Frederik 9., Christian Frederik Franz Michael Carl Valdemar Georg, 11.3.1899-14.1.1972, konge. Frederik gik sammen med sin bror (prins Knud) i Amalienborg mellemskole og blev 1917 nysproglig student fra Amalienborg højere almenskole. Han blev samme år medlem af statsrådet og udnævntes til sekondløjtnant à la suite i hæren.

Modsat faderen der var uddannet i hæren foretrak Frederik søværnet og gennemgik kadetskolens 4-årige uddannelse på skolen i Gernersgade og på kadetskibene Heimdal og Valkyrien. 1921 blev han sekondløjtnant, 1923 søløjtnant og fik 1927 sin første chefskommando på torpedobåden Søhunden. 1929 udnævntes han til kaptajnløjtnant, 1935 til orlogskaptajn, 1937 til kommandør og 1945 til kontreadmiral. Hans à la suite udnævnelser i hæren fulgte udnævnelserne i marinen. Det var forældrenes og hans eget ønske at han som kadet skulle behandles som andre kadetter, dog med den undtagelse at han kunne udeblive fra skolen når der holdtes statsråd. Efter hans eksamensafgang fra kadetskolen fastslog en kundgørelse fra søværnet at han under tjeneste om bord og i land ville være at betragte efter sin charge i flåden og ikke som medlem af det kongelige hus eller ridder af elefanten. Det stemte overens med hans hele forhold til søværnet hvor han følte sig hjemme. Han var glad når han som chef på et af flådens skibe kunne sige "mit skib", og han konstaterede med sorg da han var avanceret til topposten i søværnet at "admiralen har intet skib". Han vedligeholdt efter kadetskolen forbindelsen med sine kammerater af hvilke adskillige hørte til hans personlige vennekreds livet igennem. Det samme gjaldt hans lærere på skolen, først og fremmest senere viceadmiral A.H. Vedel. Også koffardiflåden havde hans interesse og han dyrkede bekendtskabet med flere af dens kaptajner.

Som barn og ung i bilismens tidligste tid var Frederik naturligvis betaget af dette nye tekniske vidunder. Han havde tumlet med biler før han som 18-årig fik kørekort og sin første bil, en gul sportsvogn. Også da han fik chauffør til rådighed holdt han af selv at sidde ved rattet. Han fulgte udviklingen inden for jernbanerne og var kendt med signal- og sikringssystem og de forskellige lokomotivtyper. Rosport dyrkede han gennem mange år i Studenternes roklub. Hans interesse for musik vaktes da han som 11-årig begyndte at få undervisning i klaverspil, og interessen voksede med tiden. Han prøvede i tidlig alder at dirigere et mindre orkester og dirigerede senere flere gange Det kgl. kapel og radioorkestret, dog altid ved lukkede koncerter – med én undtagelse. Til støtte for FN's hjælpearbejde indspillede han dec. 1948 med Det kgl. kapel en række grammofonplader, bl.a. ouverturen til Elverhøj, H.C. Lumbyes Drømmebilleder og Salut for August Bournonville samt Schuberts 8. symfoni, Den ufuldendte.

Sammen med sin far og bror red Frederik 10.7.1920 over den da slettede grænse ind i det genvundne Nordslesvig og oplevede de følgende dage genforeningsjubelen ved festen på Dybbøl og ved modtagelser og fester rundt om i Sønderjylland. Efter festlighederne var Frederik tilbage på kadetskolen, og 1920erne gik med videreuddannelse i marinen. 1930 foretog han sammen med sin bror og prins Axel og prinsesse Margaretha den rejse med ØKs Fionia til Siam og Kina som på sin vis blev hvermands rejse gennem Osvald Helmuths vise i Scalarevyen: Tre raske prinser højt fra nord. Efter hans giftermål fik han og prinsesse Ingrid af den danske stat Gråsten slot til sommerbolig. For beløb der var indsamlet som folkegave erhvervedes et areal af Trend storskov i Vesthimmerland. Her byggedes jagthytten Trend som var særlig yndet af Frederik der var en ivrig jæger. Det Classenske fideikommis stillede desuden Corselitze på Falster til rådighed for kronprinsparret nogle uger om sommeren. Forsommeren 1939 rejste kronprinsparret til USA med besøg på de tidligere dansk-vestindiske øer, derfra til Californien og så på kryds og tværs over det amerikanske fastland til New York hvor de indviede Danmarks hus på verdensudstillingen. Få måneder efter deres hjemkomst udbrød anden verdenskrig.

Frederik var kendt med en konges arbejde fra de mange gange han havde været regent under faderens officielle besøg i udlandet og ferier i Cannes, men ansvarets tyngde erfarede han først rigtigt under besættelsen, især under telegramkrisen efteråret 1942 da han stod som kongemagtens udøver, fordi Christian 10. efter sit styrt med hesten 19.10. ikke kunne udøve sine regeringsfunktioner. Da Hitlers virkelige hensigt med det voldsomme vredesudbrud over Christian 10.s takketelegram for førerens fødselsdagshilsen kom frem i begyndelsen af november: en regeringsomdannelse så Erik Scavenius blev statsminister, og de politiske partier ikke kunne enes, kaldte Frederik partiførerne for de demokratiske partier til Amalienborg den 7.11. en time før et tysk ultimatum udløb. For Frederik var stillingen ikke let. Accepterede han krav som befolkningen mente at Christian 10. ikke ville have accepteret, risikerede han at sætte monarkiets fremtid på spil. På den anden side var der ikke stillet tyske krav om dødsstraf, jødelove o.lign. som han vidste at Christian 10. ikke ville acceptere. Frederik understregede da først over for partirepræsentanterne at han under ingen omstændigheder ville gå med til at udnævne en regering som ikke havde rigsdagen bag sig og fremhævede derefter at et brud med besættelsesmagten ville betyde uoverskuelige ulykker som man så længe som muligt måtte forskåne folket for. Denne henstilling bøjede alle partier sig for. Der lå i Frederiks udtalelse en sammenfatning af besættelsestidens forhandlingspolitik. Den blev opgivet 29.8.1943. Frederik var enig heri, følte det måske endog som en lettelse. Han var i den sidste del af besættelsestiden i en del tilfælde kontaktmand til kongehuset for modstandsbevægelse og politikere og måtte under faderens tiltagende svækkelse, navnlig efter befrielsen, varetage en del af hans repræsentative pligter.

Frederik overtog tronen 20.4.1947. Med ham fik Danmark den første konstitutionelle konge der uden vaklen i nogen situation forstod kongemagtens stilling i et parlamentarisk, repræsentativt demokrati. Det var ikke mistillid til ham, men tidligere tiders erfaring og besættelsestidens oplevelser der lå bag parlamentarismens grundlovsfæstede 1953. De øvrige ændringer i grundloven 1953, landstingets afskaffelse, sænkning af valgretsalderen, adgang til folkeafstemning som beskyttelse for mindretal, var alle en følge af en demokratisk udvikling, fremskyndet under krigsårene, og billigedes af Frederik. Da kravet om kvindelig tronfølge førtes frem af Dansk kvindesamfund sidst i 1940'erne var han imod det. En fars naturlige ømhed for en knap 10 år gammel datter i forbindelse med erfaringer om en konges pligter og ansvar var vel baggrunden, men han bevægedes til at skifte opfattelse og tronfølgeloven 1953 gjorde Margrethe til tronfølger og den hidtidige tronarving prins Knud blev arveprins.

Det danske samfund gennemløb i Frederiks 25-årige regeringstid en hastig udvikling fra væsentligst landbrugsland til industrisamfund med stærk urbanisering. Dansk medlemskab af FN, NATO, EFTA, forberedelse af medlemskab af EF og udbygget nordisk samarbejde gav andre vilkår end i neutralitetspolitikkens tid. Det betød også ændringer i kongens og kongehusets stilling. Der fulgte mange flere repræsentative pligter i forhold til udlandet, modtagelse af udenlandske statsoverhoveder og ministre, statsbesøg i udlandet og mange rejser, derunder dog også ferierejser til kongeparrets yndede rejsemål Rom.

Frederik besøgte sammen med dronningen Island som den første konge der ikke samtidig var konge af Island og den misstemning der opstod, da Island under krigen erklærede sig for republik, udglattedes. Kongeparret og deres døtre besøgte Grønland og lod sig fotografere i grønlandske dragter til verdenspressen, et bidrag til understregning af Grønlands ligestilling med det øvrige Danmark. Færøerne med det nye hjemmestyre blev besøgt. Repræsentanter for de nye selvstændige stater fra koloniområder i Asien og Afrika var kongeparrets gæster. Og ligesom Frederik indstillede sit arbejde til disse nye internationale forhold ændredes hans og hans hofs forhold til den danske befolkning.

Tidligere ceremoniel og formel stivhed ved hoffet forsvandt. Frederik var mere præget af sin mors venlighed og blidhed end af sin fars strenge militære holdning. Han fulgte den udjævning af standsforskelle der fandt sted med demokratiseringen, var vært ved fornemme statsbesøg og morede sig ved fagenes fest og ved fodboldlandskampe, lod alle komme sig nært ind på livet i TV-interview hvor han brugte så ligefrem en vending som "min kone og børnene", tidligere utænkeligt i en konges mund over for offentligheden. Under besøg i USA 1961, hvor kongen talte til FN's generalforsamling og åbnede dansk kunstudstilling i New York, fik han af en amerikansk reporter stillet det spørgsmål: "Af en konge at være er Deres Majestæt temmelig uformel, er De ikke?" Frederiks svar lød: "Må jeg svare på den måde at min families tilværelse i Danmark er præget af uformel formalitet, hvis De forstår, hvad jeg mener ..." Om reporteren forstod vides ikke, men Frederik gav nok den bedste – og korteste – beskrivelse af udviklingen mellem kongehus og befolkning: en uformalitet der havde sine uskrevne, men anerkendte grænser der om fornødent diskret betonedes.

Familie

Frederik blev født på Sorgenfri, døde på kommunehospitalet, Kbh., og er begravet i Roskilde domkirke.

Forældre: senere Christian 10. (1870-1947) og Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin (1879-1952). Gift 24.5. 1935 i Stockholm med Ingrid af Sverige, født 28.3.1910 i Stockholm, d. af senere kong Gustav 6. Adolf (1882-1973) og Margareta af England (1882-1920). Far til Margrethe 2., Benedikte og Anna-Maria. Bror til Knud (1900-76).

Udnævnelser

R.E. 1912. DM. 1917.

Ikonografi

Tegn. af Knud Gamborg af F.s dåb (Fr. borg). F. som barn i gruppe, træsnit, af A. Bork, på Tuxens mal. af de fire generationer, 1902 (Fr.borg, Chr.borg) og på mal. af Chr. Zacho, 1903 (forhen Amalienborg) samt litografi af L. Møller, 1903. Afbildet på tegn. af G. Ploug Sarp, 1915 (Fr.borg). To tegn. af Alfred Schmidt, 1917 (sst.). Tegn. af Øivind Sørensen, 1919 (Amalienborg). Afbildet på fremstillingerne af ridtet over grænsen 1920 af H. Nik. Hansen, 1921 (Fr.borg, Marselisborg), af H. Dohm 1921 (Chr.borg), af Johs. Kragh (Fr.borg) og Stefan Viggo Pedersen 1954 (sst.). Afbildet på Tuxens mal. fra Grønlandsbesøget, 1921 (sst.). Mal. af O. Matthiesen, 1922, af Hans Henningsen 1923 (Amalienborg), af Luplau Janssen 1925. Tegn. af Otto Neumann, 1930. Linoleumssnit af K. J. Almquist 1930, 1942, 1946, 1948 og 1951. Mal. af O. Matthiesen, 1933. Karikatur af Nils Melander, 1935 (Gråsten). Medalje af H. Salomon, 1935. Mal. af Johs. Glob 194CM1 (DFDS). Tegn. af Otto Christensen 1941, 1953 (Amalienborg) og 1968. Flere mal. af A. Tørsleff, 1948 (Fredensborg, Søofficersforen. m.fl.). Frimærke graveret af Svend Ewert, 1948, efter forlæg af Viggo Bang. Buste af Hans W. Larsen, 1949, og medalje af Salomon s.å. Karikaturer af Otto Frederiksen 1949 og 1951 (Gråsten). Frimærke 1950 af Bent Jacobsen efter forlæg af Bang. Relief 1950-51 af H. Quistgaard. Mal. af Tørsleff, 1953 (Fr.borg). Karikatur 1953 af Parrish. Tegn. og mal. af Harald Hansen, 1954 (Amalienborg). Mal. af Tørsleff, 1954 (DSB). Tegn. (Fr.borg) og mal. (DFDS) af Johs. Glob, 1954. Karikaturer af Bo Bojesen 1954-62 (Gråsten). Forarbejde til buste af Svend Jespersen udst. 1955. Afbildet på Tørsleffs billede af grundlovens underskrivelse 1953, udst. 1956 (folketinget), på mal. af rigsdagen 1945 udført af Aksel Jørgensen 1954-55 (Fr.borg). Mal. af Otto Christensen, 1957 (Amalienborg). Buste af Knud Nellemose, 1957 (Fredensborg). Mal. af Harald Hansen, 1958 (livgarden). Frimærke 1959 af Ewert efter forlæg af Bang, 1960 og 1961 af Birger Ekholm efter samme. Mal. af Tørsleff, 1961 (Gisselfeld). Plakette af Salomon, 1961. Frimærke 1963 af M. Franzén efter forlæg af Bang. Buste af G. Eickhoff 1966-67 (Fr.borg). Frimærker af C. Slania, 1969, efter forlæg af Torben Galle Jensen, og efter Knud Nellemose, 1972 efter Jens Rosing og efter Palle Pio. Afbildet på karikatur af Bjarne Laursen 1973-74 (Amalienborg). Relief på mindesten 1973 (Gråsten). Tegn. af H. Isenstein (folketinget). Karikaturer af Sven Brasch og Carl Jensen (Gråsten). Afbildet på mal. af Kjeld Heltoft, 1977. Foto.

Bibliografi

Carl Kauffeldt: Fra kronprins til konge, 1947. Poul Hansen: Kongen, 1957. Ernst Mentze: Fr.IX, 1969. Bo Bramsen: Huset Glücksborg II, 1975 især 296-305. De danske ministerier 1929-53, ved Tage Kaarsted, 1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig