Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erik 7. af Pommern

Oprindelig forfatter KHoer

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Erik 7. af Pommern, ca. 1382-1459, konge. Erik 7. af Pommern indsattes i kongeværdigheden i stedet for dronning Margretes søn Oluf der var død 1387. Hans arveret til Norge anerkendtes straks 16.2.1388 af det norske rigsråd, og Erik hyldedes som norsk konge 1389. Først 1396 succederede han lovformeligt i Danmark og Sverige (med hhv. forordningen af 1396 og Dalaborgstraktaten s.å. som en art forfatningsmæssigt grundlag). Dette var utvivlsomt en forberedelse til mødet i Kalmar i sommeren 1397 hvor Erik kronedes til de tre nordiske rigers fælles konge (og hvor der udarbejdedes de to berømte og endnu bevarede statsakter, kroningsdokumentet og unionsbrevet). Foreløbig førtes regeringen naturligvis stadig af Margrete som de tre rigers fuldmægtige frue og husbonde selv om der er tegn til at nogle af stormændene på Kalmarmødet ønskede hendes foreløbige regeringsførelse bragt til en afslutning.

1401 erklæredes Erik myndig, og der indledtes forhandlinger med England om et ægteskab mellem Erik og den engelske kong Henrik IVs datter Philippa. Oprindelig påtænktes der et dobbeltægteskab mellem de to kongehuse, men dette blev ikke til virkelighed. Forhandlingerne indebar dybtgående overvejelser over de tre unionsrigers statsret, og muligvis har englænderne ikke anset Eriks stilling i Norge for tilstrækkelig sikker. Indtil Margretes død 1412 stod Erik under hendes nøjeregnende formynderskab hvad der fx fremgår af en instruks om hans gøren og laden som hun medgav ham 1405 da han sendtes i et vigtigt opdrag til Norge. I tiden efter 1404 (da den rendsborgske grev Gerhard IV døde og kun efterlod sig mindreårige børn) stod Erik og Margrete sammen om at gennemtvinge den danske krones ret over for det holstenske (rendsborgske) herredømme i hertugdømmet Sønderjylland. Det gjaldt her først og fremmest om at skaffe sig accept af kongemagtens ret til at indløse hertugelige slotte som hertugen (den holstenske greve) havde pantsat og ikke agtede eller evnede at indløse. Modstanderne heraf var ikke blot eller særlig greverne, men snarest de holstenske adelsmænd der havde slottene i pant. Da Margrete var død på sit skib ved Flensborg under belejringen 1412 fortsatte Erik ufortrødent bestræbelserne på at skaffe Sønderjylland tilbage under dansk herredømme. Straks i sommeren 1413 (på Danmarkshistoriens sidste danehof) lod Erik sig hertugdømmet tildømme som forbrudt len, helt bortset fra at han hævdede i kraft af mødrene arveret at være bedre berettiget til hertugdømmet end de holstenske grever. Dommen 1413 har været opfattet som udtryk for Eriks formalisme og rethaveri, men skal måske snarere ses som et ganske raffineret middel til at ramme ikke kun greverne (hvis magt i hertugdømmet var minimal) men også eller navnlig de holstenske adelsmænd der havde slesvigske slotte i pant, men ikke ønskede at være underlagt Slesvigs lensherre, den danske konge. Flere af dem synes efter dommen 1413 at have foretrukket at gå i Eriks tjeneste (Erik Krummedige, Tønne Rønnow o.fl.).

1424 fik Erik kejser Sigismunds dom for at Sønderjylland ikke var et arveligt len, men hverken kejserens eller danehoffets dom kunne forhindre at en væsentlig del af Eriks kræfter gik med militære fremstød i Slesvig. Fra 1423 forelå der en etableret forbindelse mellem holstenerne og hansestæderne (især de vendiske stæder under Lübecks ledelse), og Erik måtte under sin store udenlandsrejse 1423-25 skaffe sig al den støtte han kunne få medens dronning Philippa og rådet førte regeringen i hans fravær. De indtog en klogt henholdende stilling over for hansestæderne, og Philippa tilsluttede sig fx 1424 på kongens vegne den vendiske møntunion. Efterhånden som Erik håbede at være stærk nok (og senest 1429) gennemtvang han opkrævningen af Øresundstold ved Krogen (det senere Kronborg) og Helsingborg, måske med skarpsindig udnyttelse af de ældre regler om skibes fortoldning ved Skanør og Falsterbo og i hvert fald med det formål at bøde på svigtende indtægter herfra. Selv om hanseaterne ikke fuldtud respekterede de nye toldkrav, og selv om der aldrig i disse krige kom til at foreligge klare militære afgørelser til kongens fordel, snarere tværtimod, lykkedes det Erik at opnå to stilstande (i Horsens 1432 og i Vordingborg 1435) hvorved han kunne holde hansestæderne hen uden at give dem sådanne udvidede rettigheder i Danmark som de havde haft i årene efter Stralsundfreden 1370, og som de naturligvis ønskede igen.

Annonce

Det var et oprør i Sverige i foråret 1434 der gav Eriks kongemagt dens knæk. Baggrunden var dels den beskatning af det svenske rige som var nødvendiggjort af unionskongens udenrigspolitik, dels den særlige stilling som indtoges af det malmproducerende landskab Bergslagen hvori oprøret brød ud. Dettes forhold til den baltiske økonomi, via udskibningshavnen Stockholm og derigennem både til Lübeck, Danzig og andre pladser, var særlig ømtåleligt og berørtes af Eriks krig med hansestæderne anderledes end det øvrige Sverige. Oprøret lededes af bjergværksmanden Engelbrekt Engelbrektsson, men blev ved det svenske rigsråds tilslutning et nationalpolitisk svensk anliggende. Fra et møde i Vadstena 16.8.1434 opsagde det svenske råd Erik huldskab og troskab, og striden bilagdes først efter to år og på bekostning af indrømmelser som Erik ikke i længden var parat til at bære. Stilstanden mægledes i Kalmar sommeren 1436 af det danske råd og hanseatiske udsendinge. En berømt forsoningsceremoni tog den form at raderne faldt på knæ for kongen og først lod sig rejse op ved at Erik selv faldt på knæ og drog dem med sig op.

Erik overtog fra Margrete en stærk og velkonsolideret kongemagt hvis rettigheder han værnede nidkært om. Han virkede aktivt i fortsættelse af sine to forgængeres politik for at fremme de danske købstæders økonomiske udvikling og interesserede sig ikke mindst for Øresundsområdet hvor han påbegyndte den borg der blev til Malmøhus, grundlagde den nye by Landskrone (1413) hvor englændere og andre vesteuropæere begunstigedes handelsmæssigt frem for de tyske købmænd, og indrettede byen "på Ørekrog" ved Helsingør (i tidens løb smeltet sammen med denne ældre og sydligere beliggende by). I det nuværende Kronborg er bevaret betydelige rester af Eriks slot Krogen. 1417 erhvervede Erik København fra Roskildebispen; slottet overdroges i kongens besiddelse indtil det måtte blive ham afvundet ved landsloven, og 1421 afstod biskoppen fra for nærværende at gøre retskrav gældende. Retssagen synes at være lagt så spidsfindigt op at bispen ikke kunne regne med at vinde den. Indtil krisen i 1430erne havde Erik et fast greb om administrationen der lå i hænderne på folk han selv havde givet magt. Rigsembederne lod han ligesom Margrete stå vakante (med undtagelse af kanslerens som han knyttede nærmere til sig ved at udnævne en kongens kansler og gøre Roskildebispen til "rigens øverste kansler", hvad der vist nærmest var en formalitet). De svage tegn til en dansk rådsopposition som kan konstateres fik ingen væsentlig politisk betydning førend muligheden af politisk alliance med svenskerne kom til at foreligge. I årene omkring Eriks afsættelse foregik alvorlige bondeoprør især i Nørrejylland og på Sjælland.

I Kalmar 1436 måtte Erik love i fremtiden at regere i alle henseender med rigsrådets samtykke efter retningslinjer som havde bedre hævd i unionspolitikken end i hans tidligere danske administration. Da Erik for Danmarks vedkommende fuldkommen tilsidesatte disse løfter og især intensiverede sine bestræbelser på at få anerkendt sin fætter på fædrene side, hertug Bugislav af Pommern, som sin tronarving, gjorde danske råder og andre stormænd i sommeren 1439 oprør imod ham. Opsigelsesbrevet er udstedt fra Lübeck 23.6.1439, og en række klagepunkter mod Erik er publiceret sammesteds 6.7. samme år. Kongen havde siden 1436 opholdt sig det meste af tiden på Visborg på Gotland (som han selv havde bygget), og herfra besvarede han radernes klage 25.7.1439 med en henvisning til at han altid havde haft rådets godkendelse af alle sine handlinger og ikke i den sidste tid havde skiftet principper for sin regering. Rådets argumentation viser sig (ved Aksel E. Christensens analyse) at være funderet næsten udelukkende på bestemmelser der er yngre end Kalmarmødet 1436, medens kongen fortrinsvis henviser til forhold forud for denne dato.

Eriks slagfærdighed havde allerede markeret sig over for det svenske råd i 1436 hvor han besvarede kravene om svenske fogeder på svenske slotte med at sige at det ville bringe ham evig skam hvis hans danske, norske og tyske undersåtter skulle anses for udlændinge i Sverige, og på den vis havde han ikke modtaget riget af fru Margrete, salig ihukommelse. Han agtede sig ikke at være det svenske råds "jaherre". Nu over for oprøret foreholder han de danske råder at de havde haft tyve år til at gøre indsigelse og håner dem for først at gøre det nu. Rådet havde allerede i oktober 1438 indkaldt hertug Christoffer af Bayern, formelt som rigsforstander i kongens fravær, men reelt med tilbud om kongeværdigheden under henvisning til at han ved sit ægte danske kongeblod var født til riget. Da Erik ikke kunne få medhold i sit primære krav at få mellemværendet med det danske råd underkastet international voldgift foretrak han at forblive i sit gotlandske eksil, men indtil sin død 1459 spillede han en rolle i kulisserne til den baltiske politik og i unionspolitikken ved at udgøre en potentiel tronkandidat. Formelt afsat var han kun i kraft af radernes og slotshøvedsmændenes opsigelse (Aksel Pedersen Thott på Varberg holdt fast ved E. indtil sommeren 1441); i Eriks egen opfattelse var det statsretlige forhold sikkert blot at han havde forladt sine riger.

Da Christoffer af Bayern var død og i Sverige afløst af Karl Knutsson som svensk konge, belejrede denne straks 1449 Gotland, men det lykkedes Erik at holde ham hen så længe at der hemmeligt kunne hentes dansk undsætning og Erik drage bort til Pommern efter at have efterladt sit kære Gotland trods alt på danske hænder. Han var i sit eksil indtil ca. 1439 ledsaget af sin frille Cæcilia, en af dronning Philippas møer som han havde taget efter dronningens død 1430.

