Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederik 3.

Oprindelige forfattere PEll og SEll

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Frederik 3., 18.3.1609-9.2.1670, konge. Som næstældste søn (med titel af hertug) kunne Frederik ikke umiddelbart regne med at blive faderens efterfølger som dansk konge. Hans forsørgelse måtte sikres på anden måde. En traditionel udvej for det danske som for andre protestantiske fyrstehuse var at vinde indpas ved de sekulariserede (verdsliggjorte) gejstlige fyrstendømmer i Nordtyskland som før reformationen havde hørt under den katolske kirke. Denne mulighed fik øget aktualitet da Christian IV efter fredsslutningen med Sverige 1613 i stigende grad vendte sin opmærksomhed mod Nordtyskland og søgte at få fodfæste her. Frederik blev en brik i dette spil. 1621 lykkedes det faderen at få ham valgt til koadjutor (medhjælper) og successor (efterfølger) i Bremen stift, 1622 i nabostiftet Verden hvor han endog blev administrator året efter, og 1624 i Halberstadt. Alt dette var dog ventepositioner for den unge hertug.
I årene 1624-26 opholdt han sig ved det nyligt oprettede ridderlige akademi i Sorø hvor han havde rigsråden Jens Juel (1580-1634) som hovmester og den senere Ribebiskop Hans Burchardt som sin vigtigste lærer.

Under Christian IVs deltagelse i trediveårskrigen blev Frederik 1627 udnævnt til præsident for krigsrådet i Stade og fik overbefalingen i Bremen stift som stedfortræder for faderen i dennes egenskab af kredsoberst for den nedersachsiske kreds, men Christian IVs nederlag i den tyske krig var allerede da en kendsgerning. 1628 besatte Tilly stiftet. Frederik tog en tid ophold i Friesland og rejste senere til Frankrig hvor han opholdt sig 1629-30. Bremen stift blev 1632 erobret af svenske hære, men da stiftets administrator døde 1634, og våbenlykken på dette tidspunkt havde svigtet svenskerne godkendte den svenske regering modstræbende Frederiks ret til at overtage stiftet. Efter vanskelige forhandlinger om stiftets fremtidige forhold til Sverige proklameredes han 1.3.1635 af domkapitlet i Bremen som stiftets administrator (med titel af ærkebiskop), og året efter anerkendte Sverige stiftets neutralitet. Samtidig opnåede Frederik kejserens stiltiende anerkendelse.

Også Verden stift var fra 1635 i Frederiks besiddelse. Bortset fra interne stridigheder med stænderne og en kortvarig indmarch af en kejserlig hær besad Frederik sine stifter i fred til 1644. Efter Torstensons angreb på Danmark i slutningen af 1643 blev hans stilling imidlertid uholdbar. Han afslog at bøje sig for de svenske krav om kontributioner og modtog i marts 1644, meget mod stændernes ønske, faderens tilbud om at blive dansk general og tog ophold i Glückstadt. Frederiks militære indsats blev dog beskeden. Samarbejdet med den danske rigsmarsk Anders Bille gik dårligt, og et forsøg på forenet indsats mod den svenske general Wrangel strandede, bl.a. på Frederiks modvilje mod at være borte fra marskegnene i længere tid. Han handlede på dette punkt i overensstemmelse med Christian IVs ordre, men hensynet til hans egne besiddelser har utvivlsomt også spillet en rolle. Det lykkedes ham 30.12.1644 at generobre det af svenskerne besatte Riberhus, men ikke at fastholde erobringen da han påny gik tilbage til Glückstadt, og i begyndelsen af 1645 måtte han passivt finde sig i at svenske tropper besatte hans stifter, og at der indrettedes en ny regering i Stade.

Ved freden i Brømsebro 1645 henvistes stifternes fremtidige skæbne til forhandlinger mellem Frederik og dronning Christina. I vinteren 1645-46 sendte Frederik et gesandtskab til Stockholm, men fra svensk side førtes forhandlingerne nærmest på skrømt. Axel Oxenstierna havde ikke i sinde at afgive de strategisk vigtige stifter. Tilsvarende negativt for Frederik blev udfaldet af forhandlingerne på fredskongressen i Münster og Osnabrück hvor han repræsenteredes af sin kansler Dietrich Reinkingk. Det blev hurtigt klart at der hverken ad diplomatisk eller militær vej var udsigt til en generhvervelse af stifterne som tilfaldt Sverige ved fredsslutningen, og at en afståelsessum var det eneste opnåelige. At end ikke det lykkedes skyldtes udviklingen i Danmark.

Annonce

Under vanskelige økonomiske forhold, helt afhængig af støtte fra Christian IV, havde Frederik 1646 taget ophold i Flensborg med sin gemalinde som han havde ægtet tre år tidligere. Hans fremtidige eksistens var sikret ved et arveforlig med broderen, den udvalgte prins Christian, i oktober 1643 hvorefter en række amter, slotte og godser i hertugdømmerne ville tilfalde Frederik hvis Christian blev konge efter faderens død. I juni 1647 døde imidlertid den udvalgte prins uden at efterlade sig arvinger, og Frederiks udsigt til at blive dansk konge var dermed rykket nær skønt det ikke var lykkedes ham at opnå nogen formel anerkendelse som subsidiær tronfølger. En anstødssten på dette punkt var Frederiks krav på Bremen og Verden som efter den danske adels mening frembød risiko for et nyt brud med Sverige, og en umiddelbar følge af broderens død blev da også at Frederik formelt gav afkald på stifterne. I juli 1647 blev han udnævnt til statholder i hertugdømmerne, men spørgsmålet om tronfølgen i Danmark var ikke løst da Christian IV døde i februar 1648.

Frederik var ikke til stede ved faderens dødsleje. Først 5.3. ankom han til København. Indledende drøftelser om kongevalget begyndte kort efter, men det var først i april da stænderne samledes i København at de officielle forhandlinger kunne finde sted. I virkeligheden kunne næppe nogen anden kandidat end Frederik komme på tale. Som eneste overlevende søn i Christian IVs ægteskab med dronning Anna Cathrine var han på forhånd arveberettiget til den kongelige del af Slesvig og Holsten, så valgte man en anden til dansk konge ville forbindelsen mellem kongeriget og hertugdømmerne blive yderligere svækket. Spørgsmålet var mere betingelserne for valget, nedfældet i håndfæstningen der fastsatte magtfordelingen mellem konge og rigsråd. Herom fandt et sejt tovtrækkeri sted. Resultatet forelå først i maj og var i flere henseender et kompromis, men dog en væsentlig indskrænkning af kongens beføjelser i forhold til forgængernes håndfæstninger. Det gjaldt indenrigspolitisk, udenrigspolitisk og militært, ja den nye konge kunne end ikke begive sig udenlands uden rigsrådets tilladelse. Frederik havde dog fået sat igennem at han kunne beholde sine tyske rådgivere og anvende udlændinge inden for diplomatiet. Den 7.5.1648 foregik den højtidelige udvælgelse af Frederik til Danmarks, Norges, de Venders og Goters prins og herre, og dagen efter underskrev han den foreløbige håndfæstning. Hyldingen i Danmark fandt sted i København den 6.7., samme dag underskrev Frederik sin endelige håndfæstning, og først derefter var han konge. Hyldingen i Norge foregik i Kristiania den 24.8., af hertugdømmernes landdag hyldedes Frederik den 6.10. på rådhuset i Flensborg som arvehertug i Slesvig og Holsten, og endelig fandt kroningen sted i Vor Frue kirke i København den 23.11.1648.

I den første tid holdt Frederik sig politisk i baggrunden, tog ophold på Frederiksborg med sin familie og hofstat og overlod rigshofmesteren Corfitz Ulfeldt og kansleren Christian Thomesen Sehested at forestå regeringsforretningerne. Mellem Frederik og svogeren Corfitz Ulfeldt synes forholdet at have været køligt hvorimod kongen stod på god fod med den anden mægtige svoger, Norges statholder Hannibal Sehested. Efter 1649, hvor Ulfeldt havde ført traktatforhandlinger i Nederlandene, ændredes imidlertid forholdene. Ulfeldt fandt ved hjemkomsten sit embedsområde indskrænket og genvandt ikke sin tidligere indflydelse.

Mod Sehested indledtes i 1650 en regnskabsundersøgelse som året efter førte til hans afsked fra alle embeder, og kort efter forlod Ulfeldt hemmeligt landet for at unddrage sig en tilsvarende retsforfølgelse. Ikke blot Frederik, også rigsrådet havde medvirket til svogrenes fald, men sejren var i højere grad kongens end rådets. De tilbageværende råder savnede Ulfeldts og Sehesteds format. Uden at bryde sin håndfæstning forbedrede Frederik skridt for skridt sine positioner. I hertugdømmerne hvor rigsrådet var uden indflydelse havde han allerede 1648 udnævnt den loyale Christian Rantzau (1614-63) til statholder og sat sin mangeårige rådgiver Dietrich Reinkingk i spidsen for et nyoprettet regeringskancelli. 1650 indførtes førstefødselsret i den kongelige del af hertugdømmerne, og samme år fik Frederik sin ældste søn Christian (V) valgt til tronfølger i Danmark uden at prinsen blev bundet til faderens håndfæstning. Sikre støtter havde Frederik i kammerskriveren Christoffer Gabel og kammersekretæren Theodor Lente der begge var fulgt med ham fra Bremen og henholdsvis varetog kongens private økonomi og korrespondance. Lente fik efterhånden også stor indflydelse i tyske kancelli og dermed på udenrigspolitikken. Det kunne give anledning til betænkelighed i rigsrådet at Frederik således omgav sig med sine gamle tyske rådgivere hvortil kom hans egne og dronningens tyske slægtninge – ikke mindst når hoffet, som tilfældet var 1654-55, i mere end et år opholdt sig på Flensborghus.

