Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Knud Lavard

Oprindelig forfatter AEChr

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Knud Lavard, født vistnok 12.3 i ukendt år 1095–1100, død 7.1.1131, hertug. Knud Lavard er ifølge fragmenterne af Robert af Elys helgenskrift fra ca. 1135 født i Roskilde ved Skt. Gregors dag i faderens første kongetid; han er opkaldt efter farbroderen Knud den Hellige og synes således forudbestemt til at blive faderens efterfølger frem for hans ældre frillesønner, bl.a. Harald Kesja der sammen med ærkebiskop Asser stod for riget under faderens sidste pilgrimsrejse der endte med hans død på Cypern 1103. Efter faderens tidlige død blev dog hverken Harald eller den ægtefødte Knud Lavard konge, men deres farbror Niels. Knud Lavard overdroges til opfostring hos Skjalm Hvide i Fjenneslev; siden opholdt han sig en årrække hos sachserhertugen Lothar (tysk konge 1125–37).

Efter hjemkomsten blev Knud Lavard af kong Niels anerkendt som grænsejarl i Slesvig hvor han som driftig byherre fremmede Slesvigkøbmændenes handel og til gengæld blev protektor og æresoldermand for deres gilde, det senere Skt. Knuds gilde, i hvis segl han afbildes. Som jarl har han især haft grænsekampe med sin fætter, obodriterfyrsten Henrik (død 1127) og dennes sønner, og da disse kort efter døde opnåede han 1129 som len af kong Lothar herredømmet over obodriterområdet med titel af knés (fyrste, konge). I sine sidste år forenede han således det slesvigske område under kong Niels med titel af hertug (dux) og det tysk-slaviske obodriterrige som knés under den tyske konge. Slavernes historieskriver Helmold berømmer ham omkr. 1170 i begge egenskaber, såvel som slesvigernes "velgører" som hans samarbejde med slavernes apostel, den tyske biskop Vicelin.

Knud Lavards forhold til kong Niels, hans dronninger og især sønnen Magnus er helt legendarisk forvrænget i overleveringen. Et voksende modsætningsforhold til kongen og Magnus er dog uomtvisteligt, for de har – og sikkert med rette – betragtet ham som en farlig medbejler til kongetronen, når den gamle kong Niels døde. Rivaliteten førte til, at Magnus dannede en sammensværgelse mod Knud Lavard, og at han selv ved svig dræbte ham ved Haraldsted den 7.1.1131. Om dette drab efter kongens julegilde i Roskilde er allerede Robert af Elys beretning rent legendarisk. Denne tidlige legendedannelse hindrer os i at slutte noget sikkert om Knud Lavards personlighed og om hans faktiske politiske indsats. Hans største historiske betydning er knyttet til drabets politiske eftervirkninger og hans senere placering som Valdemarernes kongehelgen. At kong Niels lod sønnens udåd upåtalt misbilligedes af ærkebiskop Asser, og Knus Lavards bror Erik Emune indledte straks den borgerkrig der de følgende tre årtier hærgede riget.

Annonce

Så snart Erik Emune opnåede den danske kongemagt (1134), gik han i gang med at forberede broderens helgenværdighed. Der knyttedes mirakler til martyren, og englænderen Robert af Ely formede den ældste helgenbiografi; efter de bevarede brudstykker at dømme har den været nøje formet over det gængse skema. 1146 fik Eriks søn Sven Grathe og Knud Lavards søn Valdemar, trods modstand fra ærkebiskop Eskils side, Knus Lavard skrinlagt ved alteret i Ringsted kirke; men først ved forliget mellem konge og ærkebiskop efter det pavelige skisma i Valdemars tidlige regeringstid opnåedes pavens kanonisering af Knud Lavard ved bulle af 8.11.1169, hvorefter Knud Lavard hertugs translation fandt sted ved en stor kirkefest i Ringsted 25.6.1170, hvor samtidig Valdemars ældste ægtefødte søn Knud VI blev kronet som medkonge og efterfølger. Kong Valdemar udnyttede straks sin egen linjes særlige kongehelgen. Et kongebrev fra Valdemar den Store (fra 1177?) til danske Gotlandsfarere viser at Hellig Knud i Ringsted var skytspatron for et rigsomfattende broderskab af Knudsgilder der forplantede sig til Gotland og Sverige og videre til Estland og Letland. Knud Lavard fejredes som helgen rundt om i riget på dødsdagen 7.1. eller translationsdagen 25.6. eller begge dage; han fejredes desuden i Sverige og Finland samt i de slaviske egne hvor der eksisterede kapeller indviet til ham, således i Alt-Lübeck (ifølge Helmold) og i Lüneburg (1233).