Erik er den ældste af de danske middelalderkonger hvorom kilderne meddeler væsentlige træk til belysning af personligheden. Han har været smuk, intelligent og foretagsom; den italienske humanist Æneas Sylvius Piccolomini (den senere pave Pius II) beretter om at Erik "drog alle kvinder, især kejserinden, til sig med elskovs attrå", og Erik nød på sin udenlandsrejse 1423-25 stor anseelse, dels ved sit slægtskab med kejser Sigismund, dels som konge over tre riger, dels ved sine personlige egenskaber og den fornemhed der (måske bl.a. efter engelsk mønster på grund af dronningens familie) kendetegnede hans hof hvad der bl.a. antydes af bevarede heraldiske levn. 1424 besøgte Erik Venedig, optoges i den venetianske adel og gjorde herfra med et lån af byen Venedig en pilgrimsrejse til det hellige land. Hjemme interesserede han sig stærkt for birgittinerordenen (grundlagde Maribo og forberedte grundlæggelsen af Mariager kloster); han indførte karmeliterordenen til Norden og grundlagde bl.a. dens kloster i Helsingør. Efter dronningens død indledte Erik et forhold til Cæcilia, -1439-, hvilket omtales i rigsrådets klageskrift til kongen. Hun fulgte ham til Gotland og Pommern, hvor hun i et klosters gavebog nævnes som hans hustru.

Familie

Erik 7. af Pommern døde i Pommern og ern begravet i Rügenwalde.
Forældre: hertug Vartislav VII af Pommern (Stolpe) (død 1394) og Maria af Mecklenburg (død 1394, d. af Valdemar Atterdags datter Ingeborg og hertug Henrik af Mecklenburg). Gift 26.10.1406 med Philippa af England, født 4.7.1394 i England, død 5.1.1430 i Vadstena, d. af Henrik Bolingbroke, senere Henrik IV af England (1366-1413) og Marie Bohun (ca. 1360-94).

Ikonografi

Afbildet på segl, og på tapet af H. Knieper 1581-84 (Nat.mus.), mal. efter dette måske fra 1500-tallet (Gripsholm, Malmø rådhus, mindre beslægtet type på Fr.borg); andre fantasiportr. fra ca. 1600 tegnet i manus. (Kgl.bibl.) og stik fra 1600-tallet. Afbildet på mal. af A. Slott-Møller, 1890, og på mal. af Per Hilleström d.æ. Statue af E. Utzon Frank, 1926 (Akseltorv i Helsingør).

Bibliografi

Aktstykker vedr. Erik af Pommerns afsættelse, udg. Anna Hude, 1897. Danske mag. 5.r.IV, 1901 346-63. Sst. 6.r.I, 1913 72-88. – G.v.d. Ropp: König Erich der Pommer und die skand. Union, Lpz. 1875. Kr. Erslev: Danm.s hist. under dronning Margrethe og Erik af Pommern I–II, 1882-1901 (fot.optr. 1971). Samme i Hist.t. 4.r.VI, 1877-78 L 1-20. Samme i Danmarks riges hist. II, 1898-1905. M. Seeliger: Die politischen Beziehungen König Sigismunds zu Erich von Danemark, Halle 1910. Henry Bruun i Hist.t. 10.r.II, 1932-34 84-92. Samme sst. 11.r.VI, 1960-62 427-65 (om Jens Andersen Lodehat). Erik Arup: Danm.s hist. II, 1932. Erik Lönnroth: Sverige och Kalmarunionen, Göteborg 1934. Samme i Scandia XXIV, Sth. 1958 32-67. M. Wehrmann i Baltische Studien N.F. XXXIX, Stettin 1937 109. A. Hofmeister i Pommersche Jahrbücher XXXII, Greifswald, 1938 117-25. Gottfried Carlsson i Sveriges hist. till våra dagar, ved Emil Hildebrand og L. Stavenow III, 1, Sth. 1941. Samme: Medeltidens nord. unionstanke, Sth. 1945. Aksel E. Christensen i Scandia XXI, Sth. 1951-52 44-60. Kai Hørby i Middelalderstudier tilegnede Aksel E. Christensen, 1966. Konrad Fritze: Am Wendepunkt der Hanse, Berlin 1967 = Greifswald Univ. Hist. Inst. Veröff. III.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby: Erik 7. af Pommern i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289197