Frederik 7., Frederik Carl Christian, 6.10.1808-15.11.1863, konge. Frederik 7. havde en urolig og splittet barndom. Efteråret 1809 opløstes forældrenes ægteskab og moderen forvistes til Horsens. Da faderen 1813 blev statholder i Norge overdroges Frederiks opdragelse og undervisning til onklen prins Ferdinands hofchef Joh. Fr. Bardenfleth hvis søn C.E. Bardenfleth blev Frederiks barndoms- og ungdomsven. 1815 indgik faderen nyt ægteskab og Frederik blev optaget i hans hjem, men 1819 drog faderen og stedmoderen på en udenlandsrejse der varede halvfjerde år. Frederik kom nu i huset hos sin faster prinsesse Juliane, og tilsynet med hans uddannelse blev til 1825 pålagt major Frederik Bardenfleth, en bror til hans tidligere opdrager. Hans faglærere var ikke altid valgt med omhu og formåede ikke at interessere ham i undervisningen. Hans arbejdslyst og pligtfølelse var ringe, og han havde ikke megen tilbøjelighed til boglig lærdom. Hele denne mangel på fasthed og harmoni i hans barndom og første ungdomsår modvirkede ikke, men fremmede snarere de mindre heldige sider i hans sammensatte natur.

Efter sin konfirmation 1826 blev han udnævnt til generalmajor og forlovet med Frederik VIs datter prinsesse Vilhelmine som han ikke havde meget til fælles med. Frederik VI havde bestemt forlovelsen og bestemte også at Frederik inden ægteskabet skulle foretage en udenlandsrejse med grev Conrad Rantzau som leder for at lære sprog og dygtiggøre sig i militære forhold, statskundskab og historie. Størstedelen af tiden opholdt Frederik sig i Geneve hvor hans jævne og elskværdige væsen og livlige deltagelse i borgernes skyttefester gjorde ham så populær at han udnævntes til byens æresborger, men studierne blev der ikke gjort meget ved. Over Frankrig og Italien gik rejsen efteråret 1828 til København hvor han viedes til prinsesse Vilhelmine under en loyal befolknings store deltagelse. Det kom dog snart til alvorlige uoverensstemmelser mellem ægtefællerne, navnlig på grund af Frederiks ustadige liv med soldeture og erotiske eskapader. Vilhelmine klagede til sin far der i det hele var misfornøjet med Frederiks livsførelse og 1834 forviste ham til Jægerspris og yderligere beordrede ham ud på togt med et orlogsskib til Nordatlanten og Island. Fra Jægerspris begærede Frederik separation der efterfulgtes af skilsmisse 1837. Efter togtet til Island beordredes Frederik til Fredericia hvor han blev chef for Fynske infanteriregiment, men stod under strengt opsyn af fæstningens kommandant som stadig måtte rapportere til kongen. Frederik affandt sig forholdsvis godt med sit eksil og deltog vel i militærlivet, men færdedes mere blandt jævne borgere og blev meget populær blandt dem. Fra denne periode stammede også hans nærmere forbindelse med balletdanserinde, senere modehandlerske Louise Rasmussen. Bekendtskabet med hende og hendes elsker, bogtrykker og udgiver af Berlingske Tidende, Carl Bering, gik tilbage til hans tid som ung i København.

Da faderen blev konge 3.12.1839 udnævntes Frederik til guvernør over Fyn med bolig på Odense slot og til kommanderende general for Fyn og Jylland. Hans embeder var væsentligst af formel karakter, og han gjorde kun lidt for at sætte sig ind i det administrative system. Derimod viste han dyberegående interesse for nordisk arkæologi, men det var ikke så meget studiets videnskabelige side som, med C.F. Wegeners ord, "dets forenelighed med et vist frimesterskab, modtagelighed for dristige gisninger og opfordring til udgravninger i moser og høje" der gjorde det tillokkende for ham. Christian VIII var bekymret over at Frederik endnu ikke havde nogen arving og bevægede ham 1841 til at gifte sig med prinsesse Mariane af Mecklenburg-Strelitz, men uoverensstemmelserne mellem to så forskellige naturer gjorde opretholdelse af ægteskabet umuligt. Prinsessen frastødtes af Frederiks ekscentricitet og umådeholdenhed og af hans stedse nærmere forhold til Louise Rasmussen som han over for sin hustru betegnede som sin "skytsengel". 1844 tog prinsessen ophold hos forældrene i Neu Strelitz og 1846 ophævedes ægteskabet. Louise Rasmussen tog nu varigt ophold i Odense og forbindelsen med hende og Berling blev uundværlig for Frederik.

Som i Fredericia vandt Frederik på Fyn befolkningens sympati. I sine repræsentative opgaver viste han et hurtigt og ofte rigtigt omdømme, en naturlig veltalenhed og ualmindelig evne til at forene jævn og folkelig optræden med fyrstelig værdighed. Kendt var han for at slå ud med højrehånden, en gestus der ses på mange af de statuer der er rejst for ham. Frederiks barndomsven C.E. Bardenfleth der en tid under Frederiks første ægteskab var kavaler ved hans hof blev på Christian VIIIs anmodning hofchef for Frederik på Fyn og var samtidig stiftamtmand. Han støttede prinsesse Mariane og modvirkede forbindelsen med Louise Rasmussen, men uden held. Derimod øvede han indflydelse på Frederiks politiske indstilling. Frederik havde hidtil ikke beskæftiget sig meget med politik. Dog havde hans stærke nationale følelse vakt hans bekymring for danskheden i Slesvig, og under Bardenfleths påvirkning fik han øje for at en forfatningsmæssig nyordning i konstitutionel retning kunne være ønskelig. Han var vel ikke nogen varm ven af den konstitutionelle regeringsform, men brød sig heller ikke om enevoldskongens byrder og ansvar. Dertil var han for indolent og erkendte egne mangler. Han fornemmede imidlertid i offentligheden et voksende krav om ændring og indsendte da februar 1847 en af Bardenfleth forfattet og af ham selv underskrevet indstilling til Christian VIII, hvori det anbefaledes at tilvejebringe enhed i styrelsen af det firdelte monarki og samvirke mellem regering og folk.

Knapt et år efter overtog Frederik enevoldsmagten ved Christian VIIIs død 20.1.1848. Han var i mange henseender kun ringe egnet til kongegerningen. Han stod i kundskaber langt tilbage som følge af sin mangelfulde uddannelse som han havde savnet vilje til at rette op på. Han savnede stadighed og arbejdslyst i regeringsanliggender. Hans helbred var allerede vaklende, og hans livlæge udtalte at han kun måtte anvende få timer daglig eller "få og sjældne dage" til regeringsforretningerne. Værst var vel hans moralske brist. I hans uligevægtige sind kæmpede naturlig godhed med pludselig hidsighed, mistænksomhed over for omgivelserne og barokke, undertiden despotiske indskydelser. Umådeholdenhed i drik og en ejendommelig fantasifuld omgang med sandheden der lod ham fortælle oplevelser og historier som enhver kunne se var det pure opspind, bragte ham ofte i pinlige og uværdige situationer. Christian VIII havde indset hvor uegnet hans søn var til at være enevoldskonge og pålagde ham på sit dødsleje snarest at tage skridt til indførelse af en konstitutionel forfatning med P.C. Stemann og Carl Moltke som hovedrådgivere. Tynget af det ansvar der nu hvilede på ham fulgte Frederik faderens pålæg og beholdt det gamle gehejmestatsråd, udvidet med Carl Moltke og Bardenfleth.

Under statsrådets forhandlinger om kundgørelsen af 28.1.1848 der betød enevældens afskaffelse, fulgte Frederik altid flertallet også hvor han var enig med det Bardenflethske mindretal om at kongerigets og hertugdømmernes ligelige repræsentation i fælles stænderforsamlinger var en farlig indrømmelse til teorien om Slesvigs og Holstens selvstændighed og samlede ligeberettigelse over for kongeriget. Frederik var dog ikke stemt for en mere liberal forfatning end den, kundgørelsen bebudede. Det var harmen over det slesvig-holstenske oprør der i martsdagene 1848 fik ham til at give efter for den offentlige mening og lægge magten i de liberale lederes hænder, selv om han en tid vaklede mellem denne løsning og et skridt tilbage i absolutistisk retning. Den folkeyndest der nu ombølgede ham gjorde et dybt indtryk på ham. Hans valgsprog "folkets kærlighed, min styrke" blev i vanskelige situationer i de kommende år hans faste holdepunkt og svarede til hans konstante behov for popularitet. Han blev i forårsmånederne 1848 et enhedsmærke for den mægtigt frembrydende nationale stemning og har hovedparten af æren for at den store omvæltning foregik så let. Han evnede i sine mange, oftest improviserede taler til befolkningen og soldaterne at gribe stemningen og give den udtryk i jævne ord, tit båret af lune. Det fik særlig betydning under hans besøg i Slesvig hvor hans uhyre popularitet hos den dansksindede befolkning, ikke mindst hos de tysktalende loyale flensborgere, styrkede den danske front og gav den et samlingsmærke.

