Christoffer 3. af Bayern, 26.2.(?)1416-5 el. 6.1.1448, konge. Begravet i Roskilde domk. Som dreng sendtes C. til kejser Sigismunds hof; han fik her en omhyggelig opdragelse som blev afbrudt af hans deltagelse i det mislykkede togt mod hussiterne 1431. Forsvarskampen mod disse optog ham også i de følgende år; de erfaringer han her gjorde er utvivlsomt kommet ham til nytte over for de jyske bønder 1441. Han nedstammede på mødrene side fra det danske kongehus, og da Erik af Pommerns ægteskab forblev barnløst kunne han komme i betragtning som arving til de tre nordiske riger. Erik foretrak imidlertid sin fætter Bogislav, og da C. 1434 besøgte Danmark skal morbroderen have taget det løfte af ham at han ikke uden særlig tilladelse ville komme igen. I årene derefter voksede imidlertid misfornøjelsen med Erik, og da denne 1436 rejste til Gotland og blev der steg søstersønnens chancer betydeligt. Efter pfalzisk overlevering skal C. fra først af have stillet sig ret afvisende, men efterhånden ladet sig omstemme, bl.a. under pres fra kejserne Albrecht af Østrig og Frederik III; da det danske rigsråd okt. 1438 sendte ham sit endelige tilbud tog han i hvert fald hurtigt sin beslutning. Næste sommer mødtes han i Lübeck med de danske stormænd som derfra sendte kong Erik deres opsigelsesbrev. Kort efter overtog C. Danmarks styrelse, foreløbig som rigsforstander. 9.4.1440 hyldedes han som konge på Viborg landsting; n.å. blev han konge i Sverige, 1442 i Norge; endelig kronedes han nytårsdag 1443 i Ribe domkirke til Danmarks "archirex".

C.s indkaldelse var en følge af rigsrådspartiets sejr over Erik af Pommern og betegner derfor på alle områder et systemskifte. Danmark lovede C. ved sit valg at udstede en håndfæstning hvad både Margrete og Erik havde undgået, men løftet blev aldrig indfriet. Kronens forsøg på at genvinde Slesvig blev opgivet; hertug Adolf fik 1440 arveforlening på hele hertugdømmet, Haderslev og Ærø ikke undtaget; hansestæderne opnåede 1441 at få deres privilegier stadfæstet og at slippe for den af Erik indførte Øresundstold. Om indrømmelsespolitikken var C.s eller rådets får stå hen. I de første år af C.s regering bevarede hansestæderne fuldt ud den magtstilling de 1439 havde erobret. Kongens personlige indflydelse var i denne tid begrænset; det lå jo også i sagens natur at den unge sydtyske fyrste der så uformodet var blevet hersker over tre vidtstrakte riger måtte have tid til at gøre sig bekendt med de fremmedartede nordiske forhold. Han synes hurtigt at have lært sig dansk da kroningseden er på dansk, ikke som ventet latin - han vedblev dog at omgive sig med en hofstat af bayerske adelsmænd; en af dem forsøgte han uden held at trænge frem som hofmester; derimod var kammermesterembedet gennem størsteparten af hans regering besat med tyskere som Christoffer Parsberg og Albrecht Morer. Den afgørende politiske magt lå i årene 1439-43 hos rigsrådets førstemand, ærkebiskop Hans Laxmand der bevidst styrkede bispernes magtstilling. Dette skete navnlig gennem to forordninger som gennemførtes på kroningsmødet 1443, og i hvis indledninger konge og ærkebisp på ret enestående måde nævnes side om side; den ene af disse love lagde klostrene helt ind under bispernes tilsyn, den anden indførte bispetiende i Nørrejylland. Således høstede kirken i højere grad end kongen frugten af C.s sejr over det store bondeoprør 1441. Uvist er det hvor initiativet kom fra til de mange byprivilegier hvis række i det væsentlige afsluttedes med Kbh.s stadsret af okt. 1443. Byprivilegierne synes bl.a. at have tilstræbt en begrænsning af de tyske købmænds rettigheder.

Maj s.å. var imidlertid Hans Laxmand død. Rigsrådet mistede dermed sin førende kraft; og der er grund til at tro at kongen i de følgende år har fået noget friere hænder. 1443 arvede C. faderens besiddelser i Øvrepfalz; i det hele vedligeholdt han en levende forbindelse med sit hjemland; og da kongen 1445 fejrede sit brylup med en vrimmel af fornemme tyske gæster flød bægeret over. Den svenske Karlskrønike beretter hvorledes svenske og danske rigsråder efter festlighedernes afslutning tog kongen alvorligt i skole for hans begunstigelse af bayrerne og forlangte dem hjemsendt - et krav som C. til sin forbitrelse så sig nødsaget til at opfylde. Sandsynligvis har denne episode en politisk baggrund; under de samtidige forhandlinger med hansestæderne lod kongen i hvert fald Morer og Parsberg underhånden føle sig for hos de lybske sendebud med hensyn til stemningen for et forbund, og bayrerne i kongens "hemmelige kammer" var i det hele øjensynligt mere imødekommende over for hansestæderne end rigsråderne. - I de følgende år gik der i Tyskland stadig rygter om C.s spændte forhold til sine undersåtter; ved hans død påstod man endog at han var blevet forgivet. Dette var næppe sandt, men en vis spændthed i forholdet mellem konge og råd kan være forklaringen på den forsigtighed hvormed han på alle afgørende punkter undgik at stille sig i skarp modsætning til rigsrådernes vilje. Man tør kun med største varsomhed benytte hans regeringshandlinger som grundlag for slutninger om hans politiske mål og evner. I Danmark er årene 1443-48 præget af ro.

Større interesse har for så vidt C.s stilling i Norges historie der i hans tid næsten helt beherskes af kampen mod hanseaternes handelsvælde. Ældre historikere (navnlig C. F. Allen) tillagde kongen betydelige fortjenester på dette område; nyere undersøgelser (særlig Will. Christensens, 1895) har imidlertid vist at æren for selvstændighedskampen først og fremmest tilkommer det norske rigsråd hvis forslag C. i sine første år villigt gav sin underskrift. Senere, da kongens selvstændighed vokser, bliver hans politik mere usikker i sin linie, og hensynet til de mægtige hansebyer gør sig stærkere gældende; 1445 stadfæstede han deres privilegier også i Norge og Sverige. - I Sverige indrømmedes de indfødte stormænd ret vidt spillerum; den landslov der bærer C.s navn har han ikke haft megen del i. Sin svenske håndfæstning holdt han sig i det store og hele efterrettelig; dog opfyldte han ikke løftet om Gotlands tilbagegivelse til Sverige. Erik af Pommern, som var øens hersker fik lov at beholde den; og klagerne over den afsatte konges sørøverier skal C. have slået hen med en spøg der (efter Huifeldt) gerne gengives med ordene "min Morbroder skal ogsaa leve". Misvækstår skaffede ham det ufortjente øgenavne "Barkekongen", og den store svenske rimkrønike tillægger ham alle mulige laster: sanselighed, drikfældighed, spillelidenskab osv.; krøniken der stammer fra Karl Knutssons tid er dog et typisk propagandaskrift. Pfalzisk tradition har da også bevaret et anderledes tiltalende billede af C.s karakter. Om den gængse opfattelse af ham som en velnæret og gemytlig lille sydtysk junker der foretrak kostbare fester og pragtfulde optog fremfor fuldbyrdede regeringsbeslutninger, og hvis naturlige magelighed lod ham slippe let til den art politisk klogskab som består i at bøje af i tide kommer sandheden nærmere får står hen.

Familie

Forældre: pfalzgrev Johann I af Neumarkt (død 1443) og Catharina af Pommern (død 1426). Gift 12.9.1445 i Kbh. med Dorothea af Brandenburg, født ca. 1430, død 10.11.1495 i Kalundborg, d. af markgrev Johan af Brandenburg (1406-64) og Barbara af Sachsen (ca. 1405-65).

Ikonografi

Samtidigt initialportr. i privilegiestadfæstelsen for domkapitlet i Roskilde (Rigsark.). Maleri (Cabinet des Estampes, Paris). Malet i flere kongeserier (Fr.borg, Gripsholm), samme type også af Peiter Hartman, 1607 (Malmø rådhus) og tegn. (Kgl. bibl.) samt litograferet af A. M. Petersen. Stik fra 1600-tallet.

Bibliografi

Kilder. Johan af Pfalz-Zweibrücken: Oratio de Christophoro Bavaro (håndskr. i Kgl. bibl., Sth.). Andr. F. Oefele: Rerum boicarum scriptores I-II, Augsburg 1763. Aktstykker vedr. Erik af Pommerns afsættelse, udg. A. Hude, 1897.

Lit. William Christensen: Unionskongerne og hansestæderne 1439-1466, 1895 32-161. Kr. Erslev: Erik af Pommern, 1901 394-422. Samme i Danm.s riges hist. II, 1905 473-89. Erik Arup: Danm.s hist. II, 1932 213-18. Erik Lönnroth: Sverige och Kalmarunionen 1397-1457, Göteborg 1934 200-31. G. A. Lögdberg: De nord. konungarna och Tyska orden 1441-1457, Uppsala 1935. Niels Skyum-Nielsen i Scandia XXIII, Sth. 1955-56 1-101 (især 42-49). Bent Jørgensen i Middelalderstudier tilegnede Aksel E. Christensen, 1966 273-304. Beata Losman: Norden och reformkonsilierna 1408-1449, Göteborg 1970 = Studia hist. Gothoburgensia XI. Thelma Jexlev i Festskr. til Johan Hvidtfeldt, 1978 209-19.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig