Louise Augusta

Louise Augusta, 7.7.1771-13.1.1843, hertuginde af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg. Allerede i samtiden var det kendt at Louise Augusta var en frugt af Caroline Mathildes fatale romance med J.F. Struensee. "La petite Struensee" kaldtes hun af og til selv i hofkredse, men hendes kongelige byrd blev aldrig officielt bestridt, og hun opdroges sammen med broderen, den senere Frederik VI. Livet igennem var de to søskende knyttet tæt til hinanden.

Louise Augustas skæbne blev bestemt da A.P. Bernstorff 1779 fostrede planen om at et ægteskab mellem hende og den ligeledes purunge prins Frederik Christian af Augustenborg kunne sikre monarkiet mod den opløsning der ellers truede det pga. de forskellige arveforhold i de enkelte rigsdele. Statsrådet godkendte planen, og 1780 aftaltes ægteskabet som Louise Augusta dog ikke fik noget at vide om. Først 1785, da Frederik Christian kom til København, og Louise Augusta var blevet konfirmeret, indviedes hun i de fremtidsudsigter der ventede hende. Tanken om den tørre, pedantiske augustenborger som ægtefælle tiltalte hende ikke, og kronprins Frederik måtte afgøre sagen med en utvetydig erklæring om at "fædrelandets vel forlanger dette ægteskab". 1786 stod brylluppet på Københavns slot mellem den endnu knap 15-årige prinsesse og den 20-årige prins af Augustenborg.

De to ægtefæller var højst ulige af væsen og temperament. Louise Augusta var en livsglad natur, en smuk ung kvinde med selskabelige talenter og hoffets feterede midtpunkt i de første af de mange år ægteparret levede på Christiansborg med adgang til det kongelige taffel. Frederik Christian var indadvendt med hang til filosofiske grublerier og sortsyn. Alligevel udviklede der sig et harmonisk forhold mellem de to ægtefæller. Louise Augusta accepterede Frederik Christians målbevidste stræben efter at opdrage hende filosofisk og litterært, og han var, trods sit lidet umiddelbare væsen, tiltalt af den selskabelighed der udfoldede sig omkring hustruen. Sammen gled de ind i kredsen af politisk og kulturelt indflydelsesrige personligheder som A.P. Bernstorff, Ernst Schimmelmann, brødrene Chr. Ditlev Reventlow (1748-1827) og Ludvig Reventlow (1751-1801) og brødrene Christian og Frederik Leopold Stolberg der i fællesskab med deres hustruer gav tonen an i hovedstaden.

Om sommeren opholdt parret sig på godserne Augustenborg og Gråsten og skabte også der en kulturelt aktiv kreds med Frederik Christians begavede søster, Louise, og slotspræsten, Chr. Jessen, som de faste punkter. På længere rejser i Tyskland 1790 og 1791 fik de forbindelse med tidens filosoffer og litterater som lejlighedsvis også inviteredes til Augustenborg hvor Louise Augusta med sine talenter for sang og musik var sjælen i det både åndeligt og selskabeligt levende hofliv. En længere periode var Jens Baggesen en hyppig gæst ved det augustenborgske hof, og hans åbenlyse betagelse af Louise Augusta smigrede hende tydeligvis. Som Frederik Christian begejstredes Louise Augusta af den franske revolution og koketterede med at hun gerne ville aflægge prinsessetitlen og erstatte den med hædersordet "borger". I modsætning til ægtefællen, der hurtigt blev betænkelig ved revolutionens følger forblev Louise Augusta en tro beundrer af udviklingen i Frankrig, og hun overførte denne beundring på Napoleon. Derfor kunne hun efter 1807 helt dele sin kongelige brors had til England mens Frederik Christian forholdt sig kritisk til den fransk-orienterede politik. Her lå et af udgangspunkterne for den misstemning der efterhånden udviklede sig mellem ægtefællerne.

Hertugparret var længe barnløst, men da Louise Augusta var kommet under behandling af hoflægen, C.F. Suadicani, fødte hun 1796 datteren Caroline Amalie og derefter to sønner. Her ligger muligvis kimen til datidens rygter om Louise Augustas elskere idet også hoflægen figurerer på listen. Kilderne tillader ikke en verifikation af disse påstande, men det er almindeligt antaget at Louise Augustas livsappetit ikke lod hende nøjes med Frederik Christian i ægteskabet, og at hun søgte adspredelse efter hans død. 1806 opgav hertugparret boligen i København, det Dehnske palæ hvor det havde boet siden Christiansborgs brand 1794, og Louise Augusta fandt sig hurtigt til rette i tilværelsen på landslottene. Flytningen var i øvrigt bestemt før begivenhederne omkring Holstens indlemmelse 1806 kølnede luften stærkt mellem kronprinsen og hertugen.

Louise Augusta bevarede det intime forhold til broderen også efter 1806, og da det definitive brud mellem kongen og hertugen kom i forbindelse med det svenske tronfølgervalg 1810 var Louise Augusta dybt involveret i Frederik VI's bestræbelser på at bremse hertugens planer. Da dette blev klart for Frederik Christian var forholdet mellem de to ægtefæller naturligvis ødelagt, og Louise Augusta fortsatte med at rapportere til broderen om hertugens kritiske udtalelser om den danske stats styrelse og hans påvirkning af sønnerne mod det danske kongehus. Frederik Christian reagerede ved at ændre sit testamente så Louise Augusta fik to medformyndere for børnene, og han fremhævede i testamentet hendes pligter som det augustenborgske hus' moder. Louise Augusta var senere prins Christian Frederiks fortrolige da ægteskabet mellem ham og Caroline Amalie aftaltes og stod stedse på en god fod med svigersønnen.

Som enke forblev Louise Augusta først på slottet sammen med børnene hvoraf prins Frederik var hendes erklærede yndling som hun til en vis irritation for den ældste søn, Christian August, hjalp med købet af godset Nør 1832. Efter Christian Augusts giftermål flyttede Louise Augusta ind i "Palæet" hvor hun stadig holdt et beskedent hof og var optaget af sine passioner, bl.a. for hunde og aber. Men hendes tilværelse blev ensommere end før, og hun mistede til dels den nære kontakt med sønnerne. Efter sin død blev hun, som den sidste, gravsat i familiekapellet på Sønderborg slot.