Ved martsministeriets udnævnelse erklærede Frederik at han fra nu af betragtede sig som konstitutionel konge med en ansvarlig regering og kun agtede at give møde i statsrådet når førsteministeren anmodede ham derom. Han opholdt sig i den følgende tid meget på landslottene, beskæftiget med udgravninger, jagt og fiskeri. Deltog han i statsrådsmøder bøjede han sig så godt som altid for flertallet, selv om han under drøftelserne havde tilkendegivet en anden opfattelse end flertallets. En undtagelse var spørgsmålet om Slesvigs deling der blev aktuelt efteråret 1848. Her gik han mod flertallet hvad der i forbindelse med hans ord ved troppe-revyen på Lerbæk mark ved Vejle 18.9.: Det skal ej ske! førte til ministerskifte og delingstankens opgivelse. Frederik øvede ingen påviselig indflydelse på grundlovsforslaget. Han frafaldt ønsker om at rigsdagen kun skulle indkaldes hvert andet år og at løfteparagrafferne skulle udgå, men fik uvæsentlige indrømmelser om de kongelige prærogativer. Da den grundlovgivende rigsforsamling havde vedtaget grundloven, erklærede han i statsrådet 3.6.1849 at han "fandt øjeblikket mindre hensigtsmæssigt for grundlovens udstedelse, samt at denne indeholdt bestemmelser som han frygtede for ej ville være til gavn for Danmarks rige". På statsrådets enstemmige udtalelser om at godkendelse nu var "uundgåelig", svarede han dog i samme møde at "da han nu en gang havde givet sit ord ville han også holde det", og 5.6. underskrev han og ministrene.

Straks efter at Frederik var blevet konge fik Louise Rasmussen bolig på Christiansborg og førte en halvofficiel tilværelse som fru Danner eller baronesse Danner. Berling blev Frederiks privatsekretær og generalkasserer for civillisten og 1849 kammerherre. Stærkt yndet af Frederik og fru Danner færdedes også hos dem holsteneren L.N. Scheele der var tilhænger af en konstitutionel helstat. Han havde været loyal embedsmand på Gottorp, var derfor hadet af slesvig-holstenerne og var flygtet til København da oprøret i Slesvig-Holsten brød ud. Han fik i den følgende halve snes år væsentlig indflydelse på Frederiks holdning. Foråret 1848 lod Frederik regeringen vide at han ønskede at ægte fru Danner til venstre hånd, men regeringen fik spørgsmålet skudt ud under henvisning til krigsforholdene og til at arvefølgen til den danske trone ikke var afklaret. Frederiks kabinetssekretær C.A. Bluhme var imod ægteskabet, men da han indså at Frederik ikke ville opgive det fik han det diplomatisk ført igennem med så lidt opsigt som muligt. Vielsen foretoges af biskop J.P. Mynster 7.8.1850 og Frederik udnævnte samme dag sin hustru til lensgrevinde af Danner. Ægteskabet misbilligedes af kongefamilien, aristokratiet og den højere embeds- og borgerstand og var gennemgående upopulært i København og de større provinsbyer. Mange nationalliberale så med foragt på grevinden der til gengæld støttedes energisk af bondevennerne, og landbefolkningen gav hende også en begejstret modtagelse på kongeparrets rejser i de følgende år. Grevinde Danner var ikke til sinds at lade sig skubbe til side i hoflivet og det skrumpede derfor stærkt ind, da de fremmede diplomater havde ordre fra deres hoffer til at ignorere hende, og de kongelige og andre højtstillede damer gjorde det samme. Frederik harmedes over disse mange krænkelser og forsømte ikke nogen lejlighed til at fremhæve hvor god en støtte hun var for ham. Utvivlsomt virkede hun regulerende på hans daglige tilværelse, modvirkede hans drikkeri og neddæmpede nu og da hans sygelige pralerier.

Arvefølgespørgsmålet afgjordes 1853 da prins Christian af Glücksborg udpegedes til tronfølger. Frederik ønskede, irriteret over prins Christians og særlig prinsesse Louises afvisende holdning til grevinde Danner, prins Christians søn Frederik, den senere Frederik VIII, valgt, men kunne ikke sætte det igennem over for den russiske zar hvis slægt nedstammede fra Gottorperne og dermed var medbestemmende. I spørgsmålet om Slesvigs og Holstens stilling efter treårskrigen fornemmede Frederik at han måtte bøje sig for "den europæiske nødvendighed". Reaktionen i Europa efter revolutionsårene 1848-49 så ikke med sympati på de nationalliberales ejderpolitik og Danmarks fri forfatning. Stormagterne ønskede helstaten bevaret og sikkerhed for at Slesvig ikke knyttedes nærmere til kongeriget end Holsten. De aftaler herom som udenrigsminister C.A. Bluhme indgik med stormagterne 1851-52 tiltrådte Frederik og det beroligede ham at bondevennerne under ledelse af A.F. Tscherning som Frederik værdsatte højt støttede regeringens politik. Aftalerne af 1851-52 nødvendiggjorde indførelse af en fællesforfatning for kongeriget og hertugdømmerne og en indskrænkning af grundloven til kun at gælde for kongerigets indre forhold.

Disse ændringer blev taget op 1854 af det stærkt konservative ministerium A.S. Ørsted som Frederik kom i modsætning til på flere områder. Da de nationalliberale stærkt angreb ministeriet indstillede det at C.C. Hall, C.G. Andræ og D.G. Monrad afskedigedes fra deres embeder. Frederik tiltrådte uvilligt og bemærkede at så ventede han at der ikke kom flere. Til biskop i Sjællands stift efter J.P. Mynster udnævnte ministeriet H. Martensen mod Frederiks og grevinde Danners ønske om professor H.N. Clausen. Yderligere anlagde ministeriet sag mod Frederiks ven, gehejmearkivar C.F Wegener, for kritik af tronfølgeordningen. Wegener frikendtes, hvorefter ministeriet tildelte ham en misbilligelse og Frederik tilsendte ham et anerkendende brev. I statsrådsmødet 18.7.1854 rejste Frederik stærk kritik af ministeriets forslag til helstatsforfatning og grundlovsindskrænkning. Forslagene "havde nogen lighed med oktrojering eller vel endog et slags statskup", sagde han. "Det ville være ham for svært at bære, hvis han gjorde noget som stred mod hans tilsagn til det danske folk, og hvad der var tilsikret rigsdagen om at forandringer i grundloven måtte ske på forfatningsmæssig måde, måtte holdes". Det var tankerne fra 1848-49 han her søgte at fastholde, men over for det samlede ministeriums argumenter og juridiske henvisninger kom han til kort og frafaldt sine indvendinger. En uge senere oktrojeredes fællesforfatningen, og i oktober svarede rigsdagen med en adresse til Frederik hvori der anmodedes om en konstitutionel helstat, gennemført på grundlovsmæssig vis. Mistænksom som Frederik kunne være og også nærtagende i sin usikkerhed så han i adressen en mistillid til sig selv og krævede i statsråd 18.10. folketinget opløst. Det var just ministeriets ønske og valg blev udskrevet til 1.12. Frederik og grevinden besøgte på popularitetsrejse i Holsten Scheele 29.10. og enedes med ham om planer til ministeriets fjernelse.

Sidst i november kom Scheele til kongeparret på Frederiksborg, og efter valget der svækkede ministeriet fulgte Frederik i statsrådsmøde 3.12. Scheeles råd om afgørelse straks og bad hver af ministrene svare skriftligt om de tiltrådte rigsdagens holdning til forfatningssagen. Ørsted svarede hidsigt at da ministeriet åbenbart havde mistet majestætens tillid demissionerede det. Frederik overdrog Scheele at danne nyt ministerium. Det mislykkedes for ham, men han blev udenrigsminister i ministeriet P.G. Bang der gennemførte den konstitutionelle helstat 1855. Ministeriets nationalliberale medlemmer Hall og Andræ der bag Scheele så grevindens og Berlings indflydelse, trængte ham trods Frederiks modstand i baggrunden, og april 1857 udtrådte han af ministeriet. På Frederiks opfordring forsøgte han igen at danne ministerium, men atter forgæves. Frederik henvendte sig så til nogle af de ministre han havde afskediget 1854, men de ville ikke påny træde i hans tjeneste. Når noget som her gik Frederik alvorligt imod kunne han i hidsighed eller depression tale om at han igen ville "være absolut" eller gå af. Truslerne havde hidtil vist sig indholdsløse, men nu var der frygt for at Frederik ville suspendere forfatningen. Krisen drev dog over og maj 1857 dannede Hall et rent nationalliberalt ministerium. Det kom i konflikt med Frederik da det, navnlig finansminister A.F. Krieger, søgte at trænge grevinden tilbage ved hoffet, og da ministeriet tilsidst forlangte Berling afskediget fra hans hofstillinger afviste Frederik det kategorisk. Ministeriet gik af og efterfulgtes december 1859 af ministeriet C. E. Rottwitt der stod bondevennerne nær, men kun sad til Rottwitts død februar 1860, hvorefter Hall igen dannede ministerium. Under ministeriet Rottwitt indtraf Frederiksborg slots brand og ved nytårstid voldsomme demonstrationer i København mod grevinde Danner. Det bondevenlige ministerium var ikke velset i København, og smædeviser og fantasifulde rygter om grevindens, Berlings og Scheeles indflydelse og indbyrdes forhold øgede ophidselsen. Kort efter tog Berling på grund af sygdom sin afsked.

