Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederik Christian, f. 1765

Oprindelige forfattere HPC og AxLin
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Frederik Christian, f. 1765, Friedrich Christian, 28.9.1765-14.6.1814, hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg. Født på Augustenborg, død sst, begravet i Sønderborg slotskapel. F.C. opdroges på Augustenborg sammen med søsteren Louise der livet igennem forblev F.C.s nære fortrolige. Lærerne var slotspræsten, Chr. Jessen, uddannet i Halle, og legationsråd J. F. A. Schiffmann fra Slesvig som havde specialiseret sig i at undervise unge standspersoner, men i øvrigt blev i F.C.s tjeneste til sin død. Til pastor Jessen bevarede F.C. resten af livet et fortrolighedsforhold, og han lod ham deltage i sine egne sønners opdragelse. Ofte prøvede han sine tanker og synspunkter på Jessen og søsteren der udviklede sig til en litterært og filosofisk særdeles vel orienteret, selvstændigt tænkende kvinde. Sammen med sine to brødre afsluttede F.C. 1783-84 under Schiffmanns opsyn sin uddannelse med et ophold på tre semestre ved universitetet i Leipzig. Han havde tilrettelagt en omfattende og stram studieplan som han fulgte med den yderste pligtopfyldenhed, uden de distraktioner som ellers hørte til på en ung kavalers dannelsesrejse. Allerede da sporedes det tørre, noget pedantiske og stuelærde væsen der prægede ham fra hans tidligste ungdom, kombineret med en intellektuel tørst efter læsning og viden. Et nogenlunde dannet menneske har altid velordnede tilbøjeligheder skrev han senere til søsteren.

I Leipzig dyrkede han filosofiske, retsvidenskabelige, historiske, fysiske og statsvidenskabelige studier, men navnlig fængsledes han af forholdet mellem filosofi og religion. Den største påvirkning modtog han fra filosoffen Ernst Platner der i disse år, skønt fysiolog af uddannelse, vandt betydelig popularitet med sine eklektiske forelæsninger over fransk og engelsk oplysningsfilosofi. F.C. stod resten af sit liv under indflydelse af oplysningstidens tanker som tiltalte hans lidet følelsesfulde intellekt, og det lykkedes ikke senere hans omgivelser at interessere ham dybere for nye strømninger i filosofi og litteratur. Modsat søsteren kunne han ikke overvinde sig til for alvor at trænge ind i Kants filosofi, og han havde ingen forståelse for romantikken som han bl.a. konfronteredes med i Henrich Steffens' person. F.C.s religiøsitet fik et tydeligt rationalistisk præg uden følelse for kirkens dogmer, og som sand oplysningsmand fastholdt han kravet om tolerance og respekt for åndelig frihed, selv om han undertiden kunne have svært ved at omsætte dette ideal til praksis.

Efter hjemkomsten til Augustenborg efteråret 1784 gled F.C.s liv ind i den bane der allerede var fastlagt for ham. 1779 havde A. P. Bernstorff foreslået et ægteskab mellem F.C. og kronprins Frederiks søster, den da knapt 8-årige Louise Augusta. Derved håbede han ved mandslinjens mulige uddøen at forebygge statens opløsning da ægteskabet ville forene kvindelinjens arveret til Danmark, Slesvig og Norge med augustenborgernes ret til Holsten. Forbindelsen blev aftalt mellem F.C.s far og regeringen, og 14.10.1785 deklareredes så forlovelsen. Et halvt år senere fuldbyrdedes ægteskabet, efter at bl.a. kronprinsen kraftigt havde understreget statens interesse i sagen over for Louise Augusta.

Annonce

Det var et højst ulige par. Louise Augustas langt livligere og varmere temperament, der af mange sås som en arv fra Struensee og Caroline Mathilde, stod over for F.C.s stive, hypokondre væsen. Men i en lang årrække formede samlivet sig tilsyneladende harmonisk. F.C. fik hurtigt, sin unge alder til trods, en central placering i statsstyreisen, og han fik rig lejlighed til at følge sin lyst til at øve indflydelse på uddannelsespolitikken. Umiddelbart efter brylluppet fik han 7.6.1786 sæde i statsrådet, og 13.6.1788 efterfulgte han J. O. Schack-Rathlou som patron for universitetet. Dermed begyndte hans arbejde for den højere undervisning som han gennemførte med flid, men uden at det egentlig gav ham den glæde han havde håbet på. En egentlig universitetsreform forudsatte efter F.C.s mening en reform af de lærde skoler, og 14.5.1796 blev han formand for den "til de lærde skolers og Kbh.s universitets forandring og forbedring nedsatte kommission". F.C. arbejdede her ivrigt med at indsamle pædagogisk viden og skrev selv en række memoranda. Bl.a. redegjorde han 1795 i Minerva for sine ideer om indretningen af det lærde skolevæsen der efter hans mening skulle uddanne hele det interesserede borgerskab og ikke blot forberede til universitetsstudier. Han ønskede gejstlighedens indflydelse på skolen begrænset og ville have undervisning i kirkehistorie og morallære. Desuden lagde han vægt på geografi og matematik, og han gav udkast til en lærebog i medborgerskab (Bürgerkunde). Hans planer var dog præget af mangel både på praktisk pædagogisk erfaring og på realistisk sans for hvad lærere og elever formåede. – F.C.s indsats for de lærde skoler og universitetet er endnu ikke udforsket tilstrækkeligt. Vi kan dog se at han fik reformeret universitetets økonomiske forhold, at han begrænsede konsistoriums egenrådighed, og at han søgte at reglementere professorernes virksomhed samtidig med at han beskyttede dem mod kancelliets indgreb. Han indførte universitetets prisopgaver, kom selv med forslag til dem og uddelte priserne. For de lærde skolers vedkommende gennemførtes nye skoleplaner.

F.C. kritiserede den store skolekommissions resultater med hensyn til almueskolen og pådrog sig derved Chr. Reventlows irritation. For F.C. gik der et skel mellem folkets brede lag og de dannede klasser, og dette skel skulle fastholdes i skoleordningen. Børnene måtte ikke bibringes større kundskaber end det passede sig for deres livsvilkår, og lærerne burde ikke uddannes så vidt at de stræbte op over almuen. Derfor sympatiserede han med P. O. Boisens seminarium i Vesterborg. På sine egne godser indførte F.C. 1801 en ny skoleordning der forudsatte tysk skolesprog. Undervisning i dansk skulle ligge uden for skoletiden. Samtidig fastholdt han dog dansk i latinskolerne. Hans holdning til de sproglige problemer var således ikke dikteret af nationale hensyn, og han talte varmt om sit danske fædreland. – Længe søgte F.C. uden held at få frigjort skole- og universitetsadministrationen fra kancelliet. 1805 billigede kronprinsen omsider oprettelsen af Direktionen for universitetet og de lærde skoler med F.C. som præsident og Ove Malling og overbibliotekar D. G. Moldenhawer som medlemmer. Laurits Engelstoft blev sekretær. Disse mænd blev F.C.s nærmeste medarbejdere, men ellers havde han svært ved at knytte hjælpere til sig og få sine synspunkter igennem på de mange områder han efterhånden havde indflydelse på. Han var agtet, men ikke afholdt. 1796 var han indtrådt i kommissionen til oprettelse af et naturvidenskabeligt museum, og efter Cay Reventlows afgang fra dansk statstjeneste 1802 blev han medlem af bestyrelsen for Botanisk have og fik overtilsynet med Det kgl. bibliotek.

F.C. var en søgende, men oftest distanceret iagttager af tidens strømninger. Han følte sig tiltrukket af den franske revolution og forsvarede i begyndelsen dens grusomheder som nødvendige, men vendte sig senere mod dens konsekvenser. Han talte for pressefriheden, vendte sig mod 90ernes forslag til en ny presselov og indså at den offentlige mening burde begrænse herskerens handlefrihed. Alligevel ønskede han ikke at litteraturen skulle være tumleplads for "rå og lave lidenskaber", og han foreslog en upraktisk ordning med politiets godkendelse af flyveblade før de kunne distribueres. F.C.s søgende holdning, der endog vakte hans interesse for illuminaternes lære og 1794 gjorde ham til frimurer, delte han med den ham ellers ganske modsatte Jens Baggesen som han i en lang periode bevarede et venskab med. Han ydede Baggesen støtte både til udenlandsrejser og på anden måde og havde en løbende, ofte intens tankeudveksling med ham. Gennem Baggesen fik F.C. forbindelser i Tyskland, og han tog sig på sammen med Ernst Schimmelmann at støtte Schiller i en vanskelig periode af dennes liv. En række breve fra Schiller til F.C. gik delvis tabt ved Christiansborgs brand, men Schiller bearbejdede dele af dem, og de offentliggjordes under titlen Ueber die esthetische Erziehung des Menschen. F.C. sympatiserede næppe med Schillers tanker, men brevene har med rette bevaret erindringen om hertugen og hans forbindelse med tidens åndsliv også på et internationalt plan.

F.C.s aristokratiske holdning kom tydeligt til udtryk over for de livegne bønder der endnu var tilbage på hans gråstenske gods. I begyndelsen fortsatte han faderens kurs og sikrede bøndernes overgang til arvefæste med afløsning af hoveriet. Men under påvirkning af sin rådgiver, kammerherre Buchwald på Fresenburg standsede han denne udvikling. Digteren August Hennings kaldte ikke uden føje hertugen en ivrig herremand der var imod alt hvad der i de senere tider var sket til bondestandens opkomst og oplysning.

Med konsekvens fastholdt F.C. rollen som overhoved for den sønderborgske sidelinje med en forpligtelse til at varetage dens rettigheder. Intet øjeblik tabte han den mulighed af syne at hans efterkommere kunne kaldes til monarkiets trone, og han hævdede slægtens ret helt ud i evige rangstridigheder med kronprinsens hessiske svigerfamilie. Formodede angreb på faderens og efter 1794 hans egne skatteprivilegier bragte ham i harnisk, selv om han af patriotiske grunde ikke ønskede at undgå skattebetalingen. Denne holdning behagede ikke kronprinsen, men forholdet mellem de to svogre var dog en tid bedre end forholdet mellem augustenborgerne og kongehuset længe havde været.

Begivenhederne 1806 omkring Holstens indlemmelse i monarkiet bragte imidlertid det gode forhold til ophør. F.C. opfattede kronprinsens hensigt som et overgreb mod det augustenborgske hus og krævede i statsrådet sine hidtidige privilegier stadfæstet og de øvrige liniers arveret anerkendt. Han omgikkes med planer om at emigrere og fra udlandet protestere på husets vegne. Da patentet om inkorporationen forelå beroligedes F.C. da han så at arverettighederne ikke berørtes, og han mente at han kunne nøjes med en reservation til akterne. Også denne tanke frafaldt han, men kronprinsen tog ham hans optræden særdeles unådigt op, og F.C. selv opfattede episoden som et forvarsel om hvad der kunne komme.

Det endelige brud fremkaldtes af det svenske tronfølgervalg 1810 da F.C, efter broderen, Chr. Augusts død, modtog Karl XIIIs forespørgsel om han ville modtage valg som svensk tronfølger. F.C. ønskede ikke at modtage et evt. valg uden kongens billigelse, og da Frederik VI oplyste at han selv var tronkandidat trak F.C. sig tilbage. Dog anså han kongens valg for usandsynligt og holdt derfor stadig en mulighed åben. Frederik VI greb da, på basis af et tvivlsomt rygte, til at lade Als afspærre med kanonbåde, angiveligt for at beskytte hertugen. – F.C.s bitterhed over denne behandling blev ikke mindre da han erfarede at hertuginden var kilden til rygtet, og at hun modarbejdede ham hos broderen. Hans mistænksomhed og gamle selvoptagethed fik ham nu til at se intriger overalt. Han trak sig i protest tilbage fra statstjenesten og bragte breve og dokumenter fra 1806 og 1810 i sikkerhed i udlandet for at hans ældste søn til sin tid kunne erfare om den behandling huset havde været ude for. Også forholdet mellem ægtefællerne kølnedes, og Louise Augusta levede mere og mere sit eget liv. Tidens mange rygter om hendes sædelige vandel, bl.a. kolporteret af J. P. Trap, lader sig dog næppe kildemæssigt efterprøve. Resten af sin tid levede F.C. isoleret på sine slotte hvor han koncentrerede sig om børnenes opdragelse og studier i de historiske forudsætninger for slægtens rettigheder.

Til de nævnte breve fra 1806 og 1810 skrev han 1811 indledninger der skulle vise at han havde forsvaret sit hus' interesser, og derefter udarbejdede han en redegørelse Historische Darstellung der Rechte und Ansprüche des Hauses Schleswig-Holstein-Sonderburg. Heri argumenterede han for sin påstand om at augustenborgerne, hvis kongehusets mandslinie uddøde, ville arve begge hertugdømmerne. Hertil sluttede sig i jan.-feb. 1813 en politisk pro memoria, Betrachtungen, veranlasst durch den historischen Aufsatz hvori han drøftede vejene til at sikre husets arverettigheder. F.C. fandt tiden til en sådan overvejelse gunstig, fordi mandsstammens uddøen ikke var aktuel, men J. S. Møsting, Moldenhawer og Engelstoft som han forelagde afhandlingen var til hans fortrydelse af en ganske anden mening. Bl.a. fordi han foreslog kongelovens ophævelse rådede de ham indstændigt til at holde sine tanker for sig selv. Kun hertugen af den Beckske linie og hans søn Vilhelm anerkendte F.C.s arbejde for slægten og var parate til at støtte ham.

De sidste måneder af sit liv fulgte F.C. sin kommende svigersøn, Christian Frederiks, virke i Norge og gav ham råd om at indrette forfatningen uden for stor svækkelse af kongemagten og således at en løbende tilpasning af forvaltningen til udviklingen ikke hæmmedes af for detaljerede forfatningsbestemmelser. F.C. døde uden at opleve afslutningen på Christian Frederiks norske politik. Han døde som en ensom og træt mand, men han satte sin lid til sønnerne og efterlod dem sin opfattelse af augustenborgernes rettigheder. Da hans afhandling dukkede op i sønnen Christian Augusts såkaldte Halleskrift i 1837 viste det sig at F.C. havde lagt grunden til en udvikling, der greb dybt ind i slægtens og statens skæbne.

Familie

Forældre: hertug Frederik Christian af Augustenborg (1721-94) og prinsesse Charlotte Amalie Vilhelmine af Pløn (1744-70). Gift 27.5.1786 på Christiansborg med prinsesse Louise Augusta, født 7.7.1771 på Hirschholm (Slotsk.), død 13.1.1843 i Augustenborg, d. af Christian VII (1749-1808) og Caroline Mathilde (1751-75). – Far til Caroline Amalie, Christian August (1798-1869) og Frederik (1800-65). Bror til Christian August (1768-1810).

Ikonografi

To min. af F. som barn og som ung (Fr.borg). Stik af J. D. Laurens, 1802, efter tegn. af A. Graff, 1784. Satirisk stik 1787 af Clemens efter Abildgaard. Silhouetter af B. J. Greve bl.a. 1788 (Fr.borg). Maleri (forhen Orebygård). Mal. af Graff i slutn. af 1780erne (Mus.d.bild. Kunste, Leipzig). Mal. af samme (Fr.borg). Mal. af samme, 1791, i hel figur (Gl.Estrup), stukket af Lahde 1796 og litograferet, replik som brystbillede (Fr.borg) og flere kopier (sst., Rosenborg, Kbh.s univ.). Silhouetter i radering og træsnit. Afbildet på J. C. F. Vierteis mal. af gruppe, 1794 (Gunderslevholm). Mal. af H. Fuger. Min. af F. C. Camradt.

Bibliografi

Kilder. Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé I-X, 1895-1932. Aktstykker og breve vedr. Holstens indlemmelse i Danm. 1806, ved Aage Friis, i Danske mag. 5.r.VI, 1905-09 53-136. Schillers Briefwechsel mit dem Herzog Fr. Chr. i Deutsche Rundschau III, Berlin 1875 38-57 (også som særtryk), forts. sst. 1881 155-58. Fürstin Pauline zur Lippe und Herzog Fr. Chr. von Augustenburg. Briefe aus den Jahren 1790-1812, Lpz. 1903. Schiller und der Herzog von Augustenburg in Briefen, Jena 1905. Briefwechsel des Herzogs Fr. Chr. mit Konig Fr. VI von Danemark und dem Thronfolger Prinzen Chr. Fr., Lpz. 1908. Timoleon und Immanuel. Briefwechsel zwischen Fr. Chr. und Jens Baggesen, Lpz. 1910. Aus dem Briefwechsel des Herzogs Fr. Chr. zu Schleswig-Holstein, Stuttgart 1913. Lit. Joakim Larsen: Bidrag til den da. folkeskoles hist., 1893 237-49. Jul. Clausen: Fr. Chr., 1896. Aage Friis i Hist.t. 7.r.I, 1897-99 241-327 353-413. Samme sst. 7.r.VI, 1905-06 1-107. Hans Schulz: Fr. Chr., Stuttgart 1910. Kr. Erslev: Augustenborgernes arvekrav, 1915 147-51 172. Axel Linvald: Kronprins Fr. og hans regering I, 1923. Johan Hvidtfeldt i Sønderjydsk månedsskr. XXVI, 1950 15-28. J. P. Trap: Fra fire kongers tid I, 1966 155.

Papirer i Primkenauark. i Schlesw.-holst. Landesarchiv, Slesvig. Erich Graber: Das herzogl. schlesw.-holst. Hausarchiv zu Primkenau in Schlesien i Codex diplomaticus Silesiae XXXI, Breslau 1925 110-15. Brevveksl. med D. G. Moldenhawer i Kgl.bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
H.P. Clausen, Axel Linvald: Frederik Christian, f. 1765 i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289656