Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erik 6. Menved

Oprindelig forfatter KHoer
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Erik 6. Menved, 1274 (?)-13.11.1319, konge. Begravet i Ringsted. E. blev konge efter mordet i Finderup lade 22.11.1286 hvor ukendte mænd havde dræbt hans far, men åbenbart ikke kunnet forhindre at regeringen førtes videre af enkedronning Agnes og hendes allierede (fyrst Wizlav af Rügen og hertug Valdemar af Jylland), i den mindreårige E.s navn. Denne var blevet hyldet af stormændene allerede 1276, dog under marsk Stig Andersen Hvides vægring, og ham var det da også at retsforfølgelsen og især den senere historieskrivning gjorde til en hovedmand bag drabet. Den mest fremtrædende i kredsen af såkaldte kongemordere var dog utvivlsomt grev Jakob af Halland, men der er i nyere tid rejst alvorlig tvivl om hvorvidt den kreds af stormænd der dømtes for kongemordet (ved en dom på danehof i Nyborg pinsen 1287) virkelig var ansvarlige for drabet, ligesom det er blevet klart at den procedure der fulgtes ved denne lejlighed var i modstrid med ældre eller gældende dansk praksis. Det er muligt at fremgangsmåden er hentet fra reglerne om proskription af alvorlige forbrydere indeholdt i et nordtysk landefredsforbund af 1283 som Erik Klipping havde tiltrådt 1284, og som E.s formynderregering åbenbart respekterede indtil dets udløb 1293. Under alle omstændigheder var drabet på Erik Klipping politisk og retsforfølgelsen af de fredløse et led i den eksistenskamp som E. i hele sin regeringstid var nødt til at føre, og som udgik fra det forhold at hverken hans far eller farfar havde været i fri og sikker rådighed over alle den danske kongemagts ressourcer fordi sidelinjer af kongeslægten havde berettigede krav på dem og lejlighedsvis havde haft held til at gøre dem gældende. Især den norske kongemagt (med arvekrav efter Erik Plovpenning) havde siden 1260ernes begyndelse rådet over krongods i Nørrejylland; men også det svenske kongehus, Abelslægten og fx grev Jakob af Halland tilhørte kredsen af helt eller delvis utilfredsstillede kongefrænder. Deres tilhold blandt danske gejstlige og verdslige stormænd var en aldrig hvilende trussel imod Christofferlinjens kongemagt. Den norske konges indfald i Danmark i de første år efter Erik Klippings drab (1289-93) er et af udtrykkene herfor; E.s strid med ærkebiskop Jens Grand af Lund et andet.

E.s forsøg på løsning af dette alvorlige politiske dilemma blev en meget nær tilknytning til det svenske kongehus; han ægtede selv 1296 Magnus Birgerssons datter Ingeborg, og hendes bror kong Birger Magnusson blev 1298 gift med E.s søster Margrete; E. førte tillige fra det første tiår af 1300-tallet en aktiv ekspansionspolitik i Nordtyskland der genskabte flere dele af det gamle danske magtområde, nu ganske vist på andre (feudalretlige) vilkår og på et skrøbeligere finansielt grundlag end før, men dog således at det måtte kaldes en stor bedrift dersom det ikke i den sidste ende havde slået fejl. Til både sin nordiske og sin nordtyske politik havde E. brug for grevskabet Holstens velvillige passivitet, og hertil medvirkede utvivlsomt at hans mor enkedronning Agnes 1293 havde ægtet grev Gerhard II af Holsten.

Hovedforklaringen på at E.s politik slog fejl er ikke, som Erik Arup ville antyde, at han var "en tåbeligt æresyg og pragtlysten mand" (sparsommelighedsbetragtningen har Arup overtaget direkte fra forgængeren Kr. Erslev) – men snarere dels at modstanderne var for stærke, dels og navnlig at E. døde uden at efterlade sig mandlige arvinger der kunne videreføre kongemagten efter ham. E.s position i 1319 var temmelig stærk, men de nævnte familieforhold bevirkede at den arvedes af broderen Christoffer der på dette tidspunkt var den eneste tilbageblevne modstander, og at begivenheden derved reelt kom til at udgøre et nederlag.