Udenrigspolitisk var forholdet til Sverige stadig afgørende. Ved Sveriges landerhvervelser efter trediveårskrigen var Danmark blevet indkredset, og for Frederik måtte navnlig den svenske besiddelse af hans gamle stifter Bremen og Verden være tung at bære. Da den nye svenske konge Karl X Gustav 1655 indledte et felttog mod Polen var det åbenbart at muligheden for generhvervelse af det tabte – eller for et nyt svensk angreb – var til stede, og denne anskuelse deltes af vide kredse, som det viste sig på et stændermøde i Odense februar 1657 hvor der bevilgedes betydelige midler til fortsættelse af den oprustning som Frederik havde påbegyndt i slutningen af 1656 trods rigsrådets modstand. Den 1.6.1657 undertegnede Frederik krigserklæringen til Sverige. Eftertiden har hårdt bebrejdet ham dette skridt der fik så katastrofale følger, men set på baggrund af de forudgående årtiers udenrigspolitiske erfaringer og den øjeblikkelige europæiske situation således som det var muligt for den danske regering at bedømme den kan beslutningen næppe kaldes umotiveret. Man regnede med at Karl Gustav kun ville være i stand til at frigøre en mindre styrke fra krigsførelsen i Polen og håbede på støtte fra kejseren og Nederlandene, omend bindende løfter ikke var opnået. Af afgørende betydning var at der ikke ville være råd til at opretholde den hær der var opstillet i hertugdømmerne, i længere tid. Den måtte anvendes eller aftakkes. Den danske hær kunne imidlertid hverken med hensyn til ledelse eller mandskab måle sig med den svenske. En kortvarig dansk besættelse af Bremen stift efterfulgtes af Karl Gustavs erobring af Jylland og senere af marchen over isen til de danske øer med sønderlemmelsen af Danmark og Norge ved Roskildefreden i februar 1658 som det endelige resultat.

En videre følge var at den gottorpske hertug støttet af Sverige fik fritaget sin del af Slesvig for lensbåndet til Danmark og anerkendt den som suveræn besiddelse. Set fra Frederiks synspunkt indebar dette dog fordele da han nu kunne kræve samme ret for den kongelige del af Slesvig hvad rigsrådet måtte indrømme ham.

Den panik som havde præget den danske regering ved afslutningen af Roskildefreden var afløst af en anderledes beslutsom holdning da Karl Gustav i august 1658 brød freden, påny sendte sine tropper mod Danmark og hurtigt besatte næsten hele landet.
Hovedmålet som var at bemægtige sig København og flåden nåedes imidlertid ikke. Hovedstaden havde i hast rustet sig til modstand, og en svensk storm i februar 1659 blev slået tilbage. For efterverdenen er modstandsviljen symboliseret med bibelcitatet "Jeg vil dø i min rede!" hvormed Frederik skal have afvist opfordringer til at bringe sin person i sikkerhed. Både han og dronningen lod sig ofte se på den belejrede bys vold, og under den svenske storm optrådte Frederik med største mod. Hans anseelse voksede umådeligt i denne tid, og populariteten befæstedes ved de omfattende særprivilegier hvormed kongen belønnede København og Christianshavn hvis borgere herefter i flere henseender var sidestillede med adelen. En personlig gevinst for Frederik var det også at bornholmerne i december 1658 selv befriede deres ø og overdrog den som arv og eje til kongen.

Derimod svækkedes adelens og rigsrådets prestige. De fleste beslutninger blev truffet i et nyoprettet krigsråd hvor Frederik selv præsiderede, og blandt hvis medlemmer kongeligsindede officerer som Hans Schack (1609-76) og Claus og Hans Ahlefeldt var toneangivende. Det var også de indkaldte tyske officerer der havde hovedæren af de militære resultater i krigens slutfase, støttet af en nederlandsk flåde og hære fra Danmarks allierede på kontinentet. Freden i København maj 1660 gav imidlertid kun Danmark beskedne gevinster i forhold til tabene i 1658. De vesteuropæiske magter, ikke mindst Frankrig, bestemte i realiteten udfaldet. Disse forhold forhindrede ikke at Frederiks prestige var så stor som aldrig før da der i september 1660 samledes et stændermøde i København for at drøfte hvorledes statens ruinerede finanser kunne bringes på fode.