I Frederiks sidste år blev skandinavismen et bindeled mellem ham og ministeriet. Han så i en militær alliance med Sverige-Norge den eneste støtte i et opgør med det tyske forbund og mente gennem sit venskab med den svenske konge Karl XV at have opnået løfte om hjælp, men han oplevede ikke disse fantasiers møde med virkeligheden. Efteråret 1863 opholdt han sig sammen med grevinden på Glücksborg og udfoldede trods sin nu tydelige fysiske og åndelige svækkelse en hektisk aktivitet. Han overværede udgravninger i Nydam mose i Sundeved, inspicerede hyppigt befæstningsarbejder ved Dannevirke og førte sidst i oktober an i en animeret fest hos sine kære flensborgere. I november pådrog han sig en kraftig forkølelse der efterfulgtes af ansigtsrosen. Ved hans død 15.11.1863 var landesorgen dyb og oprigtig. Manges sind knugedes af uvished om fremtiden. Frederik var den sidste konge hvis herskerret i hertugdømmerne var anerkendt fra alle sider, og netop to dage før hans død vedtog rigsrådet den novemberforfatning der knyttede Slesvig til kongeriget. Vanskelighederne øgedes i uoverskuelig grad ved sammenfaldet mellem novemberforfatningens vedtagelse og Frederiks død.

Familie

Frederik 7. blev født på Amalienborg (Slotsk.), døde på Glücksborg slot og er begravet i Roskilde domkirke. Forældre: prins Christian Frederik af Danmark, senere Christian VIII (1786-1848) og Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin (1784-1840). Gift 1. gang 1.11.1828 i København (Slotsk.) med Vilhelmine, født 18.1.1808 i Kiel, død 30.5.1891 på Glücksborg, d. af Frederik VI (1768-1839) og Marie af Hessen (1767-1852). Ægteskabet opløst 1837. Gift 2. gang 10.6.1841 i Neu Strelitz med Mariane af Mecklenburg-Strelitz, født 10.1.1821 i Neu Strelitz, død 1.6.1876 sst., d. af storhertug af Mecklenburg-Strelitz Georg Frederik Carl Joseph (1779-1860) og Marie Vilhelmine af Hessen-Kassel (1796-1880). Ægteskabet opløst 1846. Gift 3. gang 7.8.1850 (til venstre hånd) i Fr.borg slotsk. med Louise Christine Rasmussen (Louise Danner), født 21.4.1815 i København (Fødsst.), død 6.3.1874 i Genova, d. af grosserer, mægler Gotthilf Ludewig Køppen (1772-1832) og ugift tjenestepige Caroline Juliane Rasmussen (1793-1869).

Ikonografi

Tegn. af W. Heuer ca. 1810 (Rosenborg). To pasteller af C. Hornemann, 1812, og to mal. af J.L. Lund, 1813 (alle Jægerspris). Mal. af Kratzenstein Stub, 1813 (sst.; Rosenborg) og af F.C. Grøger, 1814 (Rosenborg), fortegn, til sidstnævnte (Mus. für Hamburgische Gesch.). Mal. af Jacob Munch, 1814 (Eidsvoldgalleriet). Min. af J.H. Wind, 1816 (Rosenborg). Mal. af C.W. Eckersberg, 1817, og af R. Suhrlandt s.å. Min. ca. 1820 af L. Fraenckel (Rosenborg). Mal. 1820 (Rosenfeldt). Buste af Thorvaldsen, 1820 (Thorvaldsens mus., 1825 Rosenborg). Mal. af C.A. Jensen, 1824 (Rosenborg). Tegn. af Heuer ca. 1825 (sst.). Tegn. af C. Viertel (Kgl.bibl.), samme type i litografi og med ændringer litograferet af B. Bendixen, 1826, stukket efter dette af O.O. Bagge 1828 på mindeblad som i en anden udg. har et andet portr. Stik af A. Lillienberg og litografi i samme type. To min. fra 1820erne af Horneman (Jægerspris). Tegn. af Amelie Munier, 1826 (Rosenfeldt), tegn. af samme 1828 (Rosenborg), mal. af samme 1828 (Jægerspris). Litografi efter tegn. af P. Casella ca. 1826. Min. af Johs. Muller og af L. Fraenckel (begge Jægerspris). Tegn. til medalje af Constantin Hansen, 1826 (Fr.borg). Medaljer s.å. af J. Conradsen og af C. Jørgensen. Mindeblad for brylluppet 1828. Buste af Thorvaldsen, 1828 (Thorvaldsens mus.). Buste af G. Borup s.å. Tegn. af Monies s.å. Litografier af J.F. Fritz 1829 og 1830. Mal. af M.T. Brünnich, 1832, af C.C. Tilly, 1833 (Fr.borg), af J.F. Møller, 1836 (Jægerspris) og 1837 (Odense bys mus.). Silhouet af Fausing (Kgl.bibl.). Mal. formentlig af N.P. Holbech, 1840 (Jægerspris), kopi af N. Moe (Fr.borg, Fredericia rådhus), litografi i denne type efter Holbechs mal., også litografi af C.P. og træsnit af A. Hansen. Profiltegn, af J.V. Gertner, 1840?, flere gentagelser (1841 Fr.borg, Rosenborg, Teatermus.), litografi ca. 1840 samt 1846, stik af A. Hassener og af J. Ballin og litografi af A. Kittendorff m.fl., anvendt af Gertner til billede fra salvingen 1840 (Rosenborg) og af Chr. Christensen til medalje 1841. Tegn. af Gertner, 1841 (Fr.borg). Afbildet på mal. af E. Lehmann af indtoget 1841 (Jægerspris) og på mal. fra samme begivenhed af N. Henriques, 1842 (Fr.borg), af V. Balsgaard 1843 og 1845 (Rosenborg, Fr.borg) og af Chr. Rosenberg. Buste af J.H. Thrane, 1841. Mal. af E. Bærentzen, 1842. Litograferet til hest af V. Adam, 1842. Afbildet på S. Schacks mal. 1843 af salvingen 1840 (St.mus.). Min. af J.C. Bøgh, 1844 (Jægerspris). Mal. af Sofus Schack, 1844 (Teatermus.). Litografi af A.M. Petersen. Afbildet på mal. 1847 af F.T. Kloss fra besøget på Færøerne 1844 (Jægerspris), tegn. dertil 1846 (Fr.borg). Tegn. af Fritz v.Dardel, 1847. Mal. af D. Monies, 1847 (Fr.borg), litograferet af I.W. Tegner m.fl. samt gengivet i min. af J.C. Bøgh. Flere litografier af Bærentzen og efter disse af E. Fortling. Litografi af P. Bau, af Fortling efter tegn. af Ballin efter foto, af J. Denon efter C. Legrand, af F. Jentzen efter mal. af Unger og af A.J.B. Bayot efter tegn. til hest af F.D. Mal. af F. Richardt, 1848 (folketinget). Medalje af F. Krohn, 1848. Tegnet til hest af L.A. Smith, 1848 (Kgl.bibl.), forlæg for litografi. Afbildet på mal. af Niels Simonsen af besøg i et batteri, 1848 (Fr.borg), og på flere, til dels små, litografier og træsnit fra begivenhederne under krigen, især 1848, bl.a. efter tegn. af K. Gamborg, træsnit af H. Henneberg, satiriske litografier af Carl Koch og B. S. Berendsohn, 1848. Afbildet på mindeblad for grundloven, bl.a. af J. Thorsøe. Medalje af P. Petersen, 1849. Litografi af vielsen, 1850. Afbildet på Simonsens mal. 1861 af besøget ved Dannevirke 1850 (Jægerspris). – To mal. af Aug. Schiøtt, 1850 (Jægerspris), to tegn. dertil (Fr.borg). Mal. af D. Monies (Fr.borg). Malet på porcelæn af Johs. Wensel, 1851 (Jægerspris). Træsnit af modtagelse af engelske journalister 1851. Mal. af Gertner, 1851 (Jægerspris), litograferet af Fortling m.fl., i træsnit samt i stik af P.G. Metzmacher, 1863. Buste af H.V. Bissen, 1851 (St.mus., 1863 Studenterforeningen, 1865 og 1869 Jægerspris), rejst som monument i Hinnerup 1869, kopi af Th. Stein (Ordruphøj), kopi af N. Bondrup rejst i Fuglebjerg og i Præstø, begge 1868, og i Vennelyst, Århus, 1901, galvanoplastiske kopier af L. Møller, 1863, i biskuit m.v. Medalje af P. Batz, 1852. Mal. af Dankvart Dreyer, måske kopi efter litografi. Afbildet på mal. 1853 af A.C. Lunde fra besøg på Bornholm (Jægerspris). Akvarel af E. Young, 1853 (Fr.borg), akvarel og min. af samme (begge Jægerspris) og mal. af samme, 1855 (Fr.borg). Afbildet på mal. af sejlads på Gudenåen af G.E. Libert, 1854 (Jægerspris) og på tegn. fra rejse i Slesvig af bl.a. Cochmann og M. Kriegsmann (Fr.borg) og af V. Wassner (sst.). Mal. af F.L. Storch, 1854 (Fr.borg), andre mal. af samme 1855 (Odense bys mus.) og 1864 (Ovesholm).

