Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian 2.

Oprindelige forfattere Venge og PEll

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Christian 2., Christiern 2., 1.7.1481-25.1.1559, konge. Christian inddroges tidligt i regeringens førelse og navnlig i hævdelsen af kong Hans' unionspolitik. Allerede som barn var han blevet valgt til konge efter faderen i Danmark og Norge. Efter Sveriges erobring 1497 valgtes Christian også til konge af dette rige. Da faderen 1499 rejste til Danmark blev Christian nogen tid alene i Sverige. 1502 overlod kong Hans til ham at bekæmpe opstanden i Norge, mens han selv anførte hæren og flåden der skulle undsætte dronning Christine i Stockholm. Christian tvang svenskerne til at hæve belejringen af Bahus, indtog dernæst Elfsborg som afbrændtes og hærgede derefter i Vastergotland. 1506 da unionsstridighederne atter blussede op indsattes han lovformeligt som regent i Norge. Her udfoldede Christian en energisk virksomhed. Danske høvedsmænd blev anbragt på alle betydningsfulde poster - indbefattet ærkebispestolen i Trondheim der besattes med Christians kansler og vigtigste rådgiver Erik Valkendorf. Over for Sverige rustedes stærkt, og i januar-februar 1511 hjemsøgte Christian på ny Vastergotland.

Ved faderens død var Christian til stede. Eksistensen af planer om at vælge hertug Frederik (1.) i hans sted er upåviselig og usandsynlig. I kraft af de tidligere valghandlinger sad Christian straks inde med befalingsmyndigheden over rigets slotte og udøvede tilsyneladende ubestridt uden yderligere valg eller hyldning regeringsmyndigheden. På herredagsmødet i København sommeren 1513 vedtoges håndfæstningen. Forhandlingerne med det danske og norske rigsråd førtes på Christians vegne af kansleren Ove Bille som han overtog efter faderen. I oktober hyldedes Christian i hertugdømmerne hvor hertug Frederik havde modsat sig hans valg i faderens levetid. Endelig kronedes han 11.6.1514 i København - samme dag som stedfortræderen Mogens Gøye i Bruxelles blev viet til Elisabeth - og 29.7. i Oslo.

Christians korte regeringstid 1513-23 prægedes af kraftige indgreb i samfundet. Særligt efter 1517 indledtes en kamp mod de bånd forfatningen og hævdvundne rettigheder pålagde kongen. Måske har Christians borgerlige opvækst - han opdroges som barn hos den københavnske storkøbmand Hans Bogbinder - indgydt ham uvilje mod de privilegerede stænder. Vist er det at statholdertiden i Norge og senere hans kongegerning ledsagedes af talrige overgreb mod adelen og gejstligheden, mens borgere og bønder begunstigedes. Politisk skødes rigsrådet til side og erstattedes af borgerlige rådgivere med Malmøborgmesteren Hans Mikkelsen og hollænderen Sigbrit Villoms som de betydeligste.

Annonce

Et højdepunkt nåede Christians bestræbelser i det store lovkompleks der sattes i kraft 1521-22. Karakteristisk er omsorgen for købstæderne, særlig København og Malmø. Det er tydeligt at Christian har forestillet sig en stærk, nærmest enevældig fyrstemagt, støttet til et driftigt og velstående borgerskab. Mange af hans projekter kan forekomme utopiske, men det storladne i Christians planer og hans utrættelige indsats for at virkeliggøre dem aftvinger uvilkårligt beundring. Hovedstaden København ønskede han indrettet til stabelplads for hele Østersøhandelen. I det øjemed indbødes 1517 Fuggerne og andre fremmede handelshuse til at nedsætte sig i byen. For at skabe grundlaget for en øget handel flyttedes Øresundstolden til København. Det mærkeligste udtryk for Christians ideer om Danmarks fremtid som handelsnation var oprettelsen af det store nordiske handelskompagni 1520. Forbilledet har utvivlsomt været hanseaternes faktorier i Brügge og Antwerpen, og hensigten intet mindre end at indtage hansestædernes plads i Østersøhandelen. Christians interesse for Grønland hører sikkert hjemme i denne sammenhæng. Samtidig med oprettelsen af handelskompagniet (december 1520) lod han Søren Norby forberede en ekspedition til denne tabte og næsten glemte besiddelse af Norges krone. Togtets påtænkte omfang lader formode at kongen har ønsket at sikre sig andel i opdagelserne og de rigdomme den nye verden rummede.

Svarende til bestræbelserne for at skabe en øget dansk og nordisk handel arbejdede Christian ihærdigt på at fremme næringslivet i sine riger. Bjergværksdriften i Norge (og Skåne) nød hans særlige bevågenhed. De svenske bjergværker overdroges umiddelbart efter det stockholmske blodbad da kongens herredømme i Sverige syntes sikret til det nystiftede handelsselskab. Et ejendommeligt udslag af kongens aktivitet er videre indkaldelsen af hollandske nybyggere til Amager 1521. Også ophævelsen af det sjællandske vornedskab må formodes at være bestemt af økonomiske såvel som af politiske og humane motiver.

Christians selvstændige indsats lader sig vanskeligt vurdere. Det er givet at rådgiverne har påvirket ham stærkt. C.F. Allen øjnede i den konsekvens hvormed hans regering førtes et bevis på at initiativet helt igennem var Christians eget, mens C. Paludan-Müller så kongen som et redskab i rådgivernes hænder. Også i vore dage ægger kongens personlighed til debat. Dog må et nyere forsøg på at underkaste Christian håndfast psykoanalyse betegnes som mislykket. Et andet spørgsmål er om Christians økonomiske og sociale politik har været et mål i sig selv eller blot et opportunistisk og "machiavellistisk" træk. Fx spillede hensynet til statsfinanserne (toldindtægter, omsætningsafgifter) utvivlsomt en rolle. Thi at Christians egentlige mål, overordnet reformpolitikken, har været Sveriges erobring kan næppe bestrides. Det var også denne nedarvede strid som blev årsagen til hans fald 1523.

Da krigen efter nogle års stilstand genoptoges 1517 skete det under planløse hærgninger af de svenske grænselandskaber uden at militære resultater nåedes. Selv synes Christian ikke at have besiddet evner som feltherre. Først da Otte Krumpen januar 1520 havde ført hæren højt op i det centrale Sverige vendte krigslykken. Christians andel i de følgende dramatiske begivenheder er omtvistet. Ca. 26.4. sejlede han selv med flåden fra København og sluttede sig til hæren der belejrede Stockholm. Ved midten af juni indfandt han sig nogle få uger i København men opholdt sig ellers i Sverige indtil Stockholms overgivelse 7.9. Herefter sejlede Christian atter til Danmark, og midt i oktober var han tilbage i Stockholm. Alene af rejseaktiviteten ses at hektiske rådslagninger har fundet sted. 1.11. hyldedes Christian på Brunkeberg som Sveriges arveherre - kongens medbragte juridiske rådgivere havde overfor det magtesløse svenske rigsråd gennemtrumfet denne forfatningsændring - og 4.11. kronedes han i Stockholms Storkyrka. Et sendebud fra Karl 5. overrakte herunder Christian den gyldne vlies' insignier. De gådefulde og uhyggelige udrensninger indenfor den svenske højadel og Stockholms borgere der afsluttede kroningsfestlighederne begrundedes vel i det ydre med den uforsonlige ærkebiskop Gustav Trolles krav om hævn over Sturepartiet. Det er imidlertid klart at Christian må have givet sin billigelse til aktionen der skete uden hensyn til de højtidelige løfter om en fuldstændig amnesti han havde aflagt. Mindre klart er det om "blodbadet" har været planlagt, eller om kongen fulgte en pludselig indskydelse.

C. stod nu på højden af sin magt og meget nær realiseringen af sine politiske mål. Også i Danmark toges skridt til indførelse af arvekongedømmet. Samtidig kastede han sig rastløst over nye projekter. Handelsselskabet og C.s bekendte, kontroversielle lovgivning tilhører denne tid. Knap var Sverige erobret førend han tragtede efter at udvide sit herredømme mod syd. Under en rejse til Nederlandene i sommeren 1521 opnåede han kejserens stadfæstelse af de danske kongers formentlige rettigheder i Nordtyskland. Det er langtfra utænkeligt at en genoplivelse af Valdemar Sejrs imperium kan have foresvævet C. I hvert fald havde Lübeck - og ditmarskerne -grund til at føle sig truet. Forleningsretten til Holsten der hidtil havde tilhørt bispen af Lübeck overdroges ligeledes C. mens hertug Frederik i bryske vendinger underrettedes om forandringen. Begivenhederne tog imidlertid snart en retning der hindrede C. i at udføre sine planer. Modstanden i Sverige var aldrig helt blevet kuet. 1521 valgte oprørsbevægelsen Gustav Eriksson (Vasa) til rigsforstander og han gjorde store fremskridt. Endvidere udbrød sommeren 1522 åben krig med hansestæderne, anført af Lübeck og Danzig. Denne udvikling tvang C. til at indgå det ydmygende forlig i Bordesholm 14.8. der henskød mellemværendet med hertug Frederik til mægling. Da yderligere i januar 1523 nørrejyderne, kongens egne undersåtter, rejste oprørsfanen veg C. uden kamp. Han synes i disse afgørende måneder helt at have mistet modet. Den samtidige fortælling om kongens natlige færd over Lillebælt - henved 20 gange skal han have ladet sig ro frem og tilbage - træffer om ikke sandheden så dog utvivlsomt C.s stemning. Besluttet på at søge hjælp i udlandet sejlede han 13.4. fra København, medførende sin familie, sine nærmeste rådgivere og en betydelig sømagt. 1.5. nåede flåden Veere på øen Walcheren i Nederlandene.

Det er mærkeligt at Christians fald af de lavere stænder hvis interesser han havde søgt at håndhæve utvivlsomt er blevet følt som en befrielse. Den endeløse krigsførelse i Sverige havde hvilet som en tung byrde på befolkningen. Karakteristiske er de smædenavne der optræder i Christians sidste regeringsår: kong "Klipping" efter den underlødige, forhadte krigsmønt der undergravede navnlig bøndernes økonomi og kong "Kæp" efter Christians forgæves forsøg på at fratage de svenske bønder deres våben. Endnu mere forhadt var kongen indenfor adelen og gejstligheden. At Christian opfattede adelen som sin hovedfjende ses af den propaganda der udgik fra hans eksilhof efter 1523 ("Ørnevisen"). Det er også forståeligt at adelens og gejstlighedens politiske repræsentation, rigsrådet, måtte tage afstand fra Christians despotiske styreformer og brud på forfatningen. Fortegnelsen over magtmisbrug lige fra ungdomsårenes forfølgelse af bisp Karl af Hamar til den skånselsløse fremfærd overfor de svenske tilhængere der havde hjulpet ham til magten er imponerende. I det hele taget er Christians kynisme og brutalitet over for tidligere nære rådgivere forbavsende. Her er behandlingen af Jens Andersen ("Beldenak"), Didrik Slagheck og Erik Valkendorf grelle eksempler. Heller ikke moderen eller hustruen synes han at have omfattet med varmere følelser. Dronning Christine beklagede sig i de heftigste vendinger over sønnen til et sachsisk gesandtskab der havde indfundet sig til kroningen 1514, og dronning Elisabeth behandledes notorisk yderst koldsindigt af Christian. En mulig undtagelse som han virkelig har værdsat er elskerinden Dyveke, Sigbrits datter, hvis død 1517 gav anledning til Torben Oxesagen.

Landflygtighedsårene 1523-32 skulle berede Christian mange skuffelser og nederlag. Han arbejdede herunder uafbrudt på at genvinde sine riger. Sit syn på regeringens udøvelse fraveg han imidlertid på intet tidspunkt. Tværtimod fordrede Christian stedse sin egen betingelsesløse overtagelse af magten. Også kravet om arvekongedømmet fastholdt han. Alle tilbud om et forlig hvorved sønnen prins Hans valgtes til Frederik 1.s efterfølger mens dronningen beholdt sit livgeding og han selv tilstodes en årlig pension afvistes skarpt. Muligheden for at vende tilbage var ellers slet ikke ringe eftersom styret både i Danmark og Sverige havde store vanskeligheder at kæmpe med. Christian udnyttede imidlertid disse muligheder yderst slet. Hverken de belejrede i København og Malmø der holdt ud indtil nytår 1524, eller Søren Norby der opretholdt en position i Norden helt frem til 1526 modtog bistand af betydning. Derimod bortødslede Christian store summer på en vældig lejehær som han samlede i september 1523 for at rykke mod den holstenske grænse. Hæren opløste imidlertid sig selv da det blev klart at Christian ikke var i besiddelse af de enorme summer der krævedes til sold.