Der opstod hurtigt et modsætningsforhold mellem adelen og de lavere stænder. Adelen holdt på sine standsprivilegier og ønskede finansnøden afhjulpet ved høje omsætningsafgifter som adelige personer dog skulle være fritaget for. Gejstligheden og borgerstanden krævede heroverfor ubetinget lighed, og navnlig borgerstanden under den københavnske borgmester Hans Nansens ledelse ønskede en gennemgribende reform af forvaltningen som ville afskaffe adelens eneret til lenene og bringe staten større indtægter ad denne vej. Under disse omstændigheder kom Frederik til at indtage en nøglestilling, og begge parter søgte at vinde hans bevågenhed. Adelen bevilgede stedse mere omfattende afgifter, som især ville ramme byerne, og opgav til sidst kravet om personlig fritagelse. Borgerne og efter nogen tøven gejstligheden fandt intet andet at sætte op herimod end at tilbyde Frederik og hans efterkommere Danmark som arverige. Dette skete den 8.10., men der havde i de forudgående dage været ført hemmelige forhandlinger herom hvori kongens fortrolige rådgiver Christoffer Gabel havde deltaget. Hvornår tanken om arverigets indførelse er opstået, og hvilken rolle Frederik personligt har spillet i denne forbindelse lader sig næppe afgøre, men det er sikkert at både han, hans dronning og hans tyske rådgivere var tilhængere af en stærk kongemagt, og at mange var klare over dette. Betegnende nok var teorien om at Norge egentlig var et arverige blevet mødt med interesse af kongehuset. Adelen og rigsrådet var modstandere af et arveligt kongedømme som ville sætte den eksisterende forfatning ud af kraft og dermed true rigsrådets politiske og hele adelens privilegerede stilling. Over for psykologisk og militært pres fra Frederiks side måtte rigsrådet dog bøje sig og gav den 13.10. sin tilslutning til de lavere stænders forslag, med udtrykkelig tilkendegivelse af at arveretten gjaldt såvel mands- som kvindelinjen, og kun med det forbehold at riget skulle forblive udelt og standsprivilegierne opretholdes.

Spørgsmålet om den fremtidige forfatning blev drøftet den følgende dag på et møde af et i største hast, rimeligvis af Frederik selv, sammensat udvalg som imidlertid kun kunne enes om at kongen skulle løses fra sin ed og håndfæstningen overleveres, hvorimod udformningen af en ny forfatning blev overladt til Frederik uden betingelser. Den 16.10. underskrev rigsråder og stænderdeputerede en erklæring om håndfæstningens kassation, den følgende dag overleveredes den kasserede håndfæstning til kongen, og den 18.10. fandt den højtidelige arvehylding sted på slotspladsen foran Børsen.

Foruden Christoffer Gabel og Hans Nansen havde Sjællands biskop Hans Svane og Hannibal Sehested der under de sidste fredsforhandlinger med Sverige påny var trådt i Frederiks tjeneste, været vigtige medvirkende ved arveregeringens gennemførelse. Tydeligt nok stod denne kreds også højt i Frederiks gunst i slutningen af oktober, og Sehested fik betroet den vanskelige men påkrævede opgave at foretage en gennemgribende sanering af statens finanser. Men allerede i november skete en magtforskydning. Hans Schack og andre høje officerer foretog en demarche over for kongen som satte Schack over Sehested i rang, og gennem de udenlandske gesandters indberetninger kan det følges hvorledes Sehesteds indflydelse aftager og de tyske råders vokser frem til årsskiftet 1660-61. Det er da snarest den sidstnævnte gruppe sammen med de øverste officerer der må anses for Frederiks støtter ved udarbejdelsen og rundsendelsen til underskrift af den såkaldte enevoldsarveregeringsakt af 10.1.1661 Frederik III hvori det udtaltes at der foruden arveret var overdraget Frederik og hans arvinger "alle jura majestatis, absolut regering og alle regalia", og at han var hyldet som "en absolut, suveræn arveherre". Underskriverne erklærede at ville bøje sig for kongens vilje med hensyn til regeringens indretning og ordningen af arvefølgen. Dette var næppe hvad stænderne havde ønsket, men ingen synes at have vægret sig ved at underskrive. Enevælden var formelt korrekt indført i Danmark, og tilsvarende aktstykker blev underskrevet i Norge, på Island og Færøerne i løbet af 1661-62.

Den nøjere udformning af forfatnings- og arvefølgebestemmelserne skete efter at Frederiks rådgivere i Glückstadt først var konsulteret og en lang række udkast udarbejdet, med kongeloven af 14.11.1665. Til sin egen statsretlige viden som bl.a. havde baggrund i Reinkingks lærde værker kunne Frederik nu føje den ekspertise som hans nyudnævnte kammersekretær Peder Schumacher (Griffenfeld) havde erhvervet under mangeårige studier i udlandet. I et samarbejde mellem de to må kongeloven antages at have fået sin endelige udformning, og kun Gabel synes at være blevet delagtiggjort i dens indhold så længe Frederik levede. De bånd der i kongeloven var lagt på den danske kongemagt var kun pligten til at håndhæve den augsburgske konfession, holde riget samlet og opretholde enevælden. Bortset herfra var kongens magtudøvelse uden indskrænkning hvad der gør kongeloven til et enestående dokument blandt de europæiske skrevne forfatninger. Umiddelbart efter arveregeringens indførelse i oktober 1660 påbegyndtes en modernisering af central- og lokaladministrationen, ifølge samtidige iagttagere under Frederiks ivrige personlige medvirken.

Til det militære magtapparat skulle nu føjes et civilt. Centraladministrationen blev, til dels efter svensk forbillede, organiseret som kollegier hvor der blev sørget for ligevægt ("paritet") mellem adelige og borgerlige medlemmer. I den sidstnævnte gruppe var det tyske element stærkt fremtrædende. I lokalstyrelsen erstattedes de tidligere len af amter, snarest efter forbillede fra hertugdømmerne, men de nye amtmænd der oftest var adelige fik ikke lensmændenes militære myndighed, og finansforvaltningen overgik til borgerlige amtsskrivere. Frederiks mistillid til den danske adel træder tydeligt frem under denne reorganisation som den får udtryk i processerne mod Kaj Lykke og Corfitz Ulfeldt der henholdsvis 1661 og 1663 anklagedes for majestætsforbrydelse og henrettedes in effigie til skræk og advarsel. Først mod slutningen af Frederiks regeringstid og rimeligvis på Gabels tilskyndelse fandt en tilnærmelse til adelen sted fra kongens side, men uden at det fik videregående følger. Større tillid kunne Frederik nære over for byerne, men bortset fra Schumacher hentede han kun få rådgivere fra det egentlige danske borgerskab. Kongen udnævnte efter 1660 borgmester og råd, og det er betegnende at Hans Nansens efterfølger som præsident i København blev en af Frederiks gamle rådgivere, brandenburgeren Peter Bülche. Der er vidnesbyrd om at Frederiks prestige aftog betydeligt i København efter enevældens indførelse. Københavnerne så med mistro på opførelsen af Kastellet hvis forsvarsværker også vendte ind mod byen, og på den påbegyndte opførelse af et nyt kongeslot bag Kastellets bastioner, et projekt som dog måtte opgives.

Det er som oftest vanskeligt at bestemme Frederiks personlige indflydelse på begivenhedsforløbet og hans indsats i regeringens førelse. Det skyldes til dels at han efter 1660 ikke behøvede at forhandle med noget andet regeringsorgan, men kunne nøjes med at resolvere når sagerne var blevet gennemdrøftet på embedsplan. Men det har også sin baggrund i en vis indesluttethed hos Frederik. Der er ikke fra hans hånd bevaret tilnærmelsesvis så mange breve som fra faderens, og de har ikke samme personlige karakter. Hans fåmælthed noteres af flere samtidige. Frederik foretrak åbenbart at holde sine tanker for sig selv eller i det højeste dele dem med sine fortrolige rådgivere, vel især Gabel. Den svaghed og ubeslutsomhed som senere historikere har fundet kendetegnende for Frederik, og som skal have gjort ham i høj grad afhængig af dronningen og sine rådgivere er ikke uden hjemmel i samtidige kilder, men dog i hovedsagen baseret på de rygter som udenlandske gesandter videregav til deres regeringer under statsomvæltningen 1660. Overskuer man Frederiks begivenhedsrige liv synes et mere fremtrædende træk at være den tålmodige stædighed hvormed han arbejdede for at vinde indflydelse, det være sig som ærkebiskop af Bremen eller konge af Danmark og Norge. At han i lighed med de fleste andre fyrster i samtiden havde høje forestillinger om den magt der tilkom en regerende fyrste kan ikke være tvivlsomt.

Frederiks interesseområde var betydeligt. Han var velbevandret i teologi, og påhørte gerne teologiske disputatser som han endog lejlighedsvis greb ind i. Hans indsigt i statsret er allerede omtalt, men hertil føjede sig interesse for naturvidenskab hvortil efter tidens opfattelse også alkymi blev regnet. På Københavns slot indrettedes en række værelser til at huse Frederiks stadig voksende samling af kunstgenstande, instrumenter, naturvidenskabelige præparater og kuriositeter. Andre værelser rummede den ligeledes hastigt voksende samling af bøger og håndskrifter, bl.a. islandske. For at give disse kostbare samlinger en mere tilfredsstillende ramme besluttede Frederik i 1665 at opføre en ny bygning mellem Tøjhuset og Proviantgården med en smuk, 80 m lang bibliotekssal på 1. etage og kunstkammer på etagen ovenover.

Både Frederik og hans dronning var stærkt påvirket af fransk kultur hvad der også prægede deres ydre fremtræden og hele livsform. Operaer og balletter af fransk og italiensk oprindelse blev den foretrukne underholdning ved hoffet, og ikke mindst Rosenborg som synes at have været kongefamiliens foretrukne opholdssted i København indrettedes efter fransk smag. Fransk var også stilen når der festedes på Frederiks Frederiksdal eller Sophie Amalies Dronninggård ved Furesøen.

Af Frederiks børn med Sophie Amalie nåede fire døtre og to sønner voksen alder. Hertil kom Ulrik Frederik Gyldenløve som Frederik havde fået med Margrethe Pape før sit ægteskab, og som blev statholder i Norge. Kronprins Christian (V) blev faderens efterfølger, prins Jørgen ægtede 1683 prinsesse Anne af York, senere dronning af England, og døtrene bortgiftedes politisk og standsmæssigt tilfredsstillende, Anna Sophie 1663 med kurprinsen af Sachsen, Frederikke Amalie 1667 med hertug Christian Albrecht af Gottorp, Vilhelmine Ernestine 1671 med kurprinsen af Pfalz og Ulrikke Eleonora 1680 med kong Karl XI af Sverige.
Da havde Frederik hvilet 10 år i sin grav. En lungebetændelse gjorde i februar 1670 ende på hans liv. Til hans kiste i Roskilde domkirke forfattede Peder Schumacher en højstemt gravskrift der begynder med ordene: "Her hviler han, hvem Danmark skylder sin beståen".

Familie

Frederik 3. blev født på Haderslevhus, døde på Københavns slot og er begravet i Roskilde domkirke.
Forældre: Christian IV (1577-1648) og Anna Cathrine af Brandenburg (1575-1612). Gift 1.10.1643 på Glücksburg slot ved Glückstadt med Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg, født 24.3.1628, antagelig i Herzberg, død 20.2.1685 på Sophie-Amalienborg, d. af hertug Georg af Braunschweig-Lüneburg (1582-1641) og Anna Eleonore af Hessen-Darmstadt (1601-59). Med Sophie Amalie far til Anna Sophie (1647-1717), Christian V, Frederikke Amalie, Jørgen, Ulrikke Eleonora og Vilhelmine Ernestine. Med Margrethe Pape far til Ulrik Frederik Gyldenløve. Bror til Christian (1603-47) og Ulrik (1611-33).

Ikonografi

Malet som barn (Schloss Bad Homburg; Eutin). Stik, s.m. hertug Ulrik, af A. Matham efter P. Isaacsz. Mal. af Isaacsz, 1615 (Fr.borg). Maleri 1618 (sst.). Mal. et par år senere (Gavnø). Malet s.m. Ulrik, formentlig i 1620erne (sst.). Min. fra 1630erne (Rosenborg). Medalje af Johan Blum fra Brementiden 1634-45. Afbildet på A.v.d. Vennes mal. 1643 af Chr. IV som fredsmægler (Rosenborg). Mal. af Abr. Wuchters, 1646 (Amalienborg), kopi (Fredericia rådhus), stukket 1648 og senere af A. Haelwegh, herefter en række stik. Mal. af A. Magerstadt, formentlig fra 1640erne (Fr.borg, Gripsholm). Medalje af Sebastian Dadler, 1648. Stik af Haelwegh, 1648, efter forsvundet mal. af Karel v.Mander, der måske er repræsenteret i et par slette kopier (Fr. borg, Gelting); stikket gentaget 1652 og gengivet i stik af Mattis Petersen 1653 og af andre, i træsnit ca. 1854; medalje efter Haelweghs stik af J. v.Rieger, 1648. Mal. af K. v.Mander, samme portr., men ændret dragt (Fr.borg); profilmin. af samme, formentlig fra næsten samme tid (Rosenborg). Mal. sign. A.W., men med v.Manders portrættype (Städtisches Mus., Flensborg), kopi af A. Kieldsen, 1654 (Malmø rådhus). Medalje af Erik Parise ca. 1650, flere kopier efter denne. Stik af Steürhelt efter mal. af G. Dittmars; samme type i gruppebillede (Chr.borg) som er en kopi efter et forsvundet mal. fra ca. 1651 af Dittmars; mal. i hel figur i samme type, samt brystbillede (forhen Eremitage, Coburg), dobbelt-portræt s.m. dronningen (bl.a. Skokloster), samme type, men med krone (Kunsthist. Mus., Wien), i min. (Rosenborg), stukket af A. Frølich, S. Fürck og med ædringer af H.A. Greys, P. de Jode og F. Bouttats m.fl. Mal. i beslægtet type (Herzog August bibl, Wolfenbüttel). Muligvis afbildet på mal. af L. Baratta af Frederiksborg, 1652 (Gripsholm), kopi af Karl Jensen, 1913 (Fr.borg). Tegn. af David Beck, 1652 (Prentencabinet, Leiden), mal. af samme (Adolphseck ved Fulda), kopi i blomsterkrans af O. Elliger, 1654 (Fr.borg), stik af Jeremias Falck, 1656, andre kopier (Egeskov, Tyresö) og i min. (Windsor). Ovalt mal. af Karel v.Mander med ny ansigtstype (St.mus., Rosenborg), i rustning (Gripsholm) og i hel figur (Fr.borg), herefter en fri kopi af T. Gelton (sst.) og flere ringere kopier som brystbillede (sst.); tegn. efter ekspl. på Rosenborg af F.C. Lund, 1858 (Fr.borg). Stik af O.H. de Lode, 1756, efter lign. forlæg af v.Mander med rustning, men portr.type som på stikket fra 1648; herefter stik af J. Haas 1757 og senere, litografi af Caroline Behrens, træsnit 1842; typen findes i flere min. (Fr.borg, Gl.Køgegård). Mal. i samme type, hel figur i oval, med rosetagtig krave, af K. v.Mander formentlig ca. 1656 (Fr.borg), i brystbillede (Gripsholm). Min. af Alex. Cooper, 1656 (Rosenborg). Fra 1650erne er formentlig mal. med jagtscene (Fr.borg) og Frederik malet ved vindue (sst.), begge af ukendte kunstnere; kopi af O. Haslund efter sidstnævnte (sst.). Stik af Haelwegh efter forlæg af Wuchters ca. 1657, portr. i Kongeloven tegnet efter dette ca. 1665 (Rigsark.), stukket af A. Reinhard 1709 efter tegn. af Møinichen. Kongeloven indeholder også et tegnet rytterportr., stukket som forrige. Samme Wuchters-portr.type i et andet stik af Haelwegh 1657, efter dette en medalje af H.L.T. Mal. sign. M.D.R. 1658; typen synes at genfindes i stik af J. Lyman, skønt dette siges at være efter K. v.Mander; træsnit 1884. Mal. af W. Heimbach, 1659 (Rosenborg) og 1660 (Fr.borg). Medalje af Johan Blum, 1660. Buste af François Dieussart, erhvervet 1661 (Kastellet, Kbh.), men er formentlig ældre; afstøbning rejst som monument 1935 (Fredericia). K. v.Manders type med rustning gengivet med halsklud i emalje af P. Prieur, 1663 (Rosenborg), litograferet af E. Fortling efter tegn. af Top. Samme portr.type, men med hermelinskrave, stukket af Haelwegh 1663 efter forlæg af v.Mander; herefter mal. af T. Gelton (Fr.borg), stik af J. Sandrart og af J. Haas. Mal. tilskr. Gelton (Gripsholm). Prieur har udført talrige min. herefter med ændringer af dragten, 1668 (British Mus.; Fr.borg), 1669 (Fr.borg), de fleste dog udaterede (Jægerspris, Victoria & Albert Mus., Rosenborg). Stik af C. Meyssens, 1665, efter tegn. af J. Toorenvliet, stik efter dette af J. Kilian, 1665. Afbildet på W. Heimbachs mal. 1666 af arvehyldningen 1660 (Rosenborg), på Michael van Havens mal. af samme optrin (sst.) og på andre (Gavnø). Tegn. af M. van Haven (St.mus.). Afbildet på stik s.m. Simon Paulli af Haelwegh 1667. Stik af F. Weishun, 1667. Medaljer af Jeremias Hercules i 1660erne, majestætsseglet af samme, 1669. Medalje af Gotfred Krüger. Indlagt plakette (Ledreborg). Flere mere ubestemte, formentlig andenhåndsportr. tilskr. bl.a. D. Krafft og D. Klöcker Ehrenstrahl (begge Gripsholm), J. d'Agar (Rosenborg) o.a. (Eutin, Rosenborg (broderi), Fr.borg). Tegn. (Fr.borg) til slibning på glas (Rosenborg). Mange udaterede stik, fx triumftog af Rombout van den Hoeye, flere rytterstik af bl.a. F.H. van den Hove, P. Traschel m.fl. Malet som død af Henrik Dittmars 1670 (Roskilde domk.), buste på sarkofagen (sst.). Tegn. af W. Marstrand fra kistens åbning 1866 (Roskilde stiftsbibl.). Rytterbillede malet af Jan van Huchtenburg (forhen Hohenzollernmus.). Mal. af P. Cramer af tilbagegiveisen af håndfæstningen 1660 (Jægerspris), stukket af O.H. de Lode 1756. Afbildet på historiemal. af N. Abildgaard 1783 og 1806 (begge St.mus.), af C. Svendsen 1823, af C.W. Eckersberg 1818, 1824 og 1828 (Chr.borg), hertil flere tegn. (St. mus., Fr.borg). Afbildet på mal. af Constantin Hansen 1858, af Chr. Rosenberg, af Heinrich Hansen 1880 (Fr.borg), loftsmal. af F. Schwartz, 1883 (sst.), skitse hertil (Odense bys mus.). Afbildet på mal. af F.C. Lund 1887 (Fr.borg), af Carl Bloch 1888 (Københavns universitet), af V. Rosenstand 1891. Relief af Anne Marie Carl Nielsen ca. 1895. Statuette af Andreas Poulsen 1895 (Hirschsprung), model til statue af samme 1899. Relief 1910 (Vandkunsten, Kbh.). Afbildet på mal. af Chr. Mølsted 1919 (ØK). Tegn. og mal. af R. Christiansen 1903, 1922. Buste af Axel Poulsen opsat 1926 (Chr.borg, kongeporten). Udkast til monument af G. Eickhoff ca. 1952. – Mindesten (Trinitatis kirkes mur, Fredericia). – P. Eller: Kgl. portrætmalere i Danm. 1630-82, 1971. Relief på kroner 1649-51 af Hans zum Busch. Sølvstatuette af Jørgen Stilche, 1654 (Bregentved) og af samme? (Rosenborg). Relief af Jokum Henne (Rosenborg). Afbildet på voksrelief, muligvis af N. Vallari (sst.).

Bibliografi

Kilder. Saml. til Danm.s hist. under Fr. IIIs regiering af udenl. archiver, udg. P.W. Becker I–II, 1847-57. Kongeloven og dens forhist. Aktstykker udg. A. D. Jørgensen, 1886. Danm.-No.s traktater, udg. L. Laursen IV-VI, 1917-23. Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Frederik IIIs tid, udg. C. Rise Hansen I-II, 1959-75.

Lit. R. Nyerup: Efterretning om kong Frederik III, 1817. J.A. Fridericia: Danmarks ydre politiske historie 1629-60 I-II, 1876-81. Samme i Hist.t. 5.r.VI, 1886-87 715-816. Samme: Adelsvældens sidste dage, 1894 (fot.optr. 1969). Chr. Bruun: Kaj Lykke, 1886. Samme: Enevældens indførelse i Danmark og kongelovens tilblivelse, 1887. A.D. Jørgensen i Hist.t. 5.r.VI, 1886-87 241-87 (også i forf.s Hist. afhandl. III, 1899 98-132). Samme: Peter Schumacher Griffenfeld I-II, 1893-94. P. Lauridsen i Hist.t. 7.r.V, 1904-05 1-99. Kn. Fabricius: Griffenfeld, 1910. Samme: Kongeloven, 1920 (reproudg. 1971). Samme i Den danske centraladministration, 1921 113-251. Samme i Danmarks konger, 1944 292-311. Yngve Lorentz: Efter Brömsebrofreden, Uppsala 1916. C.O. Bøggild-Andersen: Statsomvæltningen i 1660, 1936. Samme: Hannibal Sehested I-II, 1946-70. Johan Jørgensen: Det københavnske patriciat og staten ved det 17. århundredes midte, 1957. Samme: Rentemester Henrik Müller, 1966. Carl Gustaf Weibull: Freden i Roskilde, Sth. 1958. Finn Askgaard og Gunnar Olsen: En kamp for livet, 1958. Sv. Ellehøj i Højesteret 1661-1961, red. Povl Bagge m.fl. I, 1961 1-52 218-301. Samme i Historiallinen arkisto LXIII, Helsingfors 1968 175-84. Gottfried Lorenz: Das Erzstift Bremen und der Administrator Friedrich, Münster 1969. Aage Fasmer Blomberg: Fyns vilkår under svenskekrigene 1657-1660, 1973. Carl-Johan Bryld: Hans Svane og gejstligheden på stændermødet 1660,1974.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Eller, Svend Ellehøj: Frederik 3. i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 5. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289672