Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erik 2. Emune

Oprindelig forfatter AEChr

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Erik 2. Emune, d. 18.9.1137, konge. Om Erik 2. Emunes fødsel og ungdom er intet oplyst, først i slutningen af 1120erne finder man ham ved halvbroderen Knud Lavards side under dennes modsætningsforhold til kong Niels. Forinden har han ifølge Saxo haft et modsætningsforhold til en anden halvbror, Harald Kesja, der ville nægte ham fædrenearv som han dog opnåede ved Knud Lavards mellemkomst. Efter drabet på Knud Lavard 1131 krævede Erik og Harald Kesja hævn over drabsmanden Magnus, kong Niels' søn; på Sjællands landsting mæglede ærkebiskop Asser forlig, men kong Niels opretholdt ikke den vedtagne fredløshed for sønnen, hvorpå de to halvbrødre rejste opstand. Erik fik løfte af den tyske kong Lothar der havde været Knud Lavards lensherre for Wagrien; men Lothar svigtede og sluttede forlig med Niels der gentagne gange besejrede Erik, bl.a. i et slag ved Onsild bro, så han måtte flygte ud af landet, oftest til Norge.

Men også kong Magnus den Blinde, hans hustrus søn, svigtede ham, ligeså broderen Harald Kesja der sluttede sig til kong Niels, og ved Værebro ved Roskilde fjord led han 1133 et knusende nederlag. Men året efter, da kong Niels havde ladet sønnen Magnus aflægge lensed til kong Lothar, og ærkebiskop Asser derefter havde brudt med kongen og forenet sig med Erik, kunne de i fællesskab 2. pinsedag (4.6.) 1134 vinde det afgørende slag ved Fodevig i Skåne; her faldt Magnus og de fleste af rigets biskopper, mens Niels flygtede og kort efter (25.6.) blev dræbt af borgerskabet i Slesvig. Erik anerkendtes derefter som konge og nedkæmpede året efter broderen Harald der på Urnehoved ting havde ladet sig udråbe til modkonge; Erik overrumplede og fangede ham og hans mange sønner i den jyske landsby Skiping (Skibet ved Vejle å?), Harald halshuggedes straks, mens sønnerne førtes til Skåne hvor de blev taget af dage. Kun én af sønnerne, den senere modkonge Oluf undslap Eriks merovingiske grusomhed.

Forinden havde Erik ved et diplom af 6.1.1135 (det ældste bevarede originalbrev i Danmark) takket Gud og ærkebiskop Asser for sejren ved udvidede privilegier og en anselig godsgave til Lundekirken og sammen med Asser forsynet riget med nye biskopper, herunder Eriks egen kapellan Rike til Slesvig og Assers brorsøn Eskil (ca. 1100-81) til Roskilde. Samme år grundlagde Erik et kloster ved Ringsted kirke, til hvilken han lod overføre sin bror Knuds kiste; de skulle hellige sig kulten af Knud der skulle gøres til helgen. Han lod en engelsk klerk, Robert af Ely, forfatte et helgenskrift af hvilket kun fragmenter er bevaret.

Erik synes at have grundlagt et slags kongeligt kancelli, men i øvrigt ved vi kun lidt om hans kortvarige styre. Erik foretog resultatløse krigstog til Rügen der var Lundekirkens missionsområde, og til Norge. Hjemme mødte der ham kraftig modstand. Den nye biskop i Roskilde, Eskil, rejste sammen med Peder Bodilsen, der tidligere havde støttet ham, en opstand "for frihed"; den tvang ham i første omgang bort fra Sjælland, men siden vendte han tilbage og besejrede dem og tvang Eskil til et ydmygende forlig.

1137 rejste den ellers ukendte hirdman Plov sig under et tingmøde ved Ribe mod Erik og gennemborede ham med sit spyd. Erik begravedes i Ribe. Han efterlod sig en umyndig søn, den senere konge Sven Grathe.

Erik bedømmes meget modstridende i samtiden. I ærkebiskop Assers Necrologium Lundense benævnes han "gloriosus", svarende til tilnavnet Emune, "den altid mindeværdige", men i Roskildekrøniken som i ærkebiskop Eskils Lunde gavebog karakteriseres han som en udpræget voldskonge.

Familie

Erik 2. Emune døde på et tingmøde nær Ribe og blev begravet i Ribe domkirke.

Forældre: Erik Ejegod (død 1103) og unævnt frille. Gift senest 1130 med Malmfrid, død efter 1137 (gift 1. gang med kong Sigurd Jorsalfar af Norge, død 1130), d. af storfyrst Mstislav (el. Harald) af Kiev og Christine (d. af kong Inge af Sverige). – Far til Sven Grathe. Halvbror til Knud Lavard og Harald Kesja.

Ikonografi

Fantasitegn. ca. 1600 (Kgl. bibl.) samt stik fra 1600-tallet. Mal. tilskrevet Antonius Samfleth (Ribe domk.).

Annonce

Bibliografi

Kilder. Lunde domkapitels gavebøger, udg. C. Weeke, 1884-89. Knud Lavards helgenskrifter, Robert af Elys fragmenter og Ordinale i Vitae sanctorum Danorum, udg. M. Cl. Gertz, 1908-12. Sakses Danesaga, 1076-1157, udg. Jørgen Olrik, 1908. Saxonis Gesta Danorum, udg. J. Olrik og H. Ræder I–II, 1931-57. Roskildekrøniken og Svend Aggesen i Scriptores minores I, udg. M. Cl. Gertz, 1917-18 (reproudg. 1970). Necrologium Lundense, udg. L. Weibull, Lund 1923. Lit. J. G. F. Ræder: Danm. under Svend Estridsen og hans sønner, 1870-72. H. Olrik: Knud Lavards liv og gærning, 1888. Curt Weibull: Saxo, Lund 1915 (også i Hist. tidskr. for Skåneland VI, 1915 156-76). L. Weibull i Scandia I, Sth. 1928 84-112; XIV, 1941 57-73.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aksel E. Christensen: Erik 2. Emune i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 8. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289191