På grundlag af helgenlitteraturen og Helmold støbte Saxo i Gesta Danorum den Valdemarernes kongehelgenskikkelse der efter Hans Olriks monumentale monografi 1888 har behersket dansk historieskrivning helt ind i 1930'erne. Da havde Curt Weibull forlængst (1915) påvist Saxos og legendens helt uhistoriske billede. Siden har historikerne haft svært ved at finde en fast ny vurdering. For E. Arup (1925) var Knud Lavard den dygtige politiske stræber og den fornemme europæer der var mistænkelig i de hjemmegjorte danskeres øjne, så ondt nid blev hans bane. Hal Koch fastholdt (1936 og siden) billedet af den blændende og løfterige personlighed der ramtes af misundelsen, og 1967 drog H. Paludan konklusionen af afklædningen af helgenen og gjorde Knud Lavard til den lovlige danske kongemagts antagonist der med tysk bistand konspirerede mod sit land og faldt på sine gerninger, dræbt af rigets styrer Magnus. Sidste fremstilling (Aksel E. Christensen 1977) kan ikke finde belæg for Knud Lavards rolle som landsforræder eller tysksindethed, da Roskildekrøniken, hvis helt er Magnus, har en overmåde positiv karakteristik af Knud Lavard, men rivaliteten understreges som motiv.

Teglstenskirken i Ringsted, som Valdemar den Store grundlagde som gravkirke for sig og sin efterslægt, blev samtidig et storstilet monument over kongelinjens værnehelgen, hvis kraft skulle forplante sig til efterfølgerne som illustreret ved kongegravene der fra helgenskrinet på højalteret lagdes i generationsrækker bort fra det som en stamtavle fra Valdemar den Store til Erik Menved og hans slægtled. Den yngre kongefamilie lod kalkmalerier i kirken forherlige slægten, især fremstillingen i korshvælvingen fra omkring 1300, hvor Knud Lavard med hertugfane fremstilles sammen med Erik Plovpenning-legenden. Også i andre kirker fremstilledes hertug Knud Lavard på kalkmalerier, bl.a. det nærliggende Vigersted, men også så fjernt som i Skive.

Familie

Knud Lavard blev født i Roskilde, død i Haraldsted, begravet sst., siden i Ringsted k. Forældre: Erik Ejegod (død 1103) og Bodil (død 1103). Gift ca. 1116 med Ingeborg, –1130–, d. af fyrst Mstislav af Rusland og Christine af Sverige. – Far til Kirsten og Valdemar den Store. Halvbror til Erik Emune og Harald Kesja.

Ikonografi

Fremstillet som rytter med hertugfane på Slesvigs Skt. Knudsgildes segl. Kalkmal. ca. 1268 og ca. 1300 (begge Skt. Bendts k., Ringsted), ca. 1450 (Vigersted k.), af And. Johansson, ca. 1500 (Linderød k.), 1552 (Skive gl. k.) og ca. 1552 (Hvidbjerg k.). Ligsten fra midten af 1600-tallet (Skt. Bendts k., Ringsted). Knud Lavards drab fremstillet på akvarel af Anker Lund 1865, på tegn. af Magnus Petersen 1886 og på træsnit af H.P. Hansen. Andre scener af Knud Lavards liv på tegn. af Louis Moe, 1893, og på mal. af Ellen Hofman Bang udst. 1920. – Knud Lavards kors, tegnet af V. Koch, skænket af Thor Lange, 1902 (Haraldsted).

Bibliografi

Kilder. Vitae sanctorum Danorum, udg. M. Cl. Gertz, 1908–12 (Robert af Ely, Ordinale m.m.); overs, af Hans Olrik i Danske helgeners levned, 1893–94 (fot. optr. 1968). Scriptores minores, udg. M. Cl. Gertz I, 1917–18 (reproudg. 1970) (Roskildekrøniken); overs, af Jørgen Olrik, 1898. Saxo: Gesta Danorum, udg. J. Olrik og H. Ræder I-II, 1931–57; da. overs. Sakses Danesaga, overs. J. Olrik I-IV, 1908–12 (2. udg. 1925). Helmolds slavekrønike, udg. Bernhard Schmeidler, 3. udg. Hannover 1937 = Monumenta Germaniæ hist. Scriptores rerum Germanicarum in usum scholarum editi; da. overs, af P. Kierkegaard, 1881.

Lit. Hans Olrik: Knud Lavards liv og gerning, 1888. Curt Weibull i Hist. t. for Skåneland VI, Lund 1915 1–286 (også som særtryk: Saxo, Lund 1915). Erik Arup: Danm.s hist. 1, 1925 (fot. optr. 1961). Hal Koch: Danm.s kirke i den beg. hojmiddelalder I-II, 1936. Tue Gad: Legenden i da. middelalder, 1961. Samme i Kulturhist. leks. for nord. middelalder VIII, 1963 600–03. Helge Paludan i Historie ny r. VII, 1966–67 497–525. Aksel E. Christensen i Danm.s hist. I, 1977 274–77 288–92 337. Jürgen Petersohn: Der südliche Ostseeraum, Wien 1979.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aksel E. Christensen: Knud Lavard i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292700