Erik 1. Ejegod

Erik 1. Ejegod, d. 10.7.1103, konge. Erik var i broderen Knud den Helliges regeringstid blevet indsat af denne som jarl over Sjælland. Da Knud blev dræbt 1086 og Oluf valgt til konge flygtede Erik til Sverige af frygt for hævn fra Olufs side pga. Eriks støtte til Knud. Efter Olufs død 1095 blev Erik kaldt hjem og valgt til konge. Med dronning Bodil fik han sønnen Knud (Lavard), med andre kvinder sønnerne Harald, Benedikt, Erik og datteren Ragnhild. I sin regeringstid satte Erik meget ind på at samarbejde med kirken. Han indkaldte kort før 1100 benediktinermunke fra det engelske kloster Evesham til klosteret i Odense, og det var sikkert også ham der fik indsat den engelske kannik i Lund, Hubald, som biskop i Odense.

Eriks interesse for engelsk kirkeliv er vel grunden til at han og dronning Bodil findes optegnede i Durham katedralens mindebøger. Erik skal have opført fem stenkirker. Af stor betydning var at Erik ved personlig indsats hos paven opnåede at denne helgenkårede broderen Knud. 19.4.1100 eller 1101 altersattes Knud i Odense, en begivenhed som også betød en styrkelse af Eriks egen og hans efterfølgeres kongemagt. Hermed var der skabt forudsætninger for Eriks anden væsentlige indsats på det kirkepolitiske område: oprettelsen af et selvstændigt ærkesæde i Danmark. Hele Norden blev 1103-04 løsrevet fra den hamburgske kirkeprovins som et selvstændigt ærkestift med Asser som ærkebisp med sæde i Lund. Pavens ønske om at undgå tysk dominans stillede ham velvillig over for det danske ønske der tilmed fremsattes personligt af Erik over for pave Pascalis, da Erik med Bodil var på vej gennem Italien på pilgrimsfart til det hellige land hvortil han dog aldrig nåede. Som modkrav har paven stillet indførelse af tiendebetaling der dog ikke kan dokumenteres gennemført før 1135, samt betaling af Peterspenge direkte til ham. På det udenrigspolitiske område synes Eriks regeringstid præget af stadige kampe med venderne.

Vurderingen af Eriks person i de middelalderlige kilder er overvejende positiv. Det islandske skjaldekvad Eiriksdrapa, fra 1104, hylder således Erik som nordisk og kristent kongeideal. Kun Roskildekrøniken fra omkring 1140 viser en negativ holdning til Erik der "fandt på mange ubillige og uretfærdige love". Det er vanskeligt at slutte noget sikkert om Eriks personlighed ud fra et kildemateriale der er stærkt tendensiøst. Saxos farverige skildring af Eriks storslåede personlighed, psykisk og fysisk omtrent uovertruffen, må således vurderes på baggrund af Valdemarslægtens interesse i fremstillingen af Erik der spillede en rolle for dynastiet som farfar til Valdemar den Store. Roskildekrøniken kalder Erik "den gode", og i skriftet om Knud Lavard, sikkert fra tiden omkring 1170, benævnes Erik med tilnavnet Egothe. Dette anvendes ligeledes hos Saxo der anfører at Eriks ry ikke alene skyldes "hans dyd og gode sæder" men er vokset frem på baggrund af hans forgænger Oluf Hungers uheldige regeringsperiode med misvækst over hele landet.