Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans Sølvhøj

Oprindelige forfattere MeHa og Rosko
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Hans Sølvhøj, Hans Juul Sølvhøj, 11.7.1919-28.12.1989, hofmarskal. Født i Kbh. (Trin.), begravet på Egebæksvang kgd., Espergærde. Posten som hoffets øverste chef fra 1976 og frem til 1989 stod for S. som en opgave i naturlig forlængelse af den embedsbane hvor han gennem næsten tredive år havde tjent Danmarks radio. Virksomheden her, hvis omfang og ansvar voksede støt gennem årene, blev kun afbrudt i de tre år hvor han med orlov fra radioen bestred to forskellige ministerposter.

S.s løbebane begyndte – efter studentereksamen 1937 og skoleembedseksamen 1945 i fagene historie, engelsk og tysk – med en timelærerstilling ved Helsingør gymnasium. 1947 søgte S. en ledig stilling som studiekredsleder ved radioens foredragsafdelin". Han ønskede at tage del i en fri folkeoplysende virksomhed. Trangen hertil var næret i hans hjem hvor faderen stammede fra det åbne grundtvigske miljø i Ågård ved Kolding, præget som det var af inspirationen fra den udogmatiske præst og højskolemand V. Brücker. En beslægtet højskoleatmosfære fandtes i radioens foredragsafdeling, fra dens begyndelse personificeret i lederen Jens Rosenkjær og fra 1948 i hans efterfølger K. B. Andersen. S. fik stillingen, blev s.å. programsekretær og allerede 1950 programredaktør og souschef for K. B. Andersen. Da denne fratrådte samme år stod S. som en velkvalificeret kandidat til at blive hans efterfølger, men radiorådets borgerlige flertal, også de radikale, foretrak højskolemanden Arne Fog Pedersen. Da denne allerede 1953 blev forstander for Rødding højskole blev S. – trods fortsat modstand fra borgerlig side – foredragschef. Som sådan vandt S. respekt fra alle sider for sin indsigt og åbenhed, sit sikre instinkt og sin suveræne forhandlingsdygtighed. Uden for "huset" fik han ved omfattende foredragsvirksomhed nær kontakt med alle kredse i landet hvor han – trods sin forbindelse med socialdemokratiet – følte sig stærkest tiltrukket af de grundtvigske kredse på landet. I selve huset hvor han vandt bred hengivenhed steg han i graderne og i indflydelse. Han blev programchef for oplysnings- og aktualitetsafdelingen 1959 og to år efter F. E. Jensen efterfølger som generaldirektør trods modstand fra forgængerens og rådsformanden Peder Nørgaards side, men denne gang med radikal støtte. De krav de indbyggede modsætninger mellem medarbejderkredsen og radiorådet i forening med ændringer i radioens struktur stillede til generaldirektøren var udfordringer som S. tog op med oplagthed og smidighed forbundet med fasthed. Dog ikke uden omkostninger. Det noget spændte forhold til rådsformanden medvirkede nok til at S. sagde ja, da statsminister J. O. Krag 1964 opfordrede ham til at overtage ministeriet for kulturelle anliggender.

Som kulturminister forsvarede S. på møder ude i landet og i folketinget den af hans forgænger Julius Bomholt netop oprettede kunstfond mod de voldsomme angreb den mødte fra den af lagerforvalter Peter Rindal igangsatte bevægelse. Lovgivningen blev fastholdt. Da Krag efter valget nov. 1966, der gav "arbejderflertal", indgik samarbejde med socialistisk folkeparti var S. blandt de ministre (foruden ham J. Riisgaard Knudsen og Tyge Dahlgaard) der tog afstand fra dette samarbejde, og S. gav til kende over for Krag at han nu ville vende tilbage til radioposten. Imidlertid overtog Krag selv udenrigsministeriet, og for at blive aflastet for dobbelt byrde og for – trods samarbejdet med SF – at styrke tiltroen til at regeringen fastholdt sin udenrigspolitiske linje bad han S. blive minister uden portefølje med særligt henblik på forholdet til FN og NATO. S. indvilligede heri, og da han ved udløbet af sin orlov i efteråret 1967 insisterede på at vende tilbage til radioen opfordrede Krag ham til at overtage hele udenrigsministeriet. Det var forgæves. Afgørende for S. var at han – trods sit allerede i radiohuset erhvervede indblik i politiske forhold, og trods gentagne opfordringer til at stille sig til folketinget – ikke følte sig som udpræget partimand, men som embedsmand. I radioen virkede det tiltrækkende at Peder Nørgaard netop nu var afløst som rådsformand af Knud Heinesen med hvem samarbejdet blev langt bedre. Også under Heinesens efterfølgere var det præget af stor smidighed og styrke fra S.s side. Som generaldirektør – fra 1971 med udvidede beføjelser – havde S. måttet slippe det felt hvis ledelse han havde videreført i Rosenkjærs og K. B. Andersens ånd, men han bevarede det nære forhold til sin mangeårige medarbejder og efterfølger på dette område, Laurits Bindsløv. Denne blev også hans efterfølger som generaldirektør i 1976 da dronningen opfordrede S. til at blive hoffets øverste chef og S. sagde ja. Det var et skridt der vakte bestyrtelse i Gyngemosen og opsigt uden for huset. Men i en større sammenhæng betød det en styrkelse af forholdet mellem dronning Margrethe og folket – "kongehuset har aldrig haft en hofchef med magen til folkelig kontakt" (Laurits Bindsløv). Den tilbagerykning til kulissen som den nye stilling medførte – i grel modsætning til generaldirektørstillingen i rampelyset – modvirkedes ved at S. fortsatte sin foredragsvirksomhed i folkelige foreninger – undertiden også som prædikant – og han er stadig medlem af en række bestyrelser spændende fra Fonden til fædrelandets vel og til formandskabet for Tivoli. I en årrække var S. næstformand i Helsingør domsogns menighedsråd og medlem af bestyrelsen for Askov højskole. Klart politisk bestemt var S.s overtagelse af formandsposten i det nyoprettede Dansk-tyske selskab 1969–72 og hans indtræden i Atlantsammenslutningens bestyrelse 1983. S.s litterære indsats indskrænker sig til artikler, i de senere år især boganmeldelser i Aktuelt. S.s hovedindsats har ligget i skæringen mellem administration og politik, men herved har han ikke svigtet sin højskoleprægede arv. I sine taler har han lagt vægt på luthersk tankegang om det almindelige præstedømme, på grundtvigsk tankegang om åndsfrihed og på styrkelse af det "tillidsdemokrati" som han selv føler sig forpligtet af – i et krydsfelt mellem socialisme og liberalisme. – Kammerherre 1976.

Annonce

Familie

F: lærer, senere inspektør ved Helsingør teknikum, overlærer Johannes S. (1887–1954) og lærer Dagmar Elisabeth Juul (1887–1949). Gift 13.9.1952 i Helsingør (Olai) med ergoterapeut Ruth Finsen, født 28.6.1928 i Fakse, d. af læge Halldor F. (1896-1987) og Martha Juliane Rasmussen (født 1903).

Udnævnelser

R. 1960. K. 1968. K1. 1977.

Ikonografi

Tegn. af H. Lollesgaard, 1961 (Kgl. bibl.) og af Ivan Opffer, 1969 (Fr.borg). Afbildet på tegn. af Bjarne Laursen 1973–74 (Amalienborg). Foto.

Bibliografi

H. S.s erindringer: Rødt på hvidt, 1989. H. S. i Weekendavisen 26.3.1976. Interview i Berl. tid. 8.2. s.å. – De musiske udsendelser. DR 1925–75, især III,1978.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Jes Rosenblad: Hans Sølvhøj i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298075