Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Louise Caroline

Oprindelig forfatter PEng
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Louise Caroline, 28.9.1789-13.3.1867, hertuginde af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glucksborg. Født på Gottorp, død i Ballenstedt i Anhalt, begravet i Slesvig domk. L.C. voksede op i Slesvig og på Louisenlund. I årene efter 1805 lå hertug Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck, senere Glücksborg, som officer ved sydgrænsen, og bekendtskabet mellem de to unge førte 27.11.1809 til forlovelse. I det lykkelige ægteskab fødtes ti børn hvoraf senere kong Christian IX var det sjetteældste. L.C, hvis søster Marie Sophie Frederikke 1790 havde ægtet Frederik VI, var en kundskabsrig og jævn dame der gav sine børn en udmærket opdragelse. Efter sin mands tidlige død 1831 boede hun nogle år hos faderen på Gottorp, men tilbragte sommeren på Louisenlund; 1836 flyttede hun til Glücksborg og boede fra 1848 på Ballen-stedt i Anhalt hos en af sine gifte døtre.

Familie

Forældre: landgreve Carl af Hessen-Kassel (1744-1836) og Louise af Danmark (1750-1831). Gift 26.1.1810 på Gottorp med senere hertug Vilhelm af S.-H.-S.-G., født 4.1.1785 på slottet Lindenau ved Braunsberg i Østpreussen, død 17.2.1831 på Gottorp slot, s. af hertug Frederik Carl Ludvig af S.-H.-S.-Beck (1757-1816) og Frederikke Amalia v. Schlieben (1757-1827). -Mor til Christian IX og Hans (1825-1911). Søster til Frederik (1771-1845) og Marie (1767-1852).

Ikonografi

Min. af L.C. som barn, formentlig af Claude Vezus (Rosenborg). Mal. ca. 1810 (Amalienborg). Tegn. af H. P. Feddersen ca. 1820 (sst.). Mal. af Carl Goos, 1829 (Glücksborg), efter dette litografi af T. B. Wilms efter tegn. af C. Greve samt træsnit. Mal., formentlig af C. Goos (Amalienborg). Litografi af M. Golde, formentlig forestillende L.C, ligeledes en pastel (Fr.borg). Mal af C. Sohn, 1863 (Glücksborg). Træsnit af W. Obermann, 1874. Afbildet på mal. af Gustav Brock, 1886 (Rosenborg). Foto.

Annonce

Bibliografi

Alex. Thorsøe: Hertug Vilhelm af Glücksborg, 1907. Samme: Mindeblade fra kong Kr. IXs ungdom, 1917. III. tid. 21.4.1918. Hans majestæt kong Chr. IXs forældre, 1918. Bo Bramsen: Huset Glücksborg I-II, 1975.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Engelstoft: Louise Caroline i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293718