Annonce

E.s første politiske bestræbelser i Norden måtte rette sig mod den norske kongemagt der straks efter 1286 havde antaget sig de landflygtige danske stormænds sag og i tidens løb knyttede dem stadig nærmere til sig således fx at grev Jakob i 1305 havde måttet overlade den norske konge hele sit grevskab til gengæld for udlæg denne havde foretaget i hans sag. Det var muligvis på dette grundlag at kong Håkon af Norge i 1310 og årene nærmest derefter med E.s godkendelse tillod at Halland overgik til hertug Erik af Sverige, muligvis endnu i grev Jakobs levetid (men næppe så tidligt som det hævdes i Erikskrönikan der er affattet blandt hertug Eriks efterkommere straks efter 1320 hvor denne kreds særligt støttede sig på Varberg slot i Halland). Allerede 1302 havde kong Håkon lovet sin datter Ingeborg til den svenske hertug Erik, og da denne gjorde oprør mod sin bror kong Birger skete det med norsk støtte. E.s indgreb til fordel for sin svenske svoger tog form af flere militære indfald i Halland og Västergötland (især 1307 og 1309), og ved fredsslutningen 1310 i Helsingborg opnåede E. accept af hvad han allerede havde betinget sig i forhandlinger med den norske konge 1308 og 1309, at hertug Erik skulle afstå fra ægteskabet med den norske Ingeborg (med hvem arveretten til den norske trone fulgte) og i stedet ægte E.s slægtning fyrstinde Sofie af Werle. E. har i stedet villet sikre ægteskabet med Ingeborg for kong Birgers søn Magnus hvorved han selv (der altid synes at have manglet en regeringsduelig mandlig arving) ville komme til at indtage en nøgleposition i den nordiske dynastipolitik og derved måske tillige styrke sin egen slægts position i fremtiden. Med broderen Christoffer lå han i strid siden 1300-tallets første år, og denne stod fra 1307 i organiseret forbindelse med E.s fjender hvilket E. vistnok først kom fuldstændig under vejr med i 1315 da nogle dokumenter herom kom for dagen i forbindelse med optrævlingen af en dansk stormandsopposition imod kongen. Det lykkedes imidlertid kong Håkon og hertug Erik at gennemføre en ny ægteskabsaftale om prinsesse Ingeborg 1312; hertug Erik unddrog sig sin forpligtelse over for E. til at ægte Sofie af Werle med den begrundelse at de ifølge kanonisk ret var for nært beslægtede, og med ydelse af en erstatning til både E. og fyrst Nicolaus af Werle. E.s nordiske dynastipolitik led derved et knæk som den aldrig forvandt, den havde tillige måttet kæmpe mod alvorlig indre opposition (danske stormænds unddragen sig de svenske felttog 1307 og 1309, det jyske oprør 1313-14), men magtesløs i Norden var E. ved sin død ikke. Svogeren kong Birgers svenske kongemagt var kastet over ende i striden med Birgers brødre hertugerne Erik og Valdemar. Birger havde 1318 ladet de to hertuger fængsle og dræbe, men efterkommerne havde fået overtaget i den svenske politik.

Striden mellem E.s kongemagt og ærkebiskop Jens Grand af Lund der begyndte med at brødrene E. og Christoffer 9.4.1294 lod ærkebispen fængsle, og som endte med pave Bonifacius VIII's (anden) dom i sagen 23.2.1302 står i nærmeste forbindelse med de nordiske politiske forviklinger. Det fremgår af parternes indlæg for den pavelige kommissionsdomstol der nedsattes 1296-97 at kongemagten ønsker sit mellemværende med ærkebispen opfattet som et led i en række udenrigspolitiske trusler rettet mod selve E.s fortsatte udøvelse af dansk kongemagt; påstanden er at på grund af ærkebispens samarbejde med disse fjender har det været nødvendigt at fængsle ham, ligesom det af hensyn til kongemagtens truede tilstand har været nødvendigt (ganske vist med iagttagelse af alle lovens formalia) at gøre indhug i kirkens rettigheder og indtægter. Hvor vigtig kongemagten anså processen for kurien for at være fremgår måske især af at den ene kongelige prokurator i processen var selve kansleren magister Morten Mogensen (Martinus de Dacia). 23.12.1297 fældede pave Bonifacius VIII dom i sagen, dels som voldgiftsdommer, dels i kraft af den almindelige pavelige magtfuldkommenhed; dommen bestemmer at der fremtidig ved selve handlingen skal indtræde gudstjenesteforbud i det danske rige dersom kongen fængsler ærkebispen eller nogen biskop, og den fastsætter at det konfiskerede kirkegods skal leveres tilbage, men opfordrer parterne til at indgå forlig herom, eventuelt med pavelig bistand i sagen. Til at yde denne udsendtes som nuntius en af pavens kapellaner, magister Isarnus, ærkepresbyter af Carcasonne der allerede tidligere havde været i Danmark for at medvirke til Jens Grands løsladelse og forberede processen for den pavelige kommissionsdomstol. Det lykkedes ikke Isarn at bringe forståelse mellem parterne, formentlig især fordi en del af hvad ærkesædet krævede tilbage ikke længere var i kongemagtens besiddelse (uden at det fremgår hvad der var blevet af det) hvilket har vanskeliggjort erstatningsforhandlingerne. Der er næppe tvivl om at disse fra kongemagtens side førtes af kansleren selv, og at det var ham der løste dem af deres hårdknude ved at lade kongen skrive sit berømte bønskrift til paven (fra et af årene mellem 1299 og 1302, Dipl. Dan. 2.r.V nr. 175). Heri beder kongen om at Skt. Peters sværd må blive stukket i skeden og Kristi stedfortræder eller rettere Kristus selv vil læge sin tjeners øre så at han igen kan modtage kirkens sakramenter og høre Guds ord – et ordvalg der måtte have pavens allerhøjeste interesse under den ideologiske og magtpolitiske konflikt hvori han da befandt sig med den franske konge. E.s bønskrift slutter med ordene: "Hvad kan jeg sige mere? Tal, Herre, og lad din tjener høre". Denne skrivelse udvirkede en ny pavelig kendelse 23.2.1302 der nedsatte erstatningssummen og betydeligt lempede stridens udfald for kongemagten. Paven sørgede for at Isarn, der i mellemtiden var blevet ærkebiskop af Riga, overførtes til Lund, medens Jens Grand forflyttedes til Riga (et embede han dog aldrig kom til at tiltræde). Således som hele denne strid førtes fra E.s side fremgår det både at hele anliggendet var af yderste vigtighed for E.s danske kongemagt, og at denne i sit magtapparat rådede over betydelige åndelige og materielle ressourcer som kunne gøre sig gældende i international sammenhæng.

Indtil 1293 synes E.s nordtyske politik at være resultat af formynderregeringens bestræbelse på at efterleve og udnytte medlemsskabet af det nordtyske landefredsforbund (der udløb i dette år). Efter 1293 udfolder E. straks stærke bestræbelser på at etablere sig som den fornemste garant for de nordtyske købmænds besejling af den gamle handelsrute gennem Østersøen og videre ad flodvejene til Novgorod. Den politiske forbindelse med Sverige forhindrede at den svenske kongemagt kunne være E.s konkurrent i denne sammenhæng, og forståelsen med Holsten var også nyttig. 1307 lykkedes det E. at opnå skytsherredømmet over byen Lübeck hvad der dels gav ham ikke uvæsentlige årlige indtægter, dels indebar en betydelig udenrigspolitisk prestige. Ganske vist medførte det straks et dybtgående modsætningsforhold til markgrevskabet Brandenburg der havde krav på at udøve den kejserlige myndighed (rektoratet) over Lübeck og med rette mente at byen selv og E. stræbte efter at henlægge også denne beføjelse til E. Det var Valdemar Sejrs gamle nordtyske magtstilling E. ville genskabe hvad der bl.a. fremgår af at han 1304 skaffede sig kejserlig stadfæstelse på Frederik IIs brev af 1214 der havde afstået alt land nord for Elben og Elde til den danske konge. E. blev lensherre for en række mindre nordtyske fyrster; 1311-12 markerede han således sin ret over fyrstendømmet og byen Rostock, 1316 kæmpede han (denne gang forgæves) for at opnå herremyndigheden over Stralsund. Fyrst Henrik af Mecklenburg var hans højre hånd i denne nordtyske politik, ofte mellemmand i de indgåede feudalretlige aftaler. Brandenburg og Pommern var modstanderne; til dem var – og blev i stigende grad – E.s bror Christoffer knyttet.

