Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christoffer

Oprindelig forfatter ELJ
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Christoffer, d. .1363. Begravet i Roskilde domk. C, der sandsynligvis er født 1341 nævnes tidligst 1354 og 1355. Allerede 1358 betroede kong Valdemar ham et vanskeligt hverv idet han sendte ham tillige med nogle herrer af rådet over til Nyborg for at forhandle med udsendinge fra de oprørske jyder. I de følgende år droges C. ind i styrelsen; han tager del i så at sige alle regeringshandlinger og forpligtelser; breve og kvitteringer udstedes til kongen og kongens søn. Ligesom Valdemar i sin tid kaldte sig "sand arving til Danmarks rige" skriver C. sig "Hertug af Lolland, Daners og Slavers sande Arving", og hans segl bærer indskrift: "Arving til Danmarks Rige og Hertug af Lolland". Da Valdemar rensede sig for al del i drabet på Niels Bugge stod C. ved hans side sammen med fem riddere, og han for sin part sluttede broderskab med Knud Bugge, den dræbtes søn; og ved det store rigsmøde i Kalundborg pinsedag 1360 hvor den såkaldte landefred udstedtes gav såvel Valdemar som C. deres kongelige ord på at de ville holde gammel lov og hver mands ret; til gengæld forpligtede de tilstedeværende stormænd sig over for dem - både over for kongen og over for hertug C. Da Valdemar ikke længe efter drog til Skåne for at vinde landet tilbage fulgte C. med ham ligesom han i sommeren 1362 deltog i kampen med hanseaterne ud for Helsingborg hvor han blev såret eller hårdt ramt på en eller anden måde; senere på året var han i Halland og vistnok på krigstogt ind i Småland; men næste sommer døde han efter nogle ugers sygdom.

C. var kong Valdemars eneste søn; hans død har sikkert været et tungt slag for faderen. I Roskilde domkirke hvor den unge fyrste hviler i en sarkofag i højkoret holdtes en årtid 11.6 for "C, Lollands og Hallands Hertug, den berømmelige Valdemar IVs Søn". Af gravmælet er nu kun bevaret C.s billede, en krigerskikkelse i fuld rustning, udført i alabast, som oprindelig lå oven på sarkofagen tillige med skjolde med Danmarks, Hallands og Lollands våben.

Familie

Forældre: Valdemar Atterdag (ca. 1320-75) og Helvig (død ca. 1374). Ugift. - Bror til Ingeborg (1347-ca. 70) og Margrete I.

Annonce

Bibliografi

Valdemar Atterdag. Udvalg af kilder, overs. Ellen Jørgensen, 1911. H. Petersen og A. Thiset: Danske kgl. sigiller, 1917, nr. 44 og 45. Annales Danici, udg. Ellen Jørgensen, 1920 178 185-88 210. - D. Schäfer: Die Hansestädte und Konig Waldemar von Dänemark, Jena 1879. Tage E. Christiansen i Danm.s kirker, Kbh.s amt III, Roskilde domkirke, 1951 (C.s gravmæle). Sven Tägil: Valdemar Atterdag och Europa, Lund 1962.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Lund Jensen: Christoffer i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 11. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288392