Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Otte Nielsen Rosenkrantz

Oprindelig forfatter HBruun
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Otte Nielsen Rosenkrantz, 1395-.1477, til Bjørnholm, hofmester. Begravet i Randers gråbrødrekirke, 1562 overført til Hornslet k. R. deltog som ung i Erik af Pommerns kamp for Sønderjylland og blev alvorligt såret i slaget ved Ifnmervad 1420. Han arvede en part i slægtens stamsæde Hevringholm som han skilte sig af med 1466. Ved sit ægteskab med Anders Ovesens enke erhvervede han Hvideslægtens gamle gård Bjørnholm (nu Høgholm, i det sydlige Djursland) der blev hans hovedbesiddelse, hvis tilliggende han systematisk øgede; 1441 skænkede Christoffer af Bayern ham Henrik Tagesen Reventlows andel, og 1459 gav Christian I ham birkeret. 1438 var han slotshøvedsmand på Ålborghus; men umiddelbart efter tronskiftet n.å. fik han i stedet Kalø som han beholdt i en menneskealder, og 1441 erholdt han livsbrev for sig selv og sin hustru på Grenå, Stensmark og Anholt som pant. Yderligere gav kong Christoffer ham pantebrev på det østlige Mols (Hassens) med Ebeltoft og Hjelm for 1000 rhinske gylden, og 1449 fik han dette område tilskødet mod at give afkald på pantesummen. Endelig forlenedes han 1455 med Bro hospital ved Grenå. Den overordentlig stærke lokale position han således havde vundet sig forsøgte kun Lauge Brock at gøre ham stridig.

Længe forinden var han begyndt at spille en fremtrædende rolle i det politiske liv. Medlem af rigsrådet blev han allerede under Erik af Pommern; muligvis var han det 1434, utvivlsomt 1436 da han i denne egenskab deltog i det vigtige møde med svenskerne i Kalmar. 1438–39 deltog han aktivt i den fredelige omvæltning der satte Christoffer af Bayern på Danmarks trone. Hurtigt vandt han den nye konges tillid og gunst; foruden ovennævnte betydelige forleninger opnåede han nu ridderslaget, sikkert ved en af kroningerne, enten i Uppsala 1441 eller i Ribe 1443. Senest n.å. – måske ikke uden forbindelse med Hans Laxmands død – blev han hofmester. Som sådan ledede han fra dansk side forhandlinger med hansestæderne 1445 og 1447, men synes bortset herfra i sine første embedsår endnu ikke at have gjort sig stærkt gældende.

Anderledes blev det efter tronskiftet 1448. Under de lidet kendte forhandlinger, der endte med den første Oldenborgers valg, må R. have spillet en betydelig rolle selv om den ikke i enkeltheder kan belyses. At udlandet var ved at blive opmærksom på ham fremgår af at byen Amsterdam juni 1448 bad provinsen Hollands styrelse betale en gæld til ham da man frygtede, at hollandske skibe ellers ville blive standset i Danmark. Sikkert er det at han også i de følgende år var hofmester og nævnes som deltager i så godt som alle vigtigere politiske akter; eksempelvis fulgte han i sommeren 1449 Christian I til Norge og medbeseglede hans norske håndfæstning; kort efter finder man ham i Visby hvor han var med til at afslutte det foreløbige forlig om Gotland; n.å. nævnes han på fremtrædende plads blandt de rigsråder der fra dansk side tiltrådte den særlige for Norges skæbne så betydningsfulde overenskomst i Halmstad hvor han ved samme lejlighed ligeledes atter spillede en hovedrolle under nye forhandlinger med hansestæderne. 1451 fik han vidtgående beføjelse til overalt i Jylland at gengive fredløse deres fred og modtage fredkøbet af dem. – Aug. 1452 fritog kongen ham imidlertid ved et brev for hans fortjenesters og "for hans Alderdoms og Krankheds Skyld" for al personlig tjeneste og dermed også for hofmesterembedet. Trods brevets klare ord er årsagerne hertil noget dunkle da R. ikke blot vitterligt levede mange år endnu, men åbenbart også længe havde sin arbejdsevne i behold. En sen slægtstradition der dog ingenlunde ganske kan afvises går ud på at han fritoges "for at han kunde tilbringe sin Alderdom hjemme i from Hvile", og således at han kun skriftligt skulle meddele sine råd i statssagerne. At der i hvert fald ikke var tale om nogen politisk unåde fremgår ikke alene af den kongelige gunstbevisning at han og hans hustru samtidig fik brev på selv at oppebære alle 40 marks bøder og derunder af alt deres gods, men også af den indflydelse og anseelse han øjensynligt bevarede – i anden række desuden af, at sønnen Erik Ottesen R. efterhånden på alle områder arvede hans funktioner.

Annonce

Også efter 1452 deltog han nu og da i rigsrådets møder; således overværede han 1455 en forhandling med hansestæderne i Flensborg, 1460 medbeseglede han Ribeprivilegiet, og så sent som 1465 nævnes han som den første blandt de verdslige råder i forliget mellem Christian 1 og ærkebispen af Uppsala. Ellers var hans virkefelt oftest begrænset til Jylland. Navnlig havde han med inddrivelsen af statsindtægterne at gøre; ikke alene vedblev han at oppebære fredkøb, men man har også en anselig række af kongelige kvitteringer til ham for diverse indbetalte skatter, ikke blot af hans eget len, Kalø, hvis afgrænsning i denne periode for øvrigt ikke er helt klar, men også af forskellige øst- og midtjyske herreder uden for dette samt af købstæderne Skagen, Nykøbing M., Århus og Grenå. Derimod turde det bero på en misforståelse når han i et par mindre vel overleverede aktstykker betegnes som jysk landsdommer. Fra 1464 stammer den sidste af de nysnævnte kvitteringer, og n.å. forekommer han sidste gang som rigsråd; 1468 nævnes sønnen til Bjørnholm. I disse år synes da den gamle riddersmand at have gjort alvor af at trække sig tilbage fra verden. Fra sin ungdom havde han været en from katolik og vist sin tro i gerninger; så tidligt som 1430 fik han og hans hustru aflad under hensyn til deres gode gerninger mod franciskanerne, senere interesserede han sig for Helligåndshusene i Ålborg og Kbh. og byggede Marie Magdalene kirke midt inde i Djurslands skove. Størst fortjeneste af kirken har han dog som hovedstifter af Birgittinerklostret i Mariager hvis egentlige oprettelse må henføres til 1446 og skyldes Christoffer af Bayerns initiativ.

Familie

Forældre: Niels Jensen R. (død tidligst 1412, gift 2. gang med Birgitte Limbek, gift 3. gang med N. N. Rantzau) og Anne Ottesdatter Skinkel. Gift før 10.1.1426 med Else Krognos, født ca. 1380, død 1470 (gift 1. gang med Anders Ovesen Hvide, død ca. 1420), d. af Holger Gregersen K. til Hejreholm (død tidligst 1381, gift 1. gang med Margrete, vistnok af Skarsholmslægten) og Karen Eriksdatter Saltensee. – Far til Erik Ottesen R. (ca. 1427–1503). Halvbror til Ludvig Nielsen R.

Ikonografi

Relief på ligsten af Johs. Priggel, 1470 (Hornslet k.), detailafstøbning (Fr.borg). Fremstillet på mindetavle malet 1535 (Fr.borg).

Bibliografi

Konrad Barner: Familien Rosenkrantz's hist. I, 1874 især 116–65. A. Heise i Hist. t. 5.r.I, 1879 534–40. Kjell Kumlien: Karl Knutssons politiska verksamhet 1434–48, Sth. 1933 209. Erik Lönnroth: Sverige och Kalmarunionen, Göteborg 1934 (2. opl. 1969). Erik Ulsig: Danske adelsgodser i middelalderen, 1968. Jens E. Olesen: Rigsråd, kongemagt, union, 1980. Poul Enemark: Kriseår 1448–51, 1981.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henry Bruun: Otte Nielsen Rosenkrantz i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296562