ham selv til helgen. Allerede 1095 optoges hans lig og overførtes til en stensarkofag ved alteret, som beskrevet i det samtidige skrift Passio. Da Erik Ejegod året efter blev konge, overtog han ledelsen af arbejdet med at gøre broderen til kongehelgen, og ved sin rejse til paven omkr. 1100 opnåede han pavelig anerkendelse af Knuds helgenværdighed, så hans ben ved den højtidelige translatio 19.4.1101 (eller 1100) kunne overføres til det gyldne helgenskrin svøbt i fin byzantinsk silke med det kejserlige ornemønster og derpå placeres på alteret i Skt. Knuds kirke. Skrin og silke var antagelig en gave fra Knuds enke Edel der siden 1092 var hertuginde af Apulien. Som kongehelgen gled Knud under Valdemarerne i baggrunden, mens hertug Knud (Lavard) nu blev den særlige kongehelgen; siden genvandt kong Knud sit helgenry og er dyrket over hele Norden på martyrdagen den 10. juli der endnu i dette århundrede var en stor markedsfest i Odense. Også uden for Norden dyrkedes han, ikke blot i Flandern sammen med sønnen Carl, greve af Flandern, der 1130 led samme martyrdød som faderen, men allerede omkring 1100 af korsfarerne i Bethlehem, ligesom han stadig har et alter i Santa Maria in Traspontina i Rom. Gennem hele middelalderen konkurrerede han med hertug Knud om at være værnehelgen for henved et halvt hundrede Knudgilder i Danmark, Sverige, Gotland og Balticum. Adskillige kirker og helligkilder og talrige kapeller og altre er opkaldt efter ham.

Datteren Cæcilia, -1131-, blev i Danmark efter faderens død og blev gift med den svenske Erik Jarl. If. Saxo boede de på Haraldsted ved Ringsted.
Den anden datter Ingerd blev gennem sit ægteskab med Folke stammor til den svenske Folkungeslægt.

Familie

Knud 4. den hellige døde i Odense Skt. Albans kirke og er begravet sammested, siden i Skt. Knuds kirke.
Forældre: Sven Estridsen (ca. 1020–74) og unævnt frille. Gift omkr. 1082 med Edel af Flandern, "mellem 1065 og 1071, død 1115, d. af Robert, greve af Flandern (1071–93) og Gertrude. - Far til Carl (død 1127). Halvbror til Erik Ejegod, Harald Hen, Niels (død 1134), Oluf Hunger, Sven (død 1104) og Ingerid.

Ikonografi

Knuds skelet bevaret i helgenskrinet (Skt. Knuds k., Odense). Fresco ca. 1200 (fødselskirken i Bethlehem), kopi af Tadeus Richter (Fr.borg). Udskårne træfigurer ca. 1400 (forhen Sääksmäki k.), på korstol 1420 (Roskilde domk.), ca. 1500 (Nat.mus., fra Skt. Peders k., Næstved; Saxkøbing k.; Nørholm k. ved Ålborg). Kalkmal. af Elmelundemesteren ca. 1500 (Fanefjord k.). Træsnit fra Resen ca. 1675, og i Thura 1749 efter fremstilling på forsvunden altertavle fra Roskilde domk. Fantasiportræt fra 1600-tallet i stik, tegn. (Kgl. bibl.) og mal. (Malmø rådhus). Knuds drab fremstillet på mal. af Daniel Freschié (altertavle i S. Maria in Traspontina, Rom), gengivet i mal. (Fr.borg) og stik af B. Balliu fra 1660erne, 1670 og 1678 efter tegn. af F. de Neuf. Samme scene i mal. af E. Pauelsen, 1777 (bl.a. Skt. Knuds k., Odense), af C.A. v. Benzon, 1844 (Fyns stifts mus.), af C. Dalsgaard og i litografi efter tegn. af P. Klæstrup. Mal. af J. Settegast, 1865 (Skt. Ansgar k., Kbh.). Glasmal. 1887 (Skt. Albans k., Kbh.). Statue af V. Jarl, 1922 (ved Frederikskirken, Kbh.). Udkast til springvand af E. Utzon-Frank, 1934 (Fyns stifts mus.), statue af samme (Albani torv, Odense), udkast 1944. – Sten i Assenbølle, Fyn, hvor Knud skal have hvilet.

Bibliografi

Kilder. Vitae sanctorum Danorum, udg. M.Cl. Gertz, 1908–12 (Tabula, Passio, Epitafium, Ælnoth m.m.); overs. af Hans Olrik i Danske helgeners levned, 1893–94 (fot. optr. 1968). Scriptores minores, udg. M.Cl. Gertz 1, 1917–18 (reproudg. 1970) (Roskildekrøniken): da. overs.: Den ældste Danmarkskrønike, ved Jørgen Olrik, 1898. Saxo: Gesta Danorum, udg. J. Olrik og H. Ræder I-II, 1931–57: da. udg.: Sakses Danesaga, overs. Jørgen Olrik I-IV, 1908–12 (2. udg. 1925). Sogur Danakonunga, udg. Carl af Petersens og Emil Olson, 1919–26 (Knytlinga saga); da. overs.: Knytlinge saga, ved Jens Peter Ægidius, 1977.

Lit. Hans Olrik: Konge og præstestand 1, 1892. M.Cl. Gertz: Knud den helliges martyrhistorie, 1907 = Univ. festskr. Ellen Jørgensen: Helgendyrkelse i Danm., 1909. Curt Weibull i Hist. t. for Skåneland VI, Lund 1915 1–286 (også som særtryk: Saxo, Lund s.å.). Hal Koch: Danmarks kirke i den beg. højmiddelalder I, 1936. Laur. Weibull: Skånes kyrka från älsta tid till 1274, 1946. Tue Gad: Legenden i da. middelalder, 1961. Samme i Kulturhist. leks. for nord. middelalder VIII, 1963 596–600. N. Skyum-Nielsen: Kvinde og slave, 1971. Erich Hoffmann i Hist. Zeitschrift CCXVIII, München 1974 529–70. Aksel E. Christensen i Danm.s hist. I, 1977 237–59 262f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aksel E. Christensen: Knud 4. den Hellige i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292699