Sølvstatuette af J.F. Rudolphi, 1855. Skitse af O.P. Hansen-Balling s.å. Mal. af Gertner, på skibsdæk, 1856 (Fr.borg). Buste af J.A. Jerichau s.å. (sst.). Skitse til rytterstatue af H.V. Bissen, 1856. Relief af H. Conradsen, 1858. Afbildet på tegn. af E. Lehmann, 1859 (Teatermus.). Tegn. af Fritz v.Dardel, 1860 (Malmø mus.). Afbildet på mal. af N. Simonsen, 1860, forestillende en revy ca. 1830 (Adolphseck ved Fulda). Afbildet på tegn. af Constantin Hansen, 1860, udkast til grundlovsbillede (folketinget). Mal. af Gertner, 1861 (Rosenborg), gentagelse 1862 (folketinget), malet s.m. grevinden af samme, 1861 (Jægerspris), forarbejde dertil (Fr.borg, Gripsholm). Tegn. af F.C. Lund (Fr.borg) til træsnit 1861 af en deputationsmodtagelse. Sølvstatuette af C.J. Dideriksen efter tegn. af H. Olrik, udst. 1861. Silkevævning sign. J.H. Kiehne 1861. Satiriske tegn. af J. Kornerup, 1861 (Fr.borg). Afbildet på litografi af N.F. Niss fra rejse 1861. Litografier fra Carl XVs besøg 1862 af C. Deichmann, af Fr. Visby og S. Simonsen, m.fl., mal. af samme emne af F.T. Kloss, 1863. Tegn. af Magnus Petersen (Natmus.). Udaterede portr. bl.a.: Min. af Aldenrath (Jægerspris), tegn. af J.L. Lund (St.mus.), mal. af E. Jerichau Baumann, tegn. (alle Kgl.bibl.) af C. Weidemann, Young og F.M. Schou samt silhouetter af B. Ulrichsen (Kgl. bibl., Fr.borg). Miniature (Nasjonalgalleriet i Oslo). Relief af C.F. Holm, tegn. af H.C. Ley og af Aug. Hagen, min. af J.C. Bøgh og af C. Pløtz (alle Fr.borg). Relief af G. Billquist (Göteborg kunstmus.). Buste (Randers mus.). Mal. af F.G. Thomsen (forhen Fr.borg). Min. af O.M. Bøgh og af C.G. Lind. Mange litografier, bl.a. af J. Thorsøe og, efter foto, af E. Fortling, P. Gemzøe, samme type af W. Jab, I.W. Tegner, gengivet i træsnit af H.P. Hansen, litografi efter mal. af C.J. Bruun, af Gemzøe efter tegn. af F.C. Lund, 1865, og litografi som fikserbillede af Frederiksborg slot. Træsnit efter tegn. af A. Dorph, gentaget af W. Obermann. Medalje 1863 af C.F. Green, en anonym og to af Schmalfeld, den ene efter tegn. af C. Peters. – Statuette af Th. Mule, 1864, og af C. Peters, 1865. Relief af Conradsen, 1866. Mal. af Monies, 1867, litograferet af Harald Jensen. Statue af Jon Börjeson ca. 1872 (Jægerspris). Afbildet på mal. af P. Kornbeck, 1872 (sst.). Medalje af Alphée Dubois, 1877. Afbildet på tegn. af K. Gamborg, 1880 (Fr.borg). Figur af V. Schultz, 1884. Tegn. af Klæstrup (Fr.borg), af Marstrand (sst., St.mus.), af Chr. Hetsch, 1888, af Rasmus Christiansen, af Hans Nik. Hansen, 1910, af Jais Nielsen, 1917 og 1918. Afbildet på mal. af V. Neiiendam, 1917. – Monumenter: Buste på Skovbakken, Randers, 1862. Relief af C. Peters ved Tranebjerg, 1866.

