Gudrum, d. ca. 890, vikingekonge. G. nævnes første gang 875 da han og to andre vikingekonger under kampene med Alfred den Store slog sig ned ved Cambridge med en del af den stående vikingehær. N.å. kæmpede de uheldigt i Dorsetshire, måtte slutte fred med Alfred, men stred atter 877 i Wiltshire og Devonshire, og trods alvorlige nederlag vandt vikingerne dog større magt så Alfred i vinteren 877-78 næppe rådede over andet end den lille ø Æthelney i Parretfloden. Herfra tog han imidlertid kampen op på ny, og ved sommertid det sidstnævnte år oprev han fuldstændig sine modstanderes hær ved Edington i Wiltshire. De måtte stille gidsler, og kong G. tog med 30 af sine fornemste mænd dåben i hvilken Alfred gav ham navnet Æthelstan. 879 gik G. til Østangel som han satte sig i besiddelse af. Den såkaldte "Alfreds og G.s fred" der må være sluttet kort efter fastsatte nøje grænsen mellem de to kongers områder og det indbyrdes forhold imellem deres folk. Selv synes G. at være faldet helt til ro. Han nævnes aldrig senere i forbindelse med vikingetog, kun skal han have ydet Rollo hjælp da denne engang i 880erne overvintrede i England inden angrebet på Frankrig. For øvrigt har G. levet som en kristen angelsaksisk fyrste, og det er betegnende at han på sine mønter aldrig kalder sig ved andet navn end Æthelstan, ja at han lader slå mønt med den hellige Eadmunds navn til minde om den østangelske konge som hans landsmænd havde dræbt 870.

Bibliografi

Johs. Steenstrup: Normannerne II, 1878 (reproudg. 1972). Samme: Normandiets hist., 1925 38f. Alex. Bugge: Vesterlandenes indflydelse på nordboerne, Kria. 1905 274f 400. Robert H. Hodgkin: A hist. of the Anglo-Saxons 11, Oxford 1935 (3.udg. 1952). Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danm., 1969 (ny udg. 1977). Erik Kroman: Det danske rige i den ældre vikingetid, 1976.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig