• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian 9.

Oprindelige forfattere HLars, NNeer og PEll

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Christian 9., 8.4.1818-29.1.1906, konge. Christian 9. var fra sin fødsel nært knyttet til Danmark og det danske kongehus. Hans mor var søster til Frederik 6.s dronning Marie; hans far havde fra 1803 stået i dansk militærtjeneste og var af Frederik 6. blevet benyttet til fortrolige sendelser og havde ledsaget kongen til Wienerkongressen.

Christian var den sjette i rækken af ti børn og levede et roligt barndomsliv på Gottorp og sommerboligen Louisenlund ved Slien, fra 1825 på Glücksborg som Frederik 6. ved den ældre Glücksborgske hertugslægts uddøen overdrog til Christians far der tilhørte en yngre gren af slægten. Her undervistes Christian af forskellige privatlærere indtil faderens død 1831. Frederik 6. som sammen med prins Vilhelm af Hessen-Philippsthal overtog formynderskabet for børnene ønskede at Christian skulle forberedes til indtrædelse i den danske hær. Han kom på landkadetakademiet i København hvor han i de følgende år fik sit hjem hos chefen, oberst Linde. Frederik 6. førte omhyggeligt tilsyn med den unge prins' undervisning, så ham hyppigt hos sig og fik ham personlig meget kær. Christian gengældte fuldt ud disse følelser og hang med kærlighed ved mindet om kongen og ved traditionerne fra hans tid. 1835 blev han konfirmeret og udnævnt til ritmester i hestgarden i hvis kaserne han en tid boede indtil han giftede sig og flyttede ind i Det gule palæ i Amaliegade som 1842-63 blev familiens hjem. Sammen med sin senere svoger prins Frederik af Hessen gennemgik han 1839-41 et universitetskursus i Bonn hvor han særlig hørte forelæsninger i statsret og historie og foretog ferierejser til tyske byer og Venedig. Fra ganske ung udmærkede han sig ved streng pligtfølelse og smuk og korrekt optræden og fik flere repræsentative hverv, således 1837-38 i England ved dronning Victorias kroning og 1842 og -44 i Rusland hvor zar Nikolaj fik et gunstigt indtryk af ham.

Første gang tidens politiske uro kastede sine skygger over Christians lykkelige privatliv var 1846 da Christian 8. udstedte sit åbne brev om tronfølgen i det danske monarki der vakte stor forbitrelse blandt slesvigholstenerne. Hans ældste bror hertug Carl af Glücksborg protesterede imod det, men Christian udstedte en erklæring i hvilken han godkendte det og fornyede sin troskabsed. Da krigen udbrød 1848 var det for ham en selvfølgelighed at bevare sin stilling i den danske hær; både 1848 og -49 førte han hestgarden i felten, men kom ikke til at deltage i nogen træfning. I de følgende år steg han i de militære grader: major 1848, oberstløjtnant 1850, generalmajor 1852, generalløjtnant og generalinspektør for rytteriet 1857.

Annonce

Da tronfølgespørgsmålet i de første år af Frederik 7.s regering rykkede sin afgørelse nær fik Christians stilling politisk betydning. Ved Frederik 7.s død og dermed Frederik 3.s mandsstammes uddøen ville de nærmeste arvinger efter kongeloven være landgrevinde Charlotte og hendes børn i følgende orden: prins Frederik af Hessen, prinsesse Marie af Anhalt og prinsesse Louise, gift med Christian. For at holde monarkiet sammen var det imidlertid nødvendigt at opnå forståelse om tronfølgeordenen med zar Nikolaj som chef for den ældste gottorpske linie der med den oldenborgske mandsstammes uddøen havde arvekrav på en stor del af Holsten. Dette i forbindelse med zarens dominerende stilling i den europæiske politik gjorde tronfølgervalget afhængigt af ham. Skønt den danske regering ikke lagde skjul på at man ville foretrække Christians og prinsesse Louises ældste søn som tronfølger, bestemte Nikolaj sig dog for arvestorhertugen af Oldenburg som også accepteredes af den danske regering, men da han ved sine stærkt udprægede slesvigholstenske og rigstyske anskuelser forskertsede zarens sympati begyndte man fra dansk side på ny at arbejde for Christians og prinsesse Louises mandlige "descendens" under stærk fremhæven af den udpræget loyale holdning Christian stedse havde vist.