Buste af A. Paulsen, 1866 i Hjørring og buste af L. Prior, 1867, Maribo. Buste af L. Prior, 1866, rejst 1867 i Thisted og i Rudkøbing rådhus. Statuer af H.V. Bissen i Odense 1868, i Køge 1869, i Hillerød 1880, ciceleret af A. Paulsen, kopi af Odensestatuen i Grenå 1884; tre statuetter af H.V. Bissen, 1866 (to i Glyptoteket). Buste af O. Evens i Give 1868. Buste af Th. Stein, 1870, ved Vedbygård i Ruds Vedby, buste af R. S. Malthe i Stubbekøbing s.å. (ekspl. i Ribe mus.). Relief på mindesmærke i Svinninge 1870 og relief af O. Evens på støtte i Næstved. Buste af F.C. Stramboe i Odder, 1871. Buste i Nykøbing S. 1872. Rytterstatue af H.V. og V. Bissen på Chr.borg slotsplads, 1873; en skitse hertil af H.V. Bissen var tegnet af H. Olrik til et træsnit allerede 1863, skitse af H.V. Bissen, 1864 (Odense bys mus.; Nordjyllands kunstmus.), udkast af V. Bissen, 1868 (Fr.borg). Buste i Holbæk 1876. Statue af O. Evens i Sorø, 1877. Buste i Skjern s.å., i Sir Lyngbjerg 1878, ved Eghøjgård, Kirke Såby sg., 1879. Statue af N. Schmidt i Varde, 1885. Relief på mindesten i Nykøbing F. 1891. Mosaik af Bøye Givskov, 1957 (Børsen, København). – Mindetavle ved Frederiks eg i Fredericia 1837. Sten for revyen på Lerbæk mark 1848, Hover sg. Tavle til minde om besøg 1851 i Åkirke. Sten i Allerup bakker til minde om besøg 1852. Monument af M.G. Bindesbøll, 1856, på Rytterknægten. Monument 1860 på Stege torv og 1868 af L. Prior i Kirkeskoven, Vordingborg. Bautasten i Ryslinge 1871. Mindetårn 1874-75 af L.P. Fenger på Himmelbjerget. Sten i Brejning 1875, på Storebjerg ved Hjerm 1878, i Vejen 1880, i Halkevad mindelund, Skørpinge sg., 1881, ved Møllevad bro, Sorø amt, i Vejle Nørreskov og ved Asserbo ruin. Mal. af Schiøtt ca. 1850 (Rosenborg). Min. af B. Wolck, 1851 (kgl. løsørefideikommis). Mal. på vaser af A. Juuel 1860 og 1864 (kongehuset). Relief af Frederik som prins af A. Jacobsen og af S.S. Winther (Rosenborg). Min. af N.C. Hansen (sst.) og af R. Greve. Buste af A. Kolberg. Mal. af P.H. Wilhardt (altinget, Island)

Bibliografi

Statsrådets forhandl. I-VII, udg. Rigsark. 1954-66. – H.P. Giessing: Kong Frederik VIIs ungdoms- og regeringshist., 1865. C.F. Wegener i Årbøger for nord. oldkyndighed, 1866 1-106. H.N. Clausen: Optegn, af mit levneds og min tids hist., 1877. H. Martensen: Af mit levnet III, 1883. A. Thorsøe: Kong Fr. VIIs regering I–II, 1884-89. i. N. Madvig: Livserindr., 1887. C.E. Bardenfleth: Livserindr., 1890. N. Neergaard: Under junigrundloven I–II, 1892-1916. C.F. Holten: Erindr., 1899. A.F. Krieger: Dagbøger I-HI, 1920-21. Rob. Neiiendam: Bogen om grevinde Danner, 1956 (ny udg. 1970). Erik Møller: Helstatens fald I–II, 1958.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig