Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Magnus

Oprindelig forfatter KnRas
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Magnus, 26.8.1540-18.3.1583, hertug, biskop af Øsel og Kurland. Født på Kbh.s slot, død i Pilten i Kurland, begravet i slotskirken i Pilten, 1662 ført til Roskilde domk. M.s opdragelse blev ledet af hans strengt religiøse mor der aldrig ophørte med at formane ham, men samtidig blev hans trofaste støtte i Danmark. To år gammel mistede M. sit ene øje under en sygdom. 1557 blev M. sendt til Sachsen for at tilegne sig europæisk dannelse. Da både M.s far og broderen, Frederik II, ønskede at undgå en deling af de kgl. besiddelser i hertugdømmerne, havde de længe virket for at placere M. som fyrste i udlandet. En gunstig lejlighed bød sig, da russerne 1558 indledte den livlandske krig (1558-83). En af de livlandske fyrster, biskoppen af Øsel-Wieck, solgte 1559 sit fyrstedømme til Danmark. Det omfattede to tredjedele af øen Øsel og landskabet Wieck på fastlandet. Frederik II overlod Øsel-Wieck til M. der til gengæld måtte opgive sine krav i hertugdømmerne. Foråret 1560 rejste M. til Øsel og dermed begyndte et fascinerende livsløb: M. oplevede at være fyrstebiskop under det tyske rige, russisk lydkonge og polsk vasal. Efter tur førte M. krig mod de livlandske ordensriddere, mod russere, svenskere og polakker. M. lagde 1560 straks ud med en aktiv udenrigspolitik, især over for Reval (Tallinn) og de estiske områder, og s.å. købte M. endnu et fyrstedømme, Kurland, der omfattede landet omkring Pilten. Allerede samme efterår var opgaverne blevet for store og midlerne for små, og i foråret 1561 rejste M. til Danmark, meget mod Frederik II's vilje. I Danmark opnåede M. en beskeden hjælp, men blev til gengæld udstyret med en kgl. statholder for Øsel-Wieck hvilket betød, at M. fra dette tidspunkt kun var sin egen herre i det kurlandske bispedømme. I løbet af 1560'erne forsøgte M. uden held at skaffe sig indflydelse i Reval og Riga. Mislykket var også et frieri til den polske konges søster, bl.a. fordi M. ønskede medgift i form af slotte i den polsk-besatte del af Livland, men herved stødte han mod stærkere interesser. Det blev et russisk initiativ der synes at skulle tilfredsstille M.s politiske ambitioner. I et forsøg på at vinde den livlandske adel og borgerstand ønskede zar Ivan af Rusland at indsætte en lydkonge i Livland. Mens andre betakkede sig, accepterede M., og i juni 1570 blev M. kronet i Moskva. Kongeriget var foreløbig ganske lille, idet det skulle bestå af de områder som M. og zar Ivan erobrede efter 1570, og kun fæstningen Oberpahlen blev strakt overladt til M. Et forsøg på at indtage Reval mislykkedes, men 1573 fik M. yderligere overladt slottet Karkus. s.å. blev han i Novgorod gift med fyrstinde Marija der var datter af zar Ivans fætter. Overgangen til russisk tjeneste skærpede det i forvejen anstrengte forhold til Frederik II, og efter 1572 besvarede kongen ikke M.s breve. M. forsøgte gennem 1570'erne at bryde ud af sin isolation ved kontakter til hertugerne Adolf af Gottorp (1526-86) og broderen Hans den Yngre, hvis sønner blev tilbudt koadjutorposter i Livland. Ingen af disse initiativer gav positive resultater. M.s erhvervelser under den livlandske krig havde været sparsomme, men de russiske angreb 1577 på det polskkontrollerede Sydlivland åbnede muligheder. Den ene by efter den anden valgte at overgive sig til M. i stedet for til zar Ivan. Denne succes vakte imidlertid zarens mistro, og russerne besatte en række byer der hørte under M. I Wenden blev M. nærmest holdt fanget, mens zarens tropper plyndrede byen. Det stod nu klart, at M. ingen fremtid havde som russisk lydkonge, og i begyndelsen af 1578 forlod han sine besiddelser i Østlivland. M. rejste til sit eneste faste holdepunkt, fyrstebispedømmet Kurland, hvor han gav sig ind under polsk overhøjhed. Det var i rette tid - året efter vendte den russiske krigslykke radikalt. Efter sin flugt forsøgte M. en udligning med Frederik II, bl.a. for at få Øsel tilbage, men forgæves, og skønt M. nu deltog i krigen på polsk side opnåede han heller ikke her en udvidelse af sine besiddelser. Ved M.s død 1583 rejste hans enke, der havde beholdt sin ortodokse tro, tilbage til Rusland for at gå i kloster sammen med datteren Evdokija.

Familie

Forældre: Christian III (1503-59) og Dorothea af Sachsen-Lauenburg (1511-71). Gift 12.4.1573 i Novgorod med fyrstinde Marija Vladimirovna, død 1597, d. af fyrst Vladimir Andrejevitsj (død 1569) og Evdokija (død 1569). - Bror til Anna (1532-85), Frederik II og Hans den yngre.

Ikonografi

Portræt på mønter fra Øsel og stik derefter.

Annonce

Bibliografi

Quellen zur Gesch. des Untergangs livländischer Selbständigkeit, udg. C. Schirren I-VIII. Reval 1861-81. Neue Quellen zur Gesch. des Untergangs livländischer Selbständigkeit, udg. samme I-III, Reval 1883-85. Danm.-No.s traktater 1523-1750, udg. L. Laursen I-II. 1907-12. - K. H. von Busse: Herzog Magnus, Lpz. 1871. Erich Donnert: Der livländische Ordensritterstaat und Russland, Berlin 1963 181-96. Norbert Angermann: Studien zur Livlandpolitik Ivan Groznyjs, Marburg/Lahn 1972 = Ostforsch. XXXII 65-67. Knud Rasmussen: Die livländische Krise, 1973 170-76. R. G. Skrynnikov: Rossija posle opričniny, Leningrad 1975 43. Frede P. Jensen i Danske mag. 8. r. V, 1976 54-83.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Rasmussen: Magnus i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294026