Når man fra dansk side foreslog prinseparrets "descendens" og ikke Christian selv skyldtes det ikke betænkelighed i ministeriet ved Christians kandidatur, men Frederik VII's kølige indstilling overfor prinseparret på grund af den afvisende holdning navnlig prinsesse Louise indtog overfor grevinde Danner. Zaren som vedblivende nærede stor velvilje over for Christian erklærede sig imidlertid for denne som tronfølger. Dette fik udtryk i Warszawaprotokollen af 1851 og London-traktaten af 8.5.1852 hvorved Christian og hans mandlige descendens i ægteskabet med prinsesse Louise, efter at de fornødne arveafkald havde fundet sted, blev berettiget til tronfølgen i hele monarkiet efter Frederik 3.s mandsstammes uddøen. Denne ordning bekræftedes senere ved tronfølgeloven af 31.7.1853. Når denne lov gav anledning til heftige indre kampe i Danmark skyldtes det ikke uvilje mod tronfølgeren, men ophævelsen af kongelovens kvindelige arvefølge.

Christian kom ved sit valg til tronfølger til at indtage en fremskudt stilling i dansk statsliv, men selv efter at han 1856 var blevet medlem af gehejme-statsrådet levede han så stille og tilbagetrukket som hans repræsentative pligter tillod ham det, og blandede sig mindst muligt i politik. Han var afgjort konservativt-helstatlig indstillet og så i opretholdelsen af det danske monarki til Elben under fælles styre en forpligtelse af europæisk natur hvis første håndhæver han ifølge Londontraktaten burde være. Han var en afgjort modstander af enhver deling af monarkiet og fandt sine politiske tillidsmænd i helstatsmænd som Carl Moltke, C.A. Bluhme, Wilhelm Sponneck og C.N. David. Det var ikke den vej strømmen gik, og Christian var sig bevidst at han i stigende grad havde den nationalliberale opinion og de af den fremgåede ministerier imod sig. Heller ikke kunne han med nogen tillid se hen til den politiske skandinavismes stærke vækst, dels fordi den stod i så nær sammenhæng med Ejder-politikken, dels fordi den hos mange tenderede mod en union under det svenske kongehus.

At øve synderlig indflydelse gennem statsrådet formåede han ikke, og enhver intrigeren bag kulisserne mod Frederik VII og hans regeringer måtte ligge hans åbne og loyale natur fjernt. Dog vidste man altid hvor man havde ham, og han veg ikke tilbage for bestemt at hævde sit standpunkt, selv hvor han forstod det var forgæves. Således udtalte han i det afgørende statsråd 7.7.1858, der førte til C.G. Andræs udtræden af ministeriet og novemberkundgørelsen om fælles-forfatningens ophævelse for Holsten og Lauenburg at han afgjort måtte være imod at give tilsagn hvis det skulle være det første skridt til et Danmark til Ejderen som han tog bestemt afstand fra. I lignende retning udtalte han sig i statsrådet forud for novemberforfatningen af 1863.

Under det kortvarige ministerium Rottwitt 1859-60 var han genstand for en stærk pression fra sin svoger Carl Blixen Finecke som udenrigsminister og fra Frederik VII. Begge ville bevæge ham til at overtage en statholderpost i Holsten, men han indså klart de farer det kunne medføre for hans og hans dynastis stilling i fremtiden, og fastholdt bestemt sit nej. I spørgsmålet om hans søns, prins Vilhelms modtagelse af den græske krone 1863 kom han en tid i ret skarp modsætning til Frederik 7. og ministeriet idet det bød hans legitimistiske synsmåder imod at hans søn skulle modtage kronen uden at kong Otto først havde givet afkald. Han følte det desuden som sin pligt som far at sørge for at den unge prins' fremtid sikredes bedre inden han indlod sig på det farefulde eventyr. Hensynet til den betydning det under Danmarks kritiske stilling kunne have at sikre sig Englands velvilje bragte ham dog sluttelig til at give efter.

Frederik 7.s død 15.11.1863 stillede på et ganske uventet tidspunkt den nye konge over for en situation af den yderste vanskelighed. Den skærpedes derved at han hidtil for den store befolkning havde stået så ganske i skygge af sin folkekære forgænger og desuden savnede talegaver og evne til effektfuld, popularitetsvindende fremtræden. De solidere egenskaber som han besad var kun kendt af en snævrere kreds: karakterens renhed og grundfæstede pålidelighed og et sundt og nøgternt skøn over forholdene, særlig de udenrigspolitiske, der i fremtiden ofte skulle give ham ret over for rådgivere der var ham overlegne både i begavelse og kundskab. Mange mistvivlede også, ganske med urette, hans danske sindelag. Den af den national-liberale presse ledede opinion var ham ugunstig og forlangte som en art pant på hans nationale og politiske indstilling øjeblikkelig underskrift på novemberforfatningen som Frederik VII ikke havde nået at underskrive.

Christian brugte sin konstitutionelle ret til at kræve tid til overvejelse og søgte råd hos C. Moltke, C.G. Andræ og C.N. David, men under den herskende stemning i befolkningen og i rigsdag og rigsråd turde ingen tilråde Christian at nægte at underskrive forfatningen eller påtage sig regeringsansvar for en nægtelse. Så gav Christian sin underskrift 18.11.1863. I de følgende uger skærpedes modsætningen mellem ham og ministeriet Hall. Da det tyske forbund havde vedtaget at sende tropper ind i Holsten søgte Christian i statsrådsmøde 17.12. at få novemberforfatningens ikrafttræden 1.1.1864 udskudt indtil en helstatsforfatning kunne komme i stand. Det afvistes af ministeriet. Da udsendinge fra England, Rusland og Frankrig var i København til Frederik 7.s bisættelse 19.12. og lagde pres på ministerium og konge for at få novemberforfatningen taget tilbage ønskede Christian i statsråd 21.12. at ministeriet skulle fremlægge disse alvorlige henstillinger for rigsrådet i et lukket møde og håbede derved at rigsrådet ville ændre sin holdning, men Christians forslag afvistes af ministeriet, og rigsrådet hjemsendtes samme dag.
Da Christian 23.12. fra den engelske udsending fik besked om at England ville tage initiativ til en stormagtskonference om konflikten gik Hall ind på at indkalde rigsrådet til 28.12. - sidste frist for en udsættelse eller tilbagetagelse af novemberforfatningen - men 25.12. tog han sit tilsagn tilbage. En forhandling 26.12. mellem Christian og ledende politikere, "det lille rigsråd", førte kun til at helstatsmænd atter fremhævede at Hall alene havde styrke til at tage forfatningen tilbage eller tage krigen. 31.12. gav Hall op, og Christian udnævnte et ministerium under D.G. Monrad som han anså for mindre utilbøjelig til en helstatsløsning end Hall.

Ved krigens begyndelse opholdt Christian sig ved Dannevirkestillingen, men lod sig ved overkommandoens indtrængende henstilling bevæge til at rejse tilbage til Sønderborg. Her modtog han efterretningen om Dannevirkes rømning der af en ophidset opinion gav anledning til angreb på ham og Monrad og til uhyggelige demonstrationer mod kongefamilien i København. Da Christian havde sat sig ind i baggrunden for rømningen fandt han at general Christian de Meza havde handlet rigtigt og modsatte sig ministeriets krav om de Mezas afskedigelse, men da krigsminister Carl Lundbye i statsråd 26.2. begærede sin afsked hvis de Meza forblev i sin stilling, og de øvrige ministre stillede sig bag Lundbye måtte Christian gå med til afskedigelse. Efter Dybbøls fald anså Christian den danske hærs mulighed for at modstå nye preussiske fremstød for meget ringe og gik ind for våbenhvile, men han anså det også for sin opgave i henhold til Londontraktaten af 1852 at holde helstaten sammen. Der opstod gentagne gange meningsforskelle mellem ham og ministeriet om instrukser til de danske forhandlere på Londonkonferencen maj-juni. Christian rejste heftig modstand mod det engelske forslag om Slesvigs deling ved Slien og afståelse af hvad der lå syd derfor. Han så faren ved at Danmark forlod Londontraktatens grundlag uden garanti for hvilke yderligere indrømmelser de tyske magter ville kræve for accept, og han ønskede af dynastiske grunde at holde fast ved helstaten. Sluttelig gav han efter for den pression der også fra neutrale stormagter blev øvet mod ham.

I Christians overvejelser indgik også muligheden af en personalunion mellem kongeriget og hertugdømmerne, men tanken afvistes af ministeriet. Da England i juni opgav Sli-linjen og foreslog delingslinjen fastlagt ved voldgift et sted mellem Sli-linjen og linjen Åbenrå-Tønder modsatte Christian sig dette med ministeriets tilslutning, og dermed var Londonkonferencen sprængt. De tyske troppers erobring af Als 29.6. gav ikke Christian anden mulighed end at anmode om våbenstilstand og indlede direkte forhandlinger med de tyske magter under ledelse af et ministerium der ikke havde haft nogen del i de foregående års politik. 11.7. dannedes ministeriet Bluhme, og 30.10 sluttedes fred i Wien. Kongeåen blev Danmarks sydgrænse. Tabet af hertugdømmerne gik Christian nær til hjertet, men han opgav ikke håbet om at genvinde i hvert fald noget af det tabte. Det stod ham dog klart at der kun kunne være tale om det dansksindede Slesvig, og at al tale om en militær revanche støttet på alliance med Frankrig, som i de første år efter Wienerfreden beskæftigede mange i Danmark, måtte opgives og en overenskomst med Preussen om tilbagegiveise af det danske Slesvig tilstræbes.

I denne sammenhæng må det ses at han foråret 1866 gik ind på ministeriet Frijs' plan om efter Frankrigs tilskyndelse at rette en fortrolig henvendelse til Bismarck om en begrænset militær alliance under den forestående krig med Østrig på betingelse af Nordslesvigs tilbagegiven. Henvendelsen førte ikke til noget, men Pragfreden bragte på Frankrigs initiativ den art. 5 til hvilken Christian i de følgende år knyttede sine forhåbninger. Ved udbruddet af den fransk-tyske krig 1870 var Christian for Danmarks ubetingede neutralitet og søgte de ekstraordinære indkaldelser begrænset til det mindst mulige. Christians forhold til ministerierne Bluhme og Frijs var ikke uden rivninger der særlig skyldtes fjernelsen af justitsminister E. Heltzen i hvem han så sin særlige tillidsmand, og militære spørgsmål, navnlig af personel natur, men den animositet over for Christian der i hans første regeringsår havde givet sig ret stærke udslag i national-liberale kredse fortog sig efterhånden, ligesom Christian ved ministerskiftet 1870, overvandt sit ubehag ved atter at se de national-liberale førere blandt sine ministre. Over for bondevennerne der i 60erne havde taget Christian i forsvar mod national-liberale angreb og understreget deres monarkiske loyalitet var hans stemning ret velvillig, og han synes 1870 ikke at have været utilbøjelig til at optage i hvert fald en enkelt af dem i det nye ministerium, men efter det forenede venstres dannelse fremkaldte partiets parlamentariske krav og dets holdning i militære spørgsmål et stigende modsætningsforhold.

Christian der ellers var så tilbageholdende i sin offentlige optræden fandt flere lejligheder til under den politiske kamp personlig at stille sig ved sine ministres side. Særlig nært knyttede han sig til Estrup og hans ministerium om hvis grundlovsfortolknings berettigelse han følte sig overbevist. Da højres mandattal 1901 reduceredes til otte af folketingets 114 medlemmer indså Christian, bestyrket deri af de yngre i kongehuset, at et systemskifte var nødvendigt og udnævnte det første venstreministerium under J.H. Deuntzer som han kendte godt og nærede tillid til, og hvis ministerium han viste samme loyalitet som han havde vist dets forgængere. Som den første af danske konger besøgte Christian Island 1874 i anledning af landets tusindårsfest.

Megen takt og klogskab udviste han under det norske kongevalg 1905 da hans sønnesøn prins Carl blev den foretrukne til Norges trone som Haakon 7. Christians datter Alexandra ægtede 1863 den senere engelske konge Edward 7., sønnen Vilhelm blev 1863 konge af Grækenland, datteren Dagmar ægtede 1866 den senere russiske zar Alexander III, sønnen Frederik (8.) ægtede 1869 prinsesse Louise af Sverige og datteren Thyra ægtede 1878 hertug Ernst August af Cumberland, en forbindelse der vakte visse betænkeligheder i regeringen for forholdet til Tyskland, idet Ernst August var fordrevet fra sit hjemland Hannover da Bismarck oprettede det nordtyske forbund. Yngst i søskendeflokken var Valdemar der 1885 ægtede prinsesse Marie af Orleans. I sine ældre år stod Christian da som den hædrede partriark blandt Europas fyrster, og den uvilje der havde mødt ham i Danmark ved hans tiltræden var afløst af folkets højagtelse.

Familie

Christian 9. blev født på Gottorp, døde på Amalienborg og er begravet i Roskilde domkirke.
Forældre: hertug Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glucksborg (1785-1831) og Louise Caroline (1789-1867). Gift 26.5.1842 på Amalienborg med prinsesse Louise af Hessen-Kassel, født 7.9.1817 i Kassel, død 29.9.1898 på Bernstorff, d. af landgreve Vilhelm af Hessen-Kassel (1787-1867) og prinsesse Charlotte (1789-1864). - Far til Alexandra, Dagmar (1847-1928), Frederik 8., Georg 1., Thyra og Valdemar (1858-1939). Bror til Hans (1825-1911).