I sin nød valgte kongen at søge trøst i Luthers lære. Både personlige og politiske motiver kan have bestemt ham til dette skridt. Efter hærens opløsning skjulte han sig for kreditorerne i klostret Schweinitz i Sachsen og lod her Luther og Melanchthon komme til sig. Snart rejste Christian selv til Wittenberg hvor han tog ophold i maleren Lucas Cranachs hus. Her lod han Det nye testamente oversætte til dansk og syslede endda selv med at oversætte et parti af Det gamle testamente, velsagtens fra tysk. Det nye testamente spredtes 1524 i Danmark, forsynet med en fortale af Hans Mikkelsen der agiterede for Christians sag.

Efter et års omstrejfen i Tyskland vendte Christian sidst i juli 1524 tilbage til Nederlandene hvor han med forskellige afbrydelser opholdt sig til 1531. Herfra udrustede han til den nederlandske regerings forbitrelse flere kaperfartøjer der opbragte danske og hanseatiske handelsskuder i Vesterhavet. Kongen og dronningen, deres overlevende børn: Hans, Dorothea og Christine samt deres hof var blevet anvist bolig i Lier mellem Antwerpen og Mechelen, mens skibene blev liggende i Veere. I Lier førte Christian en bedsteborgerlig tilværelse, men plagedes ellers af pengesorger. Sin lid satte han til udbetalingen af den resterende del af Elisabeths medgift (150.000 gylden). Forholdet til den nederlandske regering var imidlertid slet, ikke mindst som en følge af Christians og dronningens overgang til Luthers lære. Da Elisabeth 19.1.1526 døde, kun 25 år gammel, blev børnene hvis opdragelse i forvejen havde været underkastet regeringens tilsyn helt frataget ham.

Kongens stadige plan havde været at angribe Danmark sydfra. I årevis forhandledes med den krigeriske Heinrich af Braunschweig om at denne stillede sig i spidsen for toget som feltherre. Fra 1527 voksede dog i kongens omgivelser en forståelse af at et søtog, og da snarest rettet mod Norge, var den eneste realistiske mulighed. Senest 1529 indledtes hemmelige underhandlinger med ærkebiskoppen af Trondhjem Olav Engelbrektsen. For at sikre kejserens understøttelse og vel også af hensyn til de norske gejstlige måtte Christian afsværge lutheranismen og love under kejserligt tilsyn at holde sine riger ved den katolske tro. Da udbetalingen af medgiften stadig udskødes greb Christian til selvtægt og tvang under trusler de hollandske byer til at yde bistand. 26.10.1531 kunne han omsider sejle fra Medemblik ved Zuidersøen med 25-30 skibe og 6-7.000 landsknægte. 5.11. nåedes Norges sydkyst, og 8.11. ankom Christian selv fuldstændigt overraskende til Oslo fjord. Hæren og flåden var imidlertid i en ynkelig forfatning, splittet af stærke storme. Vel gik samtlige norske landskaber på få uger over til kongen, og 5.1.1532 hyldedes han som Norges arvekonge. Men de tre stærke fæstninger, Bahus, Akershus og Bergenhus, der var besat med danske høvedsmænd, holdt sig. I stedet for at gøre brug af sine resterende tropper indlod Christian sig da på underhandlinger. 1.7. indgik han en overenskomst med anføreren for en dansk-lybsk undsætningsflåde, Knud Henriksen Gyldenstierne, hvorefter han under givet lejde skulle føres til København og der forhandle med Frederik 1.

Christian var nu ikke længere en fri mand og skulle heller aldrig genvinde sin frihed. Det hævdedes siden at Knud H. Gyldenstierne havde overtrådt sine beføjelser ved at udstede lejdet. I København holdtes kongen om bord og førtes under diverse påskud videre med Flensborg som mål. I stedet indsattes han på Sønderborg slot (9.8.). Fire fremtrædende danske og fire holstenske råder indtrådte som garanter for fangenskabet. Uden deres samtykke måtte Frederik 1. og hans efterfølger intet foretage sig, end ikke mødes personligt med fangen.

På Sønderborg slot sad Christian i 16 år. I begyndelsen kunne han færdes frit, men da han sendte budskaber til udlandet blev han i januar 1533 eller senest ved Grevefejdens udbrud indespærret med en gammel soldat, Mikkel, som eneste selskab. Bevarede regnskaber viser at kongen hele tiden holdtes rigeligt forsynet med mad, drikkevarer og klæder, men at han under sit ensformige fangenskab forfaldt til melankoli og umådeholdent drikkeri er forståeligt. Ophøret af Grevens fejde der førtes i Christians navn bragte ingen lindring eftersom nu kongens svigersøn, Friedrich af Pfalz, rejste krav på hans vegne. 1540 synes fangenskabet dog at være blevet mildnet, og efter freden i Speyer 1544 aftog spændingen omkring Christian. 1546 kom Christian 3. og hertug Adolf til Sønderborg, og ved et personligt møde mellem fætrene aftaltes det at Christian frit skulle have ophold på Kalundborg med ret til at jage og fiske mod at give afkald på alle sine rettigheder. Da døtrene som tilsyneladende ikke bekymrede sig om faderens tilstand nægtede deres samtykke udførtes aftalen ikke, og Christian forblev fange. Alligevel tillod Christian 3. 1549 at han overførtes til Kalundborg. 1550 fik han lov til under opsyn at færdes i omegnen og 1554 til at drage på jagt. Småudflugter og fromme gerninger synes at have adspredt hans sidste år.

Christians vældige arkiv fra landflygtighedsårene, den såkaldte Münchensamling, opdagedes 1826 i den bayerske by Amberg. Størstedelen findes i dag på Rigsarkivet i København.

Familie

Christian blev født på Nyborg slot, døde på Kalundborg slot og blev begravet i Odense gråbrødrekirke; 1805 flyttet til Skt. Knuds kirke sst.

Forældre: kong Hans (1455-1513) og Christine (1461-1521). Gift 12.8.1515 på Kbh.s slot med Elisabeth, født 18.7.1501 i Bruxelles, død 19.1.1526 på Zwijnaerde ved Gent, d. af ærkehertug Philip af Østrig, konge af Kastilien (1478-1506) og Johanna (den vanvittige) (1479-1555). Far til Hans (1518-32), Dorothea (1520-80) og Christine (1521-90). Bror til Elisabeth (1485-1555).

Ikonografi

Et mal. (Society of Antiquaries, London) og et træsnit 1513 af en konge på titelbladet til Saxoudg. 1514 er foreslået som tidlige portr. af C. Mal. af Michel Sittow, 1514, ekspl. dateret 1515 (St.mus.), kopieret på altertavle 1520 af Jan Mostaert (Nat.mus.); mal. fra 1515 kopieret af Kr. Zahrtmann (Fr.borg) og gengivet i stik af A. Flint 1815, stik af J. Magnus Petersen, litografi af E. Fortling efter tegn. af J. V. Top m.fl. Figur skåret af Claus Berg efter 1517 (Skt. Knuds k., Odense). Stik efterlignende medalje med årstallet 1519. Tegn. og mal. af Albrecht Durer, 1521. En tegn. (British Mus.) muligvis identisk med Dürers. En række mal. gengiver muligvis Dürers forsvundne mal. (ærkebispepalæet i Kremsier, Rosenborg, Kunsthist. Mus., Wien, Fr.borg), mal. i lign. type (St.mus.). Et mal. beslægtet med Kremsier-typen fandtes i kunstkammeret og er gengivet i nogle stik, af G. W. Baurenfeind 1760, af J. M. Preisler, W. Nicholls, C. Schule 1805 m. fl., kopi fra 1700-tallet (Gavnø). Kunstkammertypen blev benyttet af J. d'Agar i 1680erne (audienssalen, Fr.borg), efter dette stik af Baurenfeind, Mal. af Quentin Metsys, 1521. Tegn. af Jacob Cornelisz (kobberstikkabinettet i Berlin), mal. i samme type (Gripsholm). Mal. tilskr. "mesteren for Magdalene-legenden" (Fr.borg), kopi efter dette. Mal. af Lucas Cranach, 1523 (German. Mus., Nürnberg), gentagelser eller kopier (Leipzig, Versailles), kopi efter Nürnberg-billedet af Georg Kellner, 1902 (Fr.borg). Flere træsnit af L. Cranach, 1523 og af Haas Cranach s.å. Efter Cranachs profiltype stik af Jacob Binck, 1525(?) og træsnit 1587. Et mal. 1626 tilskr. Jan Gossaert (Fr.borg) har stor lighed med Cranachs profiltype. Tegn. fra ca. 1525, tilskr. Jan Gossaert van Mabuse, er stukket af Jacob Binck, efter stikket træsnit af E. Hansen, 1875. Træsnit, C. til hest, af H.W. (Fr.borg). To medaljer. Profiltegn. (Bibl. de Bourgogne, Bruxelles), litograferet efter tegn. af J.S. 1857. En profiltype stammer fra Hans Kniepers tapet fra 1580erne (Nat.mus.), gengivet i mal. i flere kongeserier af bl.a. Peiter Hartmann (Malmö rådhus), i stik af A. Haelwegh m.fl. Træsnit 1599. Historiske fremstillinger: Mal. af Emil Andersen, 1840, og tegn. (Vejle mus.). Tegn. af Constantin Hansen, 1859. Mal. af Carl Bloch af C. i fængsel, 1871 (St.mus., dep. på Fr.borg) K. Zahrtmann: C. og Sigbrit, 1873. H. Nik. Hansen: Bondedommen, 1878, samt flere andre scener. K. Gamborg: C. og Dyveke. Mal. af C. C. Andersen, 1875, af H. P. Lindeburg, 1889, af V.Rosenstand bl.a. 1885 og 1900 (Fr.borg), af Eilif Petersen og V. Neiiendam. Den vægelsindede C. på Lillebælt er tegnet af Peter Hansen (St.mus.) og malet af S. Danne-skiold-Samsøe (Fr.borg). - A. Strunk: Beskr. Catalog over portraiter af det da. kongehus, 1882. G. Falck: Samtidige portrætter af C.II og hans dronning i kobberstik og træsnit, i Kunstmuseets årsskr. 1916 III, 1917 67-79. Karl Madsen i Tilskueren, 1930 II 305-19. Gustav Glück: Portrætter af C. II og hans hustru Isabella, i Kunstmus. årsskr. XXVII, 1940 1-33. A. Svarre: C. II i samtidens billedkunst, 1953. Else Kai Sass: Studier i C. Ils ikonografi, i Festskr. udg. af Kbh.s univ., marts 1970 (jfr. Jazeps Trizna: Michel Sittow, Bruxelles 1976 45-49). Samme: Christiern Pedersens "Porträt" von König C. II, Nordelbingen XXXXIII, Heide in Holstein 1974. Samme: Å la recherche d'un portrait disparu de C. II, roi du Danemark, peint par Albrecht Durer en 1521, i Hafnia 1976, 1977. Samme: Politiken (kronikker) 2.12.1966, 15.6.1971, 3.2.1975. Udkast til statue af E. Utzon-Frank, 1919.

Bibliografi

Kilder: Bondekær eller tyran? Tekster ved M. Venge, 1975.

Lit. H. Behrmann: Christian den andens fængsels- og befrielsesnist., 1812. C. F. Allen: De tre nordiske rigers hist. I-V, 1864-72. A. Heise: Kristiern den anden i Norge og hans fængsling, 1877. G. Wentz i Hist. t. 10.r. III, 1934-36 42-58 (om vinterfelttoget 1532). L. Sjödin: Kalmarunionens slutskede I-II, Uppsala 1943-47. E. Arup i Scandia XVIII, 1947 73-80. Sven Svensson: Kristian den andres planer på en arktisk expedition, Lund 1960 = Lunds univ.s årsskr. N. F. 54:5. N. Skyum-Nielsen: Blodbadet i Sth. og dets juridiske maskering, 1964 (jfr. diskussionen i Scandia XXXVff). M. Venge: Christian 2.s fald, 1972. Samme: Når vinden føjer sig. ..., 1977.

Papirer i Rigsark. E. Andersen: Münchensamlingen, 1969 = Vejledende arkivregistraturer XV.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mikael Venge, Povl Eller: Christian 2. i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288326