Elisabeth, hertuginde af Slesvig, levede 1404, hertuginde af Slesvig. Ved sin mands død 1404 blev E. ene om at sikre sine børns ret til arv og len. Foruden to døtre havde hun sønnerne Henrik og Adolf; hertil kom endnu en søn, Gerhard, som fødtes straks efter mandens død. Imidlertid faldt hendes svoger, biskop Henrik af Osnabrück, allerede i efteråret 1404 ind i Holsten og tiltvang sig ved et forlig den største del af grevskabet mens han dog måtte opgive ethvert krav på formynderstyrelsen i Slesvig (13.9.1404). E. havde i sin nød søgt hjælp hos dronning Margrethe som lovede hende støtte mod at til gengæld Erik af Pommern anerkendtes som hendes og hendes børns formynder. I de følgende år lykkedes det Margrethe ved pantsættelser og køb at skaffe sig rådighed over en stor del af E.s slesvigske besiddelser, så hertuginden i alt væsentligt kun beholdt Flensborg (med Nyhus), Slesvig (med Gottorpl. Als, Ærø og Eckernførde. Da disse hendes besiddelser i forvejen næsten alle var pantsatte var hendes stilling yderst svag, og den stærke uro som på den tid herskede overalt i hertugdømmet gjorde det endnu vanskeligere for hende at modstå Margrethes voksende indflydelse.

Hun søgte derfor forlig med Henrik af Osnabrück og i forening med ham, den fordrevne svenske konge Albrecht af Mecklenburg og hertug Erik af Sachsen-Lauenburg forberedte hun 1409 en fejde med Erik af Pommern. Hun anklagedes da for brud på landefreden og måtte 21.9.1409 som bod pantsætte Flensborg og Nyhus til kongen. Dette medførte kraftige angreb fra den holstenske adels side i hvilke E. tog del, og i den følgende tid herskede der åben krig mellem hende og kong Erik indtil der i marts 1411 blev sluttet et forlig som tilbagegav E. Als og Ærø der var faldet i kongens hænder mens Erik på sin side foreløbig beholdt Flensborg. Trods overenskomsten kæmpedes der dog snart videre om denne vigtige by. E. fik hjælp af sin bror, hertug Henrik af Braunschweig, og fejden endte først i okt. 1412. Kongen beholdt Flensborg, og E. sad derefter kun inde med den sydlige tredjedel af hertugdømmet (Gottorp, Slesvig og Eckernførde) og Als (Sønderborg). Under fejden havde kong Erik opgivet formynderskabet for E. og hendes børn, og det var blevet overdraget til hendes bror hertug Henrik som derfor varetog hendes interesser på danehoffet i Nyborg 25.7.1413. Her fradømtes hun og børnene enhver af deres lensrettigheder i Slesvig. To år senere blev hendes søn Henrik myndig, og hun trak sig ud af det politiske liv. Men hendes forhold til kongen vedblev at være lige spændt, og 1423 klagede hendes sønner over at deres mor blev forulempet af kongens folk. Antagelig er hun snart efter død i Sønderborg.

Familie

Forældre: hertug Magnus (Torquatus) af Braunschweig-Lüneburg (ca. 1328-73) og Katharine af Brandenburg (død 1393, gift 2. gang med hertug Albrecht af Sachsen-Wittenberg, død 1385). Gift 1395 med Gerhard, hertug af Slesvig, greve af Holsten, død 1404, s. af Henrik (Jern-Henrik), holstensk greve (død 1385, gift 1. gang med Mechtilde af Lippe) og Ingeborg af Mecklenburg. – Mor til Adolf (1401-59), Gerhard (1404-33) og Henrik (1397-1427).

Bibliografi

G. Waitz: Schlesw.-Holst.s Gesch. I, Göttingen, 1851 292-305. Kr. Erslev: Danm.s hist. under dronning Margrethe I, 1882 (fot.optr. 1971) 393-403; II: Erik af Pommern, 1901 (fot.optr. 1971). E. Daenell i Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst. Gesch. XXXII, Kiel 1902 272f. Fr. Bertheau sst. XLIV, Lpz. 1917 119-21.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig