Knud, hertug

Knud, hertug, Knud Valdemarsen, d. 15.10.1260, hertug. Begravet i Ringsted k. Valdemar yndede denne frillesøn; han gav ham vidtstrakte godser i Sverige hvor K. også må have haft rigt modrenegods, og efter Estlands erobring 1219 gjorde han ham til hertug over dette land og skænkede ham meget gods i provinsen Harrien, hvoraf K. overlod en del til cistercienserklostret Gudvalla på Gotland. K. opholdt sig i hvert fald i Estland 1222–23, da danskerne i Lyndanise sejrrigt udholdt to hårde belejringer af oprørske ester og med dem forbundne russere. I de følgende år under Valdemars fangenskab kunne K. dog ikke holde stillingen, og da de danske 1227 blev helt fordrevet af de tyske sværdriddere, havde K. dermed mistet sit hertugdømme, om han end bevarede hertugtitlen. En fortælling hos den danske historiker Pontanus (fra 1600-tallet) om, at K. sammen med sin halvbror Abel efter Estlands genvinding 1238 gjorde et tog til Estland og erobrede Pieskov, står ikke til troende. Ved denne tid synes K. derimod at have vundet et nyt hertugdømme i Blekinge. Sammen med Abel og Christoffer rejste han sig mod Erik Plovpenning 1246, men blev taget til fange og indespærret på Stegeborg hvor han dog atter blev udfriet af lybækkerne (1247 el. 1248). Senere ombyttede han Blekinge med Lolland. Til tak for Sorømunkenes venskab skænkede han dem sit gods i Sørninge på Sjælland (1250), og s.å. stadfæstede han sin halvsøster Ingeborgs gaver til Sorø kloster. K. havde to sønner: Erik der blev dansk drost og hertug i Sønderhalland, og Svantopolk (død 1310) der ved at arve faderens godser i Sverige blev en af dette riges mægtigste mænd. K.s datter Cæcilia ægtede Philip der vistnok tilhørte folkungeætten og blev henrettet 1251.