Da E. havde bøjet af ved Stralsund 1316 og sluttet fred med Brandenburg 1317 var Christoffer efterhånden hans vigtigste modstander (efter freden i Roskilde 11.11.1318 i de nordiske konflikter, var Christoffer den eneste), og E. døde uden mandlig arving midt under opgøret med Christoffer. Få måneder tidligere var dronningen død, og begge gravlagdes i Ringsted Skt. Bendts kirke. Gravmælet er en stor graveret messingplade med fremstilling af de to ægtefæller iført kroningsdragt, og med en indskrift hvori de hver for sig henvender sig til alle som de mod deres vilje måtte have gjort uret imod og beder dem tilgive sig og mindes deres sjæle. Kongens indskrift præsenterer ham som den der i 33 år har været en retfærdig dommer over fattige og rige "hvor de har haft ret" (ubi ius habueruntj.

Familie

Forældre: Erik Klipping (1249-86) og Agnes af Brandenburg (død 1304). Gift 1296 med Ingeborg af Sverige, død 15.8.1319 i Roskilde, d. af kong Magnus Birgersson Ladelaas af Sverige (1240-90) og Helvig af Holsten (død 1324). – Bror til Christoffer II, Margrete (død 1341) og Richiza (ca. 1300).

Ikonografi

Fremstillet på segl (Rigsark.). Graveret portr. på messingplade (Ringsted k.), gnidebillede deraf (Fr.borg), og gengivet i stik, af bl.a. Heinrich Hansen, og træsnit. Fantasiportr. tegnet i manus, fra ca. 1600 (Kgl.bibl.) og stik fra 1600-tallet. Tegn. af Lorenz Frølich, 1853. Statuette af F. E. Ring. Tegn. af Rasmus Christiansen.

Bibliografi

Kilder. Scriptores minores, udg. M. Cl. Gertz I-II, 1917-20 (reproudg. 1970). Annales Danici, udg. Ellen Jorgensen, 1920. Erik Klipping og hans sønner, udg. Ellen Jørgensen, 1927. Acta processus litium, udg. Alfr. Krarup og W. Norvin, 1932.

Lit. A. D. Jørgensen i Hist.t. 6.r.II, 1889-90 706-08. Kr. Erslev i Danm.s riges hist. II, 1898-1905. Erik Arup: Danm.s hist. II, 1932. Jerker Rosen: Striden melian Birger Magnusson och hans broder, Lund 1939. Niels Knud Andersen: Ærkebiskop Jens Grand I-II, 1943– 44. Aksel E. Christensen: Kongemagt og aristokrati, 1945 (fot.optr. 1976). Ingvor M. Andersson: Erik Menved och Venden, Lund 1954. Niels Skyum-Nielsen: Kirkekampen i Danm. 1241-1290, 1963. Aksel E. Christensen: De nord. kongeskifter 1319 i Historiallinen arkisto LXIII, Helsingfors 1968 279-90 (optr. i forf.s Danm., Norden og Østersoen, 1976). Kai Horby: Status regni Dacie, 1977.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby: Erik 6. Menved i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289196