Ikonografi

Mal. af C. Goos, 1829, tegn. af L. Grünbaum, 1831, og af C. l'Allemand, 1839 (alle tre Glücksborg), sidstnævnte litograferet af E. Lehmann. Litografi (?) af A. Hohneck, 1834. Afbildet på mal. af C. Balsgaard, 1843 (Rosenborg) og 1845 (Fr.borg). Træsnit 1848. Afbildet på mal. af E. Lehmann, 1852 (Rosenborg). Mal. af A. Schiøtt, 1853 (Rosenborg), herefter bl.a. litografi af I. W. Tegner, træsnit af H. Linton, 1858, efter E. Morin, af Butterworth & Heath, 1863, samt af E. Bocourt efter L. Chapon. Tegn. og litografi af J.V. Gertner ca. 1854. Afbildet på N. Simonsens mal., ca. 1860 af revy ca. 1830 (Adolphseck ved Fulda). Stik af Carl Mayer. Litografi i generals-uniform af Th. B. Tegn. af A. Schiøtt, 1863 (Fr. borg). Buste af J.A. Jerichau, 1863, kopi af V. Bissen (Fr.borg). Træsnit af H.P. Hansen, 1864. Biscuitbuste af. L.E. Vieth, 1865. Afbildet på tegn. af Bralinz, 1865. Litografi af A. Thorsøe bl.a. 1866. Træsnit på gadevise, formentlig 1867. Afbildet på tegn. af K. Gamborg, 1867, og i øvrigt talrige gange, bl.a. på tegn. forestillende brylluppet 1842 (Kgl. bibl.). Min. af N.C. Hansen, 1867 (Rosenborg). Afbildet på mal. af F. Richardt, 1868. Afbildet på J. Exners mal. 1869 af Alexander IIIs ankomst 1866. Afbildet på træsnit efter tegn. af G. Broling, 1869 og senere. Mal. af H. Olrik, 1870, gengivet i farvelitografi af H. Jensen, 1870. Mal. af H. Olrik, 1871 (Rosenborg), herefter litografier af bl.a. P. Gemzøe og Carl Jensen og træsnit af H.P. Hansen. Tegn. af Olrik ca. 1875, træsnit af samme efter foto, litograferet af Fortling. Buste af F.C. Stramboe, Udst. 1870. Figur af E. Mehnert, 1871. Afbildet på tegn. af Hellquist, 1872, af H.P. Hansen, 1874 og træsnit af samme 1874. Buste af F.E. Ring, 1875 (Randers mus.). Tegn. med skrift i litografi af N. Fischer ca. 1875. Flere litografier af I. W. Tegner efter foto, bl.a. 1875-76 og et gengivet i træsnit betegnet Janet Lange. Træsnit af Carolina Weidenhayn efter tegn. af A.J.G. Virgin. Mal. af H. Chr. Jensen, 1877 (Gisselfeld), herefter bl.a. træsnit af C. Pauli. Afbildet på mal. af Olrik, 1878, af statsråd (Chr.borg). Medalje af H. Conradsen, 1879. Relief af O.O. Glosimodt udst. 1880. Litografier af E. Fortling, af Billoin efter mal. af P. Hagelstein og af Hartnack efter tegn. af C. Hetsch (Fr.borg). Stik af Weger efter foto. Mal. af H. Olrik udst. 1883. Afbildet på L. Tuxens mal. af kongefamilien på Fredensborg, 1883-86 (Chr.borg) og på flere af forarbejderne hertil (Fr.borg). Afbildet på tegn. af Christiansborgs brand af P. Steffensen. Litografier af rytterbilleder af J. Hassel, 1886, bl.a. også betegnet af G. Brock 1886, og træsnit herefter af C. Pauli. Medaljer af F. Schmalfeldt, 1886, og af Johan Jacobsen, måske s.å. Silhouetklip af E. Ljung, 1886 (Fr.borg). Mal. af H. Chr. Jensen, 1887 (sst.). Buste af Aksel Hansen, 1888 (Odense bys mus.). Mal. af J. Hassel, 1888. Afbildet på mal. af Paul Fischer, 1888. Otto Baches to store mal. af Christian 1848 og 1864 (Chr.borg) er malet 1888. Træsnit fra sølvbrylluppet af Bernhard Olsen, 1888. Afbildet på pastel af E. Henningsen og akvarel af F. Henningsen, begge 1889 (Amalienborg). Buste af V. Bissen, 1889 (Thisted). Radering af P. Schram, 1890. Statuette af Axel Pacht udst. 1890, statue 1892. Relief af E.H. Bentzen udst. 1891. Afbildet på H. Brasens mal. 1892 af vildtparade 1889 (Fr.borg). Medaljer af H. Conradsen, 1892 og af G. Jensen 1892 og 1898. Afbildet på mal. af P. Mønsted, 1892 (Fr.borg). Litografi af I. W. Tegner og J. Hassel ca. 1892. Afbildet på Tuxens mal., 1893, af besøg på Carlsberg (Carlsberg mus.). Afbildet på tegn. af F. Henningsen ved juletræet 1893. Statue af J. Fullstedt udst. 1894. Udkast til rytterbill. malet af O. Bache, 1894, udført 1896 (Fr.borg). Afbildet på mal. af L. Tuxen udst. 1896. Buste af V. Bissen, 1897 (St.mus.). Relief af Hassselriis, 1897 (Østre anlæg, Kbh.). Afbildet på mal. af P. Fischer, 1898 (Fr.borg); tegn. (sst.) og mal. 1898 af O. Bache. Afbildet på tegn. med ryttere af K. Hansen Reistrup, 1898. Tegn. af Leonardsen, 1899. Buste af L. Brandstrup ca. 1899 (Hirschsprung), rytterstatue af samme 1899 (Esbjerg), relief af samme, endvidere buste 1906 (Holstebro), rytterstatuette 1907 (Fr.borg) og rytterstatue 1910 (Slagelse). Mal. af O. Bache, 1900 (Amalienborg). Afbildet på Tuxens mal. af de fire generationer og flere udkast dertil, 1901-02 (Chr.borg, Fr.borg). Mal. med prins Valdemar af E. Henningsen, 1904. Afbildet på A. Jerndorffs mal. 1904 af Georg Is modtagelse (Chr.borg). Tegn. til frimærker af Hans Tegner, 1904, og af P. Jensen-Klint, 1905. Afbildet på P. Fischers mal. af stortingsdeputationen 1905 (Varde mus., slottet i Oslo, Fr.borg). Karikatur af Gulbransson, 1905. Rytterstatuette af Laur. Jensen 1904, 1907, 1908 (Fr.borg, Chr. borg), buste 1906. Mal. af F. Henningsen, 1906 (skydeselskabet, Kbh., søofficersskolen). Statuette af Aug. Hassel, 1906, buste af samme 1908 (Fredensborg samt på Tirsbjerg, Hoven sg.). Rytterstatuette af C. Bonnesen, 1906 (Fr.borg), 1909, samt statue 1909 (Ålborg). Blandt de talrige udaterede fremstillinger kan nævnes flere silhouetter af B. Ulrichsen (Fr.borg, Kgl. bibl.), relief af Thod Edelmann (Fr.borg), mal. af Arvid Aae (Kolding mus.), af E. Jerichau Baumann, af J.T. Hansen, af R. Bissen, tegn. af F.C. Lund og af Marstrand, pastel af Axel R., litografier af F. Jacque og af Hartwich, stik af J. Rosenbaum, gengivet i træsnit af H.P. Hansen og af Brend'-amour. Christians portræt var på islandske og danskvestindiske pengesedler. Tegn. på dødslejet af F. Henningsen (Kgl. bibl.) og af F. Matania. Afbildet på mal. af F. Henningsen, 1907 (Fr.borg) og af K. Hansen Reistrup, 1908 (Amalienborg). Buste af V. Bissen, 1908 (Skive). Statue af Pedersen-Dan, 1908 (Nyborg). Rytterstatuette af H. Wederkinch, 1908 (Fr.borg). Statue af Rasmus Andersen, 1909 (Nykøbing M.). Statue af H. Gyde Petersen, 1910 (Thisted). Rytterstatue af Aksel Hanen, 1912 (Odense). Afbildet på mal. af O. Bache, 1912. Rytterstatue af Anne-Marie Carl-Nielsen, 1927 (Chr.borg). Desuden buster af bl.a. Andreas Poulsen (Fredericia mus.), af Nielsine Petersen (Fredensborg slotspark) samt i audiensværelset på Chr.borg. Statue af Einar Jonsson (Reykjavik). Foto. Mal. af F.L. Storch, 1867 (Zool. mus.). Buste af H. Conradsen, 1872. Min. af J. Zehngraff, 1898 (Rosenborg). Mal. af F. Henningsen (mus. i Reykjavík) og af P.H. Wilhardt (altinget, Island).

Bibliografi

H.P.B. Barfod: H. M. kong Christian IX, I-II. 1888-1906. N. Neergaard: Under junigrundloven, I-II. 1892-1916. A. Thorsøe: Kong Christian IX, 2. udg. 1906. Samme: Mindeblade fra kong Christian IXs ungdom, 1917. C.N. Davids optegnelser i Hist. t. 8.r. V, 1914 45-99. C.H. Rørdam: Hofliv under Christian IX, 1918. Samme: Hofdage hos Christian IX, 1929. Samme: Mine referentdage hos Christian IX, 1930. A. Forældre: Krieger: Dagbøger, I-VIII, 1920-43. Aage Friis: Danm. ved krigsudbruddet 1870, 1926. Bo Bramsen: Huset Glücksborg, I-II. 1975.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen, N. Neergaard, Povl Eller: Christian 9. i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288336