• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Haakon 7.

/pre, function 'string.contains' failed with response:
missing value for parameter 'first' (index 0)

Haakon 7., prins Carl, Christian Frederik Carl Georg Valdemar Axel, 3.8.1872-21.9.1957, konge i Norge. Født på Charlottenlund, død i Oslo, begravet på Akershus slot. Prins Carl uddannedes som søofficer, blev kadet 1889, sekondløjtnant 1893, premierløjtnant 1896, kaptajn 1905, admiral s.å. og deltog i adskillige togter, bl.a. 1904–05 med krydseren Heimdal til Middelhavet og Atlanterhavet. Efter sit bryllup opholdt han sig jævnlig på Appleton Castle ved Sandringham.

Da Norge 7.6.1905 havde opløst unionen med Sverige tilbød den norske regering kong Oscar II at en svensk prins blev konge af Norge, men Oscar II afviste det umiddelbart. Baron F. Wedel Jarlsberg der havde formidlet tilbudet rejste da omgående og i forståelse med den norske regering til Kbh. for at undersøge om det var muligt at få prins Carl til konge, hvad der allerede før unionsopløsningen var drøftet mellem norske politikere. 29.6. blev den norske trone tilbudt prins Carl der var villig til at modtage den, men ønskede i forståelse med sin far, sin bedstefar og den danske regering at visse forudsætninger skulle være opfyldt: afvikling af forholdet til Sverige skulle være tilendebragt, Oscar IIs afvisning af det norske tilbud være endeligt og en folkeafstemning i Norge have godkendt prins Carl som konge. Ved Karlstadoverenskomsten 23.9. opfyldtes de to første betingelser, og folkeafstemning 12.-13.11. gav 259 563 stemmer for prins Carl som konge. 69 264 stemte for republik. Stortinget gik enstemmigt ind for prins Carl 18.11., Christian IX gav officielt sit samtykke 20.11., og 25.11. ankom Norges nyvalgte konge Haakon VII og dronning Maud til Kristiania. Deres søn Alexander fik som norsk kronprins navnet Olav. 22.6.1906 kronedes kongeparret i Trondheim domkirke. Som kroningsgave fik de villaen Kongssæter på Voksenkollen, købt for midler gennem landsindsamling. På kroningsrejse besøgte de det sønden- og vestenfjeldske Norge og året efter Nordnorge til Kirkenes. H. tog valgsproget Alt for Norge og satte sig grundigt ind i norsk historie, lovgivning, næringsliv og samfundsspørgsmål. Ikke blot som konge, men også som menneske blev han en kendt skikkelse i foreninger og institutioner. Hans fremtræden var på én gang taktfuld og ligefrem, hans hofhold enkelt og demokratisk, og hans forhold til storting og regering strengt konstitutionelt. Han vandt udelt tillid, og der rettedes aldrig angreb på hans person selv om en del nordmænd stadig ville have foretrukket en republik.

Arbejderpartiet var i begyndelsen af 1920erne revolutionært præget, og da H. 1928 i en vanskelig parlamentarisk situation accepterede at arbejderpartiet dannede regering, der dog efter kort tid styrtedes, havde han skabt et tillidsforhold der blev nyttigt da Johan Nygaardsvold 1935 som arbejderpartiets leder blev statsminister. Modsætningsforholdet til Sverige bidrog H. til at udglatte ved deltagelse i trekongemøderne i Malmö 1914 og i Kristiania 1917 og ved besøg hos Gustaf V i Stockholm 1918. Norge havde i mere end 500 år dels som led i det dansk-norske monarki, dels i union med Sverige ikke ført egen udenrigspolitik og manglede efter 1905 diplomatisk tradition og diplomatiske forbindelser. Her fik H.s kendskab til europæiske fyrstehuse betydning, især under første verdenskrig da han var en værdifuld rådgiver for sin regering i konflikten med England om kobberleverancer, og striden med Tyskland da Norge under den uindskrænkede u-bådskrig lukkede sine farvande for fremmede u-både. Der indførtes den praksis at H. fik alle vigtige udenrigspolitiske dokumenter til gennemlæsning, og han blev, med professor Halvdan Kohts ord, ved siden af udenrigsministeren den nordmand der var bedst informeret om udenrigspolitik. Under anden verdenskrig afværgede H. ved henvendelse til den engelske konge en vanskelig situation da England jan. 1940 truede med at føre krigen ind på norsk territorium, og da det tyske angreb mod Norge satte ind 9.4.1940 var hans linje klar og urokkelig. Mens tyske jager- og bombefly overfløj Sydnorge fulgte han regering og storting til Hamar hvor regeringen Nygaardsvold stillede sine mandater til rådighed for H. der svarede: "Så meget svever i luften i dette øyeblikk at vi ikke kan risikere at også regjeringsspørsmålet blir svevende i luften". Et stortingsmøde i Hamar måtte afbrydes da det meddeltes at tyske tropper var på vej mod byen med ordre til at tage konge, regering og storting til fange. Mødet genoptoges sent om aftenen i Elverum hvor stortinget gav regeringen generalfuldmagt til at varetage rigets interesser. Næste dag 10.4. krævede den tyske udsending Curt Bräuer at Vidkun Quisling skulle udnævnes til regeringschef. Det afviste H. Det var første gang at han traf en beslutning uden først at have forhandlet med sin regering, og han meddelte regeringen at han var rede til at abdicere hvis regeringen havde en anden opfattelse end han. Han kunne ikke slutte sin kongegerning med udnævnelse af en regering Quisling. Herom var regeringen enig med ham. H. og kronprinsen opholdt sig sammen med regeringen i Nybergsund 11.4. og udsattes her for et voldsomt tysk luftangreb så alle måtte søge tilflugt i en nærliggende skov. De der var sammen med H. i disse dage og de følgende uger under kampen om Norge fremhæver hans sindsro, seje energi og optimisme. 23.4. nåede H. frem til Molde, og da Sydnorge måtte opgives sidst i april bragte en engelsk krydser ham til Tromsø hvorfra han 7.6. afsejlede til England efter at være kommet til den overbevisning at "det eneste han og Regjeringen i den foreliggende situasjon hadde å gjøre var å reise fra Norge for i et fremmed land å fortsette arbeidet til Norges beste". Den 10.6. ankom H. til London hvor han gennem sin kompromisløse holdning blev Norges symbol nationalt og internationalt under hele krigen. Efter at han var rejst fra Norge pressede tyskerne stortingets præsidentskab til at henstille til ham at give afkald på sine forfatningsmæssige funktioner for sig selv og sit hus. Hans svar 3.7. var et klart afslag med henvisning til Norges grundlov hvis første bud for ham var at varetage det norske folks frihed og selvstændighed hvad han mente at gøre bedst ved "å holde fast ved den stilling og den oppgave som et fritt folk ga meg i 1905". Dermed udelukkedes forfatningsretlige og folkeretlige begrundelser for hvad okkupationsmagten måtte træffe af beslutninger i Norge, og grunden var lagt for den norske modstandskamp. 7.6.1945 vendte H. tilbage til Norge, og administrationen overgik fra de allierede til ham og hans regering. Han fik i Oslo en jublende velkomst og senere på dagen gik et folketog på hundrede tusinde til slottet og bød ham velkommen hjem til Norge. En tilsvarende hyldest mødte H. i de følgende måneder og år, da han på rejser gæstede alle egne af landet fra det sydligste til de krigshærgede områder i Nordnorge. Ved sin 75 års fødselsdag modtog han kongeskibet Norge som folkegave og hyldedes påny landet over. Festlighederne ved hans 50 års regeringsjubilæum 1955 fik derimod et mindre omfang end planlagt, fordi han var indlagt på hospital efter et fald, der havde beskadiget hans ene ben. Nordmændenes følelser for H. fandt et samlende udtryk i professor Didrik Arup Seips karakteristik: Han vendte tilbage for at stå som rex perpetuus Norvegiæ.

Annonce

Familie

Forældre: senere kong Frederik VIII (1843–1912) og Louise af Sverige-Norge (1851–1926). Gift 22.7.1896 i Buckingham Palace i London med Maud Charlotte Mary Victoria af England, født 26.11.1869 på Mariborough House i London, død 20.11.1938 i London, d. af senere kong Edward VII (1841–1910) og Alexandra af Danmark (1844–1925). – Bror til Christian X.

Udnævnelser

R.E. 1890. DM. 1890. S. Kmd. 1912.

Ikonografi

Malet som barn af H. Olrik, 1876, malet s.m. sine søskende af samme. Træsnit 1877. Afbildet på træsnit s.m. prins Christian og på flere træsnit af kongefamilien, bl.a. 1883. Afbildet på L. Tuxens mal. af kongefamilien 1883–86 (Chr.borg) og på skitser dertil (Fr.borg). Afbildet på træsnit efter tegn. af K. Gamborg. Træsnit af A. Bork, 1894, og efter foto 1896. Afbildet på Tuxens mal. af brylluppet 1896 (slottet, Oslo). Ital. træsnit 1905. Afbildet på P. Fischers mal. af stortingsdeputationen hos Chr. IX, 1905 (Varde mus.;. 1906 slottet i Oslo; 1907 Fr.borg). Tegnet i kroningsdragt 1906. Tegn. af C. Milton Jensen, 1906. Olietryk af F. Leiber. Karikatur af E. Kuntze, 1906, og af Alfred Schmidt, 1913. Mal. af Poul Holm, 1913, H. modtager Chr. IX. Medaljer bl.a. 1914 og 1917. Mal. af L. O. Ravensberg, 1915. Mal. af P. Holm, 1928, H. modtages af Chr. IX. Mal. af H. P. Perrault og af T. C. Dugdale. Tegn. bl.a. af Öjvind Sørensen. På frimærke 1947. Mal. af Asta Nørregaard (Oslo bymus.). Foto.

Bibliografi

F. Wedel Jarlsberg: Reisen gjennem livet, Oslo 1932. Samme: 1905. Kongevalget, Oslo 1946. Alt for Norge, udg. til H.s 70-årsdag, London 1942. Gunnar Olsen: Norges kamp for friheden, 1946. H. VII, udg. til 75-års-dagen, red. Didrik Arup Seip, Oslo 1947. Jens Marinus Jensen: H. VII, 1968. Bo Bramsen: Huset Glücksborg, 1975. Admiral H. Konows erindr. I-II, ved Tage Kaarsted, 1977. Maurice Michael: Haakon, King of Norway, London 1976. Kjell A. Wig: Kongen ser tilbake, Oslo 1977. Samme: Spillet om tronen, Oslo 1980. Theo Aronson: A Family of Kings, London 1976.

/pre, function 'uri.build' failed with response:

Object reference not set